Se tegningerne: Sådan er planen, at den nye Rema 1000 skal se ud - med torv på taget
Rema 1000 vil, hvis de får den endelige byggetilladelse, bygge butik på 1.050 kvadratmeter på Sønderskovvej. Det viser ansøgningen til projektet, som LystrupLIV har fået aktindsigt i.
Butikken skal have et lille butikstorv foran, og en stor åben facade mod Sønderskovvej, mens vareindlevering bliver bag ved butikken. Rema 1000 har i ansøgningen også skitseret et projekt, hvor der er boliger på toppen, og disse skal i så fald have et grønt torv i midten, der bliver åbent for alle.
Butikskæden afventer stadig den endelige tilladelse, men kommunikationschef Jonas Schrøder håber, at kommunen giver tilladelse. - Vi mener, det er det rigtige for stedet, siger han.
Rema 1000 drømmer om butik med åben facade til Sønderskovvej og boliger på toppen kombineret med et grønt areal.
Det viser svaret på en aktindsigt, LystrupLIV har fået fra Aarhus Kommune.
Materialet stammer fra den ansøgning, Rema 1000 har sendt ind til kommunen. Vi skal derfor understrege, at der er tale om foreløbige planer. Byggeriet kan ændre sig undervejs i processen.
Rema 1000 har i projektmappen beskrevet to potentielle løsninger.
Den ene vision omhandler udelukkende en ny dagligvarebutik, og den anden omhandler en dagligvarebutik kombineret med boliger.
Det er tegnestuen Cubo Arkitekter, der har tegnet og skitseret den nye butik for Rema 1000.
Ifølge ansøgningsmaterialet vil butikken være 1.050 kvadratmeter inklusive varemodtagelse, velfærdsrum og lignende.
Butikken vil ligne de andre Rema 1000-butikker, som kæden har fået opført de seneste år.
"Den nye Rema 1000 åbner sig mod sine omgivelser og bliver derigennem mere indbydende og vedkommende i byrummet," står der i ansøgningsmaterialet.
I ansøgningsmaterialet står det, at der af hensyn til klimapåvirkning arbejdes med en let konstruktion med en udenpåliggende beklædning - eksempelvis i træ eller skærmtegl.
Boliger på toppen
Selv skriver Rema 1000 i ansøgningsmaterialet, at "man kan diskutere, om dagligvarebutikker skaber et centerområde alene (...)".
Og fortsætter:
"Det er vores overbevisning, at et sammensat projekt, hvor Rema 1000 kombineres med boliger og mindre liberalt erhverv, vil understøtte ønsket om et levende byliv i Lystrup."
Derfor har kæden også ansøgt om tilladelse til at opføre boliger ovenpå butikken.
Ifølge ansøgningsmaterialet skal der etableres en bred offentlig trappe, der giver adgang til bygningens tag, hvor et fællestorv med boliger liggende omkring danner hjertet i bebyggelsen.
Ud til fællestorvet vil der ifølge ansøgningsmaterialet blive mulighed for at etablere et mindre liberalt erhverv som eksempelvis en café.
Til LystrupLIV siger kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder:
- Vi er i begyndende dialog med Aarhus Kommune og at vi afventer dem i forhold til fremdrift på projektet. Vi håber at få lov til at lave projektet med boliger, som vi mener, er det rigtige på stedet.
Vareindlevering bag butikken
Selve butikken, uden boliger, skal altså være 1.050 kvadratmeter med tilhørende parkeringsanlæg. Ifølge ansøgningsmaterialet vil der anlægges i alt 23 parkeringspladser.
Ifølge ansøgningsmaterialet vil projektet omfatte nedrivning af eksisterende bebyggelse indenfor området - altså den gamle, blå Aldi-bygning.
Rema 1000-butikken skal placeres parallelt med Sønderskovvej og fastholde det nuværende gadeforløb.
Ifølge ansøgningsmaterialet vil vareleveringen foregå på bagsiden af butikken, hvor der også har været vareindlevering dengang Aldi lå på stedet.
Rema 1000 afventer stadig den endelige tilladelse fra kommunen til at gå i gang med byggeriet.