Til sommer skal Thomas Seehausen fra Lystrup prøve kræfter med nogle af Tourens stejle bjerge. Fotos: Privat og Jakob Helbig

Thomas cykler mod toppen – og mod en fremtid uden sclerose 🚴‍♂️

Det er sjældent, jeg selv stiger på jernhesten. Hvis det sker, er det oftest for at cykle til arbejde eller hen i det nærmeste supermarked.

Derfor har jeg lidt svært ved at sætte mig ind i, hvordan det må føles at køre op ad stejle, franske bjergsider i sommervarmen – hårnålesving efter hårnålesving, kilometer efter kilometer.

Men det ved Thomas Seehausen fra Lystrup. Han har nemlig prøvet det to gange før, og til sommer gør han det igen.

Han gør det ikke bare for sin egen skyld - selvom han godt kan lide den personlige udfordring, det også er.

Thomas gør det nemlig for at samle penge ind til kampen mod sclerose.

I dagens nyhedsbrev kan du læse mere om Cykelnerven – Danmarks hårdeste velgørenhedsløb – hvor 500 ryttere fra hele landet tramper sig igennem nogle af Tour de France-rutens mest brutale stigninger.

Og så til noget lidt andet – men stadig med fællesskabet i centrum. Fællesrådet i Lystrup-Elsted-Elev-Nye er igen i år på jagt efter Årets Lokalitet.

Kender du et sted i lokalområdet, der gør en forskel i hverdagen? Det kan være alt fra et grønt åndehul til en forening, en bygning, en institution eller noget helt femte – så længe det bidrager til fællesskab og livskvalitet. Sidste gang gik hæderen til Momentet, men i år skal der kåres et nyt sted.

Vi skal også en tur forbi genbrugspladsen – og en historie, der godt kunne være undgået. Kolonihaveejeren Kasper Egelund var for nylig forbi genbrugsstationen på Lystrupvej med to læs haveaffald. Noget, han selv siger, han har gjort "117 milliarder gange før". Alligevel kom han hjem med en regning på 1.430 kroner.

Årsagen? Nye nummerpladescannere og et cvr-nummer, der satte systemet i gang.

Hvis du låner en bil eller trailer registreret til erhverv, skal du være opmærksom. I dag hjælper vi dig med at forstå, hvordan du undgår den samme fælde.

Slutteligt har vi samlet et lille nyhedsoverblik med fire korte historier fra vores område.

Vil du have fingrene i en ekslusiv LystrupLIV-kop? Så skriv til os med dit bedste tip - eller måske en undring. Foto: Kristine Dam Johansen

Tilbage er der kun at ønske dig en dejlig - og forhåbentligt solskinsfyldt weekend.

Tak, fordi du læser med – og husk, at du altid er velkommen til at skrive, hvis du har et tip, en god idé eller bare en nysgerrighed, du gerne vil have undersøgt. Og ja – der er stadig kopper på højkant ☕😉

Billede af Emma Ahlgreen Frantz
Billede af skribentens underskrift Emma Ahlgreen Frantz Journalist
Thomas Seehausen deltager i Scleroseforeningens store cykelevent, Cykelnerven. Her samler motionscyklister fra hele landet donationer ind frem mod sommeren, hvor indsatsen kulminerer med en udfordrende tur til nogle af Tour de France"s stejleste bjerge i Frankrig. Privatfoto

Lystrup-borger stiger på cyklen til fordel for sclerose: Tager kampen op med Tourens stejle bjerge

Thomas Seehausen fra Lystrup tager snart cyklen med til de franske Tour de France-bjerge for tredje gang. Her venter både en personlig udfordring - men også muligheden for at samle penge ind til et godt formål.

Thomas Seehausen fra Lystrup tager snart cyklen med til de franske Tour de France-bjerge for tredje gang. Her venter både en personlig udfordring - men også muligheden for at samle penge ind til et godt formål.

Der venter Thomas Seehausen fra Lystrup noget af en udfordring i Frankrig, når han skal køre hårnålesving efter hårnålesving, stigning efter stigning samt højdemeter efter højdemeter på mestrenes asfalt om ganske få måneder.

Når Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, nemlig Scleroseforeningens flagskibsevent, Cykelnerven, løber af stablen i de franske Tour de France-bjerge få uger inden verdens største cykelløb, er det nemlig med Thomas som en af de 500 deltagere fra Danmark.

- Formålet er at sætte fokus på sclerose og samle penge ind til kampen mod sygdommen, fortæller Thomas Seehausen.

Sclerose er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og kan udløse forskellige symptomer i kroppen og hjernen.

- Foreningen skal bruge penge til at forske i sclerose, og på sigt skal det forhåbentligt være nøglen til at bekæmpe sygdommen helt. Men indtil da hjælper foreningen også med at forbedre livet for mennesker med sclerose og deres familier, siger Thomas Seehausen.

