Er en cheeseburger bare en cheeseburger? Kigger man på Burger King og McDonalds var der væsentlige forskelle. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Sagen er bøf: Lokal duel mellem burger-kæmperne

Engang imellem når jeg er på farten, svinger jeg gerne forbi en fastfood-restaurant og snupper en gang pomfritter eller en cheeseburger med.

Det er ikke fordi, det sker tit, men der er bare noget over en cheeseburger, der både smager godt og stiller den lille sult.

I Lystrup er det for nylig blevet ganske nemt, for McDonalds er rykket ind lige overfor Burger King, og derfor er det muligt at gå efter lige det sted, der er ens favorit.

For nogle sværger til McDonalds, mens andre sværger til Burger King.

Med to spillere, der i fastfood-verdenen nærmest kan kaldes for mastodonter, er det oplagt at teste, hvilket sted, der egentligt er bedst. Og er der overhovedet forskel? Er en cheeseburger ikke bare en cheeseburger?

Resultatet var tæt, men der var alligevel en favorit. Hvem det er, kan du læse mere om i nyhedsbrevet 🍔

Hvad har jeg ellers med til dig i dag?

🚸For en kort stund bliver vi ved Burger King, for fastfoodkæden får i diverse facebookgrupper jævnligt kritik for, at deres legeland er lukket. Men nu er der gode nyheder.

🏎️ Motorvejsrundkørslen ved Lystrup har i flere år voldt problemer, særlig i myldretiden, hvor der er mange biler i rundkørslen. En løsning er på vej, men den kommer først senere i år.

I den forbindelse kunne jeg også godt tænke mig at vide, hvor du egentligt placerer dig, når du er i en tosporet motorvejsrundkørsel? Klik her og giv dit besyv med.

📰 Slutteligt er der et par enkelte, korte nyheder som du finder i bunden.

Glem ikke fastelavnsbolletesten, som jeg linker til nederst i dagens nyhedsbrev.

God fornøjelse og tak, fordi du læser med!

Billede af Emma Ahlgreen Frantz
Billede af skribentens underskrift Emma Ahlgreen Frantz Journalist
McDonalds og Burger King ligger lige overfor hinanden. Foto: Kim Haugaard 

Den store burger-battle: Er McDonalds eller Burger King bedst?

Vi har testet de to måske største spillere på fastfood-markedet: McDonalds og Burger King, der ovenikøbet ligger side om side på Lægårdsvej i Lystrup. På flere parametre minder de to fastfood-restauranter meget om hinanden, men der er alligevel forskelle i smag, kvalitet og omgivelser. Der er dog ingen tvivl om, at er du ude efter et hurtigt og velsmagende måltid (i den genre) på farten kan begge steder sagtens levere det.

McDonalds og Burger King ligger side om side på Lægårdsvej i Lystrup. På pris og udvalg minder de to fastfood-restauranter meget om hinanden, men der er alligevel forskelle i smag, kvalitet og omgivelser.

I starten af december slog McDonalds dørene op i Lystrup - lige overfor Burger King, der ellers i flere år nærmest har haft monopol på helt klassisk fastfood i form af hurtige burgere, pommes fritter og tilbehør i Lystrup.

For flere, der længe har været utilfreds med Burger King, var det en kærkommen tilføjelse, mens andre lod vide på Facebook, at Burger King for dem altid vil være favoritten.

Vi satte os derfor for at teste begge restauranter.

Oplægget var enkelt: I hver restaurant bestilte vi henholdsvis en cheeseburger-menu, chili cheese tops og en hvidløgsdip.

Vi bedømmer på smag, udseende og kvalitet, men vi kigger også nærmere på ventetid, service og omgivelser i restauranten.

Både McDonalds og Burger King har placering på Lægårdsvej, hvor det er nemt at komme til og fra. Der er masser af parkeringspladser, og restauranterne ligger lige overfor hinanden, så det er nemt at vælge sin favorit.

Skal man have maden med hjem, er det også nemt at køre i drive in ved begge restauranter og komme hurtigt hjem igen.

Flot cheeseburger

På McDonalds er førstehåndsindtrykket godt. Restauranten er bygget i slutningen af 2024, og det kan man tydeligt se. Alt er nyt og pænt, og der er meget rent. Intet efterladt skrald på bordene eller henkastede bakker og emballage.

Maden bestiller man på en af de mange selvbetjeningsskærme, og selvom man godt kan savne at se et rigtigt menneske i øjnene, fungerer det fint.

Prisen for en cheeseburgermenu er skarp: 39 kroner for en enkelt burger, en sodavand og en omgang pommes fritter.

Vi bestiller også tre styk chili cheese tops samt noget dyppelse. Prisen på dip er i det hele taget stukket fuldstændig af, hvis du spørger mig, og det gør altså lidt ondt indeni at betale otte kroner for en lillebitte bøtte dip. Men hvem gider spise sine fritter uden dyppelse? I hvert fald ikke mig.

Samlet lander vi på 64 kroner for måltidet, hvilket bestemt er rimeligt.

En cheeseburgermenu kan fås for 39 kroner. Med lidt ekstra dip og tilbehør sniger prisen sig op på 64 kroner for måltidet her. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Det fungerer godt, at man får et nummer at stille på bordet, så medarbejderen kan komme ned med ens mad, og man slipper for at stå og vente på den.

