Mangler du også lys på sti mellem Lystrup og Hjortshøj: Her er kommunens svar på ønske fra borger
Lystrup og Hjortshøj bliver forbundet af en asfalteret cykelsti. Den er uden belysning, og i de mørke timer føles det utrygt og usikkert af bruge den. Det mener en ung beboer, der har skrevet til Aarhus Kommune og anmodet om at få belysning op. Men Aarhus Kommune sætter ikke lys op i landzone, og derfor vil det bl.a. kræve en dispensation, hvis der skal ske noget. Fællesrådet i Lystrup har ikke kendt til ønsket om lys på stien, men rådet vil sætte sagen på en arbejdsliste. En anden cykelsti er dog førsteprioritet.
Lystrup/Elev/Nye: I den nordøstlige del af Lystrup har byens borgere en asfalteret cykelsti over til nabobyen Hjortshøj.
Det er desværre ikke alle stiens brugere, der synes, det er rart at bevæge sig ud på den. Det kan man læse i et brev, som en ung beboer i Lystrup har sendt til Aarhus Kommune.
"Vi er mange, der i mange år har talt om, at det er utrygt at færdes på stien her i de mørke timer", skriver beboeren i brevet.
Stien går fra Elmehaven og skærer igennem åbent land på vejen over til Hjortshøj, hvor den kobler sig på Asmusvej. Fodgængere og cyklister må nøjes med lys fra egne lygter og mobiltelefoner, for der er ingen gadelamper.
Mørket gør det utrygt og usikkert for brugerne, lyder det i brevet, hvori afsenderen anmoder om lys.
"Hvis vi får gadebelysning på denne sti, er jeg af den overbevisning, at det ikke blot vil øge sikkerheden for dem, der skal gå eller cykle på vejen tidlig morgen og om aftenen, men også at det vil skabe en følelse af tryghed. Jeg håber virkelig, I vil imødekomme mit ønske, skriver Lystrup-borgeren, der er 17 år og bruger stien på turen til gymnasiet i Egå.
Lyser ikke i åbent land
Hos Aarhus Kommune er man ikke umiddelbart parat til at opfylde ønsket, men heller ikke totalt afvisende over for det.
"Normalt vil vi ikke etablere belysning på stien, da den ligger uden for byzonen, skriver Julie Kirsbak, koordinator, Trafik og Vejdrift, Aarhus Kommune, i et svar til beboeren, og fortsætter:
"Men hvis ønsket er stort nok, og fællesrådet er enig heri og vores mobilitetsafdeling af trafikale hensyn også mener, det er en god idé, så kan der gives dispensation for dette. Men prioritering og midler skal findes hos vores mobilitetsafdeling og i samarbejde med fællesrådet".
Sådan har vi gjort
LystrupLIV tager afsæt i et brev, som en beboer har sendt til Aarhus Kommune, hvilket fremgår af kommunens postliste.
LystrupLIV har fået brevet og kommunens svar via aktindsigt.
LystrupLIV har uden held forsøgt at kontakte brevskriveren for at få uddybet hendes synspunkter.
Vi skriver om brevet og ønsket, fordi det handler om et offentligt areal og et væsentligt emne med bred interesse.
Vi nævner ikke navnet på brevets afsender, fordi der er tale om en person under 18 år.
Over for LystrupLIV bekræfter Julie Kirsbæk, at Aarhus Kommune normalt ikke stiller gadelamper op i landzone.
- Det gælder både for stier og for veje, da vi ønsker at friholde arealer i åbent land for lysforurening. Det er både af hensyn til dyreliv og biodiversitet. Aarhus Kommune ønsker at være en medspiller i klimadiskursen. Derfor har vi truffet beslutning om, at vi som udgangspunkt kun etablerer lys inden for byzone, siger hun.
Nyt for Fællesrådet
Hos fællesrådet i Lystrup har man ikke haft ønsket om lys på stien til Hjortshøj på radaren, fortæller formand for infrastrukturudvalget Steffen Sønderskov, da LystrupLIV spørger.
- Det har vi ikke. Vi har ikke hørt om det. Men jeg kan forestille mig, at der er kommet mere færdsel på stien. Tidligere har der ikke været så forfærdeligt meget trafik mellem Lystrup og Hjortshøj, men i takt med at ting sker, så stiger trafikken, og så skal vi også være opmærksomme på stien. Det er klart, svarer Steffen Sønderskov.
Høvej står øverst
Han og Fællesrådet vil notere sig ønsket og se nærmere på behovet for lys.
En anden cykelsti uden lys står dog øverst på listen i Fællesrådet. Den går fra Elev ned ad Høvej og ind ad Elstedvej til Elsted/Lystrup.
- Det er vejen for alle børn og unge, og hvem det måtte være, som bevæger sig på cykel mellem Elev og Nye over til sportsaktiviteter i Lystrup-hallen og fritidshjem. De bevæger sig på den sti, og den er bare mørk. Den har vi kæmpet for at få lys på i mange år. Her har kommunen brugt samme begrundelse. At man ikke sætter lys op i åbent land, siger Steffen Sønderskov.
Afslagene fra kommunen betyder ikke, at sagen om lys på Høvej/Elstedvej er glemt, og den vil blive prioriteret først, hvis Aarhus Kommune åbner for at lave lys på åbent land, fortæller formanden.
Men fællesrådet vil altså også have stien ved Lystrup-Hjortshøj i tankerne fremover. Tiden må vise, om Aarhus Kommune tænder lyset på strækningerne.
LystrupLIV skrev sidste år om et tredje lys-ønske. Det er på cykelstien rundt om Egå Engsø. Også her har Aarhus Kommune svaret, at belysning fravælges af hensyn til dyre- og naturlivet, samt at man holder sig til byzone. Læs historien her.