Der er store projekter på tegnebrættet for Lystrup, Elsted, Elev og Nye i 2024. Foto: Kim Haugaard

Hvordan udvikler Lystrup sig i 2024? Her er 10 sager, du skal holde øje med

Man kan vist roligt sige, at det nye år er startet lidt kaotisk. Efter sneen onsdag begyndte at vælte ned, er mange i Lystrup sneet inde. Nogle kan ikke komme på arbejde, og i industriområdet er lastbilchauffører strandet, fordi deres biler er kørt fast.

Det er skøre tider, og jeg håber ikke, at snekaosset er et varsel fra oven om, hvordan resten af året kommer til at udvikle sig... For det er det, vi skal se nærmere på i dag.

Snedriver eller ej, kommer der nemlig til at ske en stor udvikling i Lystrup, Elsted, Elev og Nye i 2024.

Store byggerier går i gang, et nyt fælleshus bliver færdigt, og rundt omkring sidder arkitekter, entreprenører og lokale og tegner stregerne for, hvordan de mener, Lystrup og Nye skal udvikle sig i fremtiden.

Nogle af projekterne vil jeg æde min gamle hat på, bliver til virkelighed allerede i de første måneder af året. Andre projekter er en slags boblere, hvor tiden må vise, om de bliver en realitet eller ej.

Under alle omstændigheder giver jeg dig i dette nyhedsbrev et overblik over 10 store sager, som er værd at holde øje med i 2024.

Og så bevæger vi os langt ud i skoven, som lige nu er dækket af iskolde snedriver. Og det sætter en tyk streg under det faktum, at Skovspejderne i Nye, Elev og Lisbjerg mangler et sted at gå indenfor.

Spejdergruppen har nemlig ikke haft en spejderhytte i de to år, de har eksisteret, og foreningen håber derfor at få et sted at varme fingrene, når der skal snittes træ og bindes knob.

Nærmere bestemt vil de gerne have fingre i en arkitektegnet, halvmåneformet og ret utraditionel spejderhytte, som efter planen skal opføres mellem Elev og Lisbjerg.

Tanken er, at hytten ikke bare skal være samlingssted for gruppen selv, men for hele lokalsamfundet og alle, der har lyst til at bruge den som udflugtsmål.

Til sidst i nyhedsbrevet runder vi også måneden, der gik på boligmarkedet. Og husk også det korte nyhedsoverblik, hvor der er nyt om pasning i daginstitutioner og et kendt tv-program, som har været på besøg i Nye. 

Pas godt på hinanden derude, og god læselyst ☕

Billede af Kristine Dam Johansen
Billede af skribentens underskrift Kristine Dam Johansen Journalist
Planerne for at skabe en mere tydelig og spændende bymidte i Lystrup ligger ikke stille. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Plan for en ny bymidte, en lyserød kirke og 40 km/t-zoner: Her er 10 ting, der kan blive en realitet i Lystrup og omegn i 2024

10 store sager kan blive til virkelighed i Lystrup og omegn i 2024.

Det indebærer:
- En ny plan for en tydeligere bymidte ved Brugsen
- En plan for et hyggeligt udeareal på den gamle cirkusplads
- Rejsningen af den lyserøde kirke i Nye
- Skolebyggeriet i Nye går i gang
- Planen for Etape 2 i Nye bliver vedtaget
- Ny spejderhytte i Elsted står klar
- Elstedgård-grunden bliver solgt
- Lukningen - eller redningen - af Hovmarken Station
- Udpegning af 40 km/t-zoner i Lystrup, så hastigheden sættes ned

Læs mere om alle projekterne i artiklen.

2024 er skudt i gang, og der er en række projekter på tegnebrættet, som får betydning for livet i Lystrup, Elsted, Elev og Nye i årets løb.

Bliver 2024 året, hvor der kommer en ny plan for at skabe en bymidte i Lystrup? Får Nye endelig sin lyserøde kirke, og bliver det afgjort, om der kommer et hyggeligt udeareal på den gamle cirkusplads ved Lystrup Sønderskov?

Formentlig ja. I hvert fald er der mindst 10 store sager, som bliver afklaret i løbet af 2024. Vi har kigget i krystalkuglen og opsummeret, hvad der er på spil i projekterne.

Hvad savner du svar på?

Har du et spørgsmål eller en undren, som du gerne vil have LystrupLIV til at undersøge?

Så kan du sende det til os via spørgeboksen på lystrupliv.dk/spoerg-os

Er det noget, du kunne finde på at diskutere med naboen over hækken? Så kunne det meget vel blive til en interessant historie i nyhedsbrevet. 

