Sanne Klepner har i årevis været en hjælpende hånd for familier i nød. Nu er det tid til at trække sig tilbage – og gøre plads til sig selv. Arkivfoto: Emma Ahlgreen Haa

Huset er solgt, og Sanne er mere end klar til at sige farvel til livsværket

Der findes mennesker, som ikke bare hjælper – de bygger hele deres liv op omkring at gøre det.

Sanne Klepner har i næsten 15 år været en klippe for udsatte familier i og omkring Lystrup. Hun har kørt møbler ud, fyldt køleskabe og holdt i hånden, når systemet virkede uoverskueligt. Og så har hun drevet genbrugsbutikken Ønskefeen, hvor hele overskuddet er gået til at hjælpe andre.

Men nu er det slut. Huset er solgt. Butikken lukker. Og Sanne Klepner siger farvel til sit livsværk – og goddag til et nyt kapitel, hvor der også skal være plads til hende selv.

Frem til 1. oktober er der 50 procent på alt i Ønskefeen, og Sanne håber, at mange vil kigge forbi og hjælpe med at få tømt butikken.

Hvad har jeg ellers med til dig i dag?

🔐 Se kortet: Her er årets (foreløbige) indbrud

Indbrudstallene i 8520 er en smule højere end sidste år på samme tid. Politiet arbejder stadig målrettet med at forebygge – men opfordrer også os borgere til at holde øje og hjælpe til. Du kan se, hvor der er anmeldt indbrud, og få politiets bedste råd til at holde tyvene væk.

🏡 Folkehuset er kåret som Årets Lokalitet 2025

Med mad, musik og masser af frivillige er Folkehuset blevet et varmt samlingspunkt i Lystrup. Nu får stedet en velfortjent hæder – og du er inviteret til reception til september.

📍 Læs – eller genlæs – historien om Egå Mølle

Måske var du begravet i en solstol, da vi udgav den tidligere på sommeren – eller måske missede du den bare. Karoline Eike har pustet nyt liv i den gamle mølle, og i dag er Egå Mølle blevet et levende samlingspunkt med loppemarkeder, banko og selskaber.

🛍️⚽ Du får også ugens korte nyhedsoverblik, som i dag blandt andet byder på en festival for hele byen – og en butik, der lukker efter 33 år i Lystrup.

Har du set noget, vi bør kigge nærmere på? Skriv endelig til mig på emahh@jfm.dk. Jeg vil som altid gerne høre fra dig 💬

God læselyst og god sensommer ☀️

Billede af Emma Ahlgreen Frantz
Billede af skribentens underskrift Emma Ahlgreen Frantz Journalist
Nu er huset solgt, og Sanne ’Ønskefeen’ Klepner er klar til et nyt kapitel – men først skal butikken tømmes med 50 procents rabat på alt. Arkivfoto: Emma Ahlgreen Haa

Huset er solgt og Ønskefeen lukker: – Jeg trænger til ro i hovedet

Huset er solgt, og Sanne "Ønskefeen" Klepner lukker butikken 1. oktober – klar til at starte et nyt kapitel med mere ro i hovedet.

Efter 15 år med genbrug, julekurve og akut hjælp til familier i nød lukker Sanne "Ønskefe" Klepner butikken i Lystrup – og siger farvel til sit livsværk.

I næsten 15 år har Sanne Klepner, også kendt som 'Ønskefeen', viet sit liv til at hjælpe andre. Men nu er det slut.

Familiens hus i Lystrup er solgt, og det markerer enden på både Sannes genbrugsbutik, men også den støtte, råd og vejledning, hun har givet til familier i nød gennem tiden.

Siden hun åbnede butikken, har Sanne Klepner solgt brugt tøj, legetøj og udstyr til børn, hvor alt overskuddet gik til udsatte familier. Hun har kørt møbler ud, uddelt julekurve, købt ind til dem, der manglede mad, og været bisidder ved hundredvis af møder.

Men nu er det blevet for meget at skulle bruge stort set alle sine vågner timer på at hjælpe andre, fortalte hun i foråret.

– Jeg er ved at blive kvalt, sagde hun, da hun fortalte, at huset skulle sælges.

- Ønskefeen og alt det, jeg har beskæftiget mig med gennem så mange år, har været mit livsværk. Og jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte. Men nu er det tid til, at jeg også passer lidt på mig selv.

