Toget bliver bragt til standsning lige under hejseværket på Langebro midt i København. Under togets ladning af mursten gemmer sig en bombe nøje placeret af sabotører. På hver sin side af broen står de tyske politisoldater og holder vagt, og på begge sider af havneløbet ligger store tyske indkvarteringer.

De to sabotører ombord på toget antænder bomben og forlader broen. De løber mod deres kammerater, som i mellemtiden er begyndt at skyde for at aflede de tyske soldaters opmærksomhed fra toget, som står helt stille på broen.

En højttalerbil kører forbi og opfordrer alle til at forlade stedet. Men modstandsfolkenes skyderi får tyskerne til at søge op på broen. Bomben sprænger, toget sprænger i luften, og broens hejseværk er totalsmadret. Aktionen er fuldendt.

Langebro kan ikke åbnes, og tyskerne er forhindret i at beslaglægge de 16 danske skibe, som ligger i Sydhavnen.

Nogenlunde sådan så situationen ud på Langebro den 27. marts 1945. Aktionen var nøje planlagt og udtænkt af den kommunistiske sabotørgruppe BOPA og blev ledt af den blot 22-årige Uffe Horwitz.

Georg Hugo Horwitz, som under krigen fik dæknavnet Uffe, var førende modstandsmand under de sidste år af 2. Verdenskrig. Han kom til Lystrup i 1968 og arbejdede i mange år som praktiserende læge fra sin klinik på Bystævnet.

Og det lå ikke ligefrem i kortene, at den unge, jødiske mand fra Hellerup skulle tilslutte sig den kommunistiske modstandsbevægelse BOPA. Men efter at være flygtet til Sverige med sin familie i 1943, vendte han allerede året efter tilbage til Danmark.

- Der var absolut noget ungdoms-udødelighed i det. Han mente ikke, at det kunne passe, at han kunne sidde trygt i Sverige, imens alle andre "arbejdede for ham", husker hans enke Bitten Horwitz.

- Hans mor var også vred på ham. De havde betalt to årslønninger per person for at få dem til Sverige, og så blev han pludselig smuglet tilbage til Danmark. Men det var kampen mod nazismen, det handlede om, supplerer sønnen Peter Horwitz.

Vi sidder på terrassen ved familiens sommerhus i Femmøller. Bitten og Peter Horwitz har sagt ja til at fortælle historien om Uffe Horwitz.

For hvordan fik hans oplevelser under krigen betydning for resten af hans liv? Hvor meget fyldte det i hverdagen, og hvordan lever man et ganske almindeligt liv som praktiserende læge, efter at man har set folk dø, selv er blevet skudt og har været på flugt?

Det vender vi tilbage til, men inden vi når så langt, spoler vi tiden tilbage til 1922.

Her blev Georg Hugo Horwitz født ind i en velhavende jødisk familie. Han voksede op i Hellerup nord for København, og hans familie ejede tobaks- og cigarfabrikken Horwitz og Kattentid, som årligt producerede omkring otte millioner cigarer.

I 1943 flygtede dele af familien til Sverige i forbindelse med den nazistiske jødeforfølgelse, og efter ankomsten var det meningen, at han skulle studere jura på universitetet i Lund. Men allerede året efter ankomsten besluttede han sig for at vende retur til Danmark og tilslutte sig kampen mod tyskerne.

- Min far hadede ikke tyskere overhovedet. Hans familie, fastre og mostre var i Tyskland nogle år, inden de kom til Danmark, så det var ikke en generel vrede mod det tyske folk. Slet ikke. Det var nazisterne, og de folk som samarbejdede med dem, siger Peter Horwitz.

I Danmark blev Georg Hugo Horwitz en del af den kommunistiske sabotagegruppe BOPA, og det var her, han fik dæknavnet Uffe – et fornavn han holdt fast i resten af sit liv. Ifølge Frihedsmuseets modstandsdatabase beskrev han senere, at sproget i miljøet i hans ører var "råt og primitivt, og at fattigdommen ikke bare kunne mærkes og ses, men også lugtes".