Vi glæder os til at høre fra dig, og vi belønner månedens bedste spørgsmål med en kaffekop! ☕

Får Lystrup et nyt hjerte?

Et tidligere bymidteprojekt fra 2021 gik i vasken, efter boligministeriet sagde nej til at rive to opgange i Elstedhøj ned. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Lystrup mangler en tydeligere og mere spændende bymidte med plads til butikker og et torv, hvor man kan mødes og for eksempel afholde events. Det er der bred enighed om, og måske bliver 2024 året, hvor ønsket går i opfyldelse.

Som LystrupLIV tidligere har beskrevet, fremlagde Coop, Århus Omegn og to private investorer tilbage i 2021 et bymidteprojekt for området omkring Brugsen. Det rummede blandt andet et nyt hus i seks etager, et strøg på tværs af Lystrup Centervej og et torv.

Projektet blev dog skrottet, fordi boligministeriet ikke ville godkende den nødvendige nedrivning af to almene boligopgange i Elstedhøj. Men planerne for at skabe en mere tydelig bymidte ligger ikke stille, og der er fortsat tanker om at give området en makeover. Det kommer vi til at følge tæt i 2024.

Og selv om området omkring Brugsen umiddelbart er den mest oplagte placering til et bymidteprojekt i Lystrup, er der også en anden mulighed.

Som LystrupLIV tidligere har skrevet, har flere dagligvarekæder vist interesse for området omkring Møgelgårdsvej, hvor Lidl har opkøbt flere grunde. Lige ved siden af på Sønderskovvej ligger Netto og den blå Aldi-bygning, som Rema 1000 har overtaget med ambitionen om at lave en butik.

I kommuneplanen er området langs Sønderskovvej allerede udpeget som et såkaldt ’lokalt butikscenter’ med plads til større dagligvarebutikker.

Men hvis området skal udvides med flere dagligvarebutikker og et eventuelt torv vil det dog med al sandsynlighed kræve en ændring af kommuneplanen.

Nyt samlingssted og hyggeareal på den gamle cirkusplads

Det er området her ved p-pladsen ved Sønderskoven, at fællesrådet håber at etablere et mere indbydende udeareal. Foto: Google Street View

Den kedelige parkeringsplads foran Lystrup Sønderskov skal forvandles til et hyggeligt areal med eksempelvis borde-bænke-sæt, en skaterrampe eller et legeområde til børn, så både ældre, familier og unge kan mødes og være sammen.

Det er ønskescenarariet for Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd, som længe har haft en drøm om at give pladsen, som tidligere er blevet benyttet til byfester, dyrskuer og cirkus, en makeover.

I sommer fik fællesrådet desværre afslag på en stor ansøgning til Nordea-fonden, som skulle sikre en del af finansieringen til projektet.

Men fællesrådet har ikke opgivet idéen om at skabe et mødested på pladsen, og formand Flemming Larsen siger til LystrupLIV, at det står øverst på fællesrådets to-do-liste for 2024 at komme videre med at realisere projektet. 

Det kræver først at kommunen, som ejer arealet, udstikker nogle rammer for, hvad der kan og må etableres.

Nye får endelig en lyserød kirke

Tækker Group har tidligere præsenteret denne visualisering af Fællesskabets Hus i Nye. Det er stadig planen at male huset lyserødt, men det bliver nok i en rosa farve, der er mere afdæmpet og mindre skrap. Visualisering: Tækker Group

Den har været forsinket, og tidsplanen er blevet skubbet, men nu skulle det være sikkert som amen i kirken, at den flytbare trækirke, som blev hentet i Hvinningdal i Silkeborg sidste år, bliver genopført i Nye i 2024.

Byggetilladelsen er i hus, og den valgte matrikel over for købmandsforretningen Nyma er blevet omdannet til byggeplads.

- Vi får lavet sokkel, og så begynder vi at rejse elementerne til bygningen. Den er skilt ad og ligger rundt omkring, men vi begynder at køre den til pladsen, så snart fundamentet er støbt, sagde ejer Jørn Tækker til LystrupLIV i starten af november.

Det var egentlig ambitionen at få den såkaldte vandrekirke genrejst og klar til indvielse allerede i april 2023. Men ting omkring byggetilladelsen trak ud.

Nu er det planen, at kirken skal stå klar til påske.

Kirken skal bruges som et slags forsamlingshus til aktiviteter som sang, musik, kirke og alt muligt andet.

