Gymnastikforenings konto blev lænset: Sådan fik svindlere adgang til foreningens formue
Lystrup IF Gymnastik og Fitness blev i marts ramt af grov telefonsvindel, hvor over en million kroner forsvandt. Svindlerne udgav sig for at være politibetjente og fik et bestyrelsesmedlem til at overføre penge til flere konti.
Foreningen er nu økonomisk ramt, men har mødt stor opbakning fra lokale virksomheder og borgere, der har doneret til en indsamling.
DGI opfordrer til bedre sikkerhed i foreninger, og Lystrup IF har allerede ændret sine procedurer.
Trods chokket arbejder foreningen videre mod en ny sæson og en støtteopvisning i maj.
En weekend i marts sad Helle Klüwer målløs og ret rystet tilbage.
Skrupelløse svindlere havde franarret Lystrup IF Gymnastik og Fitness, hvor Helle er bestyrelsesformand, adskillige penge. Faktisk havde svindlerne haft held med stort set at tømme foreningens opsparing, der nu var lænset for over en million kroner.
- Jeg gik fuldstændig i chok. Det gjorde vi alle sammen, siger Helle Klüwer.
Det er nu nogle uger siden svindlen fandt sted, men foreningen er stadig mærket.
- Vi er slået fuldstændig tilbage til start. Det er ikke længe siden vi i bestyrelsen talte om, at nu havde vi nok på kistebunden til at kunne lave alt det sjove. At nu kunne vi snakke udvikling og ikke kun drift, siger Helle Klüwer og fortsætter:
- Nu er alle pengene væk, og vi må starte forfra. Det kommer til at tage flere år.
Det var fredag 21. marts, at telefonen ringede hos et af bestyrelsens medlemmer. I den anden ende var en dansktalende mand, der præsenterede sig som politibetjent.
Den falske betjent fortalte, at nogle hackere var i gang med at prøve at stjæle penge fra gymnastikforeningens bankkonto.
- Svindlerne er jo efterhånden blevet så dygtige til at manipulere, at man tror på dem. Som danskere er vi jo også enormt autoritetstro, så man har tillid til personen i den anden ende, siger Helle Klüwer.
Den falske betjent forklarede yderligere, at en anden person ville overtage telefonen og vejlede bestyrelsesmedlemmet i, hvordan tyveriet kunne stoppes. Det krævede, at foreningens penge blev overført til en række andre konti i forskellige banker.
Bestyrelsesmedlemmet gjorde, som der blev sagt.
- Desværre var der tale om adskillige overførsler, siger Helle Klüwer.
Dette foregår fredag og lørdag, og søndag går det op for bestyrelsesmedlemmet, at der er noget galt. Vedkommende ringer derefter til Helle Klüwer og et andet bestyrelsesmedlem, ligesom politi og bank bliver involveret.
Ekstra mange penge på kontoen
Svindelnummeret fandt sted på et særdeles uheldigt tidspunkt, for med en sæsonafslutning forude stod der ekstra mange penge på kontoen.
- Det er penge, vi skal bruge til at betale husleje, vi havde penge stående til afslutnings-opvisningen, og så udbetaler vi hvert år en omkostningsgodtgørelse, der ikke må forveksles med løn, til de mange frivillige. Så kontoen var fyldt, siger Helle Klüwer.
Derfor har hun også svært ved at tro på, at det er tilfældigt, at svindlerne har fået kløerne i idrætsforeningen.
- Det virker udspekuleret og som en meget bevidst handling, siger Helle Klüwer.
Banken har forsøgt at finde pengene ved at forfølge de forskellige overførsler.
- Nogle steder har de fundet en lille sum, andre steder er pengene igen og igen blevet overført til andre konti og derfor er de helt væk, siger Helle Klüwer.
Idrætsforeningen har i øjeblikket fået cirka 100.000 kroner tilbage, og Helle Klüwer finder det usandsynligt, at banken kan spore ret mange flere penge.
- Pengene er ifølge banken blevet overført fra konto til konto så mange gange, at de ikke er til at opspore, siger hun.
Derfor er mere end 900.000 kroner tabt.
Siden den weekend har Lystrup IF Gymnastik og Fitness forsøgt at komme ovenpå igen og finde modet.
På opfordring har de startet en indsamling, hvor både virksomheder og borgere i Lystrup - og andre steder - kan hjælpe foreningen med at komme på fode igen.
- Jeg er imponeret over, hvor hurtigt indsamlingsnævnet fik godkendt indsamlingen, og derefter over hvor mange, der har støttet os, siger Helle Klüwer.
Lokale virksomheder har på få dage samlet 60.000 kroner sammen til idrætsforeningen, men også private har støttet.
- Det er meget overvældende, og det giver håb og energi i en tid, der ellers er svær, siger Helle Klüwer.
Også andre gymnastikforeninger og fællesskaber har sendt bidrag – og sympati.
– Vi møder en enormt stor medfølelse. Det er helt fantastisk. Andre klubber har samlet ind blandt deres egne medlemmer. Det er et fællesskab, vi godt vidste eksisterede – men det bliver meget tydeligt nu, siger hun.
DGI opfordrer til 'lidt mere bøvl' ude i foreningerne
DGI har på forskellig vis hjulpet Lystrup IF Gymnastik og Fitness, siden svindlen blev opdaget.