- Det var også et opgør med hans familie, at han blev kommunist, og der var nogle af partifællerne, der anså ham som en salonkommunist, fordi han kom fra en velhavende familie. Men han fandt et fællesskab blandt arbejderdrengene, som han aldrig havde oplevet før, siger Peter Horwitz.

Foruden aktionen på Langebro, som var en af de største, deltog Uffe Horwitz blandt andet i likvideringer af stikkere og danskere, der var gået i tysk tjeneste. Han blev kendt som en af de mest uforfærdede og dødsforagtende sabotører, men når folk gennem tiden ville vide, hvor mange mennesker han havde skudt, undlod han altid at svare.

- Det er en nyfigenhed, jeg godt kunne undvære, sagde han i 1986 til Århus Stiftstidende.

De tyske kugler gik han dog ikke fri fra. Som efterlyst af nazisterne blev han i marts 1945 ramt af en række kugler fra HIPO – det tyske hjælpepoliti i Danmark. Dem fik han i al hemmelighed pillet ud på Gentofte Hospital, og ifølge Frihedsmuseet huskede han månederne inden befrielsen som en tid, "hvor kræfter og nerver var sluppet op".

- Han fortalte, at han sov med både en pistol og en håndgranat på sit sengebord det sidste stykke tid af krigen. Hvis nazisterne kom, ville han ikke overgive sig. Så ville han tage nogle af dem med i faldet, siger Peter Horwitz.

Men Uffe Horwitz overlevede krigen, og i 1959 blev han uddannet læge. Han bosatte sig først i Ribe, hvor han også sad i byrådet for SF. Med sin første hustru fik han fire børn, men under en ferie i Østrig omkom hans hustru og et af børnene i en tragisk ulykke.

- Hans ældste datter lå på hospitalet i to døgn, inden hun døde. Som Uffe beskrev det, havde det været så frygteligt, fordi han kunne se, hvor det bar hen. Det var virkelig slemt for ham, fortæller Bitten Horwitz, som et par år efter ulykken blev gift med Uffe Horwitz.

Gennem en fælles bekendt kendte hun Uffe Horwitz og hans hustru i forvejen, og han var ifølge hende umulig ikke at holde af. Også selvom hun var 24 år yngre end ham.

- Men jeg tænkte da, at det var noget af en mundfuld med en gammel modstandsmand, enkemand og en afdød datter, husker Bitten Horwitz.

Sammen fik parret to børn, og i 1968 flyttede de til Lystrup, hvor Uffe Horwitz frem til sin pension i 1986 arbejdede som praktiserende læge. I hjemmet kom også nogle af hans tidligere kammerater fra BOPA, og det skabte intern splid, da Uffe Horwitz efter krigen offentligt fortalte om de likvideringer, der havde fundet sted under krigen.

- Der var nogle af de gamle BOPA-folk, som ikke kunne holde ud, at han fortalte om det. Han mente, at det var en del af historien, og jeg blev frygtelig vred på hans vegne over, at de var sådan efter ham, men det tog han sig ikke af. Han var vældig rummelig, siger Bitten Horwitz.

- Sabotagen, som resulterede i, at tyskerne ikke kunne fortsætte deres fremmarch, var højt profileret og fik opbakning, men stikkerlikvideringerne var en historie, som mange mente, man ikke burde fortælle, siger Peter Horwitz.

En enkelt gang modtog Uffe Horwitz en konvolut med to patroner og en trussel om, at han ville blive skudt, hvis ikke han holdt igen med at fortælle om erindringerne fra krigen. Til stor forskrækkelse for både ham selv og resten af familien.

- Han faldt engang ned af en havestol og slog hovedet. Da jeg kom hjem, lå han i haven med blod i ansigtet, og der troede jeg, at han var blevet skudt, husker Peter Horwitz.