Det er fortsat ideen at male kirken lyserød, men en lidt mere afdæmpet rosa i stedet for den skrigende pink farve, der er blevet brugt til en visualisering af huset.

Skolebyggeriet i Nye går i gang

Sådan kommer Ravnbakkeskolen til at se ud ifølge arkitekternes visualiseringer. Foto: Aarhus Kommune

Projektet med at bygge en ny skole i Nye har allerede stået på i årevis, uden at der er sket noget som helst på marken syd for Elev og vest for Nye, hvor Ravnbakkeskolen skal ligge.

Men til foråret bliver den første spade med al sandsynlighed stukket i jorden, så klasselokaler, lærerværelse og indgangsparti kan skyde op.

Nærmere bestemt går byggefasen i gang til marts, og der er allerede nu blevet anlagt en vej ind til skolens matrikel, som kan bruges til at fragte byggematerialer, døre, vinduer og lignende ind til byggepladsen. Vejen vil blive fjernet igen, når skolen står klar.

Ravnbakkeskolen forventes at ringe ind til første time nogensinde i sommeren 2026.

Planen for Etape 2 i Nye bliver vedtaget – men hvad med trafikken?

Her er lokalplanområdet indtegnet. Det er 23,3 hektar. Til højre ses den del af Nye, som allerede er bygget. Mod nord ses parcelhusene i Elev. Til venstre ses den kommende skole- og halmatrikel. Kort: Aarhus Kommune

Der bliver truffet store beslutninger om udbyggelsen af Nye i 2024.

Allerede i januar skal byrådet efter planen tage stilling til en stor lokalplan i Nye, som handler om at skabe en stor bydel mellem Ringen og den kommende skolematrikel.

Området kan komme til at rumme op mod 1.500 boliger fordelt på en række kvarterer, fremgår det af lokalplanen, som byrådet sendte i høring i juni.

Og gransker man de høringsvar, der er kommet til planen, er der ét emne, der for alvor har fået de lokale op ad stolen: Trafikken. Eller nærmere bestemt vejene til og fra området og antallet af biler på dem.

Flere argumenterer for, at den trafikale infrastruktur rundt om lokalplanområdet slet ikke gearet til udbygningen, og der mangler at komme nogle løsninger på bordet.

Mange frygter blandt andet, at det velkendte myldretidspres på Lystrupvej og i motorvejsrundkørslen vil blive endnu værre, når Nye igen vokser.

Derfor bliver det spændende at se, om der kommer justeringer i planerne for trafikafviklingen, når byrådspolitikerne skal vedtage den endelige plan her først på året.

Ny spejderhytte står færdig

Det nye spejderhus bliver opført i forlængelse af beboerhuset i Elsted. Det få store og lyse rum såvel som mindre gruppelokaler. Åbenhed og direkte adgang til naturen har været et fokus. Der er lavet mindre ændringer siden visualiseringen her. Visualisering: Christoffer Nielsen og Christian Pihlmark

Byggeriet af det nye spejderhus i Elsted er for nylig gået i gang, og KFUM’s Lystrup-Elsted Gruppe kan endelig se frem til at få et samlingssted i 2024.

Projektet har været på tegnebrættet i lang tid, efter KFUM-spejderne mistede deres tidligere spejderhytte, som brændte for tre et halvt år siden.

Der er allerede gjort klar med skurvogne og indhegning ved byggegrunden, der ligger i forlængelse af gamle Elsted skole - i dag Elsted-Lystrup Beboerhus.

Spejdernes bestyrelsesformand Christoffer Nielsen sagde følgende om det forestående arbejde på stedet, da LystrupLIV skrev om projektet i november:

- Det, der kommer til at ske her og nu, er jordarbejde og så støbning af fundament. Det er det, der er planlagt frem til vinterferien ud fra den nuværende plan. Og så engang efter vinterferien begynder de at bygge vægge op, og så går det rimeligt hurtigt derfra og frem mod sommerferien.

Gruppen med omtrent 140 aktive spejdere kan se frem til at indvie den nye spejderhytte i løbet af sensommeren.

Kommer der et nyt byggeri på Elstedgård-grunden?

Sådan så resterne af Elstedgård ud efter de to påsatte brande i starten af oktober. Foto: Kim Haugaard

2023 blev året, hvor ruinerne af Elstedgård blev revet ned. Gården, som tidligere er blevet brugt som fritidshjem og SFO, brændte to gange i oktober. Derefter tog ejerne i boligforeningen Århus Omegn endelig beslutning om, at det var tid til at lade nedrivningsmaskinerne rive bygningen ned.

