Fællesrådet har fået grønt lys til at omdanne parkeringsplads ved Sønderskoven til et hyggeligt mødested – men kun hvis alt kan fjernes igen
Den store parkeringsplads nord for Sønderskoven skal forvandles til et sted, hvor unge som gamle i Lystrup kan mødes om hygge og aktiviteter.
Det er ambitionen hos Fællesrådet i Lystrup, Elsted, Elev og Nye, som i mange år har kæmpet for at give den gamle cirkusplads i byen en makeover.
Kommunen er med på idéen, men kræver at alt, hvad der etableres på pladsen, nemt skal kunne fjernes igen. Det skyldes, at den gældende lokalplan udlægger området til byggeri af ældreboliger, og den mulighed vil kommunen holde åben.
Hen over foråret holder Fællesrådet et stort idémøde og beslutter, hvilke ønsker for arealet, man skal gå videre til kommunen med.
Det summer ikke ligefrem af liv på den store, grå parkeringsplads i krydset mellem Lystrupvej og Lystrup Centervej. Men det gjorde det engang.
Det store areal tæt på Lystrup Kirke har tidligere været Lystrups naturlige samlingspunkt, hvor der blev holdt markeder, dyrskuer, cirkus og tivoli, og om vinteren kunne børn og voksne boltre sig på en skøjtebane, der var opsat på området.
Den stemning af liv og aktivitet har fællesrådet i Lystrup, Elsted, Elev og Nye i efterhånden mange år kæmpet for at bringe tilbage gennem et projekt, der skal give området nord for Sønderskoven en makeover og få det aktiveret som mødested igen.
I 2023 sendte fællesrådet en ansøgning til Nordea-fonden for at få penge til at etablere en aktivitets- og markedsplads på området samt legeområder til børn, klatrestativer i skoven og mere tilgængelige stier til Lystrup Sønderskov.
Kommunen åben for idéer
Men Nordea-fonden gav afslag på projektet, og efterfølgende har fællesrådet holdt møder med Aarhus Kommune, som ejer arealet, for at undersøge, hvad der så kan lade sig gøre.
Kommunen har meldt klart ud, at man ikke ønsker at overtage Nordea-projektet 1:1. Men der er opbakning til idéen om at omdanne arealet til et mere livligt mødested, fortæller Kim Gulvad Svendsen, chef for Byliv og Medborgerskab i Aarhus Kommune.
- Vi kan ikke overtage det konkrete projekt, fordi vi ikke har penge i den kommunale økonomi til at realisere det og drifte det efterfølgende. Men vi vil meget gerne høre, hvilke andre idéer der er til området, siger han.
Alt skal kunne fjernes igen
Når det er sagt, har kommunen opstillet en række kriterier for, hvad der må etableres på området, og det sætter visse begrænsninger.
Lokalplanen for området udlægger nemlig arealet til ældreboliger, og selv om der ikke er blevet bygget et eneste hus til seniorer på området, siden lokalplanen blev vedtaget i 1997, så ønsker kommunen at holde fast i muligheden.
- Vi har mange lokalplaner, som har en vis alder, og man sløjfer ikke umiddelbart det, som lokalplanen er lagt ud til, for det kan ske, at behovet opstår på et senere tidspunkt, siger Kim Gulvad Svendsen.
Så i tilfælde af at der en dag skal bygges ældreboliger på området, har kommunen stillet krav om, at der ikke må opføres noget på parkeringspladsen og det grønne areal, som ikke nemt kan fjernes igen.
- Det kan sagtens lade sig gøre at etablere nogle mindre beplantninger eller højbede, sætte mål op til boldspil, lave borde-bænke-sæt eller en skaterrampe. Afhængig af, hvad der er efterspørgsel på, siger Kim Gulvad Svendsen.
Men folk i Lystrup må indstille sig på, at området kun kan bruges som mødested i en begrænset periode, indtil kommunen måske får brug for det til noget andet?
- Det kan det godt være. Men vi har andre steder i kommunen, hvor man laver midlertidige installationer, som bliver brugt flittigt, og som får lov at leve i en længere årrække. Vi taler nogle gange om det, der kaldes "længerevarende midlertidighed". For eksempel på Bispetorv, hvor der står nogle kummer med træer og flere andre ting. Det er i bund og grund midlertidige installationer, som har været der siden 2015.
- Så man skal ikke være nervøs for at lave noget på området, man skal bare have in mente, hvad det koster i forhold til den tidsperiode, det kan stå der, siger Kim Gulvad Svendsen.
- Svært at se, hvad der kan laves
Fællesrådet er da også besluttet på at fortsætte arbejdet med at få skabt mere liv på arealet, selv om betingelserne sætter ret tydelige begrænsninger, siger formand Flemming Larsen.
- Det er jo ikke sprudlende ambitioner, der er tilbage. Med de betingelser, der nu er, er det meget svært at se, hvad der kan laves på området, som er interessant. Det kunne måske være optegnede cykelbaner til tre-hjulede cykler, borde-bænke-sæt eller byhaver i blomsterkasser. Det bliver mere småt.
- Men omvendt er det også ærgerligt, hvis så stort et område ikke bliver brugt til noget. Så vi må se på, om der kan etableres noget inden for de rammer, kommunen har sat op. Hvis der kan det, vil vi selvfølgelig gå 100 procent efter det, og jeg håber stadig, at vi kan få kommunen lokket til at lave en bedre stiforbindelse til skoven, siger Flemming Larsen.
P-pladsen holdes fri
Den store parkeringsplads, som indgår i projektet, har indtil nu primært været brugt primært af lastbiler og til opmagasinering.
Kommunen vil dog ikke give flere tilladelser til at bruge parkeringspladsen til den slags fremadrettet, så pladsen kan holdes fri til at indgå i projektet, oplyser Kim Gulvad Svensen.
Hos fællesrådet er det nu planen at afholde et fællesmøde i løbet af foråret for medlemmerne og andre lokale institutioner for at få input til, hvad pladsen kan bruges til. Derefter vil de fremlægge ønskerne for kommunen.
Og her vil man være lydhør for idéerne, forsikrer Kim Gulvad Svendsen.
- Vi ser frem til at blive kontaktet af fællesrådet igen, så vi kan komme i gang med en dialog. Lige nu er det jo bare en græsmark, som bliver brugt til et cirkus en gang imellem, så det kunne jo godt gøres til et mere interessant sted i byen, siger han.