Nu, hvor salget er i hus, sætter hun slutspurten ind. Frem til 1. oktober er der 50 procent på alt i Ønskefeen. Sanne Klepner håber, at mange vil kigge forbi og hjælpe med at tømme butikken, så de familier, hun hjælper, kan få en god afslutning.

– Det kan betyde, at Ønskefeens familier får den afslutning, de alle har fortjent, siger hun og fortsætter:

– Det er specielt, at huset nu er solgt. Men det er også godt. Jeg trænger til at komme væk fra Lystrup.

Selv vælge til og fra

Selvom beslutningen om at sælge huset har været vemodig, er Sanne Klepner ikke i tvivl om, at tiden er inde.

- Det har været enormt givende at hjælpe andre, og jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte, men jeg er nødt til at sige stop nu. Jeg trænger til ro i hovedet, siger hun.

Hun og hendes mand flytter til en anden by for at starte på en frisk.

– Jeg kan ikke sige, at det er mens legen er god, for den stoppede med at være god for længe siden. Men nu vil jeg ud og skabe et liv, hvor jeg bestemmer. Hvor jeg kan sove længe og hente mine børnebørn, har hun tidligere sagt til LystrupLIV.

Her beskrev hun også Ønskefeen som sit livsværk, men også som noget, der har slidt. Arbejdet er foregået alle ugens dage og ofte fra tidlig morgen til sen aften.

– Jeg drømmer stadig om at være frivillig, men på en måde, hvor jeg selv kan vælge til og fra fra dag til dag, sagde hun.

Sanne ’Ønskefeen’ Klepner har hjulpet alt fra voldsramte kvinder til familier i økonomisk krise. Det er vemodigt, men også nødvendigt for hende at sige farvel til sit livsværk. Arkivfoto: Mette Marie Birch Breuning

Gennem årene har Sanne Klepner støttet alt fra voldsramte kvinder til familier, der er kørt fast i systemet. Ofte har hun kunnet reagere hurtigere end myndighederne – som da en ung mor stod i en tom lejlighed med sine børn, og Sanne via sit netværk fik skaffet møbler på få timer.

Selv mener hun ikke, at hun er noget særligt – bare et menneske, der handler, når nogen har brug for det.

– Jeg tror på, at vi er stærkest, når vi løfter i flok. Og vi skal huske at se dem, der sidder alene, siger hun.

Nu handler det altså om at afslutte, rydde op og få sagt farvel. Indtil 1. oktober er butikken åbnet som vanligt, og man kan følge med i åbningstiderne på Ønskefeens facebookside.

– Jeg håber, at folk vil komme og hjælpe mig med at få solgt ud, siger Sanne Klepner.

Få hjælp fra dine naboer, så huset ser beboeligt ud - og tilmeld jer eventuelt nabohjælp. Det er nogle af rådene fra politiet, hvis du vil mindske risikoen for indbrud. Arkivfoto: Liselotte Sabroe

Se kortet: Her er årets foreløbige indbrud i postnummer 8520 begået

I årets første seks måneder blev der anmeldt 26 indbrud i Lystrup, Elsted og Elev. Få overblikket her.

I årets første seks måneder blev der anmeldt 26 indbrud i Lystrup, Elsted og Elev.

Sidste år faldt antallet af indbrud i postnummer 8520 i forhold til året før.

Det skyldes ifølge politiet, at de har haft særligt fokus på indbrud i private boliger med ekstra tiltag i både efterforskning, analyse og forebyggelse.

Om antallet af indbrud også vil falde i år, er svært at spå om. Men indtil videre er antallet af indbrud lidt højere end antallet af indbrud var på samme tid sidste år. Fra 1. januar til 1. juli har Østjyllands Politi modtaget 26 anmeldelser om indbrud i vores område.

Det viser en aktindsigt, som LystrupLIV har fået.

Tallene dækker både villaer, rækkehuse og lejligheder, og nogle veje optræder flere gange i statistikken, fordi der kan være anmeldt flere indbrud på forskellige adresser på samme vej.

Østjyllands Politi oplyser, at de stadig arbejder målrettet med både efterforskning og forebyggelse for at holde indbrudstallene nede.

- Men det er stadig vigtigt, at borgerne hjælper ved at være opmærksomme i nabolaget, siger vicepolitiinspektør Mads Flansmose.

Flest anmeldelser kommer fra Hybenhaven, hvor der er anmeldt tre indbrud.

På Asmusgårdsvej, Ellebrinken, Hyldehaven, Lille Elstedvej og Stokbrovej er der hver anmeldt to indbrud siden årets start.

