Den 1. august åbner Chris Petersen sin forretning på Bystævnet. Hun har tidligere holdt til i Hornslet. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Ny butik slår dørene op på Bystævnet

For cirka et år siden lukkede den lokale blomsterhandler efter fem år med butik på Bystævnet i Lystrup. Og nu er der godt nyt til dem, der har savnet et sted at købe smukke buketter.

I løbet af sommeren har Chris Petersen nemlig arbejdet hårdt for at sætte den tidligere Nordea-bygning i handelscentret på Bystævnet i stand, og i begyndelsen af august slår hun dørene op til sin forretning.

Hun har i mange år drevet butik i Hornslet, men da den bygning, hun lejede sig ind i, blev solgt, måtte hun finde nye lokaler. Og her faldt valget altså på Lystrup. Både fordi byen ifølge hende manglede en forretning som hendes, og fordi hun gerne ville rykke butikken længere ind mod Aarhus.

Og hvad er det så for en butik, Chris Petersen har? Det satte jeg mig for at undersøge, og i forrige uge var jeg på besøg i hendes nye lokaler i Lystrup. På det tidspunkt knoklede hun for at blive klar, og der stod allerede gin, rom, chokolade og meget andet på hylderne.

Jeg fortsætter den lange saga om bymidten i Lystrup. I forrige nyhedsbrev blev du præsenteret for tre af de ønsker, som mange af LystrupLIVs læsere har til et fremtidigt og forhåbentligt mere spændende centrum.

I dag dykker jeg ned i to konkrete forslag. Henrik Nielsen og Robin Sandomeer har nemlig hver deres bud på, hvad bymidten i Lystrup mangler, og hvordan den med fordel kunne indrettes.

Deres forslag kredser blandt andet om et center i to etager med borgerservice, sundhedshus og en "overdækket gågade" samt nye specialforretninger. Det kan du blive klogere på nedenfor.

Til sidst får du et kort nyhedsoverblik, som blandt andet handler om bilfri søndag, fiskedød og millionunderskud i Ild Pizza.

Jeg håber, at du nyder sommeren, og at du får en velfortjent pause enten herhjemme eller i udlandet.

Tak fordi du læser med.

Hvad savner du svar på?

Har du et spørgsmål eller en undren, som du gerne vil have LystrupLIV til at undersøge?

Så kan du sende det til mig via spørgeboksen på hjemmesiden.

Er det noget, du kunne finde på at diskutere med naboen over hækken? Så kunne det meget vel blive til en interessant historie i nyhedsbrevet – og jeg belønner månedens bedste spørgsmål med en kaffekop! ☕

Billede af Mette Marie Birch Breuning
Billede af skribentens underskrift Mette Marie Birch Breuning Journalist
I 10 år har Chris Petersen drevet butik i Hornslet. Nu flytter hun forretningen til Lystrup. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Nu bliver Lystrup en forretning rigere: Her kan du få alt fra blomster og brugskunst til specialøl, gin og chokolade

Tirsdag den 1. august bliver Lystrup en butik rigere, når Chris Petersen slår dørene op til sin forretning Fest og Gaver på Bystævnet.

I løbet af sommeren har hun arbejdet hårdt på at få butikken, som indtil for ganske nylig lå i Dalgårdsparken i Hinnerup, klar. For selvom det har været 10 gode år i Hinnerup, var det tid til forandring for Chris Petersen.

De lokaler, hun lejede sig ind i, blev solgt, og så faldt valget på Lystrup. For byen har ifølge hende manglet en blomster- og specialforretning, og hos hende spænder det brede udvalg blandt andet over friske blomsterbuketter, gin og rom, brugskunst og chokolade.

Læs mere om det nyeste skud på butiks-stammen og se billeder inde fra butikken i artiklen.

Den 1. august slår Chris Petersen dørene op til sin nye butik på Bystævnet. Hun har rykket sin blomster- og delikatesseforretning fra Hornslet til Lystrup, for byen mangler en forretning som hendes, mener hun. Kom med indenfor i butikken, hvor udvalget må siges at være bredt.

Savner du et sted i Lystrup, hvor du kan købe friske blomsterbuketter? Eller hvad med friskmalede kaffebønder, specialøl, dansk rom eller gin? Eller måske lækre sæber eller brugskunst?

