Lidl vil opføre en butik omkring den røde murstensbygning på hjørnet af Møgelgårdsvej og Sønderskovvej lige nord for Q8-tanken. Grunden ligger tæt på den gamle blå Aldi, som Rema 1000 har opkøbt. Foto: Kim Haugaard
Kan en Lidl og en Rema 1000 udgøre en bymidte?
Kommentarsporene i den lokale Facebook-gruppe har været brandvarme i denne uge. Debatten om Lidls planer for at få Møgelgårdsvej og Sønderskovvej defineret som Lystrups nye bymidte, så dagligvarekæden kan åbne en butik, har kørt på fuldt drøn, og mange i lokalområdet råber ja, ja, ja og hepper på, at bymidten bliver flyttet derned.
Det vil betyde, at både Lidl og Rema 1000 kan få lov til at bygge deres butikker, og Brugsen og Netto kan få noget mere konkurrence.
Andre påpeger derimod, at hjørnet af Møgelgårdsvej og Sønderskovvej er et fuldstændig håbløst sted at placere Lystrups bymidte - særligt på grund af trafikken – og at man hellere burde gentænke det centrale Lystrup ved Brugsen, og måske helt hen til Cirkuspladsen, til en bymidte.
Debatten kører. Men hvad mener dem, der bestemmer? Eller i hvert fald dem, der har noget at skulle have sagt?
Hos kommunen er man åben over for forslaget om at udpege Møgelgårdsvej og Sønderskovvej til en ny bymidte i Lystrup, så Lidl og Rema 1000 kan få lov at bygge. Men fællesrådet derimod synes liiiiige, man burde klappe hesten, stoppe op og tænke sig lidt om.
For giver det virkelig mening at placere en bymidte et sted, hvor der i så fald hovedsageligt vil være dagligvarebutikker, erhverv og industri? Skal bymidten i en by ikke ligge et sted, hvor der er masser af liv og mennesker og boliger? Det mener formand Flemming Larsen.
Omvendt kan man sige, at hvis det bliver området omkring SuperBrugsen, der skal være Lystrups bymidte - hvor der i dag er liv, boliger, skole, svømmehal og idrætsfaciliteter - hvor stor er chancen så for, at der kommer flere dagligvarebutikker i det område?
Coop har opkøbt stort set alle grunde og butikslokaler i bydelscentret omkring Brugsen og vil næppe sælge dem til en konkurrent.
Så ja, der er mange facetter i den her sag, og jeg håber først og fremmest, at debatten kommer til at fortsætte ude på Facebook, i stuerne og hen over kølediskene.
Snart kan vi her på LystrupLIV afsløre, hvad Coop planlægger for at skabe en stærkere bymidte omkring SuperBrugsen og Lystrup Centervej.
Måske kan det gøre os klogere på, hvad alternativet til en bymidte ved Møgelgårdsvej kan være.
Men nu til ugens historier.
God læselyst.
Kristine Dam JohansenJournalist
Bilister i Lystrup fik mandag morgen en croissant ind ad vinduet sammen med en flyer om at skrive under på Lidls underskriftsindsamling. Foto: Kristine Dam Johansen
Lidl samler underskrifter ind til ny butik og bymidte: Så mange har skrevet under
Kristine Dam Johansen kridj@jfm.dk
524 underskrifter.
Det var fredag formiddag status på Lidls underskriftsindsamling, som dagligvarekæden satte i gang i mandags for at skaffe opbakning til deres projekt på Møgelgårdsvej.
Underskrifterne skal bruges i en dialog, som Lidl vil have med fællesrådet om, hvor Lystrups bymidte skal være.
fredag 19. apr. 2024 kl. 14:50
Kristine Dam Johansen kridj@jfm.dk
Lidl var mandag på charmetur i Lystrup, hvor discountkæden delte donuts og croissanter ud for at få folk i byen til at give deres underskrift og opbakning til Lidls projekt om at åbne en butik på Møgelgårdsvej og skabe en bymidte der.
524 personer i Lystrup og omegn.
Så mange havde fredag formiddag indtil videre skrevet under på den underskriftsindsamling, som Lidl har sat gang i for at få opbakning til deres projekt på Møgelgårdsvej.