Ventetiden på maden er præcis fem minutter. McDonalds bryster sig af at lave din burger når du bestiller den, så en ventetid på fem minutter er ganske rimeligt.

Flere gange har vi oplevet af få en cheeseburger der mest af alt ligner noget, der er kørt over af en damptromle. Det er dog ikke tilfældet her.

En cheeseburger fra McDonalds. Skal man gå helt ned i detaljen, er osten måske lagt en anelse skævt på, men ellers er burgeren helt symmetrisk i udtrykket. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Ved første øjekast ser cheeseburgeren indbydende ud. Den er symmetrisk i udtrykket, bollen er glat og pænt afbagt. Formentligt er det noget, de får fra et centralkøkken eller lignende, men udtrykket er godt. Det hjælper også på sagen, at den ikke er helt fladtrykt og skæv.

Burgeren er varm, og virker meget frisklavet.

- Den smager, som man kan forvente. Ingen dikkedarer, men en god bøf, lidt løg, lidt ketchup, lidt sennep og en skive ost, lyder det fra min medspiser.

Her er ikke tale om den helt store gastronomiske oplevelse. Senneppen er svær at smage, men resten af smagene træder fint igennem.

Alt i alt er der tale om en burger, der smager godt.

Meget varme og meget sprøde pommes frites. Til gengæld manglede de salt. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Det samme gør pommes fritterne. De er rygende varme og tydeligvis taget lige op af frituren. De er meget sprøde, og smager virkelig godt, men de mangler altså lidt salt.

Hvidløgsdippen var fin med en diskret smag af hvidløg og tilpas fedme fra mayonnaise.

Vi havde også bestilt chili cheese tops. Engang kom de altid med hjem, en perfekt, lun, sprød og lidt spicy snack. For nogle år siden ændrede McDonalds dog på opskriften, og siden har de ikke været lige så gode.

På McDonalds koster tre chili cheese tops 13 kroner. Desværre var det en skuffende omgang. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Det var de desværre heller ikke i dag. De virkede relativt frisklavede, men de var desværre ikke særlig varme. Desuden var de heller ikke særlig sprøde, og det skal en chili cheese tops altså være i min optik. Selve dej-skallen, der gemmer på osten, var meget tyk og næsten lidt sej i det. Selve osten smagte dejligt, og var tilpas spicy, men kombinationen af en top der var mere lun end varm og samtidig blød gjorde det desværre til en lidt vammel oplevelse.

Restauranten har et stort legeland, hvilket trækker op for os, der har børn med. Desuden er det muligt at sidde og spise sin mad lige ved siden af legelandet, så børnene kan lege, mens man spiser.

Vi er kun kortvarigt i kontakt med en medarbejder, da maden kommer, men hun er sød og smilende. Svært er det dog at vurdere servicen, når man reelt set selv bestiller sin mad og rydder op efter sig. Det er jo heller ikke det, man kommer for - men mulighed for at få et velsmagende, relativt billigt måltid, der serveres hurtigt. På dette punkt kan McDonalds bestemt levere.

Dyrere cheeseburgermenu - med mindre man henter en kupon

Førstehåndsindtrykket af Burger King i Lystrup er en smule blandet. Restauranten har nogle år på bagen, og det kan ses på indretningen.

Her er ikke så hyggeligt, og skal jeg være ærlig, er det overordnede indtryk en smule snusket. Der var borde, der ikke var ryddet af, og flere steder lå der skrald og emballage.

Vi bestiller vores mad ved selvbetjeningsskærmene. Vi har lidt problemer med det, og får her hjælp af en meget venlig og serviceminded kvinde. Hun fik en stor stjerne i vores bog, for selvom der virkede til at være mange mennesker i restauranten til få medarbejdere, så tog hun sig god tid.

Udover problemerne med at få udskrevet en kvittering fungerer det fint selv at bestille maden.

En cheeseburgermenu med pommes fritter og sodavand koster 54 kroner, men du kan gå ind på Burger Kings hjemmeside, hente en kupon og få menuen til 39 kroner. Det er altså en lidt besværlig proces. Hvorfor ikke bare sætte prisen til 39 kroner for alle? Man kan heller ikke forvente, at alle kan finde ud af det, og for dem bliver maden så 15 kroner dyrere. Det trækker lidt ned i mine øjne.

Vi gav 63 kroner for måltidet hos Burger King, men rabatprisen på en cheeseburgermenu kræver, at man henter en kupon på deres hjemmeside. Ellers koster menuen 54 kroner. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Ventetiden er på ni minutter, hvilket er indenfor rimelighedens grænse. Også her bliver maden bragt til bordet, så man slipper for at stå og vente.

Burgeren kommer varm og frisk, men fremstår en smule skæv og meget flad.

Vi har netop været på McDonalds, og det er altså svært ikke at sammenligne de to steder.

Bøffen på Burger King virker mindre, enten fordi den er tyndere eller fordi brødet er tykkere. Resultatet er i hvert fald, at den ikke føles så kødfyldt. Bøffen når ikke helt ud til kanten og der er ikke meget smørelse i bollen, hvilket betyder, at nogle bidder primært består af brød og kan føles lidt tørre.