På kortet herunder kan du se, hvordan de anmeldte indbrud fordeler sig. Bemærk, at prikken på kortet ikke angiver den præcise adresse, men blot vejnavnet.

For at holde tyveknægtene væk, opfordrer Østjyllands Politi til, at man blandt andet gør vinduer og døre svære at bryde op. Eksempelvis ved at bruge solide låse og sætte sikkerhedshasper fast på vinduet.

- Hjælp os også med at være forlængede øjne ude i dit nabolag. Ring 112, hvis du ser en tyv i færd med at bryde ind. Ring 114, hvis du ser mistænkelige personer, der lusker rundt i nabolaget, lyder det fra Østjyllands Politi.

Det er også en god idé at gemme værdigenstande væk, så de ikke er synlige udefra.

Syv gode råd fra politiet til at undgå indbrud

  1. Få din nabo til at tømme postkassen og sætte affaldsbeholderen ud, så den bliver tømt
  2. Hæng vasketøj på tørresnoren og lad kaffekopperne stå på stuebordet eller lad radioen og noget lys være tændt
  3. Parker noget families eller en nabos bil i din indkørslen eller stil et par cykler
  4. Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem ved at bruge gode solide låse og sikrede vinduer
  5. Undgå høje hække og mørke kroge, hvor en indbrudstyv uforstyrret kan stå og arbejde
  6. Lad være med at gøre reklame for på sociale medier, at dit hus er alene hjemme i ferien
  7. Lav aftaler med dine naboer om at holde øje hos hinanden og tilmeld jer evt. Nabohjælp
Kilde: Østjyllands Politi
Folkehuset ligger først for til venstre i billedet. Foto: Kim Haugaard

Et hjerte i Lystrup: Folkehuset er Årets Lokalitet 2025

Folkehuset Lystrup får prisen som Årets Lokalitet 2025 for sin rolle som levende samlingspunkt drevet af frivillige og fællesskab.

Folkehuset Lystrup får prisen som Årets Lokalitet 2025 for sin rolle som levende samlingspunkt drevet af frivillige og fællesskab.

Kaffe, fællesskab og frivillighed.

Det er opskriften i Folkehuset Lystrup, der nu kan kalde sig Årets Lokalitet 2025.

Hvert andet år hædrer Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd en lokalitet, som gør en særlig forskel i området. Det kan være alt fra bygninger og institutioner til naturområder eller virksomheder. Året efter går stafetten videre til en enkeltperson, der udnævnes som Årets Borger.

Fælles for begge priser er ønsket om at hylde dem, der bidrager til livskvaliteten og sammenhængskraften i 8520-området.

I år er valget altså faldet på Folkehuset Lystrup – tidligere kendt som Sønderskovhus – som med et væld af aktiviteter og stærk frivilligkultur er blevet et samlingspunkt i byen.

– Det er ikke bare en bygning. Det er et levende hus fyldt med mennesker, der vil hinanden. Et folkehus med mange rum – både fysisk og menneskeligt, lyder det fra fællesrådet i deres begrundelse.

Mad, musik og motion

Fra mandag til fredag serverer caféen varm mad og kaffe til en rimelig pris, lavet af de ansatte og serveret af et fast team af frivillige. Huset summer af liv med aktiviteter som fællesspisning, foredrag og udflugter.

Grupper som "Lystrup Gutterne", "Anemonerne" og "Sang og Musik på Tværs" mødes jævnligt – sidstnævnte er husets ældste aktivitet. Den største gruppe tæller brugerne af "Selvtræner og fitness", der benytter husets træningsfaciliteter.

Folkehuset har endda sit eget blad, ”Sønderskovhus Nyt”, der hver måned udgives af frivillige.

Alt er organiseret i samarbejde med et årligt valgt brugerråd og den kommunale frivilligkonsulent.

Det hele hører under Aarhus Kommunes afdeling for Sundhed og Omsorg – men drives i praksis af lokale kræfter.

- Med Folkehuset Lystrup er det lykkedes administrativt og fysisk at skabe nogle velfungerende rammer, som har kunnet rumme en meget stor og varieret række af aktiviteter. Aktiviteter, der er drevet af en lang række af engagerede frivillige til gavn og glæde for en stor gruppe af borgere i lokalområdet. Netop dette gør det velmotiveret at kåre stedet til Årets Lokalitet 2025 – ikke kun som bygning og institution, men netop som et ”folkehus” med mange rum, lyder det fra fællesrådet.

Kåringen markeres med en reception i Folkehusets café torsdag 4. september kl. 14.00, hvor alle er velkomne.