Projektet går ud på at få Møgelgårdsvej defineret som Lystrups nye bymidte, så det bliver muligt for Lidl at opføre en butik.
- Over 500 underskrifter på fire dage er rigtig godt. Vi oplever en rigtig god opbakning, siger Diana Quist Kristiansen, Head of Retail i Lidl Danmark.
- Vi har ikke lukket for muligheden for at skrive under, så vi vil godt opfordre borgerne til at skrive under, hvis de ønsker udviklingen i Lystrup, siger hun.
- Tilbage i 2017 anbefalede kommunen at flytte bymidten (til Møgelgårdsvej/Sønderskovvej, red.), men dette blev nedstemt af blandt andet repræsentanter af fællesrådet, som mente, at bymidten omkring SuperBrugsen skulle fastholdes, men at de gerne imødeså en fortætning af området.
- Men hvorfor er denne udvikling så ikke sket? Vi mener, at der først skal tages stillingen til, om bymidten skal flyttes, og derefter kan udviklingen ske, siger hun.
Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd har erklæret sig skeptisk over for Lidls planer om at skabe en ny bymidte, før der er kommet mere byudvikling i området omkring Møgelgårdsvej.
Lidl vil rykke bymidten for at kunne bygge stort
Lidls projekt går kort fortalt ud på at åbne en butik, eventuelt med boliger på toppen, på hjørnet af Møgelgårdsvej og Sønderskovvej ved bygningen, hvor Pizza Experten ligger, og hvor Lystrup Frisør og Memets Delikatesse tidligere lå.
Problemet er bare, at Lidl gerne vil bygge en stor butik på mindst 1200 kvadratmeter, og det må butikskæden ikke, fordi det ifølge kommuneplanen kun er tilladt at etablere dagligvarebutikker på op til 400 kvadratmeter i det område.
Derfor vil Lidl have ændret kommuneplanen, så området omkring Møgelgårdsvej fremover bliver defineret som Lystrups bymidte - og ikke området omkring SuperBrugsen og Lystrup Centervej, som det er tilfældet i dag.
Det vil give Lidl mulighed for at etablere en større dagligvarebutik, som er det, de ønsker.
Lidl har sat et stort banner op på den bygning på Møgelgårdsvej, hvor dagligvarekæden håber at åbne en butik i Lystrup og skabe en ny bymidte. Foto: Kristine Dam Johansen
Lidl vil skabe en ny bymidte ved Møgelgårdsvej, og kommunen er ikke afvisende: Har anbefalet det før
Kristine Dam Johansen kridj@jfm.dk
Skal bymidten i Lystrup være centreret omkring Møgelgårdsvej og Sønderskovvej med Lidl og Rema 1000 - eller ved Super Brugsen og Lystrup Centervej?
Det vil kommunen komme med en anbefaling til - formentlig omkring nytår - og lige nu er man åben over for at placere bymidten ved Møgelgårdsvej, hvor Lidl gerne vil bygge en butik.
Kommunen har tidligere anbefalet det i 2017.
- Men anbefalingen blev dengang afvist af fællesrådet, som hellere ville satse på udvikling ved Lystrup Centervej, SuperBrugsen og hele det område. Byrådet valgte at følge fællesrådets holdning, fortæller kommuneplanlægger Henrik Pedersen.
I sidste ende er det byrådet, der træffer den endelige beslutning.
onsdag 17. apr. 2024 kl. 09:50
Kristine Dam Johansen kridj@jfm.dk
Hvis Lidl skal kunne opføre en butik på Møgelgårdsvej, og der samtidig skal bygges en Rema 1000 på Sønderskovvej, kræver det, at kommunen og byrådet siger ja til omdanne området til Lystrups nye bymidte. Kommunen er åben for forslaget. - Vi har selv anbefalet det før, hvor fællesrådet sagde nej, lyder det.
Lidl lægger ikke længere skjul på ambitionen om at åbne en butik i Lystrup – den tyske dagligvarekæde råber det nærmest fra hustagene.
