I Lystrup og omegn drømmer mange om et større udbud af dagligvareforretninger, og nogle vælger at køre helt ud af byen for at købe havregryn og aftensmad andre steder end i SuperBrugsen og Netto.

Her kunne det være nærliggende at køre til Nye. Men der kommer til at gå mange år, før der rykker andre dagligvarekæder ind i byen som supplement til den lokale købmandsbutik Nyma. Det oplyser idémand og bygherre bag Nye, Jørn Tækker.

Byrådet gav ellers for nylig grønt lys til at opføre etape to af Nye, som gør byen dobbelt så stor. Men Jørn Tækker og co. vurderer, at Nyma fortsat er tilstrækkelig til at betjene de cirka 7500 indbyggere, der kommer til at bo i Nye, når etape to står færdig.

- Nyma har et stort areal, som i dag også bliver brugt til café og bordtennisborde. Så måske kunne man på et tidspunkt flytte caféen ud af købmandsbutikken og ned til det centrale torv, som vi bygger i forbindelse med etape to, så butikken kan udvides og gøres større. Det kan også være, at den kan fortsætte, som den er nu. Det skal vi se på, siger Jørn Tækker.

Den helt store dagligvarehandel kommer først til byen, når Nyes centrum skal udbygges med etape 3. Det sker med bydelen ”Midtbyen”, som kommer til at ligge omkring letbanestationen. Her er vi 12-15 år fremme i tiden.

- En stor dagligvarekæde vil typisk gerne have et stort kundegrundlag, før den vil rykke ind. Så når etape to er bygget færdig, er der plads til at byde en anden fødevareleverandør ind. Vi er jo også forpligtet til at levere en økonomisk konkurrencedygtig fødevare-leverance. Men lige nu har vi mere brug for et socialt samlingspunkt, som Nyma jo også er, siger Jørn Tækker.

Jørn Tækker nævner selv Føtex, Rema 1000 eller SuperBrugsen som eksempler på butikker, der på sigt kunne rykke ind i området omkring letbanestationen. Men der er pt. ingen indledende dialog med nogle af kæderne, tilføjer han.

- I sidste ende er det mig, der bestemmer hvilke dagligvarebutikker, der skal ind i Nye. Så jeg har selvfølgelig overvejelser i forhold til, hvad jeg helst vil. Det skal være butikker, der kan tilbyde noget kvalitet, siger han.

Når hele Nye er udbygget med op mod 15.000 indbyggere, forventer Jørn Tækker, at der bliver plads til 2-3 store dagligvarebutikker i byen.

Du kan se flere visualiseringer af den kommende etape to af Nye her:

En mørk tunnel mellem SuperBrugsen og hallen har i de seneste uger fået væsentlig flere farver.

Det kedelige, grå beton er blevet malet over og forvandlet til et landskab med blå himmel og grønne bakker, hvor Tom og Jerry leger deres klassiske katten-efter-musen-jagt. Tilsat et par geværer.

Lømlerne fra Bjørnebanden stikker også hovedet frem i tunnelen, og så kan man se en række store, farverige ”tags", som er navnene på de kunstnere, der står bag udsmykningen.

Et af tagsene er ”Kast” alias Thomas Gottlieb Jakobsen, som er graffitimaler og pædagog i fritidsklubben i Lystrup.

Han er idémanden bag projektet med at udsmykke tunnelen, og i disse dage er han i fuld gang med at lægge sidste hånd på malerarbejdet, som han har lavet sammen med et par kammerater og en pige fra 7. klasse på Lystrup Skole.

Idéen til udsmykningen er inspireret af et gammelt barndomsminde, fortæller han.

- Da jeg var 7-8 år gammel, var jeg vild med lastbiler, og jeg kan huske, at jeg var på en lastbilmesse, hvor jeg så en lastbil med Tom og Jerry på, hvor de rendte rundt efter hinanden med et bræt med søm i. Det gav mig idéen til at have fokus på tegneserier fra min barndom.

- Det er lidt sjovt, for mange af de børn, der kommer forbi i tunnelen, ved ikke, hvem Bjørnebanden er. Men det er jo fedt, for så får de måske en snak med deres forældre, som kan vise dem nogle gamle Anders And-blade, siger han.

