Brandene på Elstedgård tidligere på måneden blev vurderet til at være påsatte, og de viste sig også at være det. Politiet har fundet af hvem, der stod bag. Foto: Kim Haugaard.
Opklaringen af de påsatte brande vækker blandede følelser
I denne uge kunne LystrupLIV som det første medie fortælle, at Østjyllands Politi har fået fat på dem, der satte ild til Elstedgård. 🏠
Det er en nyhed, der er gået hele landet rundt i diverse medier.
Opklaringen er en god ting, men sagen vækker alligevel blandede følelser.
På den ene side kan man være lettet over, at de ansvarlige er fundet. Man skal ikke frygte flere ildspåsættelser af ukendte gerningsmænd.
På den anden side bliver man trist og bekymret.
For de ansvarlige har jo vist sig at være børn eller teenagere under 15 år.
Og som LystrupLIV har fået oplyst af Østjyllands Politi har gruppen ikke bare sat ild til bygningen en gang, men to gange.
På den måde peger det lidt i retning af at være mere end en skarnsstreg, som løb løbsk.
Børnene kan have sat ild til bygningen "for sjov". For at gøre noget farligt og uden at forstå de mulige følger af det. De kan have gjort det, fordi de er utilpassede, sure på nogen eller går med nogle dybere problemer.
Vi ved det ikke.
Østjyllands Politi er kun gået ud med få oplysninger, og det er af hensyn til de involverede. Man må håbe familierne får hjælp, hvis de har brug for det.
Du kan læse, hvad politiet har offentliggjort i tophistorien i ugens nyhedsbrev. Du kan også læse om stedet, der brændte. Vi har fundet en tidligere artikel frem, som fint fortæller historien og svarer på, hvorfor stedet kom til at stå tomt.
Det har været en stille efterårsferieuge, men i Aldi har der været knald på. 🛒
LystrupLIV har været ude til butikkens ophørsudsalg og spurgt handlende om, hvad de tænker om lukningen og udsigten til måske at få en Rema 1000 i stedet for.
Du kan også rulle ned igennem en omgang "kort nyt" fra kommunen og dit lokalområde.
God læselyst.
Emil FibigerJournalist
Sådan ser Elstedgård ud fra oven efter den voldsomme brand natten til søndag 8. oktober. Foto: Kim Haugaard
Seks børn under den kriminelle lavalder stod bag brandene på Elstedgård
Emil Fibiger Petersen emfi@jfm.dk
Østjyllands Politi har efter alt at dømme opklaret sagen om brandene på Elstedgård i Lystrup. Seks børn under den kriminelle lavalder er blevet afhørt og har erkendt at have sat ild til bygningen. Den forladte ejendom brød i brand to gange på samme weekend, lørdag 7. og søndag 8. oktober.
onsdag 18. okt. 2023 kl. 04:20
Emil Fibiger Petersen emfi@jfm.dk
I sagen om den påsatte brand på Elstedgård i Lystrup har Østjyllands Politi afhørt seks børn. De har erkendt at have sat ild til bygningen.
Lystrup: Østjyllands Politi har opklaret, hvem der tidligere i oktober satte ild til Elstedgård i Lystrup og derved forårsagede brandene på stedet.
- Vi har haft seks børn under den kriminelle lavalder til afhøring, og de har erkendt at have sat ild til bygningen, oplyser kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen i et svar til LystrupLIV tirsdag 17. oktober.
Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år. Ingen under 15 år kan retsforfølges.
- Vi er i kontakt med kommunen og de sociale myndigheder i forhold til, hvad der videre skal ske i sagen. Ingen af børnene er nogen, vi tidligere har været i kontakt med fra politiets side. Af hensyn til de involverede ønsker vi ikke at oplyse yderligere, lyder det i svaret fra Østjyllands Politi.
Efterfølgende har LystrupLIV alligevel spurgt ind til en detalje, nemlig om børnene satte ild til stedet en gang eller flere gange.
Til det har Østjylland Politi svaret, at den pågældende gruppe satte ild til Elstedgård to gange.
To brande på et døgn
Elstedgård brændte da også to gange.