Planen er nu, at grunden skal sælges, så der kan bygges noget nyt. Hvem der køber grunden, holder vi øje med. 

Spørger man Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd er håbet, at der kommer en entreprenør med visioner om at bygge seniorboliger på matriklen, så der kan komme nogle attraktive boliger til de ældre, der gerne vil flytte ud af deres parcelhus, men samtidig blive i Lystrup.

Lukker Hovmarken Station?

Hovmarken station er en af de mindst brugte letbanestationer, og det bliver brugt som argument for at lukke stoppestedet, som Aarhus Letbane og rådmanden for Teknik og Miljø ønsker. Foto: Henrik Lund

Hovmarken station i det østlige Lystrup er truet af lukning, og om ganske kort tid, bliver skæbnen for letbanestationen med al sandsynlighed afgjort.

Står det til Aarhus Letbane og rådmanden for Teknik og Miljø, Nikolaj Bang (K), bør man nedlægge stoppestedet for at sikre, at letbanen bedre kan overholde køreplanen og undgå forsinkelser på Grenå-strækningen.

Det vil gavne flertallet af letbanepassagererne, selv om det er træls for de – relativt få - borgere i Lystrup, som benytter sig af stationen, lyder argumentet.

Men byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen (DD), som selv bor i det østlige Lystrup, kæmper imod beslutningen. Han har taget sagen til byrådet, som efter planen skal tage stilling til den potentielle lukning af Hovmarken Station i løbet af januar.

Skal farten sættes ned til 40 km/t i Lystrup eller omegn?

40 km-zone skilt. Foto: Bo Børresen

Hvis du synes, at bilerne kører for stærkt i dit nabolag eller et særligt sted i lokalområdet, så er det i 2024, at du har mulighed for at få hastigheden sat ned.

I 2023 satte kommunen gang i et forsøg, hvor farten blev sat ned til 40 km/t på 15 bystrækninger rundt omkring i kommunen. Blandt andet på Bystævnet i Lystrup.

Nu går næste fase i gang, og du kan selv give forslag til, hvor det vil give mere tryghed og mindre trafikstøj, hvis hastigheden blev sat ned. Det oplyste Teknik og Miljø i en pressemeddelelse i december.

- Vi vil gerne bruge forsøget til at give århusianerne flere trygge lokalområder. Det kan være, at lavere hastighed kan give en tryggere vej til skole, gøre det mere oplagt at tage cyklen til indkøb eller bare mindske støjen og forbedre det lokale bymiljø. Jeg håber, at mange vil byde ind og pege på, hvor vi kan gøre en forskel, så byerne bliver bedre for dem, der bor der, udtalte rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).

De nye områder forventes at blive udpeget i foråret 2024.

Forslag til nye strækninger eller zoner kan sendes til mobilitet@mtm.aarhus.dk.

Her skal man vedhæfte et kort (gerne udklip af et digitalt kort), hvor den foreslåede zone eller strækning er tydeligt markeret.

Plan for fremtidens Lystrup

Drone, Dronefoto, Lystrup

Hvordan skal Lystrup, Elsted, Elev og Nye se ud i fremtiden? Hvor skal der bygges boliger, hvad vil vi bevare, og hvad er der ønsker om at skabe i lokalområdet?

De spørgsmål går medlemmerne af Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd lige nu og tygger på. Fællesrådet har taget de langsynede briller på og arbejder pt. på en såkaldt lokalsamfundsbeskrivelse, som bliver færdig i løbet af 2024.

Lokalsamfundsbeskrivelsen peger blandt andet på konkrete områder i byen, hvor man – efter fællesrådets mening – med fordel kunne bygge flere og nye boliger. Beskrivelsen skal fungere som et bidrag til den nye kommuneplan for 2025, som udstikker de overordnede rammer for, hvordan udviklingen i Aarhus Kommune skal se ud de kommende år.

Håbet er altså, at lokalpolitikerne vil skele til lokalsamfundsbeskrivelsen for Lystrup og omegn, når kommuneplanen skal udarbejdes – og hvis der i fremtiden skal laves en såkaldt helhedsplan for Lystrup.

Lige nu er et udkast til lokalsamfundsbeskrivelsen sendt ud til medlemmerne af fællesrådet. Når den endelige udgave er klar, overvejer fællesrådet, om man skal holde et borgermøde i byen for at diskutere den, oplyser formand Flemming Larsen.