En lidt skæv cheeseburger ved Burger King. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Man kan dog smage senneppen, hvilket giver et skarpt og distinkt udtryk, mens ketchuppen tilføjer en syrlig note. De to syltede agurker tilføjer syrlighed og balance, og samlet set giver det en smagsoplevelse, der føles fyldig og tilfredsstillende.

- Det virker som om, der er mere bid i denne burger, lyder det fra medspiseren, der dog alligevel finder cheeseburgeren fra McDonalds smagsmæssigt bedre.

Både bøf og bolle tenderer flere steder lidt seje i det. Selve hakkebøffen smager, som sådan en nu gør. Den skulle være flammegrillet, men den grillede smag er i denne burger svær at få øje på.

Dejlig sprøde fritter der kom frisk fra frituren. De manglede dog salt. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Pommes fritterne hos Burger King er tykkere end klassiske fastfood-fritter, og det betyder, at de er mere bløde og mosede i midten. Jeg fortrækker mine fritter tyndere og sprøde hele vejen igennem, men det er klart en smagssag. Fordi de har en blød midte er kartoffelsmagen dog mere reel.

De serveres varme og sprøde på ydersiden, men manglede desværre salt. Jeg vil ellers ikke anse min medspiser og jeg selv for at være saltgrise, men det var altså et tilbagevendende problem med saltet denne dag.

Hvidløgsdippen har en dejlig hvidløgssmag og indeholder også små hvidløgsstykker. Hvidløgssmagen træder mere igennem og er på sin vis skarp i det, hvilket jeg finder meget positivt. Min medspiser foretrækker dog, at den er mindre skarp i smagen, og på det parameter vinder McDonalds' hvidløgsdip.

Fire chili cheese tops koster 17 kroner på Burger King. Desværre var de bløde frem for sprøde, hvilket trækker ned. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Vi havde også bestilt chili cheese tops, og på Burger King får du fire i posen. De er varme og virker frisklavede. Desværre er de også bløde. Desuden er lavet af dej rundtom meget tykt, og når det så samtidig ikke er sprødt, så efterlader det en smag af brød.

Ostesmagen er fin, men osten virker lidt nupret i det, som om der er små nistre i den. De er mere krydrede i smagen end på McDonalds, men helhedsoplevelsen er desværre ikke god - nok primært fordi, toppen i vores optik slet ikke er sprød nok.

På Burger King er der tale om en fin oplevelse med ganske glimrende mad til prisen. Det er et plus, at der er gratis refill på sodavand. Til gengæld trækker de lidt mere rodede omgivelser og det lukkede legeland ned på helhedsindtrykket.

Den endelige bedømmelse

Hverken McDonalds eller Burger King falder fuldstændig igennem, og skal vi være ærlige, er her tale om fastfood og jo ikke den største gastronomiske oplevelse, man kommer til at opleve i sit liv.

Har man brug for et relativt hurtigt - og ganske velsmagende - måltid, der smager godt, kan man sagtens vælge begge restauranter.

Vi var dog ikke i tvivl om, at vi ville tage på McDonalds en anden gang. For det første var restauranten i sig selv mere indbydende. Det var ikke bare fordi, der var rent og pænt, selve stemningen var bare bedre.

Desuden var legelandet åbent, modsat på Burger King, og det er altså bare et plus, når man har børn med. Atmosfæren på McDonalds var hyggeligere, og der fremstod mere rent.

For os smagte maden bedre, men det er en smagssag om man er til det ene eller det andet. Begge havde skuffende chili cheese tops, mens pommes fritterne fremstod sprødere ved McDonalds. Både her og på Burger King havde de dog undladt at svinge saltbøssen, hvilket trækker lidt ned for os.

Der er sesam på bollen hos Burger King, men det gør ikke det store for smagen. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Prisen på en cheeseburgermenu er stort set den samme - i hvert fald hvis du går på Burger Kings hjemmeside og henter en kupon. Det trækker lidt ned i min bog, at man er nødt til det.

Hos McDonalds var selve cheeseburgerens bolle mere blød, og smagen fremstod mere afbalanceret. Der var ganske enkelt mere smag, om end burgeren hos Burger King føltes mere som en reel burger og ikke en snacks, som McDonalds' cheeseburger godt kan komme til.

Hverken McDonalds eller Burger King falder fuldstændig igennem, og skal vi være ærlige, er her tale om fastfood og jo ikke den største gastronomiske oplevelse, man kommer til at opleve i sit liv.

Har man brug for et relativt hurtigt - og ganske velsmagende - måltid, der smager godt, kan man sagtens vælge begge restauranter.

Holder du af at komme på Burger King, har du nok opdaget, at legelandet oftest er lukket. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Lukket legeland har skuffet børnene - men nu er der et splinternyt på vej til Burger King

Burger King i Lystrup har længe skuffet børnefamilierne med et lukket legeområde. Men nu er der godt nyt på vej: Et helt nyt legeland er under udvikling, og på et tidspunkt skal restauranten også renoveres. Det er endnu uvist, hvornår de nye faciliteter er klar, men ændringerne vil ske i den nærmeste fremtid.

Efter gentagne lukninger lover Burger King nu et helt nyt legeområde til børnene.