Første gang tidligt på formiddagen lørdag 7. oktober. Østjyllands Brandvæsen fik en anmeldelse om, at der stod røg op fra bygningen.
Ilden havde fat i gulvbelægningen, men var hurtigt slukket.
Brandtomten er blevet hegnet inde af sikkerhedsmæssige hensyn. Foto: Kim Haugaard
Mindre end et døgn senere, natten til søndag 8. oktober kl. 00.55, fik Østjyllands Brandvæsen en ny anmeldelse. Denne gang om en større brand på Elstedgård.
Fremme på stedet vurderede brandvæsnet, at der skulle ske en kontrolleret nedbrænding, da bygningen ikke stod til at redde.
Ingen kom noget til
Heldigvis kom ingen personer noget til ved brandene.
Elstedgård stod i forvejen tom og forladt hen.
Elstedgårds gamle mure står endnu. Foto: Kim Haugaard
Stedet, der ligger mellem en af Elstedhøjs boligblokke og Elsted Skole, blev senest brugt som SFO. Det stoppede i 2019.
Skulle sælges
Boligforeningen Århus Omegn ejer bygningen og har været i proces med at få hele grunden sat til salg.
Salgsmaterialet var blevet godkendt og sendt til mægler, da branden skete.
Nu er salgsprocessen sat på pause, skrev informationschef Tina Axelsen i en mail til LystrupLIV i ugen efter branden.
- Ja, jeg kommer til at savne Aldi, siger Lars Jensen efter sit andet udsalgsbesøg i butikken på Sønderskovvej i Lystrup. Lars Jensen vil se frem til at få en Rema 1000 som erstatning og synes, at kæden bare skal åbne i den eksisterende bygning til en start. Foto: Emil Fibiger
Handlende vil savne Aldi og må nu vente på Rema 1000: - Jeg tror, alle skriger på at få en Rema
Emil Fibiger Petersen emfi@jfm.dk
Aldi er lukket efter 29 år i Lystrup. Der blev talt ned til lukningen med ophørsudsalg fra fredag i sidste uge til torsdag i denne uge. LystrupLIV tog ud og snakkede med nogle af kunderne. De har syntes godt om butikken, men vil også tage imod Rema 1000 med åbne arme. Bedre parkeringsforhold står højt på deres ønskeseddel.
fredag 20. okt. 2023 kl. 13:06
Emil Fibiger Petersen emfi@jfm.dk
Ophørsudsalget i Aldi i Lystrup trak masser af handlende til. LystrupLIV spurgte nogle af dem, om de vil savne butikken, og hvad de vil sige til at få en Rema 1000 som erstatning. De fortalte også om deres ønsker til en ny butik.
Lystrup: Hvad finder man på hylderne i Aldi i Lystrup på den sjette dag med ophørsudsalg og den første med 70 procent på det hele?
Svaret er bleer, vatpinde og sodavand.
Varerne ligger i indkøbsvognen, som lokale Lars Jensen styrer hen til bilen onsdag formiddag efter sit andet indkøb i butikken under udsalget og nok det sidste.
- Der er ikke rigtig noget tilbage derinde. Jeg ved ikke, om jeg kan bruge det her til noget. Jeg har jo bare købt det, fordi det er så billigt. Jeg har et barnebarn på fem måneder, som måske kan bruge bleerne. Måske kan min kone bruge vatpindene, siger han og griner.
Lars Jensen kommer til at savne butikken. Den åbnede 6. oktober 1994 og har i alle årene været at finde på Sønderskovvej 4, så det er en næsten 30 år lang historie, der slutter.
Rema skulle åbne nu
Fremtiden tilhører Rema 1000. Kæden har som bekendt købt ejendommen og er i gang med at afklare, om der kan laves et projekt med en større butik og parkeringsplads på matriklen.
Lars Jensen vil modtage Rema 1000 med åbne arme.
Sodavand, dåseøl og chips var blandt varerne, der kom op på kassebåndet onsdag, da Aldi kørte med 70 procents rabat på de resterende varer. Foto: Emil Fibiger
- Jeg synes, det er allertiders, at der kommer en Rema. Jeg tror, alle skriger på at få en Rema i Lystrup, siger han.