- Vi vil rigtig gerne have, at folk kan bruge hytten som samlingssted. Alle os med små børn synes, det er dejligt at gå på en lille tur. Så det skal være et fælles sted for hele lokalområdet, siger gruppeleder for Skovspejderne i Nye, Elev og Lisbjerg, Lene Duez. Visualisering: Arkitektfirmaet LETH & GORI, Rønnow Arkitekter

Fremtidens spejderhytte kan være på vej til Elev og Nye: Se de flotte tegninger af hytten, som skal være åben for alle

Den er formet som en halvmåne, tegnet af arkitekter og må bruges af alle i lokalområdet.

Og så kaldes den "Fremtidens spejderhytte". Det er, hvad Skovspejderne i Nye, Elev og Lisbjerg håber at få opført.

Spejdergruppen har nemlig pt. ikke en hytte at være i, og derfor har de ansøgt om at få en topmoderne og ret utraditionel spejderhytte opført på Elevvej mellem Elev og Lisbjerg.

- Vi vil rigtig gerne have, at hytten bliver et samlingssted for hele lokalområdet, siger Skovspejderne i Nye, Elev og Lisbjerg, som ”ligger lunt i svinget” til at få en utraditionel, arkitekttegnet spejderhytte, som også må bruges af for eksempel børnefamilier.

Siden Skovspejderne i Nye, Elev og Lisbjerg blev etableret i 2021, har foreningen været nødt til at være udenfor året rundt - også i de kolde måneder – for at lave bål, bage snobrød og binde knob.

Foreningen har ikke haft en spejderhytte, og selv om fleste spejdere er glade for at være udenfor, så begynder spejderne at mangle et sted at være. Særligt efter den relativt nye forening er vokset til 110 medlemmer.

- Vi er blevet så stor en gruppe, at vi må have et sted at høre til. Det er også lidt kedeligt for børnene at lære knob og kompas i det kolde mørke her i vinterhalvåret. Så det ville være meget rart at kunne komme indenfor, siger gruppeleder Lene Duez.

Derfor har spejdergruppen ansøgt om en spritny spejderhytte hos Den A.P. Møllerske Støttefond, som i år støtter opførelsen af op til 25 arkitekttegnede spejderhytter landet over.

- Vi skal ansøge om hytten, men vi ligger lunt i svinget, fordi vi er en stor forening, som pt. ikke har en hytte, siger Lene Duez.

Spejderhytten skal opføres helt i træ fra inderst til yderst og males grøn. Visualisering: Arkitektfirmaet LETH & GORI, Rønnow Arkitekter

Formet som en halvmåne

Opførelsen af de 25 hytter er gjort mulig, fordi den A.P. Møllerske Støttefond har afsat 80 millioner kroner, som skal bidrage til at forny de fysiske rammer for danske spejdergrupper.

Den hytte, som skovspejderne Nye, Elev og Lisbjerg håber at få opført, er arkitekttegnet af firmaerne LETH & GORI, Rønnow Arkitekter og Vega Landskab og har fået navnet "Fremtidens Spejderhytte".

Hytten er formet som en halvmåne og centreret omkring en stor bålplads. Den rummer fællesrum, køkken, udearbejdsplads, depotrum og toilet, som er samlet under et stort udhængstag, der danner ly og læ mod vejret.

Det betyder meget, at hytten har et stort overdækket udeområde, siger Lene Duez.

- Vi synes, at børn er rigeligt indenfor i dag, så det betyder meget at have et overdækket område, så vi fortsat kan gøre så meget som muligt udenfor. Men samtidig kan vi trække os ind, når der er brug for det, særligt for de små børn, siger hun.

Spejderhytten har også masser af plads til økser, billeder, potter og pander, fund fra skoven, årer til kanoerne eller andet udstyr.

Under det store tag i hytten, skal der indrettes shelterpladser med stigeadgang fra de to gavle, som gør, at spejderne kan overnatte i mindre grupper i det fri. Visualisering: Arkitektfirmaet LETH & GORI, Rønnow Arkitekter

Placeres ved Lisbjerg-hytten

Tanken er, at hytten skal etableres på Elevvej 120 mellem Elev og Lisbjerg, hvor Lisbjerg-hytten ligger.

Spejderhytten skal etableres her - på samme grund, som Lisbjerg-hytten ligger. Kort: Google Maps

Skovspejderne i Nye, Elev og Lisbjerg har indtil nu lejet sig ind i Lisbjerg-hytten for at kunne bruge deres bålplads og toilet, men foreningen har fået tilladelse til at opføre endnu en hytte på grunden.

