Håndværkere i massevis render rundt både ude og inde på den nye McDonalds på Lægårdsvej i Lystrup.

De sidste tilslutninger skal laves, legerummet skal installeres og vinduerne pudses. En tekniker er også kommet for at sætte den avancerede barista-kaffemaskine til, mens andre slutter ventilationsanlægget til.

Der er nok at lave, og med præcis én uge til åbning, da LystrupLIV er forbi, har de mange håndværkere travlt, men de skal nok nå det hele, forsikrer franchisetager Jean Westh.

- Lige nu knokler vi for at få det sidste på plads til åbningen, men i starten af næste uge regner vi med, at alt står klart, så medarbejderne kan rykke ind og gå i gang med at lære restauranten at kende.

I alt bliver der cirka 50 medarbejdere i restauranten.

Flere af dem er nyansatte, men Jean Westh har også brugt nogle af de erfarne medarbejdere, han har i sine andre McDonalds-restauranter.

- Jeg har rigtig mange gode, erfarne medarbejdere, der kan være med til at lære de nyansatte op. Det er der stor værdi i, siger han.

Det er lidt over tre måneder siden, det blev offentliggjort, at Lystrup ville blive en fastfood-restaurant rigere, og siden er det gået stærkt med at få restauranten opført.

Jean Westh driver i forvejen seks McDonalds-restauranter. Det er dog første gang, at han har været med fra byggeriets helt spæde start.

- De andre restauranter har jeg overtaget når de har kørt et stykke tid, så det er meget spændende, at jeg nu har været med til at bygge en restaurant her i Lystrup, siger han og tilføjer med et grin:

- Det er næsten ligesom at få en ny bil. Man vil gerne passe ekstra godt på den.

Det er selskabet Food Folk Danmark der står bag McDonalds i Skandinavien, og de har så en række franchisetagere, der betaler for at drive restaurant med det gule M-skilt. Det betyder også, at det er Food Folk Danmark, der ejer bygningen.

Jean Westh har været med til at bestemme, hvordan restauranten skal se ud og hvordan den skal indrettes.

- Det skal selvfølgelig være i tråd med de øvrige McDonalds-restauranter, så konceptet altid er genkendeligt for kunden. Men hver enkelt restaurant må også gerne skille sig lidt ud, siger han.

I restauranten bliver der plads til lidt over 100 siddende gæster. Jean Westh er gået efter en lys, indbydende indretning.

- Desuden bliver der legerum til de små, med siddepladser, så forældrene kan sidde og spise imens. Vi får et stort baristaområde, og på sigt bliver der også mulighed for at sidde udenfor, siger Jean Westh.

McDonalds åbner torsdag 5. december klokken 10. På åbningsdagen og i weekenden efter vil der være forskellige tilbud og sjove aktiviteter til de kunder, der ligger vejen forbi.

- Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er spændt på at se, hvordan Lystrup-borgerne tager imod os, siger Jean Westh, hvis yndlingsburger på McDonalds i øvrigt er en McFeast - en burger bestående af en oksekødsbøf, smelteost med cheddar, salat, tomat, hakkede løg, pickles, sennep, ketchup og mayo.

- Den går man aldrig galt i byen med. Det er en burger, der kan lidt af det hele, griner han.

Marianne Vasard Nielsen har stakkevis af årbøger og kalendere liggende i sit hjem. Alle fortæller de historier om Lystrup, Elsted, Elev og senest Nye.

Som arkivleder på Lystrup-Elsted-Elev-Nye Lokalhistoriske Samling er Marianne Vasard Nielsen med til at indsamle tekster og billeder, der fortæller historier om Lystrup, Elsted, Elev og Nye.

- Det er materiale, der er vigtigt for eftertiden. Det er med til at gøre den tid, der var engang, forståelig for os, siger hun og fortsætter:

- Som lokalarkiv er det vores opgave at finde noget, der er vigtigt, passe på det og formidle det, så andre også passer på det.

Arkivet blev dannet i 1972, da Aarhus Kommune indlemmede 22 forstadskommuner rundt om Aarhus og gjorde det til én stor, samlet kommune.

- De små kommuner reagerede næsten alle sammen ved at lave et historisk arkiv. Det gjorde de for at sige, at selvom vi er en del af en storkommune nu, så har vi stadig værdi, siger Marianne Vasard Nielsen.