"Hvorfor er legelandet altid lukket?"

"Jeg forstår ikke, at Burger King ikke vælger at gøre noget ved deres legeland."

"Vi er holdt op med at køre på Burger King, for ungerne vil gerne have et legeland, og Burger Kings er altid lukket."

Det er blot et udpluk af kommentarer i den lokale Lystrup-facebookgruppe, når snakken falder på Burger King.

Har man besøgt fastfood-restauranten, der ligger på Lægårdsvej, skal man nemlig være heldig, hvis ungerne vil i legelandet. Oftest er det nemlig lukket.

Men det er ikke intentionen fortæller Mila Hvilshøj, der er marketingschef hos Burger King Danmark.

- Legelandet er en vigtig del af oplevelsen for mange af vores gæster, og derfor har vi i længere tid undersøgt markedet for at sikre os den bedste løsning, fortæller Mila Hvilshøj.

Hun kan ikke fortælle, hvorfor legelandet har været lukket, men hun har gode nyheder til dem, hvor et legeland er en vigtig del af oplevelse.

- Snart kan børnene se frem til et splinternyt legeland, siger Mila Hvilshøj.

Mila Hvilshøj, marketingschef hos Burger King Danmark, fortæller at et nyt legeland snart er på vej til restauranten i Lystrup. Pressefoto

Det er ikke kun legelandet, der står foran en opgradering.

Det er også restauranten, der skal have nyt udseende.

- Alle vores restauranter i Danmark står overfor en omfattende renovering i et nyt nordisk look, som gæsterne i Lystrup også kan begynde at glæde sig til, siger markeringschef Mila Hvilshøj.

Hun fortæller også, at det er en topprioritet, at Burger Kings restauranter er rene, så de fremstår indbydende og velholdte for restaurantens gæster hver dag.

Mila Hvilshøj kan ikke fortælle, hvornår Burger King får nyt legeland, eller hvornår resten af restauranten får en renovering.

Men hun fortæller, at det vil ske i "nærmeste fremtid".

En del af problemet her ved fordelerringen ved Lystrup kan være, at folk placerer sig forkert i rundkørslen. Foto: Kim Haugaard

Ekstra plads skal lette på presset rundkørslen - men løsningen kommer først senere i år

Mange har oplevet at holde i kø ved motorvejsrundkørslen - også kaldet fordelerringen - i Lystrup, og flere mener at problemet måske skyldes, at folk placerer sig forkert i de to vejbaner. Det kan også være en del af problemet, mener Vejdirektoratet, men de peger også på, at der skal andre løsninger på bordet. Derfor er der afsat penge til at gøre de to frakørselsramper fra motorvejen tosporede i stedet for ensporede. Først var løsningen forventet på plads i efteråret 2024, men sådan gik det ikke. Vejdirektoratet forventer nu, at de ekstra ramper er klar senere på året.

10,4 millioner skal bruges til at gøre de to frakørselsramper fra motorvejen tosporede i stedet for ensporede og først var løsningen ventet at være på plads i efteråret 2024. Tidsplanen er dog skredet, men Vejdirektoratet forventer, at de ekstra ramper er klar senere på året.

Du kommer kørende langs en hovedvej, som ender ud i en stor tosporet rundkørsel. Der er meget trafik, og bilerne kører tæt.

Du skal faktisk først af ved tredje afkørsel, men af frygt for at blive lukket inde, tager du den yderste vejbane. Det er du langt fra den eneste, der gør.

Faktisk opstår der en slags flokmentalitet, hvor alle kører i yderste vejbane, mens en enkelt bilist eller to holder sig i den inderste vejbane, som man rettelig skal.

Er det et scenarie, du kan genkende?

Noget kunne tyde på det. Især i myldretiden er der meget trafik ved motorvejsrundkørslen - også kaldet fordelerringen - i Lystrup, og flere lokale mener, at grunden til den megen trafik skal findes i, at folk bruger rundkørslen forkert.

Alligevel er det svært at få folk til at ændre mentalitet.

Tilbage i 2022 igangsatte Vejdirektoratet en analyse, der skulle få folk til at ændre adfærd.

- Det ser ud som om, at folk kun bruger det ene spor i rundkørslen. Det vil sige, at vi ikke bruger den fulde kapacitet, og det er det, vi skal have fundet en løsning på, sagde Niels Agerholm, afdelingsleder ved Vejdirektoratet i Aalborg, dengang til LystrupLIV.

I løbet af analysen stod det klart, at fordelerringen ikke fungerede efter hensigten.

- Om morgenen og om eftermiddagen er der for meget trafik til, at fordelerringen kan håndtere det. Fra Vejdirektoratets side er det mest presserende problem, at der opstår kø ned ad motorvejsramperne og ud på motorvejen. Det er ikke hensigtsmæssigt, sagde Mette Fynbo, afdelingsleder i Vejdirektoratet, til LystrupLIV i starten af 2023.

Ikke kun et problem, at folk placerer sig i den forkerte vejbane

For Vejdirektoratet er det ikke altafgørende, at trafikken ikke glider optimalt rundt i rundkørslen.

- At det kan være bøvlet at komme rundt i rundkørslen, er mindre vigtigt. For os er det sikkerhedsmæssige aspekt det vigtigste, siger Mette Fynbo fra Vejdirektoratet.

