Byrådet rykker på ønskelisten: Cykelstier, fortov og en bredere vej er på tapetet
Aarhus Byråd har godkendt årets anlægsprogram, og det bringer flere trafikale forbedringer til Lystrup, Elev og Nye. Blandt andet etableres et nyt fortov ved Lystrup Idrætshal samt to længe ønskede cykelstier mellem henholdsvis Elev og Lisbjerg samt Nye og Lisbjerg.
Aarhus Byråd har netop godkendt anlægsprogrammet for trafikal infrastruktur 2025–2028, og for vores lokalområde betyder det en række tiltag, der skal gøre det tryggere og nemmere at komme rundt – både til fods, på cykel og i bil.
Det betyder blandt andet etablering af et fortov ved idrætshallen på Lystrup Centervej, så der bliver nemmere og tryggere adgang til hallen. Derudover er det slået fast, at der skal etableres to cykelstier, der længe har været ønsket: En cykelsti fra Elev til Lisbjerg langs Koldkilde og en cykelsti mellem Nye og Lisbjerg langs letbanen.
Hvad er et anlægsprogram?
Et anlægsprogram er en politisk godkendt plan for, hvilke bygge- og anlægsprojekter kommunen vil gennemføre i de kommende år.
Det handler eksempelvis om:
- Nye cykelstier og fortove
- Trafiksanering og skolevejssikring
- Grønne byrum og bedre veje
Projekterne finansieres af kommunens anlægsbudget og vedtages hvert år af byrådet.
Anlægsprogrammet for 2025 til 2028 fokuserer især på grøn mobilitet, trafiksikkerhed og fremkommelighed.
Herunder kan du læse mere om de projekter, der vedrører os i Lystrup, Nye, Elsted og Elev.
Fortov ved Lystrup Idrætshal
Efter ønske fra det lokale fællesråd bliver der afsat 450.000 kroner til at etablere et fortov fra det nye signalanlæg ved Lystrup Centervej/Sønderskovvej frem til Lystruphallen.
Flere politikere pegede på, at det vil være en konkret forbedring for trygheden og adgangen ved hallen.
Fortovet skal sikre, at gående kan krydse vejen trygt, og give en bedre forbindelse fra stoppestedet til hallen.
Projektet er tænkt sammen med det aktuelle lokalplansprojekt for centerområdet, og en hævet flade nævnes som mulig løsning for at øge trygheden i området med høj bustrafik og mange indkørsler.
Cykelsti fra Elev til Lisbjerg langs Koldkilde
Længe har det været ønsket at få en cyklesti mellem Elev og Lisbjerg skal Koldkilde, og nu er der endelig budget til projektet.
En dobbeltrettet cykelsti er på tegnebrættet, og der er tale om et større anlægsprojekt med et budget på 10,5 millioner kroner i alt. Heraf skal de første 750.000 kroner afsættes i år, og resten i 2027.
Inden arbejdet kan gå i gang, skal der dog gennemføres en VVM-undersøgelse – en miljøvurdering, som blandt andet skyldes fund af både flagermus og stor vandsalamander nær den planlagte rute. Derfor forventes anlægsarbejdet tidligst at kunne begynde i 2027, og cykelstien vil først kunne tages i brug året efter.
Dog kom det frem i byrådssalen, at politikerne håber at kunne lave en etapeopdeling, så de dele der ikke går på tværs af miljøhensyn, kan prioriteres hurtigst muligt.
Et enigt byråd afsatte penge til stien i starten af 2024, og ambitionen fra flere politikere – samt ønsket fra offentligheden – har været, at projektet skulle i gang hurtigt. Men cykelstien er altså stadig i planlægningsfasen, og du kan blive lidt klogere på hele projektet hvis du klikker her.
Supercykelsti mellem Nye og Lisbjerg langs letbanen
Mellem Nye og Lisbjerg skal der etableres en ny supercykelsti, som skal følge letbanesporet på den nordlige side og koble sig på det eksisterende supercykelstinets ved Lisbjerg Bygade og Randersvej. Målet er at give beboerne i Nye, Elsted, Elev og Lystrup en hurtig og tryg cykelforbindelse til Lisbjerg og videre ind mod Skejby og Aarhus C.
Stien, der skal være dobbeltrettet, bliver et fællesprojekt mellem Aarhus Kommune og byudvikler Tækker Group. Tækker har tilbudt at opføre to tredjedele af stien – kommunens andel er den sidste tredjedel, som løber i den østlige del af Lisbjerg.
Projektet skal efter planen gennemføres i 2025-2026, og der er i alt afsat tre millioner kroner til projektet i kommunens budget. Beløbet dækker kun kommunens andel af stien.
På længere sigt er der desuden mulighed for, at supercykelstien kan forlænges helt til Lystrup, hvis kommunen vælger at opgradere eksisterende cykelruter gennem Elsted og videre ad Lystrupvej. Det er ikke en del af det nuværende projekt, men nævnes i kommunens mobilitetsplaner som et fremtidigt potentiale.
Udvidelse af Elstedvej i retning mod Nye
Kapaciteten på Elstedvej skal forbedres, så vi får en mere fremkommelig vej mellem Lystrup og Nye.
Det er ambitionen for et projekt mellem Elsted og Nye, og i byrådssalen blev det besluttet at sætte penge af til en udvidelse af Elstedvej i retning mod Nye for netop at gøre vejen mere fremkommelig.
Fire millioner kroner er der sat af i 2028, hvor Elstedvej og Høvej skal udvides.
Udvidelsen skal forbedre kapaciteten på strækningen, så blandt andet busser og større køretøjer får nemmere ved at passere hinanden. Samtidig indarbejdes der et mindre afvandingsprojekt, som skal sikre, at vejen også fremover kan holde til det stigende pres fra både regnvand og trafik.
Projektet hænger tæt sammen med byudviklingen i området. Nye er under hastig udbygning, og Elstedvej er i dag en af de primære forbindelser mellem Nye og resten af 8520 – særligt mod Elev og Lystrup. Flere beboere og flere biler lægger pres på infrastrukturen, og udvidelsen er et forsøg på at imødekomme den udvikling.
Grønt mødested i Lystrup
3,5 millioner kroner er afsat i 2028 til at skabe et nyt byrumsprojekt i Lystrup. Projektet er beskrevet som et "grønt mødested for lokalområdet".
Detaljerne for det grønne mødested er endnu ikke på plads. Det er dermed heller ikke slået fast, hvor mødestedet skal ligge.
Der står dog, at mødestedet skal være "centralt placeret" og at det samtidig skal "bidrage til grøn mobilitet ved at styrke forbindelsen mellem detailområdet i Lystrup og letbanestationen."
Hvad det skal indeholde og om det skal være en park eller en container eller noget helt tredje er heller ikke på plads endnu.
Tidligere er det beskrevet, at det grønne mødested skal have plads til leg, bevægelse, byliv og kultur.
Der afsættes 3,5 millioner kroner til projektet i 2028.
I den aftale, hvor det grønne mødested første gang blev italesat, blev der samtidigt lagt op til, at parkeringsforholdene ved Lystrup Station skal forbedres for på den måde at få flere til at benytte sig af letbanen.
I aftalen står der blandt andet, at "den fremtidige byudvikling i Aarhus skal kobles tæt til den højklassede kollektive trafik herunder letbanen (...)" og at det "er en prioritet, at byudvikling sker i nærhed af letbanestop (...)".
Jakob Søgaard Clausen, der er byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne og bosat i Lystrup, har tidligere udtalt sig om muligheden for at gøre letbanestationen mere attraktiv.