Dagens nyhedsbrev kredser blandt andet om Elev Skole, hvor udfordringen med mangel på plads bliver løst med pavilloner. De er blevet leveret og tages meget snart i brug. Foto: Emil Fibiger

Kan du huske den om boldklubben, der delte bane med spydkastere?

Mine tanker blev ledt hen på den gamle tv-reklame for OK og støtte til foreningssport, da jeg som ny journalist på LystrupLIV i den her uge læste en artikel fra tidligere i år om situationen på Elev Skole.

Forsinkelsen af skolebyggeriet i Nye betyder som bekendt, at den gamle landsbyskole i Elev skal bruges flere år end planlagt.

Skolen har i dag knap 220 elever fordelt på tolv klasser, men bygningerne rummer kun ni regulære klasseværelser.

Gymnastiksal og faglokale er omdannet til klasselokaler, og skolen må sørge for hele tiden at have en klasse ude af huset for at få kabalen til at gå op.

Det er trods alt ikke en OK-reklame med boldspillere, der zigzagger for ikke blive ramt af spyd. Men det virker lidt vildt, at en kommunal skole i dag må køre under sådanne lokaleforhold, selvom det kun er for en periode.

Man må lette på hatten for ledelse, lærere, elever og forældre, der har prøvet at få det til at fungere bedst muligt.

Det er glædeligt, at skolen nu er meget tæt på at kunne indvie fire nye klasseværelser og igen få en gymnastiksal og et faglokale til rådighed på matriklen.

De nye lokaler har hjemme i fire, forbundne pavilloner. LystrupLIV har taget et kig inden for i dem og fået svar på, hvornår de kommer i brug.

Det voksende lokalsamfund ved Elev og Nye kan du også læse om i ugens anden historie. Her har jeg sat fokus på Åben By Festival, som engagerer og involverer en masse mennesker.

Selvom det er en fest for de lokale, så er der også ting at komme efter, hvis man er fra Lystrup eller en anden by. Du kan blive klædt lidt på ved at læse artiklen.

Du får også et overblik over den håndfuld bolighandler, der er registreret i lokalområdet i den forgangne måned. Og du får en overflyvning over et par opsigtsvækkende nyheder fra ugens løb.

Jeg hedder Emil Fibiger Petersen og dækker ind for jeres faste nyhedsskribent Mette Marie Birch Breuning, der er ude at rejse. I næste uge vil jeg være kommet mere ind i det lokale stof og være klar med flere historier.

Du er meget velkommen til at skrive til mig med forslag, respons og ideer til historier.

Tak fordi du læser med.

Hvad savner du svar på?

Har du et spørgsmål eller en undren, som du gerne vil have LystrupLIV til at undersøge?

Så kan du sende det til os via spørgeboksen på lystrupliv.dk/spoerg-os

Er det noget, du kunne finde på at diskutere med naboen over hækken? Så kunne det meget vel blive til en interessant historie i nyhedsbrevet. 

Vi glæder os til at høre fra dig, og vi belønner månedens bedste spørgsmål med en kaffekop! ☕

Billede af Emil Fibiger
Billede af skribentens underskrift Emil Fibiger Journalist
- Det er en høj standard og meget moderne med optimale forhold i forhold til lys, lyd og luft, siger skoleleder Jens Mathiasen. Han ses her i et af fire kommende klasseværelser i Elev Skoles midlertidige satellitbygning. Foto: Emil Fibiger

Her er løsningen på skoles store udfordring med lokalemangel: - Jeg blev glædelig overrasket, siger skoleleder

Sidste efterår blev det besluttet, at der skal opsættes pavilloner ved Elev Skole for at løse skolens udfordring med mangel på plads. Nu er skolen lige på nippet til at tage de midlertidige bygninger i brug. Pavillonerne blev leveret i august, og siden har den stået på klargøring. Skoleleder Jens Mathiasen er glad for standarden på de nye faciliteter, der også er blevet vist frem for eleverne, der skal bruge dem.

Elev Skole er kun et mulehår fra at kunne ringe ind til time i en ny pavillonbygning med fire klasseværelser. Dermed kan en normal hverdag indfinde efter et halvt år med nødløsninger.