Så er der godt nyt, for du kan få stort set alt, hvad hjertet (og maven) begærer, i Chris Petersens butik, som slår dørene op for kunder den 1. august. I løbet af de seneste måneder har hun knoklet for at omdanne det tidligere fitnesscenter i handelscentret på Bystævnet til hendes butik Fest og Gaver.

- Det er et kæmpestort projekt, for vi har selv sat lokalerne i stand. Jeg går fra at have 400 kvadratmeter til at have 150 kvadratmeter og 80 kvadratmeter kælder, så jeg skal indskrænke mig en del, men det er også godt nok, siger hun.

Hvis du i forvejen kender Chris Petersen og hendes forretning, er det ikke så mærkeligt. Indtil for ganske nylig havde hun butik i Dalgårdsparken i Hornslet, men nu er hun altså rykket til Lystrup. Lokalerne i Hornslet er nemlig blevet solgt, og så var det tid til, at der skete noget nyt.

- Jeg har længe tænkt, at Lystrup manglede en forretning som min. Det kan ikke passe, at en by på størrelse med Lystrup ikke har en blomsterhandler, for her bor jo rigtig mange mennesker. Samtidig ville jeg gerne tættere på Aarhus, for jeg tror, at kunderne her er lidt mere friske på at prøve nye ting, såsom nye smage og farver, siger Chris Petersen.

Gartner, kok og eventkoordinator

Hun er en kvinde med mange kasketter. Oprindeligt er hun uddannet gartner, og foruden det er hun også kok og eventkoordinator, ligesom hun i mange år drev et bageri med sin mand, som er uddannet konditor.

Idéen til forretningen opstod, da hun arbejdede med at arrangere og afholde selskaber.

- Det var interessen for blomster, der gjorde, at jeg kastede mig ud i at starte min egen forretning. Jeg ville gerne selv kunne levere blomster og pynt, når jeg var ude til selskaber, så jeg begyndte i privaten i Hornslet, og fik efterfølgende lokalerne i Dalgårdsparken, fortæller hun.

Specialøl, gin, rom, sirupper, kaffe og te. Det er bare noget af det, som udvalget i Chris Petersens butik består af. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Der er også mulighed for at smage på varerne, inden man beslutter sig. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Efter 10 år med butik Hornslet, hvor omsætningen er steget og steget, er hun klar til at prøve noget nyt. Også selvom det er sørgmodigt at rykke butikken væk fra den faste kundekreds.

- Jeg kendte jo mange af kunderne rigtig godt, for de er kommet hos mig i mange år, og har fortalt meget om dem selv og deres liv. Det bliver spændende, at jeg skal lære en ny kundekreds at kende, siger hun og understreger, at flere af hendes kunder har forsikret hende om, at de følger med til Lystrup.

En lille dims

Selvom Chris Petersen altså skal indskrænke sig for at få plads til det hele i de nye lokaler, bliver udvalget i butikken fortsat stort. Her kan man købe alt fra færdigbundne buketter og vaser til specialøl, chokolade, tapas-tilbehør, sæber og cremer.

- Vi sælger mest blomster og gavekurve med forskellige specialiteter i. Især gavekurvene er blevet meget populære. Det er ikke brugskunst, vi sælger mest af, men vi har det, for man har jo indimellem brug for en lille dims, siger Chris Petersen med et grin.

Den nye butik er næsten ikke til at overse. På handelscentrets facade ud mod både Bystævnet og Lystrupvej hænger der skilte, så kunderne ved, hvor de skal hen. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Foruden de spiselige og drikkelige varer sælger Chris Petersen også cremer og sæber til badeværelset. Foto: Mette Marie Birch Breuning

At hun til tider har svært ved at begrænse sig, blev for alvor tydeligt, da butikken i Hornslet skulle ryddes. På loftet fandt de intet mindre end 50.000 julekugler, så nu har hun lovet sin mand, at hun ikke køber nye julekugler ind i år.

- Her i butikken elsker vi jul, så kunderne kan godt forvente, at der bliver pyntet op til den helt store guldmedalje med glimmer og det hele. Men vi er ikke Gertrud Sand, så vi skal nok sørge for, at det bliver flot, siger hun.

Fællesskab i lokalsamfundet

Foruden Chris Petersen selv er der fire deltidsmedarbejdere i butikken samt en enkelt ungarbejder. Og hun sætter høje krav til varerne på hylderne.

