Jørn får igen og igen sine ting smadret - men ingen gør noget: - Jeg føler mig magtesløs
Jørn Timmermann oplever gentagne tilfælde af hærværk på sin grund i Lystrup, hvor maskiner og biler bliver ødelagt. Trods overvågning og politianmeldelser sker der intet, og han føler sig svigtet af politiet. - Jeg betaler høj ejendomsskat, men føler ikke, jeg kan få hjælp, siger han.
- Der har de smadret bagruden, og der har de stjålet lygterne.
Jørn Timmermann viser rundt på sin grund i Lystrup. Siden 1960'erne har han drevet anlægsgartnerfirma, og på grunden på Skavholmvej står gummigeder, traktorer og alskens andre maskiner - nogle i bedre stand end andre - opbevaret. På grunden står også biler og andre ting, som Jørn Timmermann kan se en god handel i.
Der er bare et problem: Han kan ikke have sine ting i fred.
Som han viser rundt på den lettere tilgroede grund står det klart, at der ikke rigtig er noget, som hærværksmænd gennem tiden ikke har slået i stykker eller stjålet.
- Jeg har løbende haft problemer gennem årene, men det er eskaleret det seneste års tid, siger Jørn Timmermann.
Han står foran en varevogn, hvor bagrunden er slået ind. Rundt om ligger glasskår i græsset. De blander sig med glasskårene fra vinduerne i hovedhuset midt på grunden, hvor alle ruder også er slået ind.
- Jeg forstår ikke, hvad de får ud af det. Det kan virke som en øjebliks drengestreger, men det må være organiseret, for det sker jævnligt, siger Jørn Timmermann frustreret.
Han peger på bagruden på en ældre bil, der også har fået slået glasset i stykker.
- Det var ellers en fin bil, som jeg sagtens kunne sælge, men fordi ruden er i stykker trænger fugten ind og ødelægger bilen, siger han.
Er anmeldt til politiet
Jørn Timmermann fortæller, at han har rakt ud til politiet, men han føler ikke, at de gør noget.
Ved Østjyllands Politi bekræfter kommunikationsmedarbejder Anne Tiedemann at man har modtaget en anmeldelse om hærværk på Jørn Timmermanns adresse.
- Det vil altid være op til et skøn i den konkrete situation, hvorvidt der kan indledes en efterforskning, blandt andet ud fra, om der er mistænkte, vidner, videoovervågning eller andre spor at gå efter, siger hun og fortsætter:
- I den pågældende sag har vi ikke skønnet, at en efterforskning ville kunne lede frem til en mistænkt eller gerningsperson.
Det frustrerer Jørn Timmermann.
- I min optik betyder det, at man uden konsekvens kan begå hærværk og ødelægge andres ting. Hvis der ingen konsekvenser er, så stopper det jo aldrig, siger han.
For Jørn Timmermann er grunden i Lystrup ikke bare et tilfældigt sted. Det er her, han opbevarer sine maskiner og biler – ting, han enten bruger eller ser en fremtidig værdi i. Og det er ikke gratis.
- Jeg har betalt for grunden. Det er min grund. Og jeg betaler en pæn sum i ejendomsskat for at have min grund, men hvad får jeg egentlig for det? Jeg kan ikke have mine ting i fred, og når jeg beder om hjælp, sker der ingenting, siger han opgivende.
For at beskytte sine ejendele har han opsat overvågning på grunden, men han føler ikke, det gør en reel forskel.
- Hvad hjælper det, når politiet alligevel ikke efterforsker det? Jeg står stadig tilbage med smadrede ruder og ødelagte ting, siger han.
Hos Østjyllands Politi understreger man, at anmeldelserne bliver taget seriøst, men at en efterforskning kræver spor at gå efter.
For Jørn Timmermann er det en ringe trøst.
- Jeg har ikke tænkt mig at give op, men jeg ville ønske, at nogen tog det her alvorligt. For hvis ikke, hvad er så pointen i at anmelde det? Og hvad er pointen i at betale for at have en grund, når jeg alligevel ikke kan bruge den i fred?
- Jeg føler mig magtesløs. Og jeg føler, at jeg bliver presset ud af min grund. Jeg har ikke lyst til at flytte, men jeg føler snart, at det er det eneste at gøre, siger han.