Elev: På Elev Skole er det snart slut med at bruge gymnastiksal og billedkunstlokale som klasseværelser.

Rammerne på Høvej 10 rækker ganske vist fortsat kun til ni skoleklasser og ikke 12, som skolen tæller i dag.

Men de længe ventede pavilloner med fire ekstra klasseværelser er landet og ventes klar til brug for 4. og 5. årgang fra uge 38 og frem. Op til sommerferien var udsigten, at man måske måtte vente til efter efterårsferien.

Skoleleder Jens Mathiasen glæder sig over de nye faciliteter, der har fået plads på en kommunal matrikel to minutters gang fra skolen.

Pavillonerne er en midlertidig løsning og derfor kun lejet. Udgiften til anskaffelse og drift af dem er finansieret med ekstrabevillinger. Foto: Emil Fibiger

- Det er store, gode, lyse rum. Der er god akustik og gode lys- og luftforhold. Du kan høre, at ventilationen kører, og vi har grønne arealer lige uden for ved boldbanerne, som vi har fået lov til at bruge i vinterhalvåret. Det bliver ikke meget bedre, siger skolelederen, som viser lokalerne frem for LystrupLIV.

Lokalerne dufter af ny maling. Rummene er cirka 75 kvadratmeter store. Foto: Emil Fibiger

Hvad tænkte du, da du så dem?

- Jeg blev glædelig overrasket, må jeg sige. Jeg havde ikke forventet, de var dårlige, men da jeg oplevede hvordan indeklimaet var, så var det bare dejligt, svarer Jens Mathiasen.

Kun det sidste mangler

August måned gik med montering og installering. Nu mangler møblering og de sidste godkendelser.

- Udearealerne blev de færdige med i sidste uge. Det er myndighedsgodkendelser og brandtilladelse, vi venter på nu. Ibrugtagningstilladelsen skulle komme i næste uge, siger Jens Mathiasen.

Selvom pavillonerne lever op til alle krav, så er de kun en midlertidig løsning, som skal virke, indtil hele skolen kan flytte til ny adresse og en nybygget skole ved Nye i 2026.

Pavillonbygningen (tv.) ligger ved siden af børnehaven Krokodillehaven på Koldkilde. Fotoet er taget fra Elev Skole. Byens boldbaner ligger imellem skole og pavilloner. Foto: Emil Fibiger

Skolebyggeriet er blevet udsat flere gange, og imens er elevtallet på Elev Skole vokset med børn fra Nye. Det har skabt pladsproblemerne.

Har været et pres

Skolen har måttet planlægge hverdagen sådan, at en klasse hele tiden har haft udeundervisning eller brugt et faglokale på overbygningsskolen i Hårup.

Hvordan har det været for jer?

- Det har givet pres. Alle har forsøgt at løse det og bidrage. Men vi har kunnet mærke, at der har været pres på. Lokalområdet har ikke kunnet bruge lokalerne, som det plejer, så det har givet ringe i vandet hele vejen rundt. Derfor er det godt, at det nu går den anden vej, og at vi kan få det til at fungere igen, svarer Jens Mathiasen.

Kan få brug for flere

Hvad siger børn og forældre til de nye lokaler?

- Børnene var nede at se dem i sidste uge. De var meget begejstrede, og det vi har hørt fra forældre er, at de også synes, det er en god løsning. De ærgrer sig lidt over, at børnene ikke slippe for alle busture, men det er fordi, vi ikke har faciliteter til madkundskab og svømning her på stedet, svarer Jens Mathiasen.

Gymnastiksalen på Elev Skole ses i bunden af fotoet. Den har været lukket for lokalsamfundets idrætsliv siden februar, fordi den er blevet omdannet til klasselokale. Nu kan salen igen blive brugt til aktiviteter uden for skoletid. Foto: Emil Fibiger

De fire pavilloner er nok for nu, men frem mod 2026 kan skolen få brug for yderligere pavilloner.

- Hvis prognoserne passer, så vokser vi til til 15-16 klasser, inden den nye skole er færdig, så vi holder vejret lidt, og ser hvordan det kommer til at gå, siger Jens Mathiasen.

