Et kapitel slutter på Hovmarken station, mens et nyt starter i Egå Mølle. Foto: Henrik Lund, Privat

Hovmarken nedlægges - og nyt udflugtsmål åbner

Det har været længe undervejs, men nu bliver det til virkelighed: Natten mellem lørdag og søndag bliver der i letbanetoget på Grenåstrækningen sagt "næste stop Hovmarken" for allersidste gang. Endestationen er nået, og fra og med den 30. juni vil stoppestedet i det østlige Lystrup ikke længere være i brug - til stor frustration for de mange beboere i området, som har været glade for at have letbanen tæt på.

Fremover må de i stedet bevæge sig de ekstra 1,3 km. ind til Lystrup St. eller tage bussen - hvis altså ikke alternativet bliver bilen. Og allerede i nat, mens vi sover, vil der ske fysiske forandringer på Hovmarken St.

Når stoppestedet nedlægges, skal perronen omdannes til at være en gangsti, og så er der også fortsat diskussion om, hvorvidt gangbroen, der går over skinnerne, kan bevares eller ej. Det kan du alt sammen blive klogere på.

Bevæger vi os nogle få hundrede meter længere mod sydøst lige på den anden side af motorvejen, så har 35-årige Karoline Eike, som er festarrangør og bor på det spektakulære Møllenborg Slot, gang i lidt af et projekt.

Hun har nemlig overtaget Egå Mølle og sat sig for at restaurere den gamle vindmølle fra 1918 fra bund til top og vinger. Herefter er det planen, at møllen skal åbnes for lokalområdet og samtidig bruges til at holde eksklusive fester som bryllupper, konfirmationer og runde fødselsdage. I artiklen kan du se billeder af møllen indefra og læse mere om, hvad Karoline Eikes planer er.

Til sidst runder vi letbanen og busserne, som kommer til at køre lidt anderledes de kommende uger. Og så får du også det korte nyhedsoverblik, som i denne uge handler om landsholdskampen, et nyt børnekor, gode råd til at undgå indbrud i sommerferien og den kæmpestore trafikplan for Aarhus, som er undervejs, og som også får betydning for dig.

God læselyst.

Billede af Kristine Dam Johansen
Billede af skribentens underskrift Kristine Dam Johansen Journalist
Lystrup mister en letbanestation, når Hovmarken St. nedlægges. Foto: Henrik Lund 

I nat standser letbanen ved Hovmarken for sidste gang - allerede søndag morgen vil stationen se anderledes ud

Søndag den 30. juni bliver Hovmarken letbanestation nedlagt, og toget standser ikke længere på stationen.

Allerede natten mellem lørdag den 29. og søndag den 30. juni bliver der sat et midlertidigt hegn op langs hele perronforkanten for at signalere, at perronen fra nu af udelukkende fungerer som en gangsti til og fra gangbroen, der går over skinnerne.

Det er endnu ikke endelig afklaret, om gangbroen, der går over skinnerne, bliver bevaret. Broen er i dårlig stand, og først skal der laves en tilstandsrapport.

Søndag den 30. juni lukker Hovmarken letbanestation permanent. Allerede natten til søndag rykker medarbejdere ud og laver fysiske forandringer på den nu nedlagte station.

Beboerne omkring Hovmarken St. i Lystrup kan fremover bogstavelig talt blive efterladt på perronen og se toget køre forbi uden selv at komme med.

Den dødsdømte letbanestation i den østlige del af Lystrup bliver officielt nedlagt søndag den 30. juni, og dermed vil Hovmarken ikke længere være en destination i sig selv, men en station man kører forbi.

Beslutning er truffet af et flertal i byrådet, og det kommer både til at kunne ses og mærkes for de faste brugere af letbanestationen, at Hovmarken nu ikke længere er aktiv.

Allerede natten mellem lørdag den 29. og søndag den 30. juni bliver der sat et midlertidigt hegn op langs hele perronforkanten for at signalere, at perronen fra nu af udelukkende fungerer som en gangsti til og fra gangbroen, der går over skinnerne.

Det oplyser projektleder ved Aarhus Letbane, Maja Bech.