- Den nye hytte kan give noget mere liv i skoven, fordi folk i nærmiljøet også kan gå på tur og drikke deres kaffe der. Den kan blive et udflugtsmål, siger Lene Duez.

Det er ikke meningen, at hytten skal kunne lejes ud, men spejdergruppen vil rigtig gerne have, at folk i lokalområdet kan bruge hytten som et samlingssted.

- Alle os med små børn synes også, det er dejligt at gå på en lille tur. Så vi vil bakke op om, at det skal være et samlingspunkt for hele Elev, Nye og Lisbjerg, siger Lene Duez.

- Hvis man vil gøre noget godt for lokalområdet, så kan man støtte vores crowdfunding, så vi kan få et samlingssted i mange år fremover, siger Lene Duez. Visualisering: Arkitektfirmaet LETH & GORI, Rønnow Arkitekter

Samler penge ind til projektet

Hvis foreningen får hytten fra Den A.P. Møllerske Støttefond, modtager den en stor del af finansieringen til at opføre den.

Men spejderforeningen skal selv stå for at byggemodne grunden, etablere en parkeringsplads og et bålsted. Derfor har foreningen startet en crowdfunding for at indsamle 500.000 kroner til projektet.

Du kan læse mere om, hvordan du støtter projektet her.

I juni eller juli 2024 afgøres det, om Skovspejderne i Nye, Elev og Lisbjerg får den nye spejderhytte.

Fotos: Skråfoto

Her er decembers bolighandler: To boliger solgt på Æblevænget

1. Elleparken 88 - pris: 3.700.000 kroner.
2. Æblevænget 8 - pris: 3.695.000 kroner.
3. Ørnelunden 7 - pris: 3.131.400 kroner.
4. Æblevænget 26 - pris: 2.900.000 kroner.
5. Skæringvej 27 - pris: 2.876.000 kroner.
6. Hindbærhaven 17 - pris: 2.550.000 kroner.
7: Solbærhaven 1 - pris: 2.300.000 kroner.

Vi har samlet de sidste bolighandler i Lystrup fra 2023.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Elleparken 88 - 3.700.000 kroner

Huset har et boligareal på 148 kvadratmeter. Dermed ender den vægtede kvadratmeterpris på 24.503 kroner.

Prisstatistik fra 1. kvartal 2022 viser, at en gennemsnitsbolig af typen villaer og rækkehuse i samme postnummer koster 22.756 kroner pr. kvadratmeter. Kvadratmeterprisen på denne bolig er 1747 kroner højere, svarende til otte procent.

Ejendommen ligger på en grund, der er 803 kvadratmeter.

Huset er opført i 1972 og har ifølge boligejernes oplysninger til BBR indtil videre ikke været ombygget i større grad. Ifølge de offentlige registre er der fem værelser. Derudover er der tre toiletter.

Aftalen blev indgået 3. november, og parterne har aftalt, at overtagelse sker 31. december.

Et fjernvarmeanlæg sørger for varmen i huset. På taget er der teglsten.

Æblevænget 8 - 3.695.000 kroner

Med købet råder den nye ejer over et boligareal på 106 kvadratmeter. Det giver en vægtet kvadratmeterpris på 34.212 kroner.

Ifølge de seneste tal, der stammer fra 1. kvartal 2022, lød den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse i samme postnummer på 22.756 kroner. Kvadratmeterprisen på denne bolig er 11456 kroner højere, svarende til 50 procent.

Ejendommen ligger på en grund, der er 404 kvadratmeter.

Der er tale om et hus, der er bygget i 1977 og indtil videre ifølge boligejernes oplysninger til BBR ikke har været ombygget væsentligt. Ifølge de offentlige registre er der tre værelser. Derudover er der et toilet.

Handlen blev indgået 29. november, og ejerskiftet er aftalt til at blive gennemført 15. december.

Huset bliver opvarmet med et fjernvarmeanlæg. På taget er der cementsten, mens ydermurene består af mursten.

Ørnelunden 7 - 3.131.400 kroner

Huset har et boligareal på 176 kvadratmeter, hvilket svarer til en vægtet kvadratmeterpris på 17.396 kroner.

Ejendommen ligger på et grundstykke, der er 850 kvadratmeter.

Boligen er fra 1973. Den gennemgik ifølge indberetninger til BBR en større ombygning i 2016. Boligen omfatter i alt fem værelser. Derudover er der to toiletter.