Han forbinder kæden med gode priser og tilbud og bedre service end andre butikker. Han har hørt kædens udmelding om, at der vil gå mere end et år, før den potentielt kan blive klar til at åbne i Lystrup. Selv synes han, det kun kan gå for langsomt.
- Det er klart, de har krav til, hvor stor butikken skal være. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke bare starter op i det, der er her, siger Lars Jensen.
Ønsker flere p-pladser
En anden af dagens udsalgskunder, Ditte Svensmark, har købt sodvand, øl og chips.
Hun og familien kommer fra Lystrup og har haft Aldi som fast indkøbssted.
- Det er lidt trist, at de lukker, for vi har godt kunnet lide at handle her. De har haft mange gode produkter, som vi har været glade for, siger hun.
- Vi har været her både fredag og mandag. Også bare for at se om der var noget, som kunne holde sig i lang tid. Ris og pasta. Vi har sparet en del, siger Ditte Svensmark (th.). Foto: Emil Fibiger
Hvis Rema 1000 åbner, så bliver det et nyt bekendtskab.
- Jeg har ikke noget problem med Rema 1000, men jeg kender dem ikke så godt. De kommer med et andet udvalg, så det vil jeg være spændt på, siger hun.
Adspurgt om ønsker til Rema 1000 svarer hun:
- Bedre parkeringsforhold. Her er ikke så meget plads. Det vil være rart, hvis de får fikset asfalten og gør det nemmere at komme ind og ud. Vi kommer mest i bil, og det kan være træls, hvis man skal over på den anden side af vejen. Og måske en lidt større butik. Det kan blive lidt klemt derinde, siger Ditte Svensmark.
Butik nummer et
En tredje kunde fra Lystrup, Rasmus Frederiksen, har været inde og købe et større lager af bleer til sin 16 måneder gamle søn.
- Der var kø helt ned til kølerne i mandags. Men det er meget tålmodige kunder, vi har. De vidste godt, vi kun har to kassebånd, siger butikschef Jospeh Aruleah. Foto: Emil Fibiger
Han har ikke brugt Aldi så meget.
- Men jeg synes, det har været en fin butik. Den har haft ting, som andre ikke har, siger han.
Rema 1000 vil være et godt bytte.
- Rema er min butik nummer et at handle i, når jeg kan komme til det. De er reelle og billige, siger han.
Onsdag mødte kunderne også op, men der var efterhånden tomt på de fleste af hylderne. Det var femte dag med ophørsudsalg og den første af to mulige med 70 procent rabat. Foto: Emil Fibiger
Rasmus Frederiksens ønske til Rema 100 vil være, at kæden udvider parkeringspladsen.
- Det vil være rigtig fedt, for jeg tror, der vil komme endnu mere run på. Spørgsmålet er så, om de har plads til at gøre det, gisner han.
I første omgang skal Rema 1000 overtage bygninger, inventar og matrikel. Overdragelsen sker på mandag - 23. oktober.
LystrupLIV talte i september med regionschefen i Rema 1000 om planerne på Sønderskovvej. Han åbnede for den mulighed, at Rema 1000 slet ikke åbner på Aldi-grunden. Du kan læse eller genlæse artiklen ved at klikke her.
- Nu får mine børn lidt sjove kalendergaver i år, siger Liselotte Højgaard efter at have købt udsalgsvarer i Aldi. Hun bor i Hjortshøj og har jævnligt handlet i butikken i Lystrup, fordi den bl.a. har haft gode oste. Foto: Emil Fibiger
Spotvarerne var væk onsdag ligesom størstedelen af de øvrige varer. Men man kunne stadig finde tørfoder til katte, kartonvin, sodvand, bleer, en havetromle og campingbrusere. Eventuelle restvarer doneres til Stop Spild Lokalt. Foto: Emil Fibiger
Aarhus Kommune åbnede 2. oktober for, at man kan ansøge om at få undersøgt, om man har betalt for meget i gebyrer i forbindelse med byggesager mellem 2017 og 2021. Foto: Shutterstock
Kort nyt: Kommune tog for meget i gebyrer, fugletårn får en kærlig hånd, politi forlænger lukning af HA-klubhus.