- Få dage senere bliver det midlertidige hegn erstattet af et permanent hegn. Hegnet har til hensigt at gøre det helt tydeligt for fodgængere, at der ikke længere er et stoppested, siger hun og tilføjer:

- Hegnet har ikke direkte sikkerhedsmæssig betydning, men er mere et visuelt tiltag for de fodgængere, som fremadrettet kommer til at benytte stien og broen.

Gangbroen er i dårlig stand

Gangbroen, som går over letbanesporet, har været diskuteret i forbindelse med nedlæggelsen af Hovmarken St. Flere beboere har været nervøse for, om den skulle rives ned, og at det dermed ville blive umuligt at krydse skinnerne.

Broen over skinnerne gør det muligt fortsat at bevæge sig mellem eksempelvis Majsmarken og industrikvarteret. Foto: Henrik Lund

Gangbroen er i dårlig stand, og det er ikke endelig afklaret, om den bliver bevaret. Først skal der laves en tilstandsvurdering af broen, som er ejet af Banedanmark.

- Hvis tilstanden er dårligere end forventet, og broen kræves revet ned, skal det overvejes, om den kan renoveres eller erstattes. Det er meget usandsynligt, at Banedanmark vil betale omkostninger hertil, står der i et notat fra Teknik og Miljø, som er udarbejdet i forbindelse med byrådsbehandlingen.

Hvem der i det tilfælde så skal stå for broens vedligehold er ikke afklaret endnu, oplyser Maja Bech fra Aarhus Letbane.

- Vedligehold af broen og gangstien regner vi med, at Aarhus Kommune står for fremadrettet, men den endelige aftale er endnu ikke på plads, siger hun.

Forsinkelser blev årsag til Hovmarkens død

Beslutningen om at lukke Hovmarken station blev truffet af byrådet i april.

Argumentet har været at gøre op med de forsinkelser, som har plaget letbanen på strækningen mellem Aarhus og Grenaa. Aarhus Letbane har vurderet, at man med lukningen af Hovmarken kan spare to minutter på hver afgang, fordi togene ikke længere skal stoppe for passagerer eller bremse ned ved stationen.

Sagen har skabt store protester blandt borgere, boligforeninger, lokalpolitikere og fællesrådet i Lystrup, som alle har argumenteret for, at det er den komplet forkerte vej at gå at forringe adgangen til den offentlige transport.

S, SF og K: Mulighed for at stationen blot nedfryses

I en såkaldt udvalgserklæring lægger Socialdemokratiet, SF og Konservative dog op til, at letbanestationen muligvis blot kan "nedfryses" for nu og tages i brug igen i fremtiden, hvis der kommer et større behov for stationen. For eksempel i forbindelse med byudvikling i området omkring Hovmarken.

Men under byrådsdebatten den 12. april kaldte Enhedslistens Solveig Munk muligheden for en nedfrysning for "et tomt løfte", og de Radikales ordfører Metin Lindved Aydin gav heller ikke meget for udmeldingen.

- Når først en station er nedlagt, tror vi ikke på, at den kommer igen. Derfor tror vi ikke på, at det kan fungere at indefryse en station. Det her er ikke et midlertidigt farvel til en letbanestation, men et permanent, og et tilbageskridt for den højklassede offentlige transport, sagde han.

En optælling af Midttrafik viser, at der i årets første tre måneder gennemsnitligt var cirka 45 daglige påstigninger fra Hovmarken. Til sammenligning stiger cirka 1600 passagerer dagligt på letbanetoget på Lystrup Station.

- Jeg vil rigtig gerne bruge møllen til selskaber, men jeg kunne også godt tænke mig at lave arrangementer for lokalområdet, siger Karoline Eike. Foto: Privat

35-årige Karoline genåbner historisk mølle uden for Lystrup: Skal bruges til julemarkeder, kaffe og kage og eksklusive fester

Hun bor på det majestætiske Møllenborg Slot med sin forlovede, rigmanden Simon Møller, hvor hun også arrangerer luksuriøse bryllupsfester og runde fødselsdage.