I den forgangne uge har Lidl samlet underskrifter ind, uddelt donuts og croissanter, givet interviews i flere medier og sat et kæmpe banner op på Møgelgårdsvej for at sige det meget klart: Lidl går benhårdt efter at opføre en butik på mindst 1200 kvadratmeter på hjørnet af Møgelgårdsvej og Sønderskovvej.
Problemet er bare, at den blå-gule dagligvarekæde lige nu ikke har tilladelse til at gøre det.
I området omkring Møgelgårdsvej og Sønderskovvej, hvor Lidl går med store byggedrømme, er det nemlig ifølge planloven kun tilladt at have 3000 kvadratmeter dagligforretninger i alt.
Netto ligger der i forvejen sammen med den nedlagte Aldi og et par andre butikker, og det efterlader cirka 1200 kvadratmeter til at opføre en ny butik.
Det passer jo på papiret som fod i hose med Lidls ønske. Men fordi Rema 1000 også ønsker at opføre en 1200 kvadratmeter stor butik i den blå Aldi-bygning på Sønderskovvej 4, så er der ikke plads til, at begge dagligvarekæder kan rykke ind.
Det siger loven om Lystrups dagligvareforretninger
I en by på Lystrups størrelse kan der kun være én bymidte, hvor der kan etableres flere og større butikker.
I Lystrup er det i dag området ved SuperBrugsen og Lystrup Centervej, der er udlagt til bymidte i kommuneplanen. Det betyder, at der kan bygges op til 5000 kvadratmeter dagligvareforretninger.
I en by kan der foruden bymidten være områder, der er udlagt til "lokalcentre". Det gælder for eksemoek for området omkring Møgelgårdsvej og Sønderskovvej. Her er det kun tilladt at bygge op til 3000 kvadratmeter dagligvareforretninger.
Det efterlader ikke nok plads til både Lidl og Rema 1000, og derfor går Lidl efter at få bymidten i Lystrup flyttet.
En by skal have mere end 20.000 indbyggere, før man kan have flere "bymidter".
- Inden for de rammer, der er i dag, er der ikke plads til, at både Lidl og Rema 1000 kan bygge. Det vil kræve, at man ændrer kommuneplanen og definerer området som Lystrups nye bymidte. Altså bytter roller med området omkring SuperBrugsen og Lystrup Centervej, siger Henrik Pedersen, der er arkitekt og kommuneplanlægger i Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø.
Kommunen har tidligere anbefalet at flytte bymidten
Som det er i dag, er det nemlig området omkring SuperBrugsen, der er defineret som Lystrups bymidte – i hvert fald i kommuneplanen – og det giver mulighed for at bygge dagligvarebutikker på op til 5000 kvadratmeter.
Lidl har meldt åbent ud, at dagligvarekæden vil kæmpe med næb og kløer for at få ændret rammerne, så bymidten fremover kommer til at ligge omkring Møgelgårdsvej. Ellers er det ikke en mulighed for dem at åbne en butik i Lystrup.
Men det kræver, at kommunen - og i sidste ende byrådet - giver grønt lys.
Ifølge Henrik Pedersen er kommunen åben over for forslaget.
- Teknik og Miljø har tidligere anbefalet at flytte Lystrups bymidte til det område, hovedsageligt på grund af nærheden til letbanestoppet. Det var i forbindelse med byrådets behandling af forslag til Kommuneplan 2017.
- Men anbefalingen blev afvist af fællesrådet, som hellere ville satse på udvikling ved Lystrup Centervej, SuperBrugsen og hele det område. Byrådet valgte at følge fællesrådets holdning, siger han.
Er det stadig jeres anbefaling at flytte bymidten derned?
- Det er en politisk afgørelse, og det en diskussion, som vi ikke har taget endnu. Så jeg kan ikke foregribe, hvilken indstilling byrådet bliver præsteret for, siger han.
Hvor meget lytter I til, hvad fællesrådet synes?
- Sidst dette emne var oppe, blev der jo lyttet rigtig meget til fællesrådet. Dialogen med fællesrådene er vigtig og generelt god, men kommuneplanlægningen er en afvejning af mange interesser, siger Henrik Pedersen.
