I 2017 besluttede et flertal i byrådet, at cirka 900 veje i Aarhus Kommune skal ændres fra at være offentlig vej til privat fællesvej.

Aarhus Kommune skriver selv på kommunens hjemmeside, at ”omklassificeringen skal sikre, at grundejere på sammenlignelige veje i Aarhus Kommune får ens vilkår, uanset hvor de bor.”

Det er et omfattende arbejde, der siden 2017 har været i gang, og de første af de 900 veje er allerede blevet overdraget til borgerne.

Der er cirka 6.000 private fællesveje i kommunen.

I grove træk får man som grundejer ansvaret for alt det, kommunen tidligere har stået for. Det vil sige, at grundejere på en privat fællesvej skal sikre, at vejen er i god og forsvarlig stand. Der skal altså ryddes sne og lappes huller i asfalten, og har vejen brug for at blive asfalteret, er det grundejerne, der står for det.

Med andre ord er grundejerne på en privat fællesvej forpligtede til at vedligeholde vejens udstyr. 

På kommunens hjemmeside indgår følgende som en del af ’vejens udstyr’: Rendestensbrønde og stikledninger fra rendestensrist til hovedledning, skilte, pullerter, kørebanestriber og afmærkning og fartdæmpende foranstaltninger.

Nej, når først ansvaret er overdraget, så er det op til grundejerne at passe og pleje vejen og fortovet. Det betyder dog ikke, at der skal ligge et sæt klar til akut lapning af huller i asfalten.

- Det står i loven, at vejen skal holdes i god og forsvarlig stand. Det er et åbent begreb, men der skal selvfølgelig ikke være huller i vejen. Det er dog ikke usædvanligt, at der er ujævnheder og revner, og det er der jo også i de offentlige veje, siger Helle Daugaard Juul, jurist og ansat i Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune.

Hun fortæller samtidig, at man kan blive stillet til ansvar, hvis en person eller et køretøj kommer til skade på grund af manglende vedligehold.

- Hvis du ikke har ryddet din del af fortovet for sne, og der er en, der falder, så er det som udgangspunkt dig og din forsikring, der hænger på den. Det samme gælder, hvis en bil kører ned i et hul foran din ejendom på din del af vejen. Her har bilisten mulighed for at rette et erstatningskrav mod dig, for det er dig, der ikke har vedligeholdt vejen i en stand, der gør den god og forsvarlig at køre på, siger hun.

Der går mellem fire og seks år, fra en vej bliver udpeget som mulig privat fællesvej, og til selve overdragelsen sker.

Helle Daugaard Juul fra Teknik og Miljø fortæller, at kommunen har lavet en ’grovsortering’ forud for udpegningen, men at den endelige afgørelse ikke er lavet på forhånd.

- Det er først, når vejene offentliggøres, at vi går i gang med den helt tunge sagsbehandling, siger hun.

Her skal det blandt andet undersøges, om vejen er i en stand, der gør den berettiget til at blive overdraget. Byrådet i Aarhus Kommune har besluttet, at vejen skal have en restlevetid på minimum 50 procent, før den kan overdrages.

Samtidig må den gennemkørende trafik på vejen ikke overstige 50 procent.

For mange er det en gave, der ikke er ønsket, men man kan altså ikke takke nej.

Det sker dog, at veje, der ellers er udpeget, bliver strøget fra listen og bliver på kommunale hænder. Det skete eksempelvis for beboerne på Bakkehældet, der blev pillet af listen i 2021.

Flere beboere klagede blandt andet over, at Bakkehældet er åben i begge ender. Derfor er en stor del af trafikken på vejen både offentlig og gennemkørende.

Men som det er beskrevet i punktet ovenfor, er der en række kriterier, der skal være opfyldt, før en vej kan ændre status.

- Der er nogle veje, som vi kigger på, hvor det viser sig, at der er mere gennemkørende trafik, end der må være, og så kan vi ikke nedklassificere, siger Helle Daugaard Juul.

I så fald kan kommunen kigge på muligheden for at ændre i de trafikale mønstre, så den gennemkørende trafikmængde bliver bragt ned under de 50 procent.

- Men den skal være reduceret, før det er aktuelt at nedklassificere.

Et asfaltslidlag holder ifølge Aarhus Kommune 25-30 år, inden det skal skiftes. Men der kan findes eksempler på veje, hvor asfalten har levet i dobbelt så lang tid. Det afhænger af belastningen og slitagen på vejen.

Det er svært at sætte et tal på, for ifølge Helle Daugaard Juul fra Teknik og Miljø afhænger det af, hvad man på vejen bliver enige om.

- Der kan være meget stor forskel på, hvilket niveau man opnår enighed om. Der er også forskel på, om man reparerer et enkelt hul ad gangen, eller om man kører nyt slidlag på hele vejen, siger hun.

Anbefalingen fra Aarhus Kommune er, at man løbende vedligeholder vejen, da det er erfaringen, at det bliver billigst i længden.