Minderne og oplevelserne fra krigen sad da også i Uffe Horwitz hele hans liv. Det hjalp ham at tale om det, men i mange år tog han sovemedicin, ligesom han en overgang udviklede et alkoholmisbrug. Ifølge Bitten Horwitz beskrev han det som dæmoner fra fortiden, som var svære at slippe af med.

- Han havde perioder, hvor han ikke havde det godt, og hele sit liv blev han ved med at sidde med ansigtet mod døren. Selv da han blev tudsegammel. Men det gik jo, fordi Uffe var den, han var. Han var så positiv. Jeg blev vred på ham, når han tog sine ture, men det hjalp ikke. Jeg kunne ikke hamle op med det, han havde oplevet, siger Bitten Horwitz.

For Peter Horwitz står minderne om middagsselskaberne med de gamle modstandsvenner stærkest. Her blev der fortalt historier, som for en lille dreng var svære at begribe.

- Det fyldte mest for mig, at min far vidste mere end alle andre fædre, fordi han var ældre. Han havde prøvet mange ting, og han var ikke bange for noget som helst. Når du har set døden i øjnene og er blevet skudt, så tror jeg ikke, at der er ret meget, der kan matche det, siger han.

Derudover husker Peter Horwitz tydeligst, at hans far arbejdede meget, for som familielæge i Lystrup havde han aldrig rigtig fri. Der blev ofte banket på døren til hans lægepraksis og familiens hjem om aftenen og i weekenderne.

- Indimellem, når patienterne kom udenfor åbningstid, forklarede far mig, at man kunne være syg på en måde, som ikke nødvendigvis krævede en tur på klinikken. Der var bare nogle, der havde brug for at tale med far. Han havde en forståelse for de folk, han havde med at gøre, siger han.

Det var ikke kun under krigen, at Uffe Horwitz' liv var i fare. Som pensionist faldt han ned af en trappe og fik kraniebrud fem steder. Chancerne for overlevelse var minimale, men som Peter Horwitz siger, "blev han ved med at holde sig selv i live".

- Vi var inde på hospitalet tre gange for at sige farvel. Efter kraniebruddet var han forvirret og usammenhængende. Han læste avis på hovedet og talte tysk, det var helt sindssygt. Det første stykke tid efter faldet, var han ikke rigtigt far. Men han tillærte sig nogle ting og blev sig selv igen, husker han.

Uffe Horwitz døde 87 år gammel i 2010, og han ligger begravet på Elsted Kirkegård.

Hans liv bød på mere fare og sorg, end de fleste mennesker oplever, og til trods for sin politiske uenighed med den samarbejdsorienterede udenrigs- og statsminister Erik Scavenius var det Uffe Horwitz, der fulgte ham gennem skudsalverne i København til afskedsaudiens ved kongen ved krigens afslutning.

- Man må huske, at det var temmelig modigt gjort af Scavenius at gå i fuld diplomatisk antræk fra sin bopæl og tværs igennem en sydende og hujende by, hvor skuddene knaldede tæt. Enhver kunne have skudt ham ned, uden at nogen ville have taget anstød af det. Det indgød mig respekt for manden, skrev Uffe Horwitz i bogen "En sabotørs erindringer".

Kristina Holmegaard, 46 år, sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital, bor i Elev med sin mand og tre børn

Hvornår flyttede du til Elev og hvorfor?

- Vi flyttede herud for 15 år siden, da vi havde købt en grund og bygget hus på Koldkilde. Min mand er vaskeægte århusianer og havde stort set aldrig været udenfor ringgaden, og jeg vidste slet ikke, at der var noget, der hed Elev. Jeg kan tydeligt huske, da vi kørte igennem Lisbjerg Skov og kom ud til de åbne marker og den gamle grusgrav. Der tænkte jeg bare: Det er jo ude på landet det her.

- Jeg kommer selv fra landet, så allerede fra begyndelsen tiltalte det mig helt vildt, at man kunne være så tæt på naturen og alligevel tæt på byen.