Thomas Gottlieb Jakobsens ambition har været at lave en tegneseriefortælling i tunnelen, som er tilpas ”hullet”, så børnene selv kan skabe en historie i hovedet.

Men for ham er historien ret klar:

- Tom er jo altid ude på at fange Jerry, så han sigter på ham med et gevær, men blæksprutten står ved siden af og fløjter for at få opmærksomhed. Tom kigger på den, og så skynder Jerry sig hen at finde en prop – som mange børn mener er en ost – og propper den ned i geværet. Så da Tom skyder, springer geværet i luften i hovedet på ham, siger han.

Udover at være klubpædagog arbejder Thomas Gottlieb Jakobsen som selvstændig graffitikunstner og laver alt fra store Spiderman-billeder på børneværelser til udsmykning af private firmaers hvide vægge.

Han blev selv introduceret til graffiti som 10-årig - på trods af at han er vokset op så langt fra et hærget ghetto-miljø, som man muligvis kan komme: En bondegård i Brunmose tæt på Pindstrup på Djursland, hvor der lugtede mere af gylle end af spraymaling.

Men i starten af 90’erne begyndte nogle af de store drenge i Pindstrup at interessere sig for hiphop. Heriblandt den fem år ældre rapper Thomas Lægaard, bedre kendt som Kølig Kaj, som mange år senere i 1997 vandt det danske melodigrandprix med ”Stemmen i dit liv”.

- Jeg så nogle af de store drenge tegne graffiti, og jeg synes bare det så pisse sejt ud. Jeg tror, at jeg følte mig lidt uden for i sociale sammenhænge, og det gjorde de sorte i hiphoppen jo også. Så det har jeg som 45- årig analyseret mig frem til, at det nok er dér sammenhængen ligger.

- Jeg har ellers tænkt meget på, hvor koblingen mellem de sorte i ghettoen og en lille hvid dreng på en bondegård på Djursland ligger. Men det var det, siger Thomas Gottlieb Jakobsen og griner.

Mens andre gik til fodbold, blev han fuldstændig opslugt af at lave graffiti.

- Jeg havde også prøvet at lave lidt breakdance foran mit spejl og rappe, men det kunne jeg sgu ikke rigtig finde ud af. Men tegning blev ved med at komme tilbage. Det hang på i mange år, hvor jeg bare tegnede løs, siger han.

Problemet var, at det var en relativt svær hobby at dyrke i starten af 90’erne, hvor graffiti var ulovligt.

- Det var svært, for hvor skulle jeg male? På naboens bondegård? Han ville nok ret hurtigt finde ud af, hvem i Brunmose, der interesserede sig for graffiti. Så det var sådan noget med, at jeg en gang i mellem cyklede fem kilometer ud i skoven, indtil jeg nåede til en rasteplads, hvor jeg kunne male lidt på et skilt og så cykle hjem igen, siger han.

Heldigvis havde Thomas Gottlieb Jakobsen en skateboardrampe i laden hos sine forældre, som han kunne male på, og hvis han arbejdede lidt i sin onkels malerforretning, fik han lov at få én spraydåse, som han fik til at række i månedsvis.

I sin ungdomsklub malede han på en væg, og på efterskolen kunne han udsmykke en rekvisit af et tog til en Gasolin-musical.

- Dengang anede jeg ikke en skid om, hvad jeg lavede, men på mange måder var det sjovere dengang. I dag kan man få dyser, der kan det ene og det andet og spraydåser, der kan male lige, hvad man vil. Men i dag synes jeg, det er sjovt at finde de der dårlige byggemarkedsdåser med helt standard caps, som man brugte dengang.

- Så får jeg mere følelsen af første gang, jeg trykkede på en spraydåse. Den fede lyd, lugten og malingen, der render ud til alle sider helt ukontrollerbart. Det kan jeg godt lide. Der er mere energi i det.

Siden slutningen af 90’erne har Thomas Gottlieb Jakobsen malet mellem 100 og 200 pieces, som han kalder det, om året. Altså graffitimalerier, som han har malet både i Danmark og i udlandet ved siden af sit arbejde som pædagog. Han har også lavet graffitiworkshops for lokale unge i klubben og på Byggeren.