Emil Fibiger Petersen emfi@jfm.dk
Aarhus Kommune opkrævede i en årrække for meget i byggesagsgebyrer på grund af en forkert praksis. Teknisk Udvalg har besluttet, at borgere og virksomheder skal have mulighed for at få undersøgt deres sag og få tilbagebetalt det beløb, som de eventuelt har betalt for meget. Det kan du læse om i ugens kort nyt, hvor vi også kommer omkring Egå Engsø, Marøgelhøj og Ellebæk Parkvej.
fredag 20. okt. 2023 kl. 13:19
Emil Fibiger Petersen emfi@jfm.dk
Har du haft en byggeansøgning til behandling i Aarhus Kommune i perioden 2017 til 2021, så har du muligvis betalt for meget i gebyrer.
I kort nyt kan du læse om en sag, der kan være interessant, hvis du har haft en større byggesag til behandling i perioden 2017 til 2021.
Du kan også læse, hvorfor adgangen til fugletårnet ved Egå Engsø er blevet lukket, at politiet har forlænget lukningen af Hells Angels' klubhus, og at Ellebæk Parkvej i den forgangne weekend blev ramt af en stribe indbrud.
Du kan få undersøgt, om du har betalt for meget for din byggesag
I op mod 10.000 byggesager kan Aarhus Kommune have anvendt en forkert praksis for tidsregistreringer. Genrefoto: Shutterstock
Aarhus Kommune har åbnet for, at du som borger kan ansøge om at få undersøgt, om du har betalt for meget i gebyrer for behandling af byggesager i perioden juni 2017 til juni 2021.
Baggrunden er, at Aarhus Kommune anvendte en forkert metode på tidspunktet.
Der blev opkrævet gebyrer efter tidsforbrug og afregnet pr. påbegyndt 15 minutter.
Men Byggeklageenheden traf i 2020 afgørelse om, at tidsforbrug på et kvarter har karakter af et fast opstartsgebyr og er ulovlig. Aarhus Kommune ændrede praksis i 2021 og registrerer nu pr. minut.
Men inden da kan der være sket oprunding til hele kvarter i tusinder af byggesager. Og det er altså besluttet af Teknisk Udvalg, at man skal have mulighed for at få sin sag undersøgt.
Ved simple konstruktioner som garager, udhuse og overdækkede terrasser har der været et fast gebyr. Her har kommunen ikke opkrævet for meget, og derfor kan du ikke få sådanne sager undersøgt.
"Vi håber, at I fortsat vil nyde området, selv om udkigsmulighederne til søen vil være forringede indtil fugletårnet atter kan tilgås på forsvarlig vis", står der på skiltet, som Aarhus Kommune har hængt op." Privatfoto: Jørgen Skantse
Ved Egå Engsø må folk, der gerne vil lidt op i højden, i øjeblikket undvære søens fugletårn.
Der er slået et bræt for trappen op til udsigtspunktet og hængt et skilt op med beskeden om, at det er midlertidigt lukket af sikkerhedsmæssige hensyn.
Hos Aarhus Kommune kan afdelingsleder for grønne områder Andy Tomes fortælle, hvad baggrunden for lukningen er.
- I grønne områder har vi ansvaret for inventaret i grønne områder rundt om i kommunen, herunder fugletårnet. Vi har været på tilsyn derude og kan se, at trappen trænger til noget reparation. Den er jo bygget af træ, og alting i træ slides med tiden, siger han til LystrupLIV.
Det er kun nogle af dele af trappen, der skal udskiftes. Det er en opgave, der klares hurtigst muligt. Brugerne af tårnet kan snart træde op i det igen.
- Vi kan ikke gøre det i uge 42, mens mange er på ferie, men det bliver fikset i uge 43. En tømrer kommer ud og reparerer den, så den bliver klar igen, siger Andy Tomes.
Politi forlænger lukning af HA-klubhus
Hells Angels' klubhus i Lystrup har nu været lukket ned i en måned. Overtrædelse af opholdsforbuddet kan straffes med fængsel. Foto: Emil Fibiger
"Adgang forbudt" står der på gule skilte på plankeværket ind til Hells Angels' klubhus på Marøgelhøj 5 i Lystrup, og skiltene bliver ikke pillet ned endnu.