Dengang hed det Elsted Kommune, siden er udviklingen gået sin gang, og i dag dækker arkivet også Lystrup, Elev og Nye.

Marianne Vasard Nielsen har været leder på arkivet siden 1997. Stillingen er på to timer om ugen, men det kan næppe gøre det for Marianne, der elsker arbejdet på arkivet.

- Der er meget arbejde med at indsamle og sortere materiale, og samtidig holder vi jo arkivet åbent en dag om ugen, hvor alle kan komme forbi og se, hvad vi har liggende, siger hun.

Har man en speciel forespørgsel, et emne, man gerne vil vide mere om eller måske et billede, man søger, så hjælper Marianne og de frivillige i arkivet gerne med at finde det.

- Derfor er vi også afhængige af de frivillige, der hjælper til, og vi er altid på udkig efter flere, siger Marianne Vasard Nielsen.

Marianne Vasard Nielsen arbejder sammen med de frivillige for hele tiden at gøre arkivets materiale tilgængeligt for folk. Billederne bliver løbende scannet ind, og de kan ses og tilgås på arkiv.dk, hvor alle arkiver i hele Danmark uploader materiale til.

- Det betyder, at folk fra hele verden kan dykke ned i det materiale, vi har liggende. Det har gjort det meget lettere for os at hjælpe både lokale og folk langt væk, siger hun.

Netop at sikre at historierne bliver bevaret, før de forsvinder, er vigtigt for Marianne Vasard Nielsen.

- For nogle år siden kom to kvinder forbi og spurgte, om vi havde noget om Lystrup Kro. De var selv vokset op med kroen som en central del af deres families liv, men desværre havde de som unge brændt det meste af materialet i en olietønde. Det gjorde indtryk på dem, da de indså, hvor meget historie der var gået tabt, siger hun.

Selv har Marianne Vasard Nielsen også oplevet, hvordan folk i en iver efter at rydde op kommer til at smide materiale ud, som arkivet kunne have haft glæde af.

- Det er så vigtigt, at vi passer på det materiale, vi har om fortiden, så det ikke forsvinder, siger hun og fortsætter:

- Derfor vil jeg også gerne opfordre folk til at komme forbi os, hvis de har billeder, tekster eller andet materiale, som de tror, vi kunne have gavn af. Selv hvis de er i tvivl om værdien, så lad os tage et kig på det først.

Langt det meste bliver gemt og arkiveret, for selvom det måske ikke virker så vigtigt i dag, kan det vise sig at have stor betydning for fremtidige generationer

- Det vi gemmer gør både en forskel for os nu og her, men også for dem, der kommer efter os, siger hun.

Da Marianne Vasard Nielsen startede som leder af arkivet i 1997 faldt hun over en række tegninger fra Aage Bruun Jespersen, en lokal sten- og billedkunstner.

- Han flyttede til byen i cirka 1956, og han har fortalt i billeder, hvordan byen har udviklet sig. Det blev til 12 helt fantastiske tegninger, som han afleverede til arkivet, fortæller hun.

Den daværende arkivleder Preben Dollerup fik den tanke, at 12 billeder var passende til en kalender.

- Men for at gøre en lang historie kort, så var der en masse bureaukrati i forhold til, hvad vi må bruge penge på og hvad vi kan få støtte til, og til sidst fik Preben nok. Det orkede han ikke, siger Marianne Vasard Nielsen.

Med støtte fra lokale foreninger lykkedes det i 1999 for arkivet at udgive den første årskalender med de 12 tegninger og tekster af Erik Mouritzen.

Kalenderen udkom hvert år frem til 2014, og i hver kalender blev der med hjælp fra billeder fortalt historier fra Lystrup, Elsted og Elev.

- Men det er trods alt begrænset, hvor meget tekst, man kan få med i en kalender, siger Marianne Vasard Nielsen og tilføjer med et grin:

- Vi havde også mange lidt ældre borgere, der sagde, at de ikke havde plads til kalenderen mere, fordi de var begyndt at få kalendere med billeder af børnebørnene.

16 kalendere var det blevet til, og Marianne Vasard Nielsen oplevede også selv, at være gået lidt død i det. Samtidig drømte hun om at folde de mange gode historier ud på noget mere plads end de cirka 200 ord, der kunne ledsage hver måned i kalenderen.