To af bjergene, som rytterne tog kampen op mod sidste år, var Col du Galibier samt Col de la Couillole. Vejen mod toppen af Galibier var hård, kold og i juni 2024, som billedet viser, dækket af sne. Foto: Jakob Helbig

Thomas Seehausen har også deltaget i Cykelnerven i 2023 og 2024, og han glæder sig til at deltage igen.

- Jeg har en stor passion for cykling, og først var det cykeludfordringen og muligheden for at opleve de franske bjerge, der trak i mig. Men da jeg stiftede bekendtskab med sygdommens alvor og mødte folk, der hver dag lever med diagnosen, blev jeg bevidst om, hvor vigtigt lige netop det her arbejde er, siger han.

Hvad er Cykelnerven?

Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af cykelentusiaster om ét fælles mål: at samle penge ind i kampen for en verden uden sclerose.

I 2024 samlede årets ryttere 12.900.000 kroner ind.

I 2025 drager Cykelnerven for 12. år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne er inddelt i lokale hold samt virksomhedsteams. Det skal sikre, at hele Danmark er repræsenteret.

Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever mere end 19.000 danskere med den uhelbredelige sygdom, der oftest rammer unge mennesker i alderen 20 til 40 år.

Pengene, som rytterne samler ind, kan være med til at stoppe denne negative udvikling og samtidig kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.

Cykelnervens ambassadørkorps af Dennis Ritter, Tom Kristensen, Peter Tanev, Klavs Bruun Jørgensen, Eskild Ebbesen og Niels Laulund, Camilla Pedersen, Claus Elming, Sanne Jakobsen, Christian Moberg, Martin Jørgensen, Thomas Helveg, Thomas Castberg, Sophie Fjellvang-Sølling, Emil Vinjebo og Mikael Kamber.

Op mod cykelløbet til sommer samler Thomas ind til Scleroseforeningen - blandt andet via Cykelnervens hjemmeside - og så samler han også penge ind på andre måder eksempelvis gennem loppemarkeder hvor han sælger ud til fordel for foreningen.

- Det har været en stor motivation for mig at høre om de forskellige rytteres bevæggrunde for at deltage i Cykelnerven, hvilken relation de har til sygdommen, og hvordan de er gået til indsamlingsarbejdet, siger Thomas Seehausen.

12., 13. og 14. etape af Tour de France

Til årets Cykelnerve-rute kører rytterne nogle af de afgørende bjerge og stigninger, der er på årets Tour de France-rute. Det er mere præcis bjerge og stigninger fra årets etape 12, 13 og 14 af Tour de France, som Thomas Seehausen og de andre ryttere skal prøve kræfter med.

Cykeludfordringen bliver skudt i gang fra det sydlige Frankrig og fra den mindre landsby, Luz-Saint-Sauveur, der fra alle sider er omgivet af tour-stigninger og kun få minutter fra opkørsler til både Col du Tourmalet, Hautacam og Luz Ardiden.

Bjerge, der for mange er historiske Tour de France-bjerge.

Den røde bjergside her på bagsiden af Couillole, som Cykelnervens ryttere besteg sidste år, var helt enestående og et ganske unikt bjerglandskab. Foto: Jakob Helbig

I alt får rytterne fire dage i sadlen, og Thomas Seehausen glæder sig til at se med til årets Tour de France efterfølgende og se rytterne tage nogle af de samme hårnålesving, han selv var igennem eller nå toppen af et bjerg, han selv cyklede op ad.

- Det bliver enormt spændende i år - og hårdt da er kommet en del flere højdemeter på stigningerne, men jeg er sikker på, at det bliver fantastisk flot. Der bliver rig mulighed for at teste sig selv og prøve ens styrke og udholdenhed af, siger han.

Tre af de tidligere vindere af årets lokalitet. Fotos: Kim Haugaard, Mette Marie Birch Breuning og pressefoto

Nu kan du nominere Årets Lokalitet - her er alle de hædrede steder, der gør en forskel i hverdagen

Fællesrådet kårer i år "Årets Lokalitet" og efterlyser lige nu forslag til steder, der gør en forskel i hverdagen og er med til at øge sammenhængskraften i området.
I artiklen kan du også blive klogere på nogle af de steder, der tidligere har vundet prisen.

Fællesrådet kårer i år "Årets Lokalitet" og efterlyser lige nu forslag til steder, der gør en forskel i hverdagen og er med til at øge sammenhængskraften i området.

Er der et særligt sted i Lystrup, Elsted, Elev eller Nye, som gør en forskel i hverdagen? Et område, en bygning, en institution eller måske en virksomhed, der bidrager til at højne livskvaliteten og sammenhængskraften i lokalområdet?

Så er det nu, du kan indstille stedet til Årets Lokalitet 2025.

Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd opfordrer endnu en gang borgerne i 8520-området til at sende forslag til, hvilken lokalitet der fortjener hæder i år.

Udnævnelsen sker hvert andet år og skifter med kåringen af Årets Borger.