Før han gik i gang med at udsmykke tunnelen i Lystrup, var der lidt graffiti på væggene i forvejen, som tidligere graffitimalere havde været forbi i nattens mulm og mørke og sprayet.

Der var blandt andet et ”motiv” i loftet, der lignede noget, der var frembragt ved at smide et kanonslag ned i en spand maling.

Den slags kan også være fedt, synes Thomas Gottlieb Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide den slags ”hærværksgraffiti”, for det er det hele kulturen kommer af. Jeg har det nogle gange lidt ambivalent med at male over, især hvis det er noget ”ordentligt” hærværksgraffiti i forvejen.

Thomas Gottlieb Jakobsen kunne genkende nogle af tagsene i tunnelen og identificerede nogle af de personer, der for mange år siden har sprayet deres navn på betonet.

- Jeg har kontaktet nogle af dem for at høre, om de ville være med til at lave noget nyt. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, men de har været meget taknemmelige for tilbuddet. Jeg synes også, det er vigtigt at have respekt for det gamle, siger han.

Thomas Gottlieb Jakobsen forventer, at tunnelen er malet helt færdig i løbet af den næste måneds tid. Blandt andet mangler loftet endnu at blive udsmykket.

Inga Sørensen flytter lidt rastløst på hænderne. Hun sidder i stuens bedste lænestol med benene på en fodskammel, men det er ikke, fordi hun holder af det. Inga er ikke mageligt anlagt. Allerhelst ville hun lige nu være ude i haven for at rykke i ukrudtet.

- Den er mit et og alt, haven. Jeg skulle jo være derude nu, jamrer hun irriteret. Men benet, det højre, forhindrer hende.

Forleden tog hun et styrt på havegangen. Lidt for meget fart på og lidt for meget i hænderne. Og så lå Inga der. Knæskallen var brækket og næsen forslået. Bendt måtte samle hende op og køre hende først til læge og derefter på skadestuen. Og nu kan hun se frem til flere uger i lænestolen, mens ukrudtet krudter uforskammet op derude foran vinduerne.

Heldigvis kan hun stadig komme i den nyindkøbte festkjole, selvom hendes ene ben er spændt ind i forbindinger og stativ. Og festkjolen bliver der brug for, når hun og Bendt samler de 55 nærmeste familiemedlemmer til diamantbryllupsfest på Årslev Kro.

Parret blev gift pinselørdag i 1964. Bendt måtte have kongebrev, for både han og bruden var kun 19 år gamle, og mens kvinder dengang gerne måtte gifte sig i ung alder, skulle mænd have tilladelse, hvis de var under 21 år.

I år kan Inga og Bendt Sørensen atter se frem til et kongebrev, når hoffet traditionen tro sender en hilsen fra majestæten i mærkedagens anledning.

De kunne have giftet sig langt tidligere, hvis omstændighederne havde været til det. Parret mødte hinanden som 16-årige, hvor Inga og hendes familie flyttede til Bendts hjemby, Galten. Han cirklede frem og tilbage foran tilflytterens hjem på sin røde knallert, for "jeg skulle jo se giraffen", som han siger.

- Og det var godt, du gjorde det, skat, indskyder Inga, inden Bendt fortsætter:

- Og så begyndte vi at tale sammen i rutebilen, når vi kørte frem og tilbage mellem Galten og Aarhus, forklarer han, der kom i lære som former hos jernstøberiet Dania, nu Sabro. Her arbejdede han sidenhen i 48 år frem til efterlønnen som 62-årig, og derfor har Bendt allerede været i kontakt med regenten flere gange. Han fik nemlig en belønningsmedalje med krone for sin langvarige indsats som former, tillidsmand og fællestillidsmand.

- Medaljen skal jeg have på, når vi fejrer diamantbryllup, smiler han.

Mens Bendt kastede sig ud i hårdt fysisk arbejde og nøjedes med syv års skolegang, fik Inga en realeksamen og siden en kontoruddannelse hos Kawo, der fra domicilet på Kystvejen i Aarhus leverede korsetter og bh’er til danske kvinder.

- Jeg ville rigtig gerne noget med tal, når jeg nu ikke kunne blive lærerinde, som jeg allerhelst ville. Men det var hårdt at komme fra landet og ind at arbejde med de der århusianere. De var lidt bysmarte, syntes jeg, smiler Inga, der stadig er god til tal og passer alle parrets bankforretninger.