- Jeg sælger ikke noget, som jeg ikke selv har smagt, og som jeg ikke bryder mig om. Så hvis leverandørerne vil have mig til at sælge noget, men jeg ikke bryder mig om det, må de afsætte det til nogle andre i stedet for, siger Chris Petersen.

En af de mest populære varer er chokoladen. Den kommer blandt andet fra Aalborg Chokoladen. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Skal man grille eller lave tapas, er der god grund til at lægge vejen forbi Fest og Gaver. Her kan man blandt andet få krydderiblandinger, nødder og mayonnaise. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Hun er heller ikke bleg for at sige sin mening, hvis hun bliver spurgt, og hun udfordrer gerne kunderne på deres farvevalg og præferencer. Mest af alt er hun fokuseret på at yde en god service og skabe et alternativ til nethandlen, som efterhånden har overtaget en stor del af butikslivet i de mindre byer.

- Jeg synes, det er ærgerligt med alt den nethandel, fordi butikkerne er også med til at skabe fællesskaber og mødesteder i lokalsamfundene. Jeg kan i hvert fald bedst lide at komme ned i en butik og se og føle varerne, inden jeg køber noget, siger Chris Petersen.

Fest og Gaver på Bystævnet 1 åbner tirsdag den 1. august klokken 10.00. Butikken holder åbent tirsdag til fredag 10.00-17.30 samt lørdag 09.00-13.00.


Henrik Nielsen (tv.) og Robin Sandomeer har på opfordring af LystrupLIV givet deres bud på, hvordan bymidten omkring bydelscentret kunne se ud, og hvilke forretninger de ønsker. Privatfotos

LystrupLIV har spurgt, og borgerne har svaret: Her er Henrik og Robins forslag til en stærkere bymidte

Et center i to etager med blandt andet lægehus, borgerservice og optiker på første sal, og dagligvarebutikker, detailhandel og caféer i stueetagen. Den idé smed Henrik Nielsen på bordet, da LystrupLIV spurgte læserne, hvordan bymidten i Lystrup ville se ud, hvis det var helt op til dem.

Han mener, at man ved at samle flere butikker og services kan skabe en mere fuldendt handelsoplevelse, og at butikkerne på den måde kan få gavn af en synergieffekt.

Og også Robin Sandomeer ønsker sig et mere spændende center med flere forskellige butikker. Særligt specialforretninger som for eksempel en vin- eller ostehandel står højt på hans ønskeliste, og så mener han, at udeområdet med fordel kan optimeres til gavn for fodgængerne i området.

Dyk ned i de to forslag i artiklen.

Et center i to etager med lægehus og borgerservice. Det var svaret fra Henrik Nielsen, da LystrupLIV spurgte, hvordan bymidten i Lystrup kunne se ud, hvis det var op til ham. Robin Sandomeer derimod ønsker sig specialbutikker og en mere samlet indkøbsoplevelse. Dyk ned i deres forslag i artiklen.

Du træder ind i centret en torsdag eftermiddag, og der er flere ting, du skal ordne. Først skal du til optikeren og hente dine linser, derefter skal du til frisøren, og inden du går i Super Brugsen for at købe ind til aftensmaden, lægger du vejen forbi caféen og køber en kop to-go-kaffe.

Forestil dig, hvis du kunne ordne alle de ting et og samme sted – i et butikscenter midt i Lystrup. Idéen er ikke min egen. Den kommer derimod fra Henrik Nielsen, som bor i Lystrup.

- Hvis butikkerne og de forskellige services ligger samlet, kan der blive skabt en synergieffekt, som de forskellige butikker kan drage nytte af. Hvis folk kommer for at ordne deres indkøb, kan de samtidig ordne det, de skal på borgerservice, tage et smut til lægen eller til optiker. Det var den tanke, jeg havde, men jeg er jo ikke professionel, blot en glad amatør, siger han.

Og forslaget fra Henrik Nielsen er da heller ikke kommet uopfordret. I løbet af den seneste måned har LystrupLIV spurgt læserne, hvordan bymidten i Lystrup omkring bydelscentret ville se ud, hvis de fik helt frie tøjler til at bestemme.

En overdækket gågade

Det er altså i den forbindelse, at Henrik Nielsen foreslår et center i to etager med serviceydelser som for eksempel borgerservice, lægehus og fysioterapeut på førstesal, samt dagligvarebutikker, detailhandel og spisesteder i stueplan.