- I stedet blev vi på arkivet enige om, at det var en god idé med en bog, siger Marianne Vasard Nielsen.

Med støtte fra flere erhvervsdrivende i byen blev den første årbog udgivet i 2014, og siden er der hvert år kommet en ny årbog, der fortæller udvalgte historier fra Lystrup, Elsted, Elev og senest Nye.

Alle årsbøger kan købes i Djurslands Bank i Lystrup og på Lystrup Bibliotek for 50 kroner stykket.

Niels Rasmussen blev født 10. september 1897 i Elsted Sogn, og 92 år senere nedfældede han sine erindringer i to bøger på næsten 200 sider.

Gennem 98.526 ord - ja, han talte dem - fortalte Niels Rasmussen historien om sine år i Spanien og Marokko, om sit liv i hovedstaden og sin tid som maler og malermester. Men også om sin opvækst, som foregik hos morfaren, der var skovfoged i Elsted.

- Hans søn, Knud Rasmussen, spurgte ham, om ikke han ville skrive sine erindringer ned. Han ville gerne have beretningen om sin fars liv, siger Marianne Vasard Nielsen, arkivleder på Lystrup-Elsted-Elev-Nye Lokalhistoriske samling.

På det tidspunkt boede Niels Rasmussen i Charlottenlund, men en kopi af erindringerne blev afleveret til arkivet i Lystrup, der også dækker Elsted, hvor Niels Rasmussen voksede op.

- Fordi han var født her, kom han med et eksemplar og spurgte, om ikke vi ville passe på dem. Og det ville vi da gerne, så de kom op at stå på hylden, og så var der ikke rigtig nogen, der interesserede sig for dem i rigtig mange år, siger Marianne Vasard Nielsen.

Det var indtil en af arkivets frivillige, Arne Pedersen, mere end 20 år senere fandt erindringerne på hylden og begyndte at grave i, hvem Niels Rasmussen egentligt var.

- Han slog ham først op i kirkebogen, og derefter fandt han ud af, hvor han havde boet. I erindringerne havde Niels Rasmussen blandt andet tegnet sit barndomshjem, og med hjælp fra det kunne Arne Pedersen finde stedet, siger Marianne Vasard Nielsen.

Her får du - med hjælp fra Lystrup-Elsted-Elev-Nye Lokalhistoriske samling - historien om Niels Rasmussens opvækst i Elsted.

Niels Rasmussen tilbragte første del af sin barndom ved sine bedsteforældre på sin mors side.

Morforældrene fik fem børn, den ene var Andrea Rasmussen, som var Niels Rasmussens mor.

Niels Rasmussens morfar, Rasmus Rasmussen, blev efter udstået soldatertjeneste ansat som ladefoged på Vilhelmsborg Gods. Efter 12 år her, kom Rasmus Rasmussen til Skårupgård, hvor han var som skovfoged i 38 år.

Da Niels Rasmussens morforældre flyttede til Skårupgård og overtog skovfogedboligen, var der intet landbrug og ingen stald eller lade. Hurtigt blev der tillagt i omegnen af seks tønder land til boligen, ligesom Rasmus Rasmussen fik opført en stald og lade, der blev lagt vinkelret på stuehuset.

- Det hedder i Niels Rasmussens erindringer, at hans morfar var en hård mand, der bevarede en militaristisk holdning og tanke gennem hele livet, siger Marianne Vasard Nielsen.

Næverne sad tilsyneladende løst på morfaren i det daglige, men derhjemme var han blid og gemytlig.

Det var et stort arbejde, Rasmus Rasmussen påtog sig som skovfoged på Skårupgård, og der var brug for medarbejdere til både at plante og fælde træer.

Medarbejderne kom fra de små husmandsbrug, der var rundt omkring i Elsted. Hver husmandsbrug havde i omegnen af fem tønder land, to-tre køer, et par får, nogle svin og et par høns. Mændene stod til rådighed som hjælp på de større gårde, mens konerne passede deres egne landbrug med hjælp fra børnene.

Rasmus Rasmussen var 72 år, da han stoppede som skovfoged, men efterfølgende fortsatte han med til at gå til hånde på Skårupgård og han hjalp også med at passe gårdens fjerkræ.

Som ganske lille fik Niels Rasmussen difteritis.

- Det sagde de, at det var, skriver han i hvert fald i sine erindringer.