Det der med ’privat’ i betegnelsen privat fællesvej skal man ikke hæfte sig for meget ved. For der er intet privat over vejen. Hvis vejen ligger i byzone, kan man ikke spærre vejen af og nægte andre at benytte den.

Som udgangspunkt gælder også de samme regler for parkering som på offentlige veje.

- Men når vejen er privat fællesvej, har man en større grad af selvbestemmelse. Man kan indføre forskellige parkeringsrestriktioner, som tilgodeser beboerne på vejen fremfor udefrakommende. Men det er ting, der skal søges om, og det er ikke noget, man bare kan gennemføre af egen drift, siger Helle Daugaard Juul fra Teknik og Miljø.

Der er også mulighed for at lave fartdæmpende tiltag på vejen, men igen kræver det tilladelse hos Aarhus Kommune. 

Udgifterne er grundejernes ansvar.

Det er som udgangspunkt op til den enkelte grundejer at vedligeholde vejen langs egen matrikel og ud til midten af vejen.

Men for at det ikke bliver hver husejer for sig, kan man oprette et vejlav. Den model anbefaler Aarhus Kommune.

- Vi synes, det er en god ide, at man fordeler omkostningerne ligeligt. Det kan være, at vi nedklassificerer en stamvej, og så er det lovteknisk kun dem, der bor ud til stamvejen, der har forpligtelsen og ikke dem på sidevejen. Men dem på sidevejen kører også på vejen, så vi anbefaler altid at oprette et vejlav, siger Helle Daugaard Juul.

Den efterhånden ’gamle’ beslutning fra 2017 er endelig. Med streger under og det hele.

Politikerne fik endda mulighed for at drøfte sagen på ny i foråret sidste år. Det skete på baggrund af et borgerforslag om at annullere beslutningen.

Politikerne stod fast, men da forslagsstilleren Bent Hansen fra Lystrup mente og fortsat mener, at beslutningen om privatisering af de 900 veje er ulovlig, valgte et flertal at pudse et eksternt advokatfirma på sagen.

Advokatfirmaet Horten gennemgik sagen og vurderede, at kommunen har handlet i ”overensstemmelse med Vejloven”.

Det korte svar er: Nej. En by kan kun have én bymidte.

Ifølge planloven kan en by kun have én bymidte, forklarer Henrik Pedersen, der er kommuneplanlægger ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. 

- Planloven sikrer, at der er en sammenhængende planlægning i byerne, siger han.

Planloven er blandt andet også lavet for at forene både de samfundsmæssige interesserer i udnyttelse af en bys areal og værne om landets natur og miljø. 

Det står i planloven, at den skal sikre "gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand."

I planloven står det, at arealer til butiksformål skal ligge i den centrale del af byen - også kaldet en bymidte. 

Derudover kan der i byer med over 20.000 indbyggere også være udlagt areal til erhverv og butikker i et såkaldt bycenter, men dette er Lystrup ikke stor nok til.

Desuden er der mulighed for at etablere erhverv og butikker i det, der i planloven kaldes for et lokalt butikscenter, men arealet er ikke så stort som ved en bymidte. I Lystrup er det eksempelvis ved området omkring Netto, hvor der stadig kan bygges en butik på cirka 1.200 kvadratmeter.

Men planloven fastsætter altså, at det største areal til butikker og erhverv er i  "bymidten", og dem kan en by kun have ét af.

Den gamle børnehavegrund er i dag ejet af Boligforeningen Aarhus Omegn, der tidligere har fortalt, at man har en løbende dialog med en mulig køber.

Om den køber måske kunne være Coop Ejendomme, er der noget, der godt kunne tyde på.

Coop Ejendomme har nemlig planer for området ved SuperBrugsen, der skal blive til en ny bymidte hvor de blandt andet vil etablere et torv med mulighed for markedsdage, lave seniorboliger og grønne arealer med en frugthave.

I den forbindelse er der lagt op til at bygge et etagebyggeri med 24 seniorboliger, og her skal den gamle børnehavegrund muligvis i spil.

I princippet kan der godt være flere butikker i det projekt, Coop Ejendomme er ved at lave (og som du kan blive klogere på her), men det er dem, der ejer grunden og dermed bestemmer, hvem de vil leje bygningerne ud til.

I skitsen, som Coop Ejendomme har fået lavet for omdannelsen af torvet, ligner det, at der er planer om den eksisterende SuperBrugsen og en række mindre butikker.

Nej, det skal der ikke.

Men både planloven og kommuneloven foreskriver, at der ikke bare kan placeres butikker, som man lyster. Det er ganske enkelt fastsat, hvor butikkerne må ligge og hvor store de må være.

Det er oftest omkring det, der er defineret som en "bymidte", at der må være flest butikker og dagligvareforretninger.