Nu har 35-årige Karoline Eike så overtaget Egå Mølle sydøst for Lystrup, hvor hun planlægger lidt det samme: At åbne møllen for selskaber som bryllupper, konfirmationer og andre fester. Men samtidig lave arrangementer for lokalområdet, for eksempel julemarkeder, æggejagt, frokost, kaffe og kage. På den måde kan møllen blive et udflugtsmål.

Men først skal den restaureres, og det er Karoline Eike i fuld gang med.

Egå Mølle har stået tom de seneste år, men nu har festarrangør Karoline Eike, som bor på det spektakulære Møllenborg Slot i Trige Skov, sat sig for at istandsætte den gamle mølle og genåbne den som lokalt udflugtsmål og eksklusivt eventsted.

Der er mange møller i Karoline Eikes liv.

Den 35-årige jurist og selskabsarrangør, som er opvokset på en gård lidt uden for Elev, er forlovet med den århusianske rigmand Simon Møller, som står bag spilvirksomheden Kiloo. Sammen bor de i en af landets mest spektakulære privatboliger, Møllenborg Slot i Trige Skov, som Simon Møller har opført som en tro kopi af Hergés tegneserieslot fra historierne om Tintin.

Og nu har Karoline Eike så kastet sig ud i at restaurere Egå Mølle sydøst for Lystrup og genåbne den gamle mølle som eventsted til bryllupper, konfirmationer, firmafester og runde fødselsdage.

Derudover er det planen, at møllen skal bruges til lokale arrangementer som julemarkeder, æggejagt til påske eller et udflugtssted, hvor man på udvalgte dage kan få kaffe og kage eller en gang smørrebrød.

- Jeg synes, at møllen er et virkelig særligt sted. Den har nogle begrænsninger, fordi der kun er den plads, der er. Men nu giver vi den en ordentlig omgang både inde og ude, og så kommer den til at stå helt skarpt, siger Karoline Eike.

Egå Mølle har i mange år været brugt til restauration og selskaber i hænderne på forskellige forpagtere. Foto: Privat

Pudses og tjæres

De seneste dage har gravemaskiner været i gang med at fjerne en lille jordvold omkring den gamle mølle, så der bliver mere plads til udeservering på den lille gårdsplads.

Derefter skal murværket pudses op, og tagspånerne, som møllen er beklædt med, skal sættes i stand, inden de til sidst skal tjæres, så møllen bliver kulsort.

Indenfor skal der laves nye trapper, og træværket skal blæses fri for de støvbunker, der har samlet sig de seneste år, hvor Egå Mølle har stået tom.

- Jeg vil rigtig gerne bruge den til selskaber, men jeg kunne også godt tænke mig at lave arrangementer for lokalområdet. Jeg kan høre, at der er virkelig mange, der har et personligt forhold til møllen, og det synes jeg, er vildt hyggeligt. Så jeg håber, at det kan blive et sted, hvor mange kommer, siger Karoline Eike.

Egå Mølle ligger ved siden af Modelparken i Egå og blev rejst i 1918, efter den originale Egå Mølle fra 1859 brændte ned. Den nye mølle blev hentet fra Røved ved Spørring og fragtet til Egå, så der fortsat kunne males mel i området.

Møllen er ikke fredet eller erklæret bevaringsværdig, og derfor har Karoline Eike rimelig frie hænder til at istandsætte den, som hun vil. Men det bliver med respekt for historien.

I toppen af Egå Mølle er de gamle kværne bevaret. Karoline Eike forestiller sig, at lokalerne på øverste etage for eksempel kunne bruges til at opstille gaveborde. Foto: Kristine Dam Johansen

Forpagtede møllen som 23-årig

Egå Mølle har i mange år været ejet af Karoline Eikes familie, og tilbage i slutningen af nullerne startede hendes storesøster en selskabsrestauration i møllen. Siden har der været flere forskellige forpagtere, og Karoline Eike har også selv forpagtet de historiske lokaler i et års tid tilbage i 2013, hvor hun arrangerede selskaber i møllen som et slags fritidsjob, mens hun studerede jura på universitetet i Aalborg.

De seneste mange år har hun arbejdet som virksomhedsjurist, men i foråret sagde hun sit job op.