Dem var der ikke mange af, da de to fandt sammen i starten af 1961. De første mange år måtte de vende hver femøre, og der gik flere år, før de flyttede sammen.

I 1962 blev Inga gravid. Det var ikke velset hjemme hos hendes forældre, og her var heller ikke plads til at huse både nybagt mor og barn, så hun rykkede ind på familiehjemmet Bethesda i Aarhus med støtte fra Mødrehjælpen. Her gav man ophold til gravide enlige kvinder - Redningshjemmet for Forførte Piger, som det hed ved sin oprettelse i 1894.

- I bund og grund blev Bendt og jeg nok sammen dengang, fordi jeg blev gravid. Vores barn blev kittet imellem os, reflekterer Inga.

- Ja, så var vi jo nødt til at tage ansvar, tilføjer Bendt.

Jette blev født 8. maj 1963, hendes forældre var 18 år og ugifte, begge i lære og begge mere eller mindre hjemløse. Inga blev boende på Bethesda i to og et halvt år, mens hun ventede på Bendt, der skulle overstå både sin uddannelse og sin værnepligt, før han meldte klar på familiefronten.

For mange af de børn, der blev født på Bethesda, gjaldt det, at de blev bortadopterede, og det var også oprindeligt tanken med Inga og Bendts førstefødte.

- Men en dag, hvor Bendt var hjemme fra fagskolen i Nykøbing F., hulkede jeg, at jeg ville beholde barnet, og så sagde Bendt: Det gør vi så.

Bendt er ikke romantiker – hvis Inga skal sige det – men han er solid. Mens Inga er den livlige, talende, blomstrende og farverige, er Bendt den, der danner bund og ro i ægteskabet. Han lader sig ikke vælte, og han rækker beredvilligt hånden ud, når Inga i svære nattetimer har brug for at mærke hans tilstedeværelse. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag.

De giftede sig i Koed Kirke – fordi Ingas forældre i mellemtiden var flyttet til Ryomgård – og holdt festen i hendes forældres soveværelse, der til lejligheden var blevet ryddet for møbler. Halvandet år senere lykkedes det gennem Ingas arbejdsplads omsider at skaffe en toværelses lejlighed på anden sal i Fredericiagade. Den kostede 65 kroner om måneden og var med petroleumsovn, koldt vand i hanen og lokum under trappen.

Inga havde straks efter fødslen af Jette genoptaget sin kontoruddannelse og fortsatte i fast job hos Kawo. I Museumsgade boede en kvinde med en jævnaldrende datter, og hun tog beredvilligt Jette i dagpleje, mens Inga og Bendt var på arbejde.

Jette var et livligt barn, en "lille hidsigprop", fortæller Inga, glad og fuld af spilopper. Tirsdag 30. august 1966 fik hun sammen med sin dagplejeveninde den idé, at de to skulle bade fødderne i Aarhus Å – og så faldt Jette i vandet.

Dagplejeveninden skulle have sko og strømper på, hen ad gaden og op på fjerde sal efter sin mor, før hun fik slået alarm. Det var lang vej for en treårig. Og da var det for sent. Redningsfolkene fandt Jette i åen tre kvarter senere.

- Politiet kom og hentede mig på mit arbejde, og så kørte vi op efter Bendt. Vi var i chok. Det var hyl og skrig og gråd, husker Inga, der på det tidspunkt var fem måneder henne i graviditeten med parrets andet barn.

Inga kunne ikke udholde at være hjemme i lejligheden, for alt mindede om Jette, så i de følgende måneder boede hun og Bendt hos hendes forældre i Ryomgård, indtil Carsten kom til verden i januar 1967 som den første af tre sønner – siden fulgte Michael i 1969 og Torben i 1973.

Inga og Bendt begravede deres datter lørdag 3. september 1966 på Vestre Kirkegård. Gravstedet besøger de stadig på mærkedage og ved juletid, men de skal ikke selv ligge der, har de besluttet.