Hvad er dit yndlingssted i lokalområdet?

- Mine yndlingssteder er nok i virkeligheden steder, hvor der ikke kommer så mange andre mennesker. Jeg elsker at komme i Trige Skov og Lisbjerg Skov, men det er ikke nødvendigvis på de gængse stier. Vi kan godt lide at gå lidt 'off-road', og forleden havde jeg lige sagt til min datter, at vi vist havde set hele Lisbjerg Skov, og så lykkedes det os alligevel at finde nogle nye områder.

- Jeg har et job, hvor jeg er rigtig meget på og meget sammen med andre mennesker, så jeg lader meget op i naturen, hvor jeg ikke skal forholde mig til andre.

Hvad er det bedste ved Elev og Nye?

- I de første år var det særligt de der lidt landsby-agtige traditioner, der fyldte. Med Elev-soldaterne, arrangementerne i kirken og byfestivalen. Jeg kan rigtig godt lide det nære og tætte. Jeg kommer ikke ret meget i Nye, for det appellerer lidt til noget andet, og det, jeg oprindeligt faldt for ved området, var friheden og naturen. Det der med at kunne forsvinde væk. Man er lige udenfor Danmarks næststørste by, og man kan hverken høre, se eller mærke det. Det er stadigvæk naturen og det landlige, der tiltaler mig.

Hvad bekymrer dig?

- Jeg sad i bestyrelsen i Elev Ungdomsklub, og den måtte vi lukke dels på grund af corona, men også fordi der ikke var mulighederne eller rammerne til det. Der mangler noget til teenagerne i både Lystrup, Elsted, Elev og Nye. De skal også have et sted at være, og det mangler der en accept af og forståelse for. Det har givet noget uro og ballade, at de unge har samlet sig steder, hvor det ikke har passet, og det er synd, synes jeg.

- Jeg bekymrer mig også lidt over, at jeg ikke synes, der er et inkluderende fællesskab eller et sammenhold. Men det er nok mere en generel ting i samfundet. Man vil godt være med i fællesskabet, men indstillingen er lidt: What's in it for me?

Hvis du måtte komme med en bøn til byrådet, hvordan ville den så lyde?

- Det er det der med at få samlet de lokale kræfter. Udbygningen af Nye er måske sket lidt på bekostning af Elev, for Nye har ikke på samme måde brug for Elev og tilbuddene her som i begyndelsen. Jeg har en bekymring om, at vi står tilbage som en træt amme – uden at det skal lyde alt for negativt. Hvad med om 10 år? Visionen for Nye er, at det er en by, man kan bo i fra vugge til grav, men jeg har svært ved at se, hvilke overvejelser man har gjort i den forbindelse? Jeg kunne godt tænke mig, at fællesrådet generelt blev inddraget mere. Der mangler et helikopterperspektiv på byudviklingen i vores område. Man bygger båden, mens man sejler, men man burde hæve sig lidt og se på, hvad der skal ske i et 10-20-årigt perspektiv.

- Det kunne også være rigtig fint, hvis der blev anlagt en hundepark eller en hundeindhegning i nærheden af Elev og Nye. Det er et mere konkret ønske.

AARHUS: En fredag eftermiddag, et par timer før fyraften, kunne chefen finde på at sige til Jørn Tækker: Løs lige den her opgave, den skal være klar mandag morgen.

Opgaven kunne umuligt løses på et par timer, og når Jørn protesterede, lød beskeden blot: Så må du arbejde i weekenden.

Om noget vil Jørn Tækker ikke arbejde i weekenden. Heller ikke i dag. Han gør det kun rent undtagelsesvist.

- Når man er på arbejde, er man på arbejde, og når man har fri, har man fri, siger han og kaster et hvast blik ud over kanten på de smalle metalbriller.

Så sagde Jørn op og købte sin første ejendom, Mejlgade 47. Og dernæst fire-fem mere.