- Jeg havde tænkt, at udgangspunktet var den bygningsmasse, der allerede står der. Så kunne man bygge ovenpå og få skabt en overdækning på passagen mellem butiksarkaden og Super Brugsen, så det bliver en overdækket gågade, siger han og understreger, at der i så fald skulle være elevator eller rulletrapper til førstesalen for ældre eller gangbesværede.

Butikker har han ikke selv de store præferencer til, men en Matas og en café – som et supplement til byens mange pizzeriaer – kunne være optimalt, foreslår han.

Forestil dig, at der blev bygget en ekstra etage ovenpå det nuværende bydelscenter, og at strøget mellem Super Brugsen og butiksarkaden blev overdækket. Sådan lyder forslaget fra Lystrup-borger Henrik Nielsen. Foto: Mette Marie Birch Breuning

- Det, der kører for min indre biograf, er en vision om, at man kan gå igennem et center, hvor der er forskellige forretninger til både højre og venstre. Og så kunne centret måske også lægge vægge til nogle af byens arrangementer og events, siger Henrik Nielsen.

"Feinschmecker-butikker"

At bymidten i Lystrup gerne må være mere samlet og udgøre en større handels- og butiksoplevelse, er Robin Sandomeer helt enig i.

Stod det til ham, måtte bydelscentret gerne byde på flere forskellige forretninger – og meget gerne i specialforretnings-kategorien med for eksempel en slagter, vinhandler eller ostehandler.

- Jeg synes, der er mange gode ting ved bydelscentret allerede. Det ligger tæt på idrætshallen og er placeret godt rent geografisk. Men man kører mest derhen, når der er noget specifikt, man skal ordne, og ikke fordi man har lyst til at ose rundt og se på butikker. Hvis der var nogle "feinschmecker-butikker", ville det være fedt, siger han.

Han understreger, at han ikke kender til de tidligere specialbutikker i Lystrup, da han kun har boet i byen i halvandet år. Men han vurderer, at der i Lystrup er et kundegrundlag til den slags butikker.

- Det er ikke kun den ældre målgruppe, som er interesseret i den slags varer. Jeg tror, der er en bred kundegruppe. Super Brugsen har også et bageri og nogle slagtervarer, og det ville de heller ikke have, hvis ikke der var en forretning i det, siger Robin Sandomeer.

Stier til fodgængerne

Og spørger man Henrik Nielsen, ville chancerne for specialbutikkernes overlevelse være større, hvis der blev skabt et regulært center.

- Jeg tror, at nogle af de butikker, som er forsvundet – for eksempel blomsterhandleren – ville have nemmere ved at overleve, hvis man udnyttede det, jeg kalder en synergieffekt, siger han.

Dyk ned i tidligere artikler om 'projekt bymidte'

På LystrupLIV har vi ad flere omgange skrevet om projektet om en stærkere bymidte i Lystrup. 

Vi giver dig her et overblik over artiklerne i kronologisk rækkefølge. Klik på punkterne for at læse eller genlæse: 

Robin Sandomeer er enig med Henrik Nielsen i, at en café med udendørs siddepladser er en god idé, og så mener han godt, at udeområdet kan opgraderes, uden at man går på kompromis med antallet af parkeringspladser.

- På nogle tider af dagen er parkeringspladsen helt fyldt, så der skal ikke være færre pladser, men uanset hvor man kommer fra, skal man krydse bilerne. Man kunne måske etablere en sti til fodgængerne, så de også bliver imødekommet, siger Robin Sandomeer.

Nyt forslag på vej

Coop og Boligforeningen Århus Omegn arbejder på et forslag til, hvordan området omkring bydelscentret kan optimeres og gøres mere attraktivt.

Det sker efter, at det forrige forslag fra en projektgruppe bestående af blandt andre Coop, Århus Omegn og Sweco Architects blev skrottet, fordi boligministeriet ikke ville give tilladelse til den nødvendige nedrivning af to opgange i den almene boligafdeling Elstedhøj.

Hvad Coop og Århus Omegns nye forslag konkret indebærer, har de endnu ikke ønsket at udtale sig om.

Derfor må tiden vise, om parternes planer kredser om det samme, som Henrik Nielsens og Robin Sandomeers idéer.

Her får du et kort nyhedsoverblik fra LystrupLIV. Foto: Jens Thaysen

Det skal du også vide: Fiskedød i Lystrup, bilfri søndag og millionunderskud hos Ild Pizza

Her får du et kort nyhedsoverblik.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Skal din vej være bilfri?