- Vi skal på Elsted Kirkegård, for her, i Lystrup ved Elsted, har vi boet i mange år. Og så kan man jo altid få flyttet Jettes sten hertil, funderer Inga, mens Bendt tilføjer:

- Ja, Jette er der jo ikke mere, hun er for længst væk. Hun er blevet et minde. Men hun er en del af vores familiehistorie, og drengene har altid vidst, at hun har levet.

Bendt tog på arbejde dagen efter Jettes død, for "det skulle man jo, passe sit arbejde, og vi skulle jo også videre", og Inga fulgte efter nogle dage senere.

- Men jeg lavede ikke dagens gerning, og der var altid en af kollegerne, der heller ikke arbejdede, fordi vedkommende lyttede til mig. Det så ledelsen heldigvis gennem fingre med. Jeg kom ikke til psykolog, jeg snakkede med mine kolleger i stedet, husker Inga, der siden ofte har haft lyst til at opsøge andre forældre, der mister et barn, for at fortælle dem, at selvom det ikke føles sådan i tiden umiddelbart efter tragedien, så kan man leve videre med tabet og ovenikøbet få et godt liv.

Hverken hende eller Bendt har følt den mindste vrede mod den dagplejemor, der ikke var til stede ved åen, da Jette druknede.

- Nej, for sådan var det jo dengang. Man sendte sine børn ned at lege uden, at man selv var med. Det var der ingen problemer i. Heller ikke selvom de kun var tre år. Alle gjorde det. Men jeg ved, at dagplejemoren havde det forfærdeligt, og familien flyttede kort efter, fortæller Inga, der besluttede sig for at blive hjemmegående, da hun fødte Carsten.

- Jeg turde ikke overlade mit barn til andre, selvom det ikke var dagplejemorens skyld, at Jette druknede.

Bendt havde sit arbejde og nok at fylde tankerne og tiden med, men Inga havde det svært i det første års tid efter Jettes død.

- Jeg gik alene hjemme med et spædbarn, men jeg mødtes heldigvis med andre mødre på legepladsen, drak kaffe med dem, og de var flinke til at høre på mig, husker hun, der først vendte tilbage til arbejdsmarkedet, da Torben begyndte i skole. Så blev hun der til gengæld også, til hun var fyldt 65 år.

Sorgen over Jette satte et kraftigt mærke i Ingas og Bendts ægteskab, men de har hele tiden stået problemerne igennem sammen. Lyttet til og bøjet sig mod hinanden.

- Men for mig har Jettes død nok betydet, at jeg altid er helt bevidst om, at der kan ske noget voldsomt - at det ikke er sikkert, at vi er her i morgen, og at alting ikke bare sker for naboen. Den tanke har været i mig siden den dag, hvor politiet pludselig stod på mit arbejde, fortæller Inga.

En redning i parrets liv var den Fiat 600, som de møjsommeligt fik sparet sammen til. Med bilen kunne de komme ud i naturen, ud til familien, ud til vennerne. Den gav luft og liv og gode oplevelser og noget andet at tænke på. Og flere gode oplevelser fulgte efter, da Fredericiagade blev udskiftet med først et boligforeningsrækkehus i Lystrup og siden eget parcelhus.

- Det var lykke, lykke, lykke, da vi købte huset her, og vi bliver her, til vi skal bæres herfra, smiler Inga, inden smilet famler.

- Men det irriterer mig virkelig, at jeg ikke kan komme ud og arbejde i haven for tiden. Det er jo lige nu, det sker derude.

Til gengæld kan hun glæde sig over diamantbryllupsfesten. Udover Ingas og Bendts søskende med familier kommer naturligvis også de allernærmeste 22 – de tre sønner, de tre svigerdøtre, de seks børnebørn og de to bonusbørnebørn med en flok kærester samt de to oldebørn. Og snart kan Inga vel også både komme i haven, til petanque og i strikkeklub igen, mens Bendt passer sit foreningsarbejde og sit billard.

I mellemtiden må Bendt klare haven. Han arbejder, Inga instruerer.

- Herregud, vi er jo kun 79 år, så det går nemt. Selvfølgelig bliver vi hurtigere trætte, men det er jo derfor, at pensionen er indført. Og kommandusen dér kan altid sætte mig i gang, smiler Bendt og kaster et blik over mod Inga. Kærligheden lever.

ㅤㅤㅤㅤㅤ