Derfor fik man sig også sporet ind på to mulige løsningsforslag, der ikke kun handler om, hvordan man placerer sig i rundkørslen.

Det kortsigtede lød på at udvide ramperne, så der er to spor fremfor et. Det giver bedre plads  til at bilerne kan holde i kø på selve ramperne, fremfor på motorvejen.

Denne dag brugte mange bilister det yderste spor, men flere trafikanter klager ofte over mængden af bilister, der lægger sig i den forkerte vejbane. Foto: Jens Thaysen

Det langsigtede handler om at forbedre trafikafviklingen i hele fordelerringen. Det er dog et større arbejde, hvor man skal se på det overordnede vejsystem i området, og måske etablere direkte afkørsler – såkaldte shunts – fra og til motorvejsramperne fra de omkringliggende veje.

Det ville dog kræve, at de kommunale veje geares til at kunne tage imod trafikken fra afkørslerne.

Dette arbejde er stadig i gang, men der er afsat penge til at udvide motorvejsrundkørslen. Allerede i efteråret 2023 afsatte Folketingets transportudvalg 10,4 millioner til udvidelsen, der skal gøre de to frakørselsramper fra motorvejen tosporede i stedet for ensporede.

Pladsen skal findes ved at inddrage de nuværende nødspor.

Tidplanen er skredet lidt, og derfor er Vejdirektoratets tidsplan nu, at projektet skal sendes i entrepriseudbud primo marts 2025, og at arbejdet vil finde sted mellem april og august 2025.

Selvom det ikke nødvendigvis er folks forkerte kørsel i fordelerringen, der skaber et sikkerhedsproblem, vil Vejdirektoratet gerne opfordre til, at man altid placerer sig i den inderste vejbane, hvis man ikke skal af ved den første afkørsel.

- På den måde afvikles trafikken bedst, og der er mindre risiko for kødannelse, fordi begge vejbaner udnyttes, lyder det.

Borgmester Anders Winnerskjold (S) brugte en times tid torsdag på at tale med borgere i Lystrup. Foto: Kim Haugaard

Den nye borgmester besøgte Lystrup: På ønskelisten er natbusser, cykelstier og tiltag mod tyveknægte

Borgmester Anders Winnerskjold (S) besøgte Lystrup for at høre borgernes bekymringer og ønsker i kølvandet på, at han er ny borgmester. På ønskelisten var blandt andet natbusser, cykelstier og tiltag mod tyveknægte, men mange har også transport og infrastruktur på sinde.

Borgmester Anders Winnerskjold (S) besøgte Lystrup for at høre hvad der ligger borgerne i byen på sinde.

- Jeg er relativt ny borgmester i byen, og jeg vil gerne høre, hvad der betyder mest for jer.

Sådan lød ordene fra Anders Winnerskjold (S) på Facebook forud for hans besøg i Lystrup torsdag formiddag.

- Jeg vil gerne høre, hvad der betyder mest for dem, der bor i Lystrup. Om det så gælder trafikale forhold, Lystrup som bysamfund eller noget helt andet, siger Anders Winnerskjold.

Det var i efteråret, at Anders Winnerskjold overtog posten som borgmester fra sin forgænger Jacob Bundsgaard (S), og siden har han ifølge ham selv været optaget af at have den ufiltrerede samtale med byens borgere.

Derfor tog han opstilling foran SuperBrugsen, hvor folk kunne komme forbi og få en snak om det, der fylder for dem.

En række elever fra Elsted Skole ønsker sig flere natbusser, så det er nemmere at komme hjem fra byen om natten. Foto: Kim Haugaard

Den mulighed greb blandt andet en række skolelever fra Elsted Skole, der savner flere natbusser.

- Det er svært at komme hjem om natten, når man har været i byen, og det er ærgerligt, for det kan godt begrænse ens sociale liv en smule, hvis ikke ens forældre gider hente en, lød det blandt andet.

Brugsuddeler Martin Lillelund Nørgaard havde også noget, han gerne ville drøfte med borgmesteren. SuperBrugsen er nemlig ofte plaget af indbrud og ikke mindst forsøg på indbrud, hvor folk tager varer med ud uden at betale for dem. Foto: Kim Haugaard

Anja Matorne havde også en konkret forespørgsel. Hun savner nemlig bedre infrastruktur og cykelstier - blandt andet fra Lystrup til Skæring, hvor hun arbejder.

Borgmester Anders Winnerskjold taler med borgere i Lystrup foran Super Brugsen Her med Anja Matorne om infrastruktur og cykelstier i Skæring

Bedre infrastruktur er hun ikke den eneste, der savner.

Flere gav på dagen udtryk for, at der alt for ofte er problemer med letbanen, og det er et problem, når man er afhængig af den for at komme på arbejde eller i skole.

Flere savnede også en A-bus, der kører oftere end den nuværende bybus.

- Hvis man gerne vil have folk fra bilerne og over i den kollektive transport, så skal man også sørge for, at den fungerer, var en af pointerne.

Det er i øvrigt et tilbagevendende tema i den lokale facebook-gruppe, hvor folk også peger på manglen på en A-bus som et problem.