I 2024 var det Arne Flarup, der blev hædret som Årets Borger for sin store frivillige indsats – og i 2023 blev Momentet, der er vores lokale svømme- og aktivitetscenter, kåret som Årets Lokalitet.

Nu er det altså igen tid til at rette blikket mod stederne.

– Vi glæder os hvert år over, at der er stor interesse for at stille forslag, der peger på steder eller personer, som bidrager positivt til eller har en særlig betydning i vores lokalsamfund, siger Jørgen Andersen, formand for fællesrådets kulturudvalg.

Han fortsætter:

– Vi er overbeviste om, at der igen i år vil være mange kreative forslag fra områdets borgere til lokaliteter, som det er værd at få øjnene op for.

Formålet med hæderen er netop at fremhæve de lokaliteter – bygninger, områder, institutioner eller virksomheder – som er med til at gøre Lystrup og omegn til et bedre sted at bo og færdes.

Begrundede forslag til Årets Lokalitet 2025 skal indsendes senest mandag 2. juni til Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd på mail ja@slaaenbakken17.dk.

Selve kåringen finder sted efter sommerferien ved et arrangement, der bliver offentliggjort senere.

Se de seneste års vindere af "Årets Lokalitet" her:

2023: Momentet

Det nye svømme- og aktivitetscenter Momentet stod færdigt i midten af juni 2022 og blev året efter kåret som Årets Lokalitet. Foto: Emma Ahlgreen Haa

I 2023 blev det det dengang relativt nyåbnede Momentet, der løb med prisen som det bedste sted i lokalområdet det år.

I en pressemeddelelse fra fællesrådet fremgik det, at valget er faldet på netop svømmecentret, fordi det udgør et attraktivt mødested for både unge og gamle. Stedet lever derfor op til prisens formål om at hylde et sted, som skaber værdi for lokalområdet og dets borgere.

- Et sted hvor vandaktivitet og svømning, kunst og udemiljø indgår i en sammenhæng – et sted hvor kultur, idræt og fællesskab er ingredienserne i det nye samlingssted, som er skabt gennem en entusiastisk og vedholdende indsats af folk og frivillige bag Lystrup Svømning, skrev fællesrådet blandt andet som begrundelse.

Initiativet til det nye svømmecenter blev taget omkring 2013, da svømmeforeningen i Lystrup måtte sande, at den ikke kunne leve op til den øgede efterspørgsel. De daværende faciliteter kunne ikke matche det stigende medlemstal.

Gennem årene arbejdede Lystrup Svømning hårdt på at finde finansiering til det nye svømmecenter via fonde, organisationer og virksomheder. Det første spadestik blev taget i december 2020, og centret stod færdigt i midten af juni 2022.

Projektet har kostet omkring 45 millioner, og der er foruden de indendørs faciliteter også anlagt et nyt fællesområde foran Momentet med blandt andet bålhytte og aktivitetsbane. 

- I dag står huset og dets udearealer som et smukt og helstøbt anlæg og som et vellykket resultat af en betydelig indsats af svømmeforeningen og de mange frivillige, skrev fællesrådet i pressemeddelelsen.

2021: Renseværket i Nye

I Nye lige nord for Aarhus genbruges områdets regnvand i toiletter og til tøjvask. Pressefoto: Aarhus Vand

I 2021 var det renseanlægget i Nye, der løb med prisen som Årets Lokalitet.

I en pressemeddelelse fra fællesrådet lød det blandt andet, at valget faldt på det nyindviede renseværk, fordi det repræsenterer et ”aktuelt, konkret og perspektivrigt bud på et projekt, der peger fremad og er et led i tidens bestræbelser på bæredygtighed”.

Renseanlægget i Nye er en integreret del af en banebrydende løsning, hvor regnvand opsamles i søer, renses og derefter genanvendes som såkaldt sekundavand til toiletskyl og tøjvask. 

Projektet, som er det første af sin slags i Danmark, er udviklet i samarbejde mellem Tækker Group og Aarhus Vand og er et centralt element i visionen om at udvikle Nye til en bæredygtig bydel.

Renseanlægget er tidligere beskrevet som en ikonisk bygning, der både teknisk og arkitektonisk står som et varemærke for Nye. 

- Det er et spændende eksempel på fremtidens løsninger for drikkevandsressourcer og klimatilpasning, skrev fællesrådet i sin begrundelse.

Anlægget renser regnvandet gennem både sandfiltre, ultrafiltrering og UV-behandling, før det sendes retur til byens boliger i særskilte rørsystemer. Derved sparer projektet på grundvandsressourcerne og er med til at håndtere fremtidens øgede regnmængder gennem åbne kanaler og koblede søer.

Renseværket blev hædret som et projekt, der ikke bare løser nutidens udfordringer, men også peger mod morgendagens bæredygtige byudvikling.