Kommunen peger på bymidtens placering omkring nytår
Beslutningen om, hvor bymidten skal ligge i Lystrup, bliver dog ikke truffet i morgen eller om et halvt år.
Næste skridt er, at Teknik og Miljø kommer med en indstilling, som peger på, hvor man fra forvaltningens side synes, at bymidten skal ligge. Den indstilling forventes at komme omkring nytår, fortæller Henrik Pedersen.
Byrådet vil derefter udsende forslaget i offentlig høring, så alle kan give deres besyv med, og herefter skal byrådet så træffe den endelige beslutning om, hvorvidt bymidten skal flyttes til Møgelgårdsvej og Sønderskovvej, og Lidl og Rema 1000 dermed kan få lov at bygge de butikker, de ønsker.
Hvis det sker, kan SuperBrugsen og de øvrige butikker på Lystrup Centervej få lov at blive liggende, men der bliver ikke samme mulighed for at udvide og udvikle området der.
Hvorfor ikke bare lade bymidten blive liggende omkring SuperBrugsen og Lystrup Centervej og så sige til Lidl og Rema 1000, at de må bygge nogle mindre butikker på 300-400 kvadratmeter og holde sig inden for de rammer, der nu engang er?
- Fordi det ikke passer til deres butikskoncept, og hvis vi står fast på det, så ved vi, at der ikke kommer dagligvareforretninger og den slags udvikling i området, siger Henrik Pedersen.
Coop, som driver SuperBrugsen, har indtil videre ikke ønsket at kommentere på Lidls ønske om at få flyttet bymidten væk fra området omkring Brugsen.
- At plastre Møgelgårdsvej og Sønderskovvej til med to supermarkeder (Lidl og Rema 1000, red.), det synes jeg ærligt talt ikke, er den rigtige indfaldsvinkel til at skabe en ny god bydel, siger Flemming Larsen, formand for Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Fællesrådet er skeptisk over for Lidls forslag: Man kan ikke bare smække nogle dagligvarebutikker op og kalde det en bymidte
Kristine Dam Johansen kridj@jfm.dk
Det er den helt forkerte rækkefølge.
Man kan ikke bare flytte Lystrups bymidte til Møgelgårdsvej og Sønderskovvej for, at Lidl og Rema 1000 kan åbne deres butikker, uden at tænke på, hvordan man udvikler hele området til et godt sted at bo.
Sådan lyder meldingen fra formanden for Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd, Flemming Larsen.
- Vi synes ikke, det er nok bare at smække nogle dagligvarebutikker op og så sige: "Nu har vi en bymidte". Der skal også komme til at bo nogle mennesker, som skal have et uderum og måske et bytorv, som vi har efterlyst i mange år, siger han.
fredag 19. apr. 2024 kl. 11:03
Kristine Dam Johansen kridj@jfm.dk
Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd mener, at der først skal laves en samlet plan for, hvordan man får skabt en ny bydel omkring Møgelgårdsvej og Sønderskovvej med boliger, attraktive byrum og mere liv, før man beslutter, om bymidten i Lystrup skal placeres der og ikke ved Lystrup Centervej og SuperBrugsen.
Debatten om, hvor Lystrups bymidte skal placeres, er blusset op, efter Lidl har meldt klart ud, at dagligvarekæden går efter at få området omkring Møgelgårdsvej defineret som Lystrups nye bymidte, så det bliver muligt for Lidl at opføre en butik med boliger på toppen.
Kommunen er åben over for forslaget, men i Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd, som repræsenterer byens borgere, er formand Flemming Larsen skeptisk over for forslaget om at udpege området som Lystrups nye bymidte.
Han mener, at det vil være positivt at få udvikling omkring Møgelgårdsvej og Sønderskovvej.
Men i stedet for at udpege en ny bymidte i området, som lige nu primært består af industri, må første skridt være at få lavet en samlet plan for, hvordan man får skabt en ny bydel med ejerboliger, udeområder, torv, erhverv og trafikale løsninger, så der også er nogle mennesker, der har lyst til at bo der.
Altså en helhedsplan for området, som det hedder med kommunal terminologi.