- Jeg regnede ud, at hvis jeg ejede en håndfuld ejendomme, kunne de give mig en tilstrækkelig indtægt til, at jeg ikke behøvede at have et fast job ved siden af.

Det var i 1996, og det blev starten på Tækker Group, der i dag både ejer og administrerer et utal af ejendomme samt bygger nyt – som for eksempel Nye, nord for Lystrup, hvor Tækker forvandler 200 hektar landbrugsjord til en helt ny type by.

Tækker Group er vokset til en milliardvirksomhed med en egenkapital på snart fire milliarder kroner. Jørn ejer de bestemmende aktier, mens hans familie – kone og tre sønner – ejer B-aktierne.

Det er en solid og velkonsolideret erhvervsmand, der sidder i sit domicil i Toldkammeret på Aarhus Havn – den bygning ejer han også – men Jørn signalerer alt andet end højt-på-strå-direktør.

- Næh, vi har en meget flad struktur her, siger han og kaster et blik bagud fra mødelokalet mod sine ansatte.

Tækker Group er ét stort rum, hvor ledelsen sidder sammen med alle andre, og hvor mødelokalet kun er skærmet af glas – og med døren konsekvent stående åben.

- Alle ved alt her, forklarer Jørn tilfreds og fortsætter:

- Vi er relativt gode til at komme frem til sagens kerne, og vi forholder os altid til sandheden – det er altafgørende for mig. Mange kunne godt bruge 30 procent færre tillægsord, end de gør. Når man holder sig til sandheden, kan man altid huske, hvad man har sagt.

Det betyder meget for ham at drive virksomhed på en anden måde, end traditionen foreskriver. Men sådan er det med Jørn – han er altid lige lidt anderledes end de andre.

Det begyndte allerede i folkeskolen, hvor han fik skudsmålet "flink og flittig" ganske uagtet, at han ikke kunne læse og konsekvent sad i ly på bagerste række. Først i 7. klasse konstaterede en ny lærer, at drengen da nok var stærkt ordblind, og fik sendt ham til en strabadserende, men givtig ekstraundervisning. I løbet af 9. klasse knækkede Jørn omsider læsekoden.

- Men lysten til at kaste mig over store litterære værker har været relativt beskedent i mit liv. For mig er det aldrig blevet megafedt at læse en bog, konstaterer han med et skuldertræk.

Han har en blok liggende foran sig og tegner jævnligt hurtige streger op for at illustrere det, han siger. Sådan kommunikerer Jørn.

På Elsted Skole holdt han sig ude fra de vennegrupper, hvor det var "sjovt" at være, som han siger, og markerer straks "sjovt" i anførselstegn. Han var ikke en ballademager, og han rendte ikke i flok.

- Fra de tidlige år har jeg lært, at det at være med i grupper … det gider jeg ikke. Når alle fra klassen kiggede den ene vej, kiggede jeg den anden vej. Jeg har hele livet øvet mig i at kigge i en anden retning end de andre, siger han og fortsætter:

- Jeg driver min virksomhed helt udenfor alle netværk, jeg taler ikke med de andre byudviklere, jeg gider ikke loger og skydeforeninger og netværksgrupper, og jeg omgås ikke de lokale politikere. Jeg gider ikke bruge mine aftener på netværk, jeg vil hellere være sammen med min familie, siger Jørn og uddyber:

- Der er intet, der er gratis her i livet, og afhængighed af andre koster. Jeg vil ikke skylde nogen noget, jeg vil ikke stå i gæld til nogen.

Det var mod alle odds og på trods af lærernes protester, at Jørn fortsatte skolegangen på Vejlby-Risskov Amtsgymnasium, men han VILLE – og ikke mindst ville han ikke samme vej som rødderne fra Lystrup. Han fik, som ventet, en dårlig studentereksamen, men han fik den, og vejen var banet for at gå i samme retning som far: Først tømrer, dernæst ingeniør.