2019: Officelab Kirstinelund

Her ses Christoffer Broberg Flintholm, direktør for Officelab Kirstinelund, da kontorfællesskabet blev bygget ud i 2018. Arkivfoto: Claus Bonnerup

Virksomheds­fællesskabet Officelab Kirstinelund modtog i 2019 hæderen som Årets Lokalitet.

Fællesrådet lagde i sin begrundelse vægt på, at Officelab Kirstinelund med sit fokus på samarbejde, innovation og lokal udvikling havde sat et positivt aftryk på området. Med næsten 900 mennesker fordelt på omkring 200 virksomheder skaber stedet hver dag nye forbindelser på tværs af brancher og fagligheder.

Officelab Kirstinelund er et originalt og nytænkende initiativ, der bidrager til udviklingen af lokalområdet og med nye arbejdspladser. Netop på den måde er Officelab Kirstinelund også et rigtig godt eksempel på tiltag, der kan bidrage til omdannelse af tidligere industriområder og til byudvikling i et lokalområde som Lystrup, lød det i begrundelsen fra fællesrådet.

Det moderne fællesskab er opstået i og omkring den gamle gård Kirstinelund, som blev købt i 2008 og siden udvidet med seks bygninger, herunder café og mødefaciliteter. Stedet er beskrevet som et kontorfællesskab, hvor tillid og samarbejde er kerneværdier i hverdagen - og hvor brugerne ser hinanden som partnere frem for konkurrenter.

2017: Elev Sognehus

Elev Sognehus blev i 2017 kåret som det bedste sted i lokalområdet det år. Pressefoto

I 2017 gik prisen som Årets Lokalitet til Elev Sognehus – et lokalt samlingspunkt skabt gennem næsten to årtiers vedholdende arbejde og engagement.

Efter mange års bestræbelser på at etablere egnede rammer for aktiviteter omkring Elev Kirke lykkedes det i 2015 at indvie sognehuset på Høvej 4. Huset blev opført med respekt for landsbyens arkitektur og står i dag som et smukt eksempel på, hvordan lokal vilje og samarbejde kan føre til varige resultater.

- Elev Sognehus blev valgt, fordi det ikke alene opfylder et længe næret behov for sognelokaler, men også fungerer som et bredt samlingssted for mange forskellige aktiviteter, der ikke tidligere havde plads i Elev, lød det i begrundelsen fra fællesrådet.

Vejen til sognehuset var lang og omfattede både opkøb af ejendom, arkitektkonkurrence og lokal finansiering. Det endelige projekt blev tegnet af arkitekt Keld Bekmand og blev muligt, da menighedsrådet fik mulighed for at erhverve den centralt placerede ejendom omkranset af kirkens arealer.

Siden åbningen har sognehuset skabt nye muligheder for fællesskab og liv i Elev – og netop det gjorde, at det blev kåret som Årets Lokalitet i 8520-området i 2017.

2015: Lystrup Idrætsanlæg

Lystrup Idrætsanlæg blev indviet i 2014 og blev året efter kåret som Årets Lokalitet. Arkivfoto: Kim Haugaard

Lystrup Idrætsanlæg blev i 2015 kåret som Årets Lokalitet – en anerkendelse af mange års lokal kamp for bedre forhold til fodbolden i byen.

Det moderne anlæg ved Indelukket blev indviet i 2014 og erstattede de gamle baner i Mosen, hvor træning ofte måtte aflyses på grund af vand og mosegrise. Et stort lokalt engagement og kommunal opbakning førte til realiseringen af anlægget, der i dag danner ramme for omkring 700 medlemmer i Lystrup Fodbold samt en lang række frivillige.

Idrætsanlægget er et oplagt valg, fordi det i den grad lever op til prisens formål: At være en lokalitet, der skaber stor værdi for hele 8520-området, udtalte fællesrådet i forbindelse med kåringen.

Anlægget byder ud over fodboldbanerne på multibane, redskaber og rekreative stier, som benyttes af både aktive og motionister. 

Et særligt fokuspunkt er det miljørigtige klubhus, som Aarhus Kommune har opført med bæredygtige materialer og drift for øje, med ambitionen om at være CO2-neutralt. Et anlæg, der i både funktion og ånd bygger på fællesskab og fremsynethed.

Da Kasper Egelund for nylig kørte haveaffald på lossepladsen på Lystrupvej, havde han lånt haveforeningens trailer (ikke den på billedet), og det fik ham i problemer. Foto: Emil Fibiger / Jesper Bech Pedersen

Kasper fik regning på 1.430 kroner: Sådan undgår du en træls trailer-regning på genbrugspladsen

Nye nummerpladescannere på genbrugsstationerne kan i visse tilfælde resultere i en uventet regning, hvis du eksempelvis låner en bil eller en trailer, der er registreret med et cvr-nummer. Her kan du læse, hvordan du undgår at komme i knibe på lossepladsen.