Borgmester Anders Winnerskjold taler med borgere i Lystrup foran Super Brugsen Her med Anja Matorne om infrastruktur og cykelstier i Skæring

Alt i alt lagde en hel del lokale vejen forbi SuperBrugsen, og Anders Winnerskjold var glad for, at folk havde lyst til at dele deres tanker med ham.

- Jeg er glad for deres inputs, og det er måske ikke alt, jeg kan gøre noget ved her og nu, men det betyder noget for mig at høre, hvad de har på hjerte, sagde borgmesteren.


Lystrup Farver er den pakkeshop i Region Midtjylland, som har flest tilfredse kunder. Foto: Matilda Adelborg/Bring

Forslag om mur mod motorvejsstøj sendes ikke til behandling i byrådet - og andre ting, du skal vide

Her får du ugens nyhedsoverblik fra Lystrup.

Ugens nyhedsoverblik byder på tre korte nyheder fra vores område.

Forslag om støjmur i Lystrup sendes ikke til behandling i byrådet

Ifølge flere borgere i Lystrup er støjen fra Djurslandmotorvejen værst, når det regner, asfalten er våd, og vinden kommer fra syd. Jennifer Lillelund Lindholt bor på Møgelgårdsvej og er dagligt generet af støjen. Foto: Mette Marie Birch Breuning, Privat

Jennifer Lillelund Lindholt er ligesom mange andre i Lystrup plaget af en kontant støj fra susende biler, så snart hun træder uden for sin dør.

I sommeren sidste forsøgte hun at gøre noget ved det, med mantraet om, at det værste man kan få, er et nej.

Hun startede en underskriftsindsamling til et borgerforslag om at få en støjmur langs motorvejen ved Lystrup, så "vi kan være ude, når det er godt vejr", som hun skriver i forslaget.

Baggrunden var blandt andet, at det ikke er altid er roligt og afslappende at gå i haven.

- Når jeg er udenfor her om sommeren, kan jeg mærke, at der hele tiden er en summende støj. Her på Møgelgårdsvej har vi også letbanen i baghaven, men larmen fra den er ingenting i forhold til støjen fra motorvejen, som er der konstant.

- Det er virkelig irriterende, og jeg ved, at der også er mange andre i byen, der er plaget af støjen. Så jeg tænkte, at der ikke kunne ske noget ved at lave et borgerforslag, sagde Jennifer Lillelund Lindholt til LystrupLIV i august 2024.

Men selvom mange tilsyneladende er plaget af støjen, blev det til kun 148 stemmer. Der kræves 1.500 hvis byrådet skal behandle det, og derfor bliver det altså ikke i denne omgang, at Lystrup får en støjmur.

De nyeste beregninger fra Vejdirektoratet, som er lavet i 2022, viser ellers, at en større del af Lystrup i dag er udsat for trafikstøj på mellem 53 og 58 decibel sammenlignet med i 2017.

I 2017 var det ”kun” den del af Lystrup, der ligger syd for jernbanen, som havde trafikstøj på over 53 dB. Nu tæller det også veje nord for jernbanen som eksempelvis Oldager, Kærløkken og Toften, ligesom hele Ellebækvej og hele Lystruplund i dag har støj på over 53 dB, hvilket ikke var tilfældet for syv år siden.

Udover Jennifers borgerforslag, er det også noget, der tidligere er drøftet. Hvis du klikker her, kan du læse mere om, hvorfor det umiddelbart ikke er planen, at Lystrup skal have en støjmur.

Lystrup Farver har tilfredse pakkekunder

Kunderne, når der kommer for at hente pakker hos Lystrup Farver, er yderst tilfredse med servicen. Foto: Bring/Matilda Adelborg

Lystrup Farver får en score på 4,82, og er dermed den pakkeshop i region Midtjylland, som har flest tilfredse kunder.

Det skriver Bring i en pressemeddelelse.

Statistikken er hentet af Bring fra anmeldelsesplatformen Trustpilot, hvor kunder kan give karakterer fra et til fem. Den bedst bedømte Bring-pakkeshop ligger i hovedstadsområdet, og har fået en score på 4,91.

Dermed er Lystrup Farver i den høje ende af skalaen når det kommer til tilfredse kunder.

Det glæder ejer Jens Christian Jensen, at kunderne er tilfredse med den service, de får, når de kommer for at hente pakker.

Han peger især på nærkontakten til kunderne som en væsentlig faktor.

- I kraft af vi er en specialbutik er vi opdraget til god kundeservice og til at give vores kunder en god service og en god oplevelse, så de vil komme igen. Det skal ikke gå hurtigt, som det nok er tilfældet i mange kiosker, hvor der er mere travlt, siger han.

Den personlige betjening er også et plus hvis man spørger Walther Moody Nielsen, der er ansat i butikken.

- Du får det lidt sjovt med kunderne, og det tror jeg godt, de kan lide, siger han og fortsætter:

- Og så har vi bare styr på vores pakker. Det er sjældent, der er noget der smutter, så det går hurtigt og effektivt med at finde kundernes pakker.

Lystrup Musikforening byder velkommen til Gasoline - og billetprisen er sat ned

Gasoline kommer til Lystrup i starten af marts. Pressefoto

For 300 kroner kan du få en god aften med venner og familie til Gasoline-koncert i musikforeningen i Lystrup.