En stor del af Åben By Festival sker i Nye, hvor der er stillet telt op. Men det er altid målet at sprede byfesten ud, og det er også lykkedes i år, mener arrangørerne. Petanque- og vejfodboldturnering foregår i Elev. Foto: Kim Haugaard

Byfestival for femte gang i Elev og Nye: I år med flere boder og et helt nyt indslag

I weekenden 15.-17. september løber Åben By Festival af stablen i Nye og Elev. Det er femte år i træk, at de to byer samles om at holde byfest. Selvom mange af programpunkterne er gengangere fra tidligere år, så udvikler tingene sig stadig. Byfestens håndarbejdsmarked har vokset sig større, og en høstfest med musik, kædedans, høballekast, tovtrækning og andre konkurrencer, runder nu festivalen af.

De to nabobyer byder på masser af aktiviteter hen over tre dage, når borgere og foreninger samles om at holde Åben By Festival.

Nye/Elev: Igen i år er Elev og Nye gået sammen om at holde Åben By Festival.

Det er den femte udgave af festivalen, og programmet byder på 14 arrangementer fordelt på tre dage fra fredag 15. september til søndag 17. september.

Sidste års nye indslag, Håndens Marked i Nye, er vokset, så det nu byder på 21 boder med forskellige håndarbejder.

- Det er en fordobling, næsten, i forhold til sidste år, da det var noget, vi fandt på tre uger før. I år har vi også haft mulighed for at låne Fælleshuset Ringen, så vi har mere plads, siger arrangør Jens Kjær Pallesen, Elev-Nye Borgerforening.

Markedets åbningstid er udvidet, så det strækker sig over seks timer fredag eftermiddag og aften. Både lokale og folk fra omkringliggende byer har lejet stadeplads.

Tre mulige besøg på festivalen

  •  Fredag: Håndens Marked ved fælleshuset Ringen fra kl. 16-22.
  • Lørdag: Koncert med indiepop-bandet Little Winter i Cirkusteltet i Nye kl. 20. Koster 80 kr.
  • Søndag: Høstfest fra 12.30 til 17.30 i Cirkusteltet i Nye.

Åben By Festival byder bl.a. også på petanqueturnering, vejfodboldturnering, graffitiworkshop for børn og måske drop in-vielser.

- Jo flere lokale jo bedre, men der skal være plads til alle. Og det er en superskøn blanding af næsten fuldtidskunstnere, som laver malerier og akvareller, og så de mere hobbybaserede folk, der hækler, siger Jens Kjær Pallesen.

Som i gamle dage

En anden lokal borger, Maria Bastholm, der har boet i Nye i halvandet år, står bag et helt nyt indslag på festivalen.

Høstmarkedet kommer til at foregå ved teltet i Nye. Foto: Emil Fibiger

Det sker søndag i forlængelse af høstgudstjenesten. Her skal den stå på høstfest med musik, kædedans, høballekast, tovtrækning og andre konkurrencer.

- Jeg synes bare, det kunne være hyggeligt. Det hører sig til efter en høstgudstjeneste. Dem, der spiller til gudstjenesten, bliver og spiller op til kædedans bagefter i det flotte telt, vi har. De her lidt gammeldags aktiviteter kommer til at foregå både indenfor og ude. De er nemme at gå til. De kræver ikke det helt store, men de er sjove at være med til, siger Maria Bastholm.

Skal samle de to byer

Åben By Festival byder bl.a. også på morgenyoga, koncert med bandet Little Winter, vejfodboldturnering og graffitiworkshop for børn.

Elev Kirke har samlet alle trådene og står som festivalens overordnede tovholder.

Målet er at skabe samhørighed i sognet mellem det gamle samfund i Elev og det, der vokser frem i Nye.

- Vi vil gerne involvere hele Nye og Elev. Det var ideen bag festivalen, da vi i sin tid startede den. Vi vil samle, så det ikke er to adskilte bydele, men så vi har noget at være fælles om og lærer hinanden at kende og laver ting på tværs. Det er vi optaget af som kirke og menighedsråd, siger sognepræst Lene Dahl Hansen, der selv holder høstgudstjeneste ved festivalen.