- Jeg kunne mærke, der skulle ske noget nyt i mit arbejdsliv, så jeg sagde op uden rigtig at vide, hvad jeg skulle. Indtil en af mine veninder sagde: "Det, du har været allergladest for at lave, var at have møllen". Det var jeg enig i, siger hun.

Karoline Eike elsker især den energi, gæsterne kommer med til et selskab.

- Når folk kommer ind ad døren til et bryllup eller en fest, er de næsten altid glade. Udgangspunktet er godt humør, og så skal man ”bare” sørge for at vedligeholde det og helst få dem til at blive en lille smule gladere, når de går, end da de kom.

- Privat er jeg også lidt af en festabe, jeg har altid holdt mange fester, så jeg føler, jeg er god til det, siger hun.

Egå Mølle er i tre etager. Nederst ligger et anretterkøkken og på anden etage er selve selskablokalet, hvor Karoline Eike vil opstille runde borde med plads til 50 gæster. Foto: Kristine Dam Johansen

Eksklusive fester

Karoline Eike er også for nyligt begyndt at arrangere receptioner, bryllupper og store runde fødselsdage i lokaler på Møllenborg Slot, hvor hun samarbejder med Anders Kuk fra restaurant Ghrelin.

Det er ikke helt billigt. Prisen starter ved 5.000 kroner pr. kuvert, og man skal minimum være 60 personer. Så den samlede udgift starter ved 300.000 kroner.

I Egå Mølle bliver prisklassen noget billigere, men lidt dyrere end andre populære selskabssteder i Aarhus som Varnapalæet og Den Japanske Have.

En bryllupsfest med fire retter mad og drikkevarer for 30 personer vil koste et sted mellem 50.000 og 120.000 kroner i møllen, afhængig af om det skal være god mad eller gourmet.

Maden får Karoline Eike leveret fra kokke, som hun samarbejder med.

- Jeg er meget kritisk i forhold til kvaliteten af maden, og mine vine bliver leveret fra Bichel. Så jeg kommer til at udbyde arrangementer, som formentlig ligger en lille smule over Den Japanske Have og Varnapalæet, men til gengæld kan man i møllen være det eneste selskab, der holder fest, siger hun.

Hvis alt går vel, forventer Karoline Eike at slå dørene op til Egå Mølle i september.

Søndag træder sommerplanen i kraft. Det betyder, at der bliver længere mellem både bybusser, regionale busser og letbanetog. Foto: Kim Haugaard

Nu bliver der længere mellem busser og letbanetog: Midttrafik skruer ned for trafikken

Om sommeren kører mange af os ikke lige så meget med offentlig transport som ellers, og derfor skruer Midttrafik ned for afgange på letbane og busser.

I letbanen på Grenå-strækningen er myldretidsafgangene, der til hverdag kører mellem Aarhus H og Hornslet, droppet.

Til gengæld er der fra 30. juni og fremover to ekstra afgange på hele strækningen til Grenaa.

Midttrafiks busser og Aarhus Letbane skifter køreplaner fra 30. juni, når sommerkøreplan træder i kraft. Dermed er der udsigt til seks uger med færre afgange.

Hører du til den del af befolkningen, der ofte sætter dig ind i bussen eller letbanetoget, så vil det fra på søndag være klogt at tjekke køreplanen, inden du går hen til stoppestedet eller stationen.

Kalenderen er nemlig nået frem til det tidspunkt, hvor der bliver skruet ned for antallet af afgange på letbanen de kommende seks uger. Det samme sker på en lang række bybuslinjer.

I letbanen er der på Grenåbanen færre afgange. Her er myldretidsafgangene, der til hverdag kører mellem Aarhus H og Hornslet, droppet.

Til gengæld er der fra 30. juni og fremover to ekstra afgange på hele strækningen til Grenaa.

Det er ikke kun de gule bybusser og de grå letbanetog, der kører færre ture - også de regionale blå busser byder på færre afgange.

Skal du ind til Aarhus, kører letbanetogene på den indre strækning mellem Aarhus H og Universitetshospitalet hver 10. minut.

På Odderbanen er afgangene, der kun kører til og fra Mårslet, indstillet. Det betyder, at der kun kører to tog i timen på hele strækningen.

