"Ååh nej ikke igen": Ægtepar ramt af ødelæggende oversvømmelse for tredje gang på 40 år
Tirsdagens skybrud blev en ekstra våd omgang for ægteparret Agnete og Lehn Bang-Mortensen. De bor i et hus i lavtliggende terræn vest for Lystrup. Vandet kom fra flere sider og fossede ind i huset, som blev oversvømmet i hele stueetagen. Det er tredje gang, det sker i de 50 år, det har det været deres hjem, og nu må de gøre alvorlige overvejelser om, hvad der skal ske i fremtiden.
Lystrup: Tirsdagens skybrud har forårsaget vandskader på mange huse, og i hvert fald et af dem ligger ved Lystrup - på Petersmindevej ud mod Djurslandmotorvejen.
Her har ægteparret Agnete og Lehn Bang-Mortensen boet i 50 år, og to gange før har de været udsat for oversvømmelse.
Første gang i 1984. Anden gang i 2012. Og 3. oktober 2023 skulle tredje oversvømmelse så ramme det gamle husmandssted.
Det er placeret i det lavest liggende terræn i Elev Sogn og er yderligere udsat på grund af forhold omkring motorvej og letbane. Mere om det senere.
Først oversvømmelsen, som den skete tirsdag formiddag. Parret var hjemme.
- Vi kunne følge med i, hvordan vandet i regnvandsbassinet på modsatte side af vejen steg og løb over. Det løb ud på vejen, og det gik bare lynhurtigt derfra. Det kom både fra den ene og den anden side og fra oven fra også, fortæller Agnete Bang-Mortensen.
- Kommunen lavede en kantsten uden for vores hus efter oversvømmelsen i 2012, så vandet ville løbe ved siden af. Vi troede, det var nok den her gang. Jeg råbte også ind til Agnete, at kantstenen ville klare det, men bare fem minutter efter klarede den det altså ikke mere, siger Lehn Bang-Mortensen
Ikke igen
Han havde sat et bræt for nedgangen til huset, men det rakte heller ikke. Vandet kom ned og strømmede ind under hoveddøren og ind i hele stueetagen.
Hvad tænkte I, da det skete?
- Jeg ved godt, hvad jeg tænkte. Åhh nej, ikke igen. Og så var det ellers bare med at flytte alt det, der var i gulvhøjde og sætte stolene op på bordene, siger Agnete Bang-Mortensen.
Samtlige rum kom til at stå i vand til op over gulvlisterne - omtrent ti centimeters højde.
Agnete Bang-Mortensen skovlede det ud ad terrassedøren, mens ægtefællen trykkede 114 og blev stillet videre til Aarhus Kommune og Teknik og Miljø, som dog ikke vendte tilbage.
- De har fået andre opkald ind også, og det var også lige meget, for der var så meget vand, siger Lehn Bang-Mortensen.
Kender rumlen
Parret fik tømt huset for vand i løbet af tirsdag, men blev i gummistøvlerne frem til onsdag middag.
- Der var chokoladebrunt mudder over det hele, siger Agnete Bang-Mortensen.
Skadeservice fik suget det op og satte gang i affugtningen af huset.
- Taksatoren var her også onsdag. Han sagde, at det ser træls ud for os. Men jeg sagde, vi har prøvet det før og ved, hvad der skal til, og om vi ikke var enige om, at gulvet skal brækkes op. Jo, det skulle det, genfortæller Lehn Bang-Mortensen.
Væggene skal laves. Dørene skal skiftes. Men huset skal tørre først. Parret har fået tilbud om at flytte på hotel, men de vil blive hjemme og er rykket op på første sal i stedet for. De får en køkkenvogn ud at stå inden længe.
Støjvold bremser vandet
Oversvømmelsen tackles med sort humor, men parret er selvfølgelig mærkede af situationen. Og når det gik så galt, som det gjorde tirsdag, så skyldes det som nævnt flere faktorer, mener parret.
Den ene er støjvolden, som går i bunden af deres have som afskærmning ud mod Djurslandmotorvejen.
- Den virker som en dæmning, så vandet ikke løber videre. I gamle dage ville det løbe ud over engen og ned i Egåen, men nu bremser motorvejen det hele. Der er noget underføring, men det er ikke nok, siger Lehn Bang-Mortensen.
Den anden faktor er vand, som afledes fra letbanen og ned i et bassin ved Høvej nord for huset. Bassinet har udløb under motorvejen, men da udløbsrøret var overbelastet af vandmængderne, løb meget vand over bassinet, ud på markerne og videre ned til ægteparrets matrikel.
Henvendelser varmer
Da de i 2012 fik deres nye indkørsel ødelagt af vand, ville Lehn Bang-Mortensen have Vejdirektoratet til at betale for genopbygningen.
Deres egen forsikring dækkede kun hus og indbo. Men det blev et afslag fra Vejdirektoratet. Lehn Bang-Mortensen vil prøve igen.
- Det er ikke så slemt med indkørslen den her gang. Men der er et område på 15 kvadratmeter og et andet område med skærver på ukrudtsdug, der er skadet. Og jeg vil fyre op under Vejdirektoratet igen og håber, at de vil dække det. For jeg mener, de skylder fra sidst, siger Lehn Bang-Mortensen, der også vil henvende sig til Aarhus Letbane.
Trods frustrationen og uroen kan han og konen varme sig over, at der er hjælp og støtte at hente fra helt almindelige mennesker i lokalsamfundet.
Lehn Bang-Mortensen lagde foto af det oversvømmede hus ud på Facebook i den lokale bygruppe, og det fik mange til at skrive og henvende sig.
- Vi har det egentlig okay, og vi er blevet overraskede over, at så mange mennesker, som vi ikke kender ret godt, egentligt, har tilbudt, at hjælpe, og at vi kan overnatte og komme at spise hos dem, siger Agnete Bang-Mortensen.
- Det er rørende, siger Lehn Bang-Mortensen.
Han og konen har svært ved at se, hvordan deres hus skal kunne blive sikret mod nye oversvømmelser. De vil nu gøre sig overvejelser om, hvad der skal ske i fremtiden og afsøge muligheden for en statslig overtagelse af ejendommen.