Bolighandlerne, som blev registreret i august i Lystrup-området, drejer sig alle om parcelhuse. Foto: Google Street View

Det dyreste hussalg løb op i 4,5 mio. kr.: Her er den seneste måneds bolighandler i Lystrup, Elsted og Elev

Efter en juli måned med 10 boligsalg i Lystrup, Elsted og Elev har august været mere stille.
I hvert fald har Ritzaus boligrobot blot registreret fem salg i løbet af måneden. Salgene ligger i Lystrup, hvor køberne har kastet deres kærlighed på parcelhuse i størrelsen 124 til 194 kvadratmeter. Det billigste af de fem huse er også det mindste. Det ligger på Granbakken. Det dyreste har adresse på Hasselhaven og er blevet handlet til en pris, der ligger et godt stykke over den gennemsnitlige kvadratmeterpris i postnummeret. Læs mere i artiklen.

Ritzaus robot registrerede fem boligsalg i Lystrup, Elsted og Elev i løbet af august. Husene blev handlet til priser, der går fra godt to millioner kroner til 4,5 mio. kr.

August var en relativ stille måned i postnummer 8520, hvad bolighandler angår.

I hvert fald har Ritzaus robot blot registreret fem bolighandler i postnummeret i løbet af månedens 31 dage.

I listen nedenfor giver vi et overblik over handlerne.

Informationerne baserer sig på oplysninger fra den digitale tingbog, Finans Danmarks boligmarkedsstatistik, Boliga og Bygnings- og Boligregistret (BBR).

Selvom Ritzau har registreret bolighandlerne i august, så er købsaftalerne i nogle tilfælde underskrevet for længe siden, mens nøglerne til andre først bliver overdraget de kommende uger.

Lad os se nærmere på de fem hushandler.

Bygmarken 19

Bygmarken 19. Foto: Google Maps

Parcelhuset på Bygmarken 19 ligger midt i Lystrup og er blevet solgt for 3,7 millioner kroner.

Huset blev opført i 1972 og ombygget i 1976. 

Boligen har et areal på 193 kvadratmeter og en kælder på 56 kvadratmeter. Ifølge de offentlige registre er boligen indrettet med seks værelser.

Kvadratmeterprisen for huset er 5597 kroner lavere end den gennemsnitlige kvadratmeterpris på 22.756 kr. for villaer og rækkehuse i samme postnummer i første kvartal 2022. Det er de senest tilgængelige tal.

Grunden på Bygmarken 19 er 1005 kvadratmeter stor.

Du kan læse mere om boligen her.

Elstedvænge 15

Elstedvænge 15. Foto: Google Street View

Elstedvænge 15 i det nordlige Lystrup er blevet handlet for 3,1 millioner kroner.

Handlen er tinglyst som en familieoverdragelse.

Huset har et boligareal på 125 kvadratmeter og ifølge de offentlige registre byder det på fire værelser samt to toiletter.

Huset er bygget i 1977. 

Grunden er 843 kvadratmeter.

Du kan læse mere om boligen her.  

Granbakken 7

Granbakken 7. Foto: Google Street View

Granbakken 7 i Lystrup har fået ny ejer. Også denne handel er blevet tinglyst som en familieoverdragelse.

Ejendommen er overgået til næste generation for godt to millioner kroner. 

På adressen finder man et murstenshus fra 1986 på 124 kvadratmeter med fire værelser.

Grunden har et areal på 701 kvadratmeter.

Du kan læse mere om boligen her.

Hovmarken 57

Hovmarken 57. Foto: Google Maps

Murstenshuset på Hovmarken 57 i den østlige del af Lystrup er blevet solgt for 3,6 millioner kroner.

De nye ejere har erhvervet sig en bolig med et areal på 151 kvadratmeter.

Kvadratmeterprisen på 22.500 kroner matcher den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse i postnummeret. 

Huset blev bygget i 1980. Det blev bygget om i 1992.  Boligen har i dag fire værelser.

Grundstykket er 864 kvadratmeter stort.

Du kan læse mere om boligen her.

Hasselhaven 31

Hasselhaven 31. Foto: Google Maps

Hasselhaven 31 i Lystrup er kommet på nye hænder.

Huset på grunden er opført i 1997, og det er blevet solgt for 4,58 millioner kroner.

Boligen har et areal på 145 kvadratmeter med seks værelser og to toiletter.