Som det ser ud nu, er der stadig mulighed for at bygge en enkeltstående butik i den nordlige del af Lystrup, ligesom der er mulighed for at etablere en butik på cirka 1.200 kvadratmeter i området omkring Netto.

Som tidligere nævnt, er det blandt andet planloven der bestemmer, hvad der kan åbne på hvor mange kvadratmeter - og hvor henne. 

Rema 1000 og Lidl kan ikke få lov at åbne ved Sønderskovvej og Møgelgårdsvej, fordi planloven kun giver plads til cirka 1.200 kvadratmeter erhverv udover den nuværende Netto. 

Området er ikke defineret som bymidten, som i planloven er det areal, der har mest plads til butikker og dagligvareforretninger. Og som vi tidligere har slået fast, kan en by kun have en bymidte.

I teorien kunne man godt flytte bymidten, men så skal den nuværende bymidte “nedgraderes” til det, planloven definerer som et mindre butikscenter. Der må maximalt være 3.000 kvadratmeter, og ifølge kommune fylder det nuværende erhverv med SuperBrugsen og de omkringliggende butikker allerede mere end 3.000 kvadratmeter. Derfor kan det være svært at flytte bymidten.

- Det er dog sket tidligere, men politisk er man blevet enige om at arbejde videre med at lade bymidten blive hvor den er, og derfor er det ikke på tegnebrættet, siger Henrik Pedersen, kommuneplanlægger ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Tre områder i Lystrup er ifølge kommuneplanen i dag udlagt til dagligvarehandel: 

1. Den nordlige del af byen, hvor det er muligt at åbne én enkeltstående butik. 
2. Ved Møgelgårdsvej og Sønderskovvej, hvor der er plads til én ekstra dagligvarebutik på cirka 1.200 kvadratmeter foruden Netto.
3.  Ved SuperBrugsen og Lystrup Centervej, som i kommuneplanen er defineret som Lystrups bymidte, og hvor man må bygge flest kvadratmeter med dagligvarehandel - nærmere bestemt op til 5.000 kvm.

Derfor er der i teorien mulighed for at åbne en dagligvareforretning i det, der på kortet herover er det grønne område.

Lidl og Rema 1000 drømmer om at åbne forretning i det gule område på kortet, mens SuperBrugsen holder til  ved det røde område.

LystrupLIV har tidligere spurgt både Rema 1000 og Lidl, der begge oplyser, at de for nuværende koncentrerer sig om deres planer, der for begge detailkæder er centreret i det gule område på kortet herover. 

I august kunne fastfoodkæden McDonalds offentliggøre, at de ville åbne en restaurant i Lystrup, og kort tid efter gik gravemaskinerne i gang.

Flere så til, mens fastfoodkæden på nærmest ingen tid fik banket en bygning op, og knap fire måneder senere kunne borgere i Lystrup og omegn så tage restauranten i brug.

Men hvordan kunne det gå så stærkt, når borgerne i byen i flere år har hungret efter flere dagligvareforretninger frem for burgere og pomfritter?

Svaret skal findes i den lokalplan, der blev lavet for snart ti år siden.

I maj 2015 blev lokalplanen for erhvervsområdet på Lægårdsvej nemlig vedtaget, og i den blev det slået fast, hvilke former for erhverv, der måtte være på grunden.

Lokalplanen fastslog, der kunne bygges med en bebyggelsesprocent på 60.

Teknisk var der givet tilladelse til at etablere erhverv inden for det, der kaldes for virksomhedsklasse et til fire.

Her kan du gå på opdagelse i, hvad virksomhedsklasserne dækker over, men det kan eksempelvis være dagligvarebutik, lavprisvarehus, restaurant, klinik, bedemand og kontorer på grunden.

På de to østligste byggefelter måtte der dog kun etableres erhverv inden for virksomhedsklasse to til fire.

Ingen enkelt butik måtte etableres med et bruttoetageareal til butiksformål på mere end 2.000 kvadratmeter.

Lokalplanen kom også med et forslag til hvordan pladsen konkret kunne disponeres: Med en ubemandet tank og fem mindre virksomheder.

Fordi der med lokalplanen var givet en form for forhåndsgodkendelse, kunne McDonalds altså relativt hurtigt få den rigtige godkendelse til at opføre en restaurant.

Langt sværere er det, når det kommer til at få flere dagligvareforretninger til byen.

Der er - som kommuneplanen er strikket sammen i dag - tilladelse til, at én dagligvareforretning kan åbne en butik på cirka 1.200 kvadratmeter ved Møgelgårdsvej og Sønderskovvej.

Hvis ikke det forholdte sig sådan, at både Rema 1000 og Lidl drømte om at åbne butik, kunne en detailkæde i teorien rykke hurtigt ind. Men det er sværere, fordi de to butikskæder begge har meldt sig under fanen.

Dermed er det en politisk beslutning, hvem der skal have lov at åbne - og det forventes først afgjort senere på året.