- Jeg synes, at man starter i den forkerte rækkefølge. Lad os nu først få en samlet plan for hele området fra kommunen, så vi sikrer, at det faktisk kan blive et velfungerende og attraktivt byområde dernede. Og så er det rigtig fint, at der også kommer nogle dagligvarebutikker.
- Men bare at plastre Møgelgårdsvej og Sønderskovvej til med to supermarkeder (Lidl og Rema 1000, red.), det synes jeg ærlig talt ikke, er den rigtige indfaldsvinkel til at skabe en ny god bydel, siger han.
Hvad er en helhedsplan?
En helhedsplan sætter de overordnede fysiske rammer for byudviklingen i et område.
Den indeholder blandt andet en beskrivelse af visionen for byudviklingen samt en disponering af fremtidigt byggeri, byrum, infrastruktur og parkering i sammenhæng med det eksisterende bymiljø.
Når der er udarbejdet en helhedsplan for et område, kan den bruges som afsæt for kommunens arbejde med at lave kommuneplantillæg og lokalplan for området.
Kommunen skal sende forslag til kommuneplantillæg og lokalplaner i offentlig høring, inden den kan endeligt politisk godkendes i kommunen.
Der skal være mennesker omkring en bymidte
Flemming Larsen understreger, at fællesrådet ikke har nogen holdning til, hvilke dagligvarekæder, der skal ligge i Lystrup – og at det ville være godt med udvikling omkring Møgelgårdsvej. Men at man bør zoome ud og lave en samlet plan først.
- Der er behov for flere gode ejerboliger i Lystrup, og det er klart, at der også skal være butikker. Men lad os nu starte med at finde ud af, hvordan man overhovedet kan skabe en bydel dernede. Hvor mange erhvervsområder vil kommunen give afkald på?
- Vi synes ikke, det er nok bare at smække nogle dagligvarebutikker op og så sige: "Nu har vi en bymidte". Der skal også komme til at bo nogle mennesker, som skal have et uderum og måske et bytorv, som vi har efterlyst i mange år, siger han.
Det er hjørnet her af Møgelgårdsvej og Sønderskovvej - lige nord for Q8-tanken - at Lidl vil bygge deres butik. Foto: Kim Haugaard
Kan der ikke være ræson i, at hvis der først kommer dagligvareforretninger i området, så kan det lokke nogle ejendomsudviklere til, som også vil bygge boliger, fordi de kan se, at der både ligger en Lidl og en Rema 1000?
- Jeg er ret sikker på, at hvis kommunen siger, at man gerne vil udvikle det område og lave en helhedsplan, så vil udviklerne stå i kø.
- Det korte af det lange er, at vi synes, det er en rigtig fint at få gang i byomdannelse i det område. Vi synes bare, det skal gøres ordentligt, siger Flemming Larsen.
Fint med bymidte omkring Brugsen for nu
Hører jeg dig også sige, at du synes, det er fint, at det lige nu er området omkring SuperBrugsen, der er udpeget til Lystrups bymidte?
- Det mener jeg langt hen ad vejen. Der er meget andet, der er samlet der - svømmehal, idrætsfaciliteter og så videre.
- Men det er da klart, at der kan ske nogle ting, som gør, at det er nødvendigt at tage det op til revision. Hvis der kommer til at bo flere mennesker omkring Møgelgårdsvej og Sønderskovvej, og tyngdepunktet i byen flyttes, kan det være rimeligt nok at lave bymidten et andet sted.
- Men at sige, at nu laver vi lige et hul i et erhvervsområde, og så kalder vi det en bymidte … Hvis det skal være en bymidte, skal det også emme af by omkring den.
Coop, som ejer SuperBrugsen, har tidligere måtte droppe et bymidteprojekt omkring butikken, men dagligvarekæden arbejder nu på et nyt og revideret projekt. Foto: Kim Haugaard
Hvis kommunen spørger, hvor I mener bymidten i Lystrup skal være, hvad vil I så svare?
- Så vil vi sige, at det synes vi ikke, vi skal tage stilling til nu. Vi burde hellere lave en helhedsplan for Møgelgårdsvej og Sønderskovvej, siger han.