Han rejste ud i verden – til Afrika og Asien og halvandet år i Australien. Han vendte hjem og fik faste jobs, som var udmærkede, men snærende, for Jørn drømte om frihed. Og så kastede han sig ud i den, friheden, omtrent samtidig med, at han mødte kunstneren Birgitte Munk ved en fest i Egå Forsamlingshus hos fælles venner – og fik tre sønner med hende.

- Man bliver ikke til alt det, man er, uden sin familie, og Tækker Group ville ikke være det, som det er, uden min familie. Virksomheden er skabt både på baggrund af mine egne erhvervserfaringer og på baggrund af et langt ægteskab, hvor Birgitte inspirerer mig, og hvor vi inspirerer hinanden, siger Jørn kærligt om hustruen.

Jørn vogter stadig over sin frihed, og derfor er arbejdstiden nøje udmålt. Han er på kontoret i hverdagene kl. 8-16, og resten af tiden holder han fri. Det forventer han også, at hans ansatte gør.

- Når jeg har fri, er jeg sammen med mine kone og mine børn, og så løber jeg meget, siger han beskedent.

Faktisk er Jørn maratonløber om en hals – en interesse, han deler med sin næstkommanderende i virksomheden, Peter Boe Hauggaard-Nielsen. Sammen har de i 15 år løbet cirka 20 maraton overalt i verden og gør det stadig mindst én gang om året.

Jørn og Peter har som nogle af de ganske få i verden – de er omkring 9.000 løbere på verdenslisten – løbet alle de seks store såkaldte major-løb: Berlin, Tokyo, New York City, Boston, London og Chicago.

Nu, hvor de store er krydset af på listen, har de kastet sig over de mere bizarre. Snart skal de løbe i Helsinki, for et par år siden løb de i Iran, og til næste år skal de til Nordkorea.

- Vi bruger maratonløbene som sparringsture, så det også bliver en studietur i arkitektur og bysamfund, siger Jørn, der med sine 66 år godt kan mærke kroppen knirke efter de 42,195 km.

- Men det er ikke noget, som en albyl ikke kan klare. Jeg får aldrig lyst til at give op undervejs, for jeg ved, at det kun er hjernen, der vil stoppe - ikke benene. Det gælder vedholdenhed, og vedholdenhed er det, jeg er bedst til.

Uden vedholdenhed havde Jørn aldrig lært at læse, og han havde heller ikke fået en uddannelse. Det var også vedholdenhed, der drev Tækker Group fremad til stadigt nye højder, indtil finanskrisen ramte i 2008. Da ejede Jørn foruden mange danske bygninger også 125 ejendomme i Berlin.

En del af hans selskaber måtte gå i betalingsstandsning, og han havde en egenkapital på minus en milliard kroner, inden han fik trukket sig op fra klippekanten med det yderste af neglene. I dag har han kun én ejendom tilbage i Berlin, men til gengæld kan han glæde sig over, at den landmand, der i 2006 gerne ville sælge noget jord til ham nord for Lystrup, var både tålmodig og large. Jorden endte, hektar for hektar, på Jørns hænder, og i dag vokser Nye stille og roligt op.

Det er en by, der baserer sig på fællesskabet. Her har man egen bolig, men ikke egen parcel, og når man træder ud ad hoveddøren, træder man direkte ud på fællesarealet. Og så er det en by, hvor der arbejdes for at genbruge regnvand. Lige nu sparer man 40 procent på grundvandet ved at benytte det opsamlede regnvand til toiletskyl og tøjvask. Med tiden håber man også at kunne bruge regnvandet til drikkevand. Ikke mindst af klimahensyn og ud fra en bekymring for grundvandets tilstand og mængde.

- Det skal være en by, som selvfølgelig er en kommercielt bæredygtig forretning, men også en by, som tilbyder nogle andre kvaliteter end de byer, vi hidtil har set, forklarer Jørn, der kunne udvikle Nye, som han drømte om, fordi han kunne købe jorden til en fornuftig pris. Det gav et økonomisk spillerum til at stille særlige krav til byggeriet.