Koncerten finder sted 7. marts i Beboerhuset på Elsted Skolevej.

I bandet er Ditte Brodde, Lisbeth Rysgaard, Line Münster-Swendsen, Birgitte Bjørn og Annette Bork, der fandt sammen for 17 år siden med en enkel idé: At sætte kvindekraft til Danmarks største drengerøvsorkester, Gasolin’. Et orkester, hvis sange ifølge Gasolines hjemmeside har fulgt dem gennem barndom og ungdom.

- Det er helt bevidst, at vi kun er kvinder i bandet. Det sætter os fri til at være dem, vi er. Jeg kan ikke være Kim Larsen, og Birgitte Bjørn kan ikke være Franz Beckerlee, har Line Münster-Swendsen tidligere fortalt.

Koncerten begynder klokken 20, men der er mulighed for at komme allerede klokken 18.30 med sin egen medbragte mad.

- Så kan man låne service og købe drikkevarer i baren og få en hyggelig aften med sine venner eller naboer, inden koncerten starter, lyder det fra Lystrup Musikforening.

Billetprisen er sat ned til fra 400 til 300 kroner (plus gebyr), og du kan købe den ved at klikke her.

LystrupLIV har tidligere besøgt Lystrup Musikforening og talt med dem om blandt andet programmet for 2025. Det kan du blive klogere på her.

Her er fastelavnsbollerne, som vi har testet. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Læs eller genlæs: Her er vores dom over lokale fastelavnsboller

Fastelavn nærmer sig, og bagerne er allerede begyndt at få fastelavnsbollerne til salg. Vi har testet dem, der var til at få i Lystrup, og karakterskalaen bliver - næsten - udnyttet til fulde. Vinderens fastelavnsbolle opnåede fem ud af fem mulige stjerner, mens en anden kun fik to stjerner.

Karakterskalaen bliver - næsten - udnyttet til fulde i vores fastelavnsbolletest, hvor vi tester udvalget af fastelavnsboller i vores nabolag.

Hvor får man den bedste fastelavnsbolle i Lystrup?

Det satte vi os for at teste, og vi har valgt at teste både de klassiske, lukkede og de åbne slags med fløde.

Vi har været forbi de tre steder, der på daværende tidspunkt solgte fastelavnsboller.

Testvinderen trækker fem ud af fem mulige stjerner i land, mens en enkelt ikke klarer sig helt så godt og må nøjes med to ud af dem mulige stjerner.

Med fløde fra Gårdens Kaffebar

Fastelavnsbollen kommer fra Mib, og er en croissant med æblemarmelade, flydende karamel og friskpisket fløde. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Gårdens Kaffebar får sine fastelavnsboller fra bageriet Mib. Her er tale om en croissant med fyld af æblemarmelade, flødeskum og flydende karamel.

Ved første øjekast er vi testspisere lidt forundrede over croissantformen. Jeg er med på, at det i særdeleshed i København er blevet moderne at lave fastelavnsboller i alverdens udformninger, men jeg holder nu på, at den klassiske runde bolle ikke har gjort nogen noget.

Til gengæld tog fastelavnsbollen sig pænt ud med fyld, der virker sprøjtet på, guldstøv og nærmest guldfarvet glasur. Det er sådan en, man ved første øjekast har lyst til at sætte tænderne i.

"Bollen" ligner en croissant, men er ikke så bastant i det, som croissanter nogle gange kan være. Den var tilpas afbagt og dejlig sprød. 

Glasuren på toppen smager let af kaffe og karamel. Det er forfriskende at få en glasur, der ikke bare smager sødt af flormelis.

Mængden af fyld var perfekt afstemt, og hver gang man tog en bid, fik man både æblemarmelade og flødeskum - i øvrigt perfekt pisket - med. Karamellen gemte sig lidt mere, men var en god overraskelse når den kom med i en bid.

Man kunne have frygtet, at fastelavnsbollen ville være meget sød, men den mere neutrale bolle og lidt syrlige æblemarmelade er med til at trække bollen i en mindre sød retning.

- Det er altså en virkelig, virkelig god fastelavnsbolle, lød det undervejs fra den ene testspiser.

Er det den bedste fastelavnsbolle, vi nogensinde har fået? 

Nej, men det er godt nok tæt på.

Pris: 45 kroner.

Sted: Gårdens Kaffebar (ligger i Kirstinelund), Skæringvej 92, 8520 Lystrup.

⭐⭐⭐⭐⭐ ud af fem. 

Hos Gårdens Kaffebar kan du også få en gammeldags variant, men den var desværre udsolgt, da LystrupLIV var forbi.

Med fløde fra SuperBrugsen

Fastelavnsbollen fra SuperBrugsen var med fyld af romkaramel. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Fastelavnsbollen fra SuperBrugsen i Lystrup med fløde er en klassisk sag med sprød bund af wienerbrødsdej. Vi blev anbefalet versionen med romkaramel.

Ved første øjekast ser bollen lidt tør ud. Glasuren er klassket på i et meget tykt lag, og den er nærmest krakeleret på toppen. Mest af alt er smagen af flormelis er gennemtrængende, men man kan godt fornemme romessens i glasuren.

Selve bollen smager godt, men er en my til den underbagte side. Den er papagtig og virker klæg. 