Søndag den 27. august bliver vejene i Aarhus Kommune igen bilfri. Sidst, det skete, var i 1973-1974, men denne gang er det ikke hele byen, der bliver lukket land for biler.

I stedet kan lokale fællesråd, grundejerforeninger og borgergrupper anmode kommunen om tilladelse til at få lukket bestemte veje, så de kan afholde bilfrie arrangementer. Det kunne for eksempel være vejfest, fællesspisning, sæbekasseløb eller rullehockey.

Får man tilladelse til at lukke vejen, hjælper kommunen med det praktiske arbejde omkring selve afspærringen, mens man selv skal stå for selve arrangementet og den efterfølgende oprydning.

Ansøgninger skal sendes til kommunen senest mandag den 14. august på www.brugaarhus.dk under fanen "gå til ansøgningsplatformen".

Fisk døde af iltmangel

Mellem 50 og 100 fisk er fundet døde i søen mellem Blåbærhaven og Asmusgårdsvej. Det drejer sig primært om udsatte skelkarper og naturligt hjemhørende aborrer.

Ifølge Aarhus Kommunes miljøvagt skyldes fiskedøden et meget lavt iltindhold i søen, som sandsynligvis er et resultat af en lang periode med meget sol og varmt vejr. Det solrige vejr har betydet opblomstring af alger i søen, og da vejret igen er blevet mere overskyet, er algerne døde, hvilket har givet anledning til et stort iltforbrug.

Ifølge miljøvagten er den lille sø allerede i dag presset af, at en del store fisk roder op i søbunden og af fodring af ænder. Det vurderes, at det – kombineret med det varme vejr – er årsagen til iltsvindet.

Der er fortsat levende fisk i søen, men om de kan overleve, er uvist. Aarhus Kommune har fjernet de døde fisk.

I Hjortshøj har de unge fået et nyt mødested

I Hjortshøj har de unge mellem 12 og 16 år fået et nyt og alternativt mødested. I et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Institut for X på Godsbanen og lokale aktører er der blevet opsat en container, hvor de unge kan mødes om forskellige aktiviteter.

Tre udvalgte unge har fået nøgler til containeren, og der er i alt cirka 50 brugere. Her kan de unge blandt andet udfolde sig kreativt ved at male, spraymale møbler og lignende.

Formålet er at skabe et inkluderende rum, som de unge selv tager ansvar for og føler sig involveret i. 

Ligesom i Lystrup har de unge i Hjortshøj længe manglet et sted at samles. Containeren er et forsøg på at løse den udfordring.

Stort millionunderskud i Ild Pizza

Restaurantkæden Ild Pizza leverer et massivt underskud på 18,3 millioner kroner for 2022-2023. Det skriver Århus Stiftstidende

Men det bekymrer ikke indehaver Anders Grønborg. Han glæder sig over, at virksomheden har fået en bedre start på året end i seneste årsrapport, og han har ikke tænkt sig at ændre på konceptet.

- Når jeg køber italiensk pølse og ægte mozzarella, så koster det jo. Men selvom det er fristende at ændre på og købe nogle billigere produkter, så vil jeg ikke acceptere at ændre på konceptet. Det vil jeg ikke lægge navn til, siger han til Århus Stiftstidende. 

I stedet vil han finde pengene ved hjælp af andre tiltag, som for eksempel nye retter.

Ild Pizza i Lystrup har været midlertidigt lukket i snart et år. Du kan læse mere om planerne for restauranten her.

Lystrup-borger har lavet træningsbane for hunde

Mangler du og din hund en sjov sommerferieaktivitet, kan du med fordel lægge vejen forbi Aarhus Hundesjov i Trige.

Det er Lystrup-borger Michaela Hessellund, der står bag den store agilitybane for hunde, som har til formål at aktivere hunde og sørge for, at de får den nødvendige motion og stimulering. Det skriver TV2 Østjylland.

Til daglig driver Michaela Hessellund Århus Hundesalon på Bygaden i Lystrup, og hun bekymrer sig for, at mange hunde bliver mere og mere inaktive.

- Der er en mening med alle forhindringerne. Banen kan både bruges til miljøtræning, legeplads, genoptræning og forebyggende styrketræning. Der er for eksempel forskellige underlag, opgaver og højder, siger hun om agilitybanen til TV2 Østjylland.

Priser og information om booking kan findes på www.aarhushundesjov.dk.