Og så kan han ikke nære sig for at sende et hip mod vores lokale politikere og deres planer for Aarhus Ø – hvor han for resten selv var kortvarigt involveret i Isbjerget, men trak sig ud under finanskrisen.

- Hvis man vil noget ordentligt for byen, skal man ikke som grundsælger forlange en høj pris for grunden. Så skal man sælge billigere og til gengæld forlange noget af bygherrerne. Byplanlægning er at se 100 år frem i tiden, men Aarhus Ø er blevet opført på baggrund af forældede helhedsplaner, mener Jørn og forklarer:

- Man har lavet en bred vej og solgt matriklerne dyrt til forskellige bygherrer. De bygger hver især mange fine huse, men der er ingen samhørighed, og fordi man som grundsælger vil have så meget for grunden, bygger de alle lige højt for at kunne skabe økonomi i forretningen. Det er uacceptabelt for den gode by, synes jeg. Politikerne glemmer at indarbejde den sociale bæredygtighed i den slags byggeprojekter.

Selv tænker Jørn meget over den måde, vi forvalter vores samfund på. Og meget over den måde, han selv driver virksomhed på.

- Mange har den opfattelse, at en virksomhed skal vækste, men vækst er noget, fanden har skabt. Det giver ingen mening for hverken samfund eller virksomhed, at man bare skal være større og større. Skulle vi ikke hellere måle succes ud fra socialt ansvar og bæredygtighed for eksempel?

Han forholder sig apolitisk i ét og alt. Han ønsker, at hans egne ejendomme og byggerier skal kunne huse alle uanset politisk overbevisning. For ham er samtalen og fællesskabet det ypperste mål. Og han lægger ikke skjul på, at ganske vist er han idealist, men han er også en forretningsmand, der skal kunne hente pengene hjem til at drive virksomheden videre.

Når det så er sagt, mener han ganske bestemt, at:

- Man er nødt til som velhavende dansker at gøre mere, end de velhavende gør i dag. Gabet mellem befolkningsgrupperne i Danmark er for stort, uligheden er for stor, og efter min mening bør de velhavende yde mere, end de gør nu.

Herunder regner han også sig selv. Han betaler sin skat med glæde, men han gør sig også tanker om, hvordan virksomheden skal forvaltes, når han engang ikke er her mere. Derfor har han lagt planer for en velgørende fond. Heri skal alle hans egne aktier og hans kones aktier med tiden lægges, mens hans tre sønner er forpligtede til hen over et fastsat åremål at sælge deres aktier til fonden.

- Mine sønner kommer ikke til at lide nød. De får penge nok ud af det til, at de ikke behøver at skulle tage et arbejde, som de ikke gider.

Og det er netop dét, der er pointen i fonden: At sikre menneskers bedst mulige liv i et samfund, hvor tempoet er højt og kravene store. Jørn husker stadig alt for godt, hvordan han selv som lønmodtager blev presset ud over det rimelige, når det blev forventet, at han tog fritiden i brug for at løse opgaver.

- Fonden skal give folk en pause i livet. Her kan man søge om penge til at slippe arbejdet for en stund og komme til kræfter. Den største udfordring udover klima er i mine øjne ensomhed og stress, så fonden skal arbejde for, at folk ikke kommer derud, hvor de får stressrelaterede sygdomme.

Jørn er meget beslutsom. Således er hans sidste vilje, hvad angår Tækker Group. Men der er formodentlig lang tid til, at han selv forlader arbejdsmarkedet.

- Jeg ser ingen grund til at holde op med at arbejde. Kun, hvis jeg mister lysten til det, og det kan jeg ikke forestille mig. Jeg vil gerne selv bestemme, og nu har jeg jo skabt min frihed til at lave det, som jeg bedst kan lide, siger han. Og smiler. Solen skinner over Toldkammeret.