Den lokale madam Brun, der boede i den billige ende af skovfogedhuset, kom med rabarberdråber, der var et vidundermiddel, man brugte dengang.

- Jeg fik adskillige dråber hældt i halsen. Det var bare ikke rabarberdråber, men carbololie, som man brugte til bulne fingre, skriver Niels Rasmussen i sine erindringer.

Den lille dreng besvimede omgående, og Niels Rasmussen husker, at de fik liv i ham ved et rent mirakel, og at han efterfølgende var stum i lang tid.

Noget senere husker Niels Rasmussen, hvordan en familie med mor, far og seks børn var en sand rædsel for omegnen. Børnene tissede i brøndene og jagede køerne på markerne.

De børn, der ikke var med og gjorde som de seks børn ville, fik tæsk.

En dag ser Niels Rasmussen flokken af børn komme gående på Skårupgårds ene mark, kiggende som om de leder efter noget.

- Hvad leder I efter? spurgte den unge Niels Rasmussen, og svaret var et æble.

Det lå foran Niels Rasmussen, der tager det op og tager en bid af det, hvorefter børnene bryder ud i grin.

- Det har vi tisset på, sagde de, og sådan havde de mange påfund, skriver Niels Rasmussen i sine erindringer.

Da Niels Rasmussens morfar stoppede som skovfoged, flyttede familien også ud af skovfogedboligen. Langt skulle de dog ikke flytte, for de kunne flytte ned i den billige ende af huset.

I stedet flyttede en ny skovfoged ind med sin kone og tre børn. En af dem, Jakob, var kun halvandet år ældre end Niels selv, så de to legede godt sammen. Men Jakob gik i skole, og det gjorde Niels ikke.

- Så gik jeg og kedede mig, skriver Niels Rasmussen i sine erindringer.

Skovfogedens kone kunne ikke klare synet af folk, der ikke lavede noget, så hun satte Niels i gang med at samle æg, luge, plukke bær og flytte køer.

- Det huede mig ikke rigtig, og en dag fulgte jeg med Jakob i skole og fortsatte fra den dag, skriver Niels Rasmussen i sine erindringer.

Hans mormor havde lært ham at læse, så helt tabt var han ikke.

Niels Rasmussens morfar døde i maj 1907, og hans mormor, der var syg af kræft og fik morfin for smerterne, gik ifølge Niels Rasmussen helt i stå.

Selv døde hun ni måneder senere, i februar 1908.

Efterfølgende ville Niels Rasmussens mor have sin søn hjem, men det ville han ikke. I stedet stak han af, og da moren gav op og rejste hjem med sin nye mand uden ham, blev han i et stykke tid boende ved skovfoged Sørensen.

Den blev dog ikke ved med at gå, og efter sommeren måtte Niels Rasmussen flytte hjem til sin mor og hendes mand, der boede i Vejlby.

Der opstod med tiden problemer i hjemmet, og måske var Niels Rasmussen også lidt rap i kæften. I hvert fald kom Niels tilbage til Elsted, først midlertidigt hos den nye skovfoged og senere i pleje hos præstegårdsforpagteren.

Niels Rasmussens dagligdag bestod i at stå op klokken 4.30 hver dag for at malke, muge og trække køerne ud på marken. Så gik han hjem og fik morgenmad og blev vasket, hvorefter han tog i skole.

Skoledagen varede fra klokken 7 til 11, og så gik turen hjem for at malke og flytte køer igen. Der blev også tid til en lille middagspause, inden der skulle lures roer eller laves lignende arbejde.

Køerne skulle trækkes hjem fra marken mellem klokken 17 og 18, de skulle have vand og fodres.

Derefter spise Niels Rasmussen aftensmad, og så var det tid til at malke køerne. Klokken 20 var det arbejde oftest ovre, så var der tid til at læse lektier, inden Niels Rasmussen gik i seng.

Sådan så hans hverdag ud, fra han var cirka ti år til han fyldte 14 år.

Herefter var Niels Rasmussen ikke længere i pleje, men skulle stå på egne ben. Han tjente på en række forskellige gårde, inden han kom til Elstedgård i november 1914.

- Det var en befrielse. Jeg, som man godt kan kalde en forældreløs dreng, bliver regnet for et menneske, skriver Niels Rasmussen i sine erindringer.

Han ville gerne være maler, og da han fyldte 18 år i 1915 tog han til Skødstrup for at komme i lære hos maler Storm.