Kvadratmeterprisen på 30.738 kroner ligger 7.982 kroner over kvadratmeterprisen, som en gennemsnitsbolig i postnummeret kostede i 1. kvartal 2022. Det viser prisstatistikken, som Ritzau holder op mod.

Matriklen er 682 kvadratmeter stor.

Du kan læse mere om boligen her.

Rema 1000 i Danmark har fået ok af de danske konkurrencemyndigheder til at overtage Aldi. Foto: Emil Fibiger

Boligafdeling i Lystrup får millionbeløb retur. Myndigheder har godkendt salg af Aldi i Lystrup. Pige blev krænket i letbanen.

Her er ugens nyhedsoverflyvning.

Den seneste uges tid, godt og vel, har budt på en historie om Elstedhøj i Lystrup, hvor man får hele 7,4 mio. kr. retur fra elselskabet Konstant. Hvad overdragelsen af Aldi i Lystrup til Rema 1000 angår, så er processen kommet et skridt videre. Og så har en ung passager på Aarhus Letbane været udsat for en træls oplevelse.

Læs mere om det herunder.

Lejere har betalt for meget for elforbruget i 22 år

Elstedhøj ligger på Sønderskovvej 153-163. De to bebyggelser rummer alt 416 boliger, og forbruget af fælles strøm for disse er altså blevet målt forkert i 22 år. Foto: Google Street View

Forestil dig at du har betalt for meget for den fælles strøm i dit lejlighedskompleks i hele 22 år.

Og forestil dig, at fejlen ikke bare har ramt dig, men også de øvrige lejere i hele 416 boliger i to ejendomme.

Værsgo. Så har du situationen på Elstedhøj i Lystrup. Afdelingen under Boligforeningen Aarhus Omegn har udsigt til at få hele 7,4 mio. kr. retur, fordi 11 elmålere har målt dobbelt forbrug på fællesstrømmen i ejendommene siden 2001.

TV2 Østjylland har bragt historien, som du kan læse her

Det enorme beløb går ned i en fælleskasse. I næste uge holdes der møde med afstemning om, hvorvidt pengene skal bruges på at få nedgravede affaldsbeholdere. Aarhus Lejerforening vurderer, pengene skal fordeles til hver enkelt, som har betalt for meget - og altså også tidligere beboere i opgangene, skriver TV2 Østjylland også.

LystrupLIV vil prøve at følge op på historien.

Salget af Aldi-butikker til Rema 1000 er godkendt

"Vi kender desværre endnu ikke datoen for, hvornår denne butik overgår til Rema 1000". Skiltet har fortsat plads uden for Aldi i Lystrup. Butikken må dog ud fra seneste melding fra Aldi forventes at blive overdraget i løbet af tre måneder. Foto: Emil Fibiger

De danske konkurrencemyndigheder har godkendt salget af 114 Aldi-butikker til Rema 100 i Danmark, herunder overtagelsen af Aldi i Lystrup.

Det har Aldi skrevet i en pressemeddelelse.

Butikkerne lukker og overdrages i løbet af cirka tre måneder, men nærmere kommer vi ikke planerne i Lystrup i den her omgang.

LystrupLIV har været i kontakt med Rema 1000, men kæden er ikke parat til at melde yderligere ud endnu.

Du kan følge planen for ophørsudsalg og lukning af butikker på Aldis hjemmeside. Listen opdateres løbende. Se den her.

Pige blev udsat for blufærdighedskrænkelse i letbanen

En tur med letbanen til Nye blev en meget ubehagelig oplevelse for en 16-årig pige. Arkivfoto: Mette Marie Birch Breuning

Østjyllands Politi modtog mandag 4. september kl. 18.20 en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse mod en 16-årig pige.

Krænkelsen var sket i forbindelse med en køretur med letbanen i retning mod nord.

En ukendt mand havde pludselig sat sig over for pigen, hvorefter han var begyndt at onanere. Pigen stod af letbanen i Nye. Manden var fortsat mod Lystrup.

En patrulje blev sendt til Lystrup, men manden blev ikke fundet. Han beskrives som slank af bygning, lys i huden og omkring 30-40 år. Han havde mørkeblond hår og var iført sorte joggingbukser.

Østjyllands Politi efterforsker sagen.