Nye nummerpladescannere på genbrugsstationerne kan i visse tilfælde resultere i en uventet regning, hvis du eksempelvis låner en bil eller en trailer, der er registreret med et cvr-nummer. Her kan du læse, hvordan du undgår at komme i knibe på lossepladsen.

Så er foråret kommet og med det følger for mange haveejere en masse haveaffald.

Kredsløbs genbrugspladser står klar til at tage imod, men du skal passe lidt på, hvis du eksempelvis låner en trailer.

I marts kunne vi på LystrpLIV fortælle om kolonihaveejeren Kasper Egelund, der var kørt med årets første læs til genbrugsstationen på Lystrupvej. Noget, han i øvrigt havde gjort "117 milliarder gange før".

Men han kom hjem med en regning på 1.430 kroner for sine to læs affald.

Kasper havde nemlig lånt haveforeningens trailer, og den er registreret med et cvr-nummer. Derfor bliver den læst som en erhvervstrailer af de nye nummerpladescannere på genbrugspladserne.

Kasper Egelund endte med at få opkrævningen annulleret, for som almindelig borger har han allerede betalt for retten til at aflevere sit haveaffald via en årlig regning kaldet "boligbidraget", som alle husstande i kommunen skal betale.

Men hos Kredsløb ved man godt, at der fortsat er en risiko for, at almindelige borgere kommer kørende med en lånt trailer, som måske til daglig har hjemme i en tømrervirksomhed.

Derfor har Kredsløb sammenfattet nogle god råd, som skal få besøgene på genbrugspladsen til at glide lettere:

Hvis du låner din vens trailer eller bil

Som privatperson skal man ikke betale for at komme af med affald. Foto: Emil Fibiger

Siden 1. januar har der været indført automatisk nummerpladescanning på alle genbrugsstationerne. Det er et led i at automatisere processerne og sikre, at der betales for at benytte services, der hvor det kræves. 

Mens erhvervsdrivende skal betale og automatisk modtager en faktura, er det fortsat gratis som privatperson og forening, der ikke har CVR-nummer. 

Låner du traileren af en ven eller familie, er det vigtigt at tjekke, om traileren er indregistreret under et CVR-nummer, samt at man ikke benytter et erhvervsregistreret køretøj. 

Kommer man i privatregi med en erhvervsregistreret trailer eller bil, kan man søge om fritagelse for betaling, når man er kørt ind på genbrugsstationen. 

Dette gøres ved at scanne QR-koden ved personalebygningen.

Medbring sundhedskort

De ansatte har lov til at bede om at måtte se identifikation. Det pågældende billede har dog intet med det at gøre. Foto: Jens Thaysen

A'hvad - skal man have sundhedskort med på lossepladsen? Ja, eller i hvert fald noget, der viser, hvor man bor. 

Genbrugsstationerne finansieres primært af personer med bopæl i Aarhus Kommune via skatten, og derfor er det kun borgere i Aarhus kommune, der må benytte genbrugsstationerne i Aarhus.

Der er selvfølgelig undtagelser. Eksempelvis hvis man som udefra-boende hjælper en borger i kommunen med at tømme bolig, men i så fald skal man kunne dokumentere dette til en medarbejder. 

Erhvervsdrivende udefra kan godt benytte genbrugsstationerne, men mod betaling. 

Som i mange andre henseender er det derfor altid en god idé at medbringe sit sundhedskort for at kunne dokumentere, at man rent faktisk bor i kommunen.

Sorter hjemmefra og kom i god tid

Hvem kører med hvem her? Foto: Jesper Bech Pedersen

Der kommer tryk på genbrugsstationerne i foråret og for at få det hele til at glide lettere, opfordrer Kredsløb til, at man sorterer affaldet hjemmefra, så det er klar til at dumpe i de rette containere. 

Sørg også for, at affaldet er i klare sække, så man kan se, hvad poserne indeholder - den regel kender de fleste vist efterhånden. 

Derudover opfordrer Kredsløb til, at man ikke kommer kørende med en toplæsset trailer to minutter i lukketid. Pladserne er nødt til at lukke til tiden, så de ansatte kan få fri til tiden.

Ishuse sparker sæsonen i gang med gratis is, røver identificeret - og andre ting, du skal vide

Her får du ugens nyhedsoverblik fra Lystrup og omegn.

Ugens nyhedsoverblik byder blandt andet på gratis is, pågribelsen af en gerningsmand og en ny kunstudstilling i Lystrup Kirke.

To ishuse sparker sæsonen i gang med gratis is til de første - men kun søndag

Søndag klokken 13 deles der gratis ud til de 300 første gæster ved ishusene ved Den Permanente og ved Bellevue i Risskov. Foto: Den Permanente Iscafé

Det kan være svært at modstå fristelsen fra en iskold vaffelis på en varm sommerdag på stranden, og nu har Premier Is gjort sit til at gøre det endnu sværere at takke nej.