Gaflen glider nemt igennem, og for en fastelavnsbolle-connaisseur kan jeg fortælle, at det er et vigtigt parameter, at man ikke skal sidde og hugge sig gennem med kniv og gaffel.

Til gengæld er fyldet virkelig sødt. Smagen minder om fyldet i en romskildpadde, men bare meget sødere. 

Det er positivt, at der er små stykker chokolade i fyldet, og man kan også godt få fornemmelsen af rom-smag, men sødmen dominerer totalt.

Den ene testspiser kan vel næsten betegnes som en sukkergris, der næsten ikke kan få det sødt nok, men hun måtte her give fortabt. Det siger ikke så lidt.

Retfærdigvis skal det siges, at den ene testspiser tidligere har fået versionen med fløde og creme, og den var langt bedre.

Pris: 28 kroner.

Sted: SuperBrugsen Lystrup, Lystrup Centervej 85, 8520 Lystrup.

⭐⭐ ud af fem.

Gammeldags fra SuperBrugsen

SuperBrugsens bud på en gammeldags fastelavnsbolle er helt klassisk. Foto: Emma Ahlgreen Haa

SuperBrugsen har denne dag to forskellige slags gammeldagsfastelavnsboller: Med creme og remonce og med creme og hindbær. Vi går efter anbefaling med førstnævnte.

Her er tale om en helt klassisk fastelavnsbolle. 

Bollen er bagt på gærdej, som heldigvis ikke er tør, men den formår heller ikke at skille sig ud fra mængden.

Indeni gemmer sig en klassisk vaniljecreme med en god smag. Konsistensen er desværre lidt stiv og geleagtig, og så kunne vi godt savne mere fyld.

Samlet set er det en habil, men ikke mindeværdig fastelavnsbolle. Den lever op til forventningerne, men mangler det ekstra, der ville få os til at komme tilbage efter mere.

Pris: 14 kroner.

Sted: SuperBrugsen Lystrup, Lystrup Centervej 85, 8520 Lystrup.

⭐⭐⭐ ud af fem.

Med fløde fra Det Gyldne Brød

Det Gyldne Brøds bud på en fastelavnsbolle med fløde. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Fastelavnsbollen fra Det Gyldne Brød er en klassisk wienerbrødssag med fyld af fløde og creme.

Fastelavnsbollen er firkantet, hvilket ikke trækker ned, men jeg forstår igen ikke forsøget på at forny en klassiker.

På en eller anden måde er det lykkedes både at brænde bunden af, men også underbage den. Jeg kan godt lide at bollen får lidt karamellisering, men her er den blevet hård og smager visse steder lidt brændt. Midten af bollen er dog klæg og fremstår som om, den ikke har fået helt nok.

Her har vi også lyst til at tage kniv og gaffel i brug, for bollen er virkelig sej. 

Fyldet, der består af vanilje og fløde, er dog virkelig godt og trækker klart i en positiv retning. Man fornemmer, at vaniljecremen er hjemmelavet og fløden er godt pisket.

Det er som sådan ikke en dårlig bolle - måske bortset fra de brændte kanter - men den føles lidt for jævn og klassisk uden at imponere. Fyldet er godt, men bollen kunne have været bedre.

Pris: 32 kroner

Sted: Det Gyldne Brød, Lystrupvej 236, 8520 Lystrup.

⭐⭐⭐ ud af fem.

Gammeldags fra Det Gyldne Brød

Den gammeldags fastelavnsbolle er med fyld af marcipan, creme og chokolade. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Den gammeldags fastelavnsbolle fra Det Gyldne Brød er med creme, chokolade og marcipan.

Bollen er pænt afbagt, og glasuren på toppen er blank. Den smager meget af kakao, men den er ikke nødvendigvis en negativ ting.

Bollen er en klassisk gærdej, og den gør ikke nogen fortræd. Smagen er god og mild.

Vi kan se, at der er chokolade i, men den smager ikke meget af chokolade. Marcinpansmagen er der, men er heller ikke gennemtrængende. 

Der er i det hele taget ikke meget fyld, og det må der til testspisernes smag gerne være.

En klassisk, jævn fastelavnsbolle, der bestemt ikke er dårlig, men det er heller ikke en fastelavnsbolle, der sparker benene væk under en.

Til gengæld er prisen på kun 18 kroner rigtig god.

Pris: 18 kroner

Sted: Det Gyldne Brød, Lystrupvej 236, 8520 Lystrup.

⭐⭐⭐ ud af fem.

Nysgerrig på mere?

Århus Stiftstidende har også testes fastelavnsboller. Foto: Nina Gaunø Fredberg

Århus Stiftstidende har testet klassiske fastelavnsboller i og omkring Aarhus, så hvis du er interesseret i flere anmeldelser af klassiske fastelavnsboller, får du som abonnent på LystrupLIV adgang til den ellers låste artikel ved at klikke her.

Du kan også gå ombord i RisskovLIVs fastelavnsbolletest, hvor jeres skribent på LystrupLIV har været smagsdommer. Vi smagte både på gammeldags og dem på fløde, så du kan helt sikkert også finde en variant, du kan lide.

RisskovLIVs fastelavnsbolletest finder du ved at klikke her.