I sidste ende op til politikerne
Kommuneplanlægger i Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø, Henrik Pedersen, fortæller, at der skal laves en form for helhedsplan i Lystrup på et tidspunkt. Men at det også er afgørende at få spørgsmålet om, hvor bymidten skal være, afklaret.
- Vi er nødt til at give dagligvarekæderne et svar på, hvad der kan lade sig gøre for dem, og derfor er vi på et tidspunkt nødt til at tage stilling til, om bymidten skal flyttes.
- Om den beslutning bliver taget særskilt ved at ændre kommuneplanen i den igangværende kommunplan-revision, eller om det sker gennem en efterfølgende helhedsplan, kan vi ikke sige med sikkerhed. Det er i sidste ende op til politikerne, siger han.
Men en beslutning om at flytte bymidten til området omkring Møgelgårdsvej og Sønderskovvej kunne også betyde, at der kom et mere konkret grundlag for at lave en helhedsplan, siger Henrik Pedersen.
- Så kan man få dagligvarebutikkerne som medspillere, og eventuelt få nogle boliger oven på deres butikker, og så kan man se på den videre boligudvikling og trafikafvikling med videre derfra, siger han.
Kan tage år, før der sker noget
Under alle omstændigheder skal der udarbejdes en såkaldt bymidteplan for Lystrup. Folketinget har i december 2023 besluttet, i forbindelse med ændringer af planloven, at sådanne planer skal laves for alle byer i Danmark på mellem 4.000 og 20.000 indbygger. Lystrup tilhører denne gruppe af byer.
Lige meget hvad, vil det tage flere år, før en eventuel helhedsplan eller ændring af kommuneplanen vil være gennemført, og Lidl og Rema 1000 dermed - måske - kan slå dørene op i Lystrup.
Kort nyt: Traditionsrigt motionsløb i Lystrup og dialogmøde om solcelleanlæg
fredag 19. apr. 2024 kl. 14:10
Kristine Dam Johansen kridj@jfm.dk
Her kommer de korte nyheder.
ㅤㅤㅤㅤㅤ
53-årig mand fundet død
Politiet var onsdag til stede på Lægårdsvej. Foto: presse-fotos.dk
En 53-årig mand blev onsdag fundet død i Lystrup, men ifølge politiet er der intet, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag. Det oplyser Østjyllands Politi.
Manden blev erklæret død af en læge klokken 13.46, og politiets teknikere arbejdede på stedet omkring et garageanlæg på Lægårdsvej i Lystrup.
Men der er altså ikke noget, der indikerer, at den 53-årige har været udsat for en forbrydelse, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Lystrupløbet finder sted den 8. maj
Sådan så det ud til Lystrupløbet i 2019. Foto: Per Dreyer
Onsdag den 8. maj er det igen blevet tid til det årlige Lystrupløb.
Løbet, som er arrangeret af Lystrup IF Løb og Motion, består af to løberuter på henholdsvis fem og 10 kilometer samt en rute for gående på tre kilometer og en løberute for børn på tre kilometer.
Tilmelding skal ske senest den 5. maj, og det koster 100 kroner for voksne og 75 kroner for børn til og med 14 år.
Lystrupløbet har start- og målområde ved fodboldbanerne, hvor opvarmningen også finder sted. Ruterne er markeret med pile og kridt, og der er toiletter og omklædning i klubhuset. Ligesom tidligere år bliver der uddelt forskellige præmier til de hurtigste løbere blandt både voksne og børn.
Lystrupløbet er et traditionsrigt lokalt løb, hvor der de seneste år har været cirka 300 tilmeldte.
Energivirksomheden Better Energy vil etablere et nyt solcelleanlæg på et stort areal mellem Lystrup og Egå. Foto: Mette Mørk
Torsdag den 2. maj fra klokken 17.30 til 19 afholder kommunen et dialogmøde på Skæring Skole om et muligt solcelleanlæg tæt på Djurslandsmotorvejen mellem Lystrup og Egå.
Intet er politisk besluttet endnu, og derfor er der mulighed for at komme med input og synspunkter til projektet.
Arrangementet starter med en velkomst og præsentation, og efterfølgende vil der være spørgerunde.