Ismejeriet har overtaget ishusene ved Den Permanente og ved Bellevue i Risskov og begge steder er der blevet ’renoveret fra top til tå’, som Premier Is selv udtrykker det.

Det skriver vores søstermedie RisskovLIV.

Åbningen bliver fejret med gratis astronaut-is til de første 300 gæster søndag 11. maj klokken 13 ved begge ishuse.

- Vi er stolte over at overtage to så populære ishuse på stranden i Risskov. Vores mål er at bevare den lokale stemning, som gæsterne kender, samtidig med at vi tilføjer nye lækre varianter og kendte klassikere fra Premier Is’ univers. På søndag fejrer vi Mors dag og inviterer folk til at smage en af sommerens isnyheder, og vi håber, at en masse glade is-elskere vil lægge vejen forbi vores nye ishuse, siger Michael Møller Sørensen, marketing- og innovationschef hos Premier Is, til RisskovLIV.

Tankstationsrøver identificeret

Gerningsmanden bag et røveri på Q8 er nu identificeret. Foto: Kim Haugaard

Tilbage i marts røvede en mand en tankstation i Lystrup med en kniv. Nu er han fundet.

Det oplyser politiet på det sociale medie X.

Det var lørdag 22. marts, at en ekspedient på Q8-tankstationen på Sønderskovvej blev truet til at udlevere et mindre kontantbeløb til røveren. 

Efter røveriet flygtede gerningsmanden til fods i retning af Lystruplund.

Efterfølgende efterlyste Østjyllands Politi vidner, der kunne hjælpe med at identificere røveren.

Det har båret frugt, for 8. maj skriver Østjyllands Politi, at man har identificeret den formodede gerningsmand.

Han vil nu blive sigtet.

Ny kunstudstilling i Lystrup Kirke

Karen Duelund står bag kunstudstillingen som netop nu kan opleves i Lystrup Kirke. Privatfoto

Lystrup Kirke inviterer til ny kunstudstilling i kirkens rum.

Udstillingen kan ses i mødesalen inden for kirkekontorets åbningstid og ved alle offentlige arrangementer til og med søndag 27. juli.

Bag udstillingen står Karen Duelund, der interesserer sig for mennesker, både som billedkunstner og i sit arbejde som psykolog.

Udstillingen har fået navnet "At se og blive set", og Karen Duelund forklarer, at hendes to fag - som billedkunstner og psykolog - supplerer hinanden godt.

Farverne har stor betydning for hende:

- Verden er mangfoldig og farverig — både i det virkelige liv og i mit billedunivers, forklarer hun.

De to centrale livstemaer - at se og at blive set - skildres i billederne, hvor øjnene har stor betydning.

- Jeg betragter andre, og jeg bliver selv betragtet af mange forskellige øjne, siger Karen Duelund.

Kirkekontoret har som udgangspunkt åbnet mandag til onsdag klokken 9.30 til 13 og fredag klokken 11 til 13.

Værksted i Lystrup kåret som årets Honda-værksted

Pro Bike i Lystrup har taget titlen som Årets Honda-værksted 2024. Til venstre ses indehaver Bent Lauritsen og til venstre salgschef fra Honda Motorcykler Danmark, Mads Hansen. Pressefoto

Pro Bike i Lystrup er for nylig blevet kåret som Årets Honda-værksted 2024. Det skriver Honda Danmark i en pressemeddelelse. Pro Bike på Mølbakvej 9 er også Honda-forhandler.

- Værkstedet, ledet af indehaver Bent Lauritsen, kendetegnes ved sin kompromisløse kvalitet, et stærkt engagement i Hondas produkter og en grundlæggende forståelse for kundernes behov. Hos Pro Bike handler det nemlig ikke blot om at reparere motorcykler, men om at opbygge tillidsfulde relationer med motorcyklister gennem hele ejerforløbet – uanset om det handler om en ny model, et ældre eksemplar eller almindelig vedligeholdelse, skriver Honda Danmark i pressemeddelelsen.

For Pro Bike er udnævnelsen - ifølge firmaet selv - også en tydelig anerkendelse af det langsigtede arbejde med at skabe et værksted, hvor kunderne oplever ægte passion for motorcykler, ekspertviden og personlig rådgivning.

- Jeg har det bedst med at være involveret hele vejen gennem kundernes rejse – hvad enten det handler om salg af ny motorcykel, brugt maskine eller blot et nyt dæk. For os handler det altid om tillid, kvalitet og tilfredshed hos kunden, siger Bent Lauritsen, der er indehaver af værkstedet.

Sanne Klepner har sat huset til salg, og fra efteråret er det slut med både genbrugsbutikken Ønskefeen og den sociale indsats, hun ellers laver. - Det er vemodigt, men jeg er nødt til at passe på mig selv, siger hun. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Fik du læst? Sanne siger stop: Hjælpen til andre har vokset hende over hovedet

Det er 13 år siden, Susanne Klepner - også kendt som "Sanne Ønskefe" - åbnede genbrugsbutikken Ønskefeen i Lystrup. Missionen var klar: Hun ville hjælpe udsatte børnefamilier.