Torsdag forlængede Østjyllands Politi opholdsforbuddet på tilhørsstedet, så det nu foreløbigt gælder frem til torsdag 2. november klokken 18.
Baggrunden er, at der fortsat verserer en konflikt i rocker-bandemiljøet, og at trusselsbilledet er uændret.
Med lukningen af klubhuset vil Østjyllands Politi skabe tryghed blandt borgere, der bor i området, og undgå, at konflikten fører til ballade ved klubhuset.
Det er den anden forlængelse af forbuddet. Det første blev indført 22. september. Lukningen af Hells Angels' klubhus i Randers er også forlænget.
Boligkvarter ramt af tre indbrud på en weekend
På Ellebæk Parkvej blev man ramt af en lille stribe indbrud i den forgangne weekend. Genrefoto: Colourbox
I den forgangne weekend slog en eller flere indbrudstyve kløerne i tre boliger på Ellebæk Parkvej i den sydvestlige del af Lystrup.
Hos Østjyllands Politi er der indløbet anmeldelse om et indbrud begået mellem fredag 13. oktober kl. 15 og mandag 16. oktober kl. 19.
Et andet sted skete indbruddet mellem lørdag kl. 6 og søndag kl. 9. Et tredje sted hændte det mellem lørdag kl. 11.30 og søndag kl. 16.30.
I modsatte ende af Lystrup, i Brombærhaven, blev der også begået indbrud. Det skete mellem fredag kl. 16 og søndag kl. 12.25.
Hvad skal der egentlig ske med Elstedgård? Gården har tidligere været et fritidshjem og en SFO, men de seneste to år har den stået tom. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Genlæs historien om Elstedgård: Engang summede der af liv på Elstedgård – nu er den helt forladt
Mette Marie Birch Breuning membr@lystrupliv.dk
Elstedgård er blevet forvandlet til en brandtomt, som formentlig vil blive væltet og fjernet. Dermed forsvinder den synlige historie om den gamle gård, der i en årrække fungerede som fritidshjem og SFO. LystrupLIV fortalte historien om stedet i 2021. Her kan du læse artiklen fra dengang og se, hvorfor den kom til at stå tom.
fredag 12. nov. 2021 kl. 14:54
Mette Marie Birch Breuning membr@lystrupliv.dk
Elstedgård ligger i et naturskønt område med en sø i baghaven og natur til alle sider. Gården, hvor der tidligere har været fritidshjem og SFO, er i dag forladt, og den får ikke lov at blive stående. Det oplyser Boligforeningen Århus Omegn, som ejer den. Læs historien om Elstedgård, som LystrupLIV bragte i 2021.
Forestil dig en stor murstensgård af røde sten. Gården er indhyllet af høje træer med grønne trækroner, og i haven ligger der bålhytter og en sø, hvor ænderne svømmer rundt.
Både inde og ude render børn og unge rundt. De leger, bager pandekager og tænder bål.
Nogenlunde sådan så hverdagen ud på Elstedgård, da bygningen fra 1973 til 2009 dannede rammerne om byens fritidsklub. Dengang var Hans Borg Petersen pædagog på stedet.
- Vi var normeret til 62 børn, og vi havde børn fra 0.-7. klasse. Vi havde et fantastisk område. Søen brugte vi utroligt meget til at fortælle børnene om natur, og om vinteren stod vi på skøjter. Vi lavede bål næsten hver dag, fortæller han.
I dag er situationen en helt anden. Fra 2009 til 2019 havde Lystrup Skole SFO på gården, men de seneste to år har den stået tom. Nu er haven vokset til, vinduerne dækket af store træskodder og indenfor ligger der skrald og smadret glas.
Gården forfalder.
Rotteplage
En anden, der kan huske hverdagen på Elstedgård, er Alice Lindhof. Hendes søn gik på fritidshjemmet, da han var barn. Han lugtede af bål næsten hver dag, når han kom hjem.
Elstedgård ligger lige bag boligblokkene Elstedhøj på Sønderskovvej. Kort: Google My Maps
- Det var det fedeste sted. Der var så meget udeliv, og det virkede meget naturligt med gården og haven. Jeg var bare solgt første gang, jeg kom herop, siger hun.