Parterne har aftalt, at overtagelse sker 30. december.

Den primære opvarmningskilde i huset er et fjernvarmeanlæg.

Huset har et tag, som er lavet af fibercementplader, og ydervæggene er lavet af mursten.

Æblevænget 26 - 2.900.000 kroner

Boligarealet er på 138 kvadratmeter. Dermed ender den vægtede kvadratmeterpris på 21.804 kroner.

Prisstatistik fra 1. kvartal 2022 viser, at en gennemsnitsbolig af typen villaer og rækkehuse i samme postnummer koster 22.756 kroner pr. kvadratmeter. Kvadratmeterprisen på denne bolig er 952 kroner lavere, svarende til fire procent.

I tagetagen er 63 kvadratmeter, som alle er udnyttet til beboelse.

Grunden udgør et areal på 375 kvadratmeter.

Boligen er fra 1978. Der er ikke registreret større om- eller tilbygninger på ejendommen i BBR-registeret, hvor boligejere selv har pligt til at anmelde større ændringer. Boligen omfatter i alt seks værelser. Der er også to toiletter.

Handlen blev indgået 22. august, og ejerskiftet er aftalt til at blive gennemført 15. januar næste år.

Den primære opvarmningskilde i huset er et fjernvarmeanlæg. Tagbeklædningen på ejendommen er cementsten, og ydervæggene er mursten.

Skæringvej 27 - 2.876.000 kroner

De nye ejere råder med købet af Skæringvej 27 over et boligareal på 136 kvadratmeter. Det betyder, at boligen er handlet til en vægtet kvadratmeterpris på 17.017 kroner.

Prisstatistik fra 1. kvartal 2022 viser, at en gennemsnitsbolig af typen villaer og rækkehuse i samme postnummer koster 22.756 kroner pr. kvadratmeter. Kvadratmeterprisen på denne bolig er 5739 kroner lavere, svarende til 25 procent.

Husets kælder er 68 kvadratmeter.

Grunden udgør et areal på 227 kvadratmeter.

Boligen er fra 1980. Der er ikke registreret større om- eller tilbygninger på ejendommen i BBR-registeret, hvor boligejere selv har pligt til at anmelde større ændringer. Boligen omfatter i alt fem værelser. Derudover er der to toiletter.

Købsaftalen blev underskrevet 15. november, og nøglerne skifter hænder 1. marts næste år.

Et fjernvarmeanlæg sørger for varmen i huset. Tagbeklædningen på ejendommen er cementsten, og ydervæggene er lavet af mursten.

Hindbærhaven 17 - 2.550.000 kroner

Boligarealet for huset er 124 kvadratmeter, hvilket svarer til en vægtet kvadratmeterpris på 20.078 kroner.

Kigger man i prisstatistikken for 1. kvartal 2022, kostede en gennemsnitskvadratmeter for villaer og rækkehuse i samme postnummer 22.756 kroner. Kvadratmeterprisen på denne bolig er 2678 kroner lavere, svarende til 12 procent.

Grunden udgør et areal på 517 kvadratmeter.

Huset er fra 1981 og har ifølge boligejernes oplysninger til BBR indtil videre ikke været ombygget i større grad. Ifølge de offentlige registre er der fire værelser. Der er også et toilet.

Handlen blev indgået 16. november, og overtagelsesdatoen er 29. december.

Et fjernvarmeanlæg sørger for varmen i huset.

Tagbeklædningen på ejendommen er fibercementplader, og ydervæggene er mursten.

Solbærhaven 1 - 2.300.000 kroner

Der er 44 kvadratmeter i tagetagen, som alle er udnyttet til beboelse.

Grunden udgør et areal på 239 kvadratmeter.

Der er tale om et hus, der er bygget i 1986 og indtil videre ifølge boligejernes oplysninger til BBR ikke har været ombygget væsentligt. Boligen er inddelt i fire værelser. Derudover er der et toilet.

Købsaftalen blev underskrevet 1. december, og nøglerne blev overdraget 15. december.

Huset bliver opvarmet med et fjernvarmeanlæg.

Taget på huset er beklædt med teglsten, og ydervæggene er mursten.

Kort nyt: Kendt tv-program på besøg i Nye og millioner til skole og idrætsfaciliteter

Her er dit korte nyhedsoverblik.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Forringet pasningsgaranti er tæt på at blive vedtaget

Lystrups forældre kan risikere at skulle hente og bringe andre steder i kommunen. Arkivfoto: Signe Goldmann

Fra 1. februar kan Aarhus Kommune gå fra otte til tre såkaldte garantidistrikter, som er de områder, hvor man som forældre er garanteret en institutionsplads til sit barn. Det kan reelt betyde, at børnene skal passes længere væk fra hjemmet, hvis der ikke er plads i de lokale daginstitutioner. 