Nu er huset sat til salg, butikken skal lukke og Sanne vil stoppe med det, hun har brugt meget af sin tid på de seneste mange år.

- Jeg er ved at blive kvalt, siger hun.

Læs eller genlæs artiklen her.

Sanne Klepner har brugt al sin tid og overskud gennem mere end ti år på at hjælpe andre. Nu er hun nødt til at sige stop, og derfor er familiens hus sat til salg. Det betyder, at genbrugsbutikken Ønskefeen, der ligger i familiens garage, skal lukke.

For efterhånden mange år siden åbnede Susanne Klepner - også kendt som Sanne Ønskefe - butik i familiens garage på Ørnelunden i Lystrup.

I butikken skulle sælges tøj, udstyr og legetøj til børn, og overskuddet fra salget skulle gå til mindrebemidlede og udsatte familier.

Hurtigt begyndte Sanne at udvide indsatsen og hjælpe familierne med det, hun nu kunne; om det var et opkald til kommunen, at skaffe møbler eller give en tur i Djurs Sommerland. Til jul uddeler hun julekurve med mad og gaver, ligesom hun ofte stikker forbi med en indkøbspose med mad til de familier, hun fast hjælper.

Hun har siddet med som bisidder til hundredvis af møder, og hun bruger det meste af sin vågne tid på arbejdet, som hun vel at mærke gør frivilligt.

Men nu kan hun ikke mere.

- Jeg er ved at blive kvalt, siger hun.

Ønsket om at hjælpe andre er der stadig, men Sanne Klepner oplever, at desperate mødre eller fædre banker på hendes dør fra tidlig morgen til sen aften, og hendes telefon ringer også gennem det meste af dagen.

- Det har været enormt givende at hjælpe andre, og jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte, men jeg er nødt til at sige stop nu, siger hun.

Sanne Klepner er førtidspensionist, men hendes frivillige indsats for familier har gennem tiden udviklet sig til en fuldtidsstilling uden løn - og nu er hun slidt. Arkivfoto: Mette Marie Birch Breuning

Derfor er familiens hus sat til salg, og sammen med sin mand er planen at flytte til en anden by for at starte på en frisk.

- Jeg lukker og slukker på en ordentlig måde. Håbet er, at vi skal være ude af huset i løbet af efteråret, så jeg har god tid til at afslutte den hjælp, jeg har gang i, siger Sanne Klepner, der fremadrettet vil holde fast i at hjælpe et par enkelte familier, hun ikke kan slippe.

Det hele værd

Sanne Klepner har gennem årene blandt andet støttet voldsramte kvinder, børn med diagnoser og familier, der er kørt fast i systemet.

– Jeg tror bare, det er nået et punkt, hvor det ikke kun handler om hjælp – det handler om at gribe mennesker, der er ved at falde, siger hun.

Og det har slidt.

– Jeg er kørt træt. Det her er blevet en fuldtidsstilling, og jeg har aldrig en fridag, siger hun.

Hun drømmer stadig om at være frivillig, men på en måde, hvor hun selv kan vælge til og fra fra dag til dag. Hun drømmer om at sove længe, uden telefonen ringer fra morgenstunden eller hun skal sidde med i et møde på kommunen fra klokken 08.

- Jeg hader virkelig de tidligere morgenmøder, siger hun med et grin.

Selvom det har været hårdt, er Sanne Klepner dog ikke i tvivl om, at det har været det hele værd.

– Når jeg skriver noget på Facebook, får jeg beskeder fra folk, jeg har hjulpet. De skriver: "Tusind tak, Sanne", og det går lige i hjertet. Det betyder alt, siger hun.

Hun mener ikke selv, hun er noget særligt – bare et menneske, der handler, når nogen har brug for det.

– Det er ikke for at lyde heldig. Men jeg tror på, at vi er stærkest, når vi løfter i flok. Og vi skal huske at se dem, der sidder alene. Vores naboer, venner, de ensomme – vi har så travlt, at vi nogle gange glemmer det, siger Sanne Klepner.

Sanne Ønskefe fortryder intet af det, hun har gjort. Glæden ved at hjælpe har altid overskygget det, der var hårdt. Foto: Emma Ahlgreen Haa

Selvom det har været hårdt, er Sanne Klepner dog ikke i tvivl om, at det har været det hele værd.

– Det har det, gentager hun flere gange og tilføjer:

-Det har været hårdt, ja, men jeg ville ikke lave noget om. Jeg tror bare ikke, jeg havde forestillet mig, at det ville blive så stort, og at så mange ville få brug for min hjælp.

Hun beskriver det som en glæde at kunne gøre en forskel – også selvom hun sjældent har set sig selv som en, der gør netop det.

– Jeg har egentlig aldrig tænkt, at jeg gør en forskel, men det siger folk jo, siger hun med et lille smil.