10. august er sidste dag med sommerkøreplan. Du kan finde køreplanerne på midttrafik.dk.

Kort nyt: Fodboldkamp giver ændrede rejsetider, politiet advarer om sommerindbrud, og kæmpe trafikplan for Aarhus trækker ud

Her kommer nyheder fra ugen, der gik.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Store ændringer for busser og letbane lørdag

Foto: Morten Ravn

Myndighederne har besluttet, at der ikke må køre busser og letbane langs fanzonen ved Aarhus Havn under foldboldlandskampen lørdag. Det får konsekvenser for den offentlige transport i tidsrummet fra klokken 18 til midnat, oplyser Midttrafik.

Letbanen:
Fra kl. 18.00 kører der færre afgange, og fra kl. 19.00 gælder følgende:

  • L1 kører ikke mellem Aarhus H og Østbanetorvet
  • L2 kører ikke mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital
  • Der køres fortsat på de øvrige strækninger, men der kan være aflysninger og forsinkelser.

Der er desuden ændrede ruter og stor risiko for forsinkelser for følgende busser: 1A - 12 - 15 - 16 - 17 - 18 - 23 - 46 - 100 - 123 - 200.

Se detaljer om ændringerne på Midttrafik live, Rejseplanen og midttrafik.dk/trafikinfo

Aftalen om den store trafikplan for Aarhus er udskudt

Foto: Kim Haugaard/Jysk Fynske Medier

Der var linet op til lange og ikke mindst afgørende forhandlinger i starten af ugen, da fremtidens mobilitetsplan skulle tales på plads.

Men efter flere timers forhandlinger blev bussen parkeret, og forhandlingerne udsat til efter sommerferien.

- Det er især spørgsmålet om mere letbane eller ej, der skiller os, fortalte rådmand Thomas Medom (SF) sent ud på aftenen til Stiften.

Den grønne mobilitetsplan kan betyde omfattende forandringer i bybilledet, og derfor trækker det altså også ud med at lande en endelig aftale.

Hvis du vil læse mere om, hvordan aftalen kan få betydning for Lystrup, kan du klikke her.

Råd fra politiet: Sådan sikrer du dig bedst mod indbrud i ferien

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I løbet af sommerferien er tyvene normalt ekstra aktive, og politiet opfordrer derfor alle til at gøre en ekstra indsats for at sikre deres hus og sørge for, at det ikke ser ubeboet ud.

- Vi gør rigtig meget i politiet for både at opklare indbruddene og for at få sat gerningspersonerne i fængsel, men vi vil allerhelst undgå, at indbruddene sker til at starte med. Og der kan borgerne gøre rigtig meget selv. 

- Hvis du for eksempel på en aftentur ser nogle mistænkelige personer eller køretøjer i dit nabolag, så kontakt os på tlf. 114, og hvis du ser en indbrudstyv i gang med at bryde ind, så ring 112, siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen i en pressemeddelelse fra politiet.

Råd fra politiet:

  • Få din nabo til at tømme postkassen og sætte affaldsbeholderen ud, så den bliver tømt
  • Hæng vasketøj på tørresnoren, og lad kaffekopperne stå på stuebordet, eller lad radioen og noget lys være tændt
  • Parker noget families eller en nabos bil i din indkørsel, eller stil et par cykler
  • Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem ved at bruge gode solide låse og sikrede vinduer
  • Undgå høje hække og mørke kroge, hvor en indbrudstyv uforstyrret kan stå og arbejde
  • Lad være med at gøre reklame på sociale medier for, at dit hus er alene hjemme i ferien
  • Lav aftaler med dine naboer om at holde øje hos hinanden og tilmeld jer evt. Nabohjælp

Nyt børnekor i Lystrup og Elsted

Foto: Google Street View

Har du et barn, der er glad for at synge, kan han eller hun blive en del af et nyt børnekor, som Lystrup og Elsted kirker lancerer.

Koret er for børn fra 3. klasse og opefter. Det er gratis at være med, og koret øver hver tirsdag.

Første gang er tirsdag den 27. august kl. 15 i Elsted Sognegård. Hvis du er interesseret, så kontakt organist Lars Nabe-Nielsen på lars.nabe-nielsen@mail.dk.