Bjørn Ruben Pedersen, der er direktør i DGI Østjylland, siger, at det er en kedelig sag og et stort beløb.
- Det er en forfærdelig sag for foreningen, og det er forfærdeligt, at skrupelløse svindlere også går efter frivillige foreninger. Når vi mødes i foreningerne, så handler det jo om fællesskabet og om at have det sjovt med idrætsaktiviteterne, og pludselig - som her - bliver frivillige ofre for en forbrydelse, siger Bjørn Ruben Pedersen i en pressemeddelelse fra DGI.
DGI’s advokat Steen F. Andersen kalder i samme ombæring sagen fra Lystrup IF Gymnastik ulykkelig.
Han advarer alle om at være på vagt, hvis de bliver ringet op og nogle foreslår pengeoverførsler eller beder om adgang til personlige oplysninger.
Politiets råd til at undgå at blive svindlet i telefonen
Vær altid opmærksom, hvis nogen ringer til dig uopfordret eller fra et ukendt nummer.
Drop høfligheden og smæk røret på.
Udlevér ikke personlige oplysninger eller bankoplysninger til personer, du ikke kender eller stoler på.
Det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge. Politiet, banken eller en anden offentlig myndighed vil aldrig ringe og bede dig om at overføre penge eller udlevere dine personlige oplysninger.
Ring til dine pårørende, banken eller den påståede myndighed, hvis du bliver det mindste i tvivl.
Ring til politiet på 114, hvis du har været udsat for telefonsvindel.
DGI anbefaler, at man fremover gør det mere "bøvlet", eksempelvis ved at bruge to-personers-godkendelse, når der skal overføres penge fra foreningens konto. Det betyder, at to forskellige personer skal godkende overførslen.
- En del foreninger vil pege på, at to-personers-godkendelse er mere besværligt. Men det er en klar opfordring fra DGI, blandt andet fordi det kan være med til at forhindre svindel, siger Steen F. Andersen.
Hos Lystrup IF Gymnastik og Fitness har man allerede ændret på proceduren for at forhindre svindel i fremtiden.
- Det er klart, at det har givet anledning til at se på, om vi kan gøre noget anderledes fremover, siger bestyrelsesformand Helle Klüwer.
Advarer foreninger mod svindlere
Knap to uger efter gymnastikforeningen i Lystrup var udsat for svindel, skete noget lignende for håndboldklubben Nørre Djurs HK på Djursland.
Her lykkedes det svindlere at stjæle 1,2 millioner kroner fra foreningens konto.
Det har fået National Enhed for Særlig Kriminalitet til at advare de frivillige i foreningerne mod svindlere.
- Vi har set en række sager, hvor der er meget store tab også sammenlignet med andet økonomisk kriminalitet. Vi tager det meget alvorligt, fordi tabene for foreningerne er store og har en betydning for, hvad de kan gøre for børn, unge og voksne i foreningen. Derfor reagerer vi på det, siger Kresten Munksgaard, der er leder for Forebyggelse, Analyse og Digital Patruljering i Nationalt Center for IT-kriminalitet hos National Enhed for Særlig Kriminalitet, til DR.
Han fortæller også, at foreninger er særligt udsatte.
- Mange foreninger har en sund og god økonomi og en pligtopfyldende kasserer, der gerne vil gøre, hvad hun eller han kan, hvis personen får at vide, at kontoen er under angreb. De er særligt udsatte, da det er frivillige, vi har med at gøre, og de er ikke nødvendigvis trænet på samme måde som en regnskabsmedarbejder er, siger Kresten Munksgaard til DR.
Østjyllands Politi advarer jævnligt folk om at lade sig narre af telefonsvindlere, der ringer og udgiver sig for at være fra banken, kommunen, Nets, Microsoft, telefonselskaber og så videre.
Både Østjyllands Politi og National Enhed for Særlig Kriminalitet understreger, at hverken politiet eller banken vil ringe og bede privatpersoner eller foreninger om at overføre penge.
Klar til at kæmpe videre
Lystrup IF Gymnastik og Fitness har omkring 1.400 medlemmer og 110 frivillige, hvoraf mange er unge mennesker, der bruger deres fritid på at undervise, lære fra sig og skabe glæde i gymnastiksalen.
– Det ville være ubærligt, hvis nogen valgte os fra, fordi de hellere vil tage et fritidsjob. Jeg tror det ikke, men i sådan en sag får man nogle sorte tanker, siger Helle Klüwer.
Foreningen håber, at de kan skaffe midler nok til blandt andet at sende de frivillige på kursus og fastholde det høje sikkerhedsniveau, de er kendt for.
– Det, vi leverer i salen, skal være i orden. Det handler om kvalitet, og alt tæller, siger hun.
Den ordinære sæson er slut, og bestyrelsen arbejder nu frem mod en støtteopvisning 18. maj i Vejlby-Risskov Hallen. Flere virksomheder har allerede givet tilsagn om at donere i forbindelse med arrangementet.
Men først skal foreningen lige puste ud.
– Vi skal have lidt ro henover påsken og finde energi igen. Derefter har vi fuldt fokus på indsamlingen og på at bygge op. Vi skal nok åbne en ny sæson. Det er jeg ikke bekymret for, siger Helle Klüwer.