De mange beskeder, hun får, når hun laver opslag på Facebook, bekræfter hende i, at hendes arbejde har betydet noget.

– Når folk skriver: "Tusind tak, Sanne" eller "du har reddet os", så bliver jeg glad i hjertet. Det er menneskekærlighed, og det er det, der driver mig. Jeg tror virkelig på, at vi kan noget sammen, siger hun.

Skal passe på sig selv

Sanne er uddannet socialpædagog og familievejleder, og hun har også i en periode studeret til socialrådgiver. Hun blev dog alvorligt syg og siden førtidspensionist.

- En af mine veninder foreslog, at jeg skulle lave en genbrugsforretning i vores garage, hvor man kunne købe, sælge og bytte sit tøj, siger Sanne Klepner.

Ønskefeen var født.

Gennem tiden har "Sanne Ønskefe" fået mulighed for at bruge nogle af sine tillærte færdigheder.

- I dag bruger jeg nok allermest tid på at tale med folk, der har det svært. De henvender sig for at få hjælp og står uden for min dør, siger hun.

Susanne Klepner - eller Sanne Ønskefe, som hun også kaldes - er ked af at familien er nødt til at sætte huset til salg, men hun har svært ved at se, hvordan de kan blive boende, når hun stopper sin sociale indsats. - Mange ved hvor jeg bor, og jeg tror, de vil have svært ved ikke at komme forbi og ringe på, siger hun. Arkivfoto: Mette Marie Birch Breuning

Det er alle typer af mennesker. Folk, der har problemer med parforholdet eller svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Forældre til børn med særlige behov, der har svært ved at skaffe den rette hjælp.

- Når folk kommer til mig og fortæller deres historie, så er det umuligt for mig ikke at hjælpe, siger hun.

Ønskefeen

Genbrugsbutikken Ønskefeen holder til på Ørnelunden 17, 8520 Lystrup.

Du finder tøj, udstyr, legetøj og bøger til børn og teenagere. Der er både nye og brugte ting.

Alt overskuddet går til de familier, Ønskefeen hjælper. Det er blandt andet mad og tøj men også ture til eksempelvis Djurs Sommerland. 

Butikken har åbent tirsdag klokken 19 til 21, fredag klokken 16 til 19 og lørdag klokken 10 til 12. Der er åbent uden for åbningstid efter forudgående aftale.

Du kan følge Ønskefeen på Facebook. Her finder du også mere information om åbningstider.

Frem mod butikkens lukning er der op til 30 procent rabat og andre gode tilbud.

Hun fortæller om en ung mor, der var flygtet fra sin mand og indlogeret i en lejlighed med sine små børn.

- Da jeg kom, var der intet i lejligheden ud over en madras. Jeg kan ikke beskrive det sug, det giver i maven at opleve en lejlighed på den måde uden møbler, siger Sanne Klepner.

Kvinden skulle have haft hjælp fra kommunen, men var blevet glemt.

- Det var fredag, så der var tidligst mulighed for at rette op på fejlen om mandagen, og så stod vi der, siger Sanne Klepner.

Hun tog fat i sit netværk, som hun kalder for "livliner", der hjælper hende, og sammen fik de skaffet en trailer med møbler fra genbrugsbutikken.

- Det understreger, hvorfor jeg har gjort det her gennem så mange år. Jeg kan ganske enkelt ikke lade være, når jeg ser nogen i nød, siger hun.

Frem til huset er solgt og butikken skal lukke, er der gode rabatter at hente hos Ønskefeen. Sanne Klepner håber, at mange vil komme og hjælpe med at få solgt ud. Foto: Emma Ahlgreen Haa

I baggrunden er Sanne Klepners mand kommet ind i køkkenet for at lave kaffe, netop som Sanne bliver spurgt, om hun får nemt ved at lægge det sociale arbejde fra sig, nu det har betyder så meget for hende.

For mens Sanne Klepner fluks siger "ja", så griner hendes mand og ryster på hovedet.

- Nu står han der og griner af mig, og måske han har ret. Men jeg er nødt til at trække en streg i sandet. Jeg kan ikke sige, at det er mens legen er god, for den stoppede med at være god for længe siden. Men nu vil jeg ud og skabe et liv, hvor jeg bestemmer. Hvor jeg kan sove længe om morgenen, og hente mine børnebørn, siger hun.

Det er også vemodigt understreger hun:

- Ønskefeen og alt det, jeg har beskæftiget mig med gennem mere end ti år har været mit livsværk. Og jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte. Men nu er det tid til, at jeg også passer lidt på mig selv.

Det er "Sanne Ønskefe"s plan at holde butikken åben helt frem til huset er solgt, og det er med op til 30 procent rabat på tøj, legetøj og udstyr til børn og teenagere.

- Jeg håber, at folk vil komme og hjælpe mig med at få solgt ud, siger hun.