Det første arbejde hos maleren bestod i at rense malerbøtter, men der var også en del møbler at male: kommoder, senge og pigekammerskaber. Desuden malede Niels Rasmussen og maler Storm også ligkister, da malerforretningen var nabo til en snedkermester.

For arbejdet fik Niels Rasmussen kost og logi, men ingen løn. Arbejdsdagen var ofte på 12 til 13 timer, og om aftenen tegnede Niels. Udkast til skilte og skabeloner, der kunne bruges til dekorationer på lofte og vægge.

Læretiden stoppede dog brat for Niels Rasmussen tre måneder inde i tiden. En dag, hvor lærermesteren og hans kone er ude, har de fået en dame til at se efter deres tre små børn.

- Hun havde ikke spor hold på dem, og kunne ikke få dem i seng. De lavede et frygteligt spektakel og for rundt i stuen, skriver Niels Rasmussen, der netop sad i stuen og arbejdede, da hans eget værelse var uden varme.

Da den ældste, en dreng på seks år, pludselig jog en skarpt spidset blyant i nakken på Niels, fik han nok og gav ham et par klask i enden.

- Der går et par dage. Jeg hører ikke noget til affæren, men en dag siger Storm, at han har tænkt over sagen, og han tror ikke, jeg egner mig til at blive maler, skriver Niels Rasmussen.

Fortællingen om Niels Rasmussens liv i Elsted og omegn stopper her.

Efter han stopper i lære hos maler Storm, rejser Niels Rasmussen til København, hvor han senere ender med at blive udlært maler. Derefter rejste han til Spanien og arbejde som naver et par år, og efter fem år hjemme i Danmark drog han igen til Spanien.

I 1940 rejser han hjem og starter en malerforretning i Charlottenlund, hvor han bliver boende resten af sit liv. Fire år senere, i 1944 blev han gift med Gudrun, med hvem han få måneder forinden havde fået sønnen Knud med.

Historien om Niels Rasmussen har arkivet også foldet ud i Årbog 2022 på baggrund af Niels' egne erindringer.

- Det er det, der er fantastisk ved arbejdet på arkivet. At noget, der egentligt starter med at være to små bøger i foliostørrelse, ender vi - og i særdeleshed Arne - med at få foldet ud til at være en hel mands livshistorie, siger Marianne Vasard Nielsen.

Artiklen er blevet til med hjælp fra Marianne Vasard Nielsen, arkivleder på Lystrup-Elsted-Elev-Nye Lokalhistoriske samling samt Årbog 2022 fra arkivet.

Syv boliger har skiftet ejere i november i postnummer 8520 Lystrup.

Det billigste hus er 97 kvadratmeter stort og solgt for 2.475.000 kroner, mens det dyreste er 177 kvadratmeter stort og solgt for 5.770.000 kroner.

To af husene har haft samme ejere i ganske mange år.

På Rønnehaven 50 står et hus på 156 kvadratmeter, der har haft samme navn på dørskiltet i 34 år.

Huset er bygget i 1976, og blev købt for 1.075.000 kroner i 1990. De nuværende ejere har givet 4.400.000 kroner for huset.

Huset på Rugmarken 15 har haft samme ejere i lidt længere tid. 49 år har der stået et navn på postkassen, der nu skal skiftes ud.

Ægteparret, der har boet i huset siden 1975, gav dengang 430.000 kroner for huset. De nuværende ejere har købt huset, der er 144 kvadratmeter stort, for 3.275.000 kroner.

Få overblikket her - fra det billigste solgte hus til det dyreste:

Solbærhaven 45, 8520 Lystrup solgt for 2.475.000 kroner

Ellebæk Parkvej 10, 8520 Lystrup solgt for 3.040.000 kroner

Rugmarken 15, 8520 Lystrup solgt for 3.275.000 kroner

Enebakken 20, 8520 Lystrup solgt for 3.745.000 kroner

Rønnehaven 50, 8520 Lystrup solgt for 4.400.000 kroner

Koldkilde 65, Elev, 8520 Lystrup solgt for 5.175.000 kroner

Bygmarken 7, 8520 Lystrup solgt for 5.770.000 kroner

Et julemarked, ny mulighed for take away og en ny menighedsrådsformand - eller -forkvinde, er det faktisk - er tre af nyhederne i ugens korte nyhedsoverblik.