Ifølge Lystrup-Elsted-Elev Lokalhistoriske Samling stammer stuehuset på Elstedgård fra 1878. Det består af en hovedfløj og en tværfløj på to etager. Gården var oprindeligt firlænget, men brændte i slutningen af 1870’erne.
I 1962 blev gården solgt til Aarhus Kommune, og senere købte Boligforeningen Århus Omegn den og noget af den tilstødende jord, hvor de byggede boligblokkene Elstedhøj. Det er stadig boligforeningen, der ejer gården.
De sidste mange år blev den lejet ud til Aarhus Kommune, først som fritidshjem og senere som SFO. Efter planen skulle SFO’en flytte ud efter sommerferien i 2019, men ifølge TV2 Østjylland var gården plaget af rotter, og derfor flyttede SFO’en nogle måneder før tid.
Siden dengang har bygningen stået ubrugt hen, og det undrer Alice Lindhof, at der ikke er sket noget med den.
Den gamle gård har haft rottebesøg, og i foråret 2019 måtte SFO'en flytte før tid grundet de ubudne gæster. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Både hun og Hans Borg Petersen ærgrer sig over Elstedgårds nuværende tilstand.
- Jeg har været her nogle gange i årenes løb og set, at det er blevet værre og værre. En overgang gad jeg slet ikke at gå herover, fordi det var træls at få ødelagt billedet af, hvordan det så ud engang. Det er virkelig sørgeligt at se på, siger Hans Borg Petersen, som var pædagog og leder på Elstedgård i sammenlagt 33 år.
Nedrivning
Ifølge Tina Axelsen, som er informationschef i Boligforeningen Århus Omegn, ville boligforeningen gerne bygge almene boliger på den knap 8.500 kvadratmeter store grund. Aarhus Kommune ønsker dog ikke, at der bliver opført flere almene boliger i området, og derfor skal grunden og gården sælges.
- Der skal ske en udvikling på området, og i den forbindelse vil dem, der overtager, rive gården ned. Der er ikke basis for at kunne renovere den. Det er den simpelthen ikke i god nok stand til, siger hun.
Alice Lindhof og Hans Borg Petersen husker begge tilbage på Elstedgård som et livligt sted med stor fokus på natur og udeliv. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Boligforeningen sidder med i den projektgruppe, som har fremlagt et forslag til en stærkere bymidte ved Lystrup Centervej. I den forbindelse er Aarhus Kommune i gang med et større lokalplanarbejde for området. Det kan du læse mere om her.
Århus Omegn planlægger at sælge Elstedgård til en privat investor, men salget af gården er ikke en del af projektet om en bymidte, understreger Tina Axelsen:
- Det kommer ikke til at hænge sammen. Hvis Elstedgård hæftede sig på lokalplanarbejdet omkring bymidten, ville det have en lang tidshorisont, og så lang tid skal gården ikke stå tom. Det vil ikke give mening i vores optik.
Seniorboliger
Det er da også uhensigtsmæssigt, at Elstedgård har stået tom i knap to år, og at den fremstår forladt og forfalden, mener Tina Axelsen. Boligforeningen har ikke revet gården ned af hensyn til salget.
Hun håber, at den bliver solgt hurtigst muligt, men en endelig tidshorisont kan hun ikke komme med.
De foreløbige planer om salget til en privat investor kredser om, at der skal bygges seniorboliger på grunden.
- Jeg tror, at det bliver rækkehuse eller noget tæt/lav-bebyggelse, som kunne være interessant for seniorer. Uden at vide det med sikkerhed. Gården ligger rigtig attraktivt, så det kan blive et rigtig fint sted at få skabt noget ny bebyggelse, siger Tina Axelsen.
Ifølge Hans Borg Petersen er de kinesiske vingevalnøddetræer ved søen plantet af en læge, som boede på gården omkring år 1900. Han havde frø med hjem fra en rejse. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Alice Lindhof håber, at de grønne arealer på grunden også fremover kan være åbne for den brede befolkning. Trods gårdens nuværende tilstand er det et dejligt naturområde midt i Lystrup.
- Der er stadigvæk ænder i søen. Trods alt, siger hun.