Med andre ord er det en forringelse af mulighederne for at få passet sine børn tæt på, hvor man bor. Du kan læse mere om, hvad det betyder for Lystrups børnefamilier, at man går fra otte til tre garantidistrikter her.

Forslaget var oppe at vende i byrådet den 20. december. 

 - Flere risikerer at skulle køre længere hver dag til vuggestue og børnehave. Det er vi selvsagt ikke begejstrede for, lød det i byrådssalen fra Eva Borchorst Mejnertz (S).

Der var generelt en ærgrelse blandt byrådsmedlemmerne over, at det blandt andet er manglen på pædagoger, der fører til, at man nu forringer pasningsgarantien.

Flere af byrådsmedlemmerne satte spørgsmål ved, hvad rådmanden har gjort for at løse rekrutteringsudfordringerne. 

Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre var enige om, at man gerne vil have et notat om arbejdet med rekrutteringsudfordringerne, og at man bør evaluere den nye model efter et år. 

Forslaget blev sendt tilbage i udvalgsbehandling for at svare på spørgsmålene til arbejdet med rekrutteringsudfordringer. 

14 nye millioner til skole og idrætsfaciliteter i Nye

Der er afsat flere penge til skole- og idrætsfaciliteter i Nye. Foto: Silas Bang

Der var allerede lagt 292,5 millioner kroner til side til byggeriet af skole- og idrætsfaciliteter i Nye, men nu har byrådet i Aarhus Kommune vedtaget, at der tilføres yderligere 13,99 millioner kroner til byggeriet. 

Pengene skal bruges på at skabe afstand mellem skolen og tilkørselsvejen. Det koster flere penge, men det betyder også mindre støj på skolen og længere afstand mellem børn og biler. 

Fordyrelsen sker også, fordi materialepriserne er steget. 

Der var en bred enighed i byrådet om, at det var ærgerligt at have brug for flere penge til et byggeri, hvor budgettet allerede er vedtaget, men samtidig en forståelse for, at pengene var nødvendige.

Solveig Munk fra Enhedslisten bad om at få lavet et notat om, hvad kommunen må spare væk for at finde de 14 millioner.

Driftsforstyrrelser hos Lystrup Fjernvarme

Nogle havde gravet i Lystrup Fjernvarmes ledninger. Foto: Emil Fibiger

I de første kolde januardage kunne nogle af Lystrups borgere meddele på sociale medier, at der ikke var varme i radiatorerne, og at der kun var koldt vand i bruseren. Lystrup Fjernvarme kunne i samme ombæring fortælle, at man oplevede driftsforstyrrelser. Det er dog ovre nu.

- Vi er tilbage til normal drift, lyder det fra Lystrup Fjernvarme. 

Driftsforstyrrelsen skyldtes, at der var gravet hul i nogle af de ledninger, som Lystrup Fjernvarme bruger til at sende varme ud. Hullet gjorde, at det var svært at holde tryk nok til at komme ud til hele byen. Det problem er løst nu. 

DR-programmet Hammerslag har været i Nye

Hammerslag har set på fremtidens bolig i Nye. Foto: Silas Bang

DR-programmet Hammerslag har været et smut forbi Nye, hvor boligeksperterne så på et 138 kvadratmeter hus i to etager, som blev solgt i 2019.

Hammerslag-værten Sofie Østergaard kaldte boligen for "fremtidens hus". 

I tv-programmet er der også billeder fra blandt andet Nyma. 

Du kan selv se programmet her, og hvad hammerslaget endte på.

Nytårsbal i Lystrup Musikforening

9. februar er der nytårsbal. Screenshot fra Lystrup Musikforenings hjemmeside.

9. februar byder Lystrup Musikforening op til dans. Det sker med spisning fra klokken 18 og musik fra klokken 20. Menuen er nytårstapas fra Mundret. 

Det er Dusty Rock'n'Rollers, som spiller op til dans. Bandet består af fire modne herrer, som spiller rock'n'roll oldies fra 50'erne og op til 80'erne. Det er musik fra blandt andet Rolling Stones, Beatles, Gasolin og Gnags. 

Det koster 325 kroner. Du kan købe billet gennem Lystrup Musikforenings hjemmeside.