Tidligere er hæderen som Årets Lokalitet blandt andet gået til Momentet – svømme- og aktivitetscenteret i Lystrup (2023), renseværket i Nye med sit banebrydende genbrugssystem (2021), og kontorfællesskabet Officelab Kirstinelund (2019), der blev rost for sin nytænkning og lokale forankring.

Karoline Eike har pustet nyt liv i den gamle mølle i Egå. Et år efter overtagelsen summer stedet af fester, fællesskab og lokale arrangementer. Privatfoto

Læs eller genlæs: Karoline har gjort den gamle mølle klar til fest og fællesskab

Et år efter hun overtog den, er Karoline Eikes gamle mølle blevet et lokalt samlingspunkt – takket være håndkraft, tjære og 1.000 nye spåner.

Et år efter hun overtog den, er Karoline Eikes gamle mølle blevet et lokalt samlingspunkt – takket være håndkraft, tjære og 1.000 nye spåner.

Til jul var 700 gæster forbi julemarkedet på Egå Mølle, og de fleste weekender hen over foråret har møllen været fyldt med gæster til runde fødselsdage og konfirmationer.

Det er kun lidt over et år siden, Karoline Eike overtog Egå Mølle og satte gang i et omfattende renoveringsprojekt, men i dag står det klart, at hun er lykkedes med sin drøm: At skabe et samlingspunkt for fester og fællesskab.

- Jeg har nok altid elsket at arrangere fester, og jeg har også arbejdet løbende med det gennem mit liv, fortæller hun.

I flere år har hun arbejdet som virksomhedsjurist, men i foråret 2024 trængte hun til, at der skulle ske noget nyt, så hun sagde sit job op - uden at have noget andet arbejde på hånden.

Sådan så møllen ud, da Karoline Eike gik i gang med projektet. Hun har blandt andet fået fjernet den jordvold, du kan se nederst på møllen. Privatfoto

Møllen kendte hun dog til, for den har været i familiens eje i mange år, og selv har hun også forpagtet den et års tid tilbage i 2013, hvor hun arrangerede selskaber i møllen som et slags fritidsjob, mens hun studerede jura på universitetet i Aalborg.

- Det gik op for mig, at jeg havde været gladest, mens jeg arbejdede med møllen, så jeg besluttede mig for at gøre noget ved det, siger hun.

Sund og klar til fest

Da Karoline Eike gik i gang med arbejdet for et år siden, havde møllen stået tom i nogle år, og den var træt, fugtig og fuld af borebiller.

– Den så herrens ud, siger Karoline Eike og griner.

– Men nu er den tør, sund og klar til fest.

Siden den tidlige sommer sidste år har hun givet den gamle mølle en kærlig overhaling.

Det første, hun gjorde, var at fjerne den jordvold, der havde trukket fugt ind i væggene. Dernæst kom affugtere, ventilation, dræn og nye afløb til.

Egå Mølle har fået nyt liv efter en omfattende renovering med nye trapper, 1.000 spåner (de små, aflange stykker træ, der er brugt som beklædning på møllen) og over 100 liter trætjære. I dag står den sort og skarp. Privatfoto

Møllen fik nye trapper, bedre isolering i tilbygningen og hele 1.000 nye spåner, som de er små træ, møllen er beklædt med

Noget af det, der overraskede Karoline Eike mest under arbejdet, var, hvor meget maling der gik til - og hvor lang tid det tog at få møllen sort igen.

– Malingen tog to mænd 14 dage, og de brugte nok 120 liter maling. Det var et kæmpe arbejde, men den står virkelig flot nu, siger hun.

Karoline Eike har forsøgt at bevare mest muligt: møllestenen er der endnu, kværnene i toppen ligeså – og selv nedløbsrørene er udformet som kæder for at passe ind i stilen.

Egå Mølle og Karoline Eike

Egå Mølle ligger ved siden af Modelparken i Egå og blev rejst i 1918, efter den originale Egå Mølle fra 1859 brændte ned. Den nye mølle blev hentet fra Røved ved Spørring og fragtet til Egå, så der fortsat kunne males mel i området.

Møllen har i mange år været ejet af Karoline Eikes familie. I slutningen af nullerne startede hendes storesøster en selskabsrestauration i møllen. Siden har der været flere forskellige forpagtere, og Karoline Eike har også selv forpagtet de historiske lokaler i et års tid tilbage i 2013, hvor hun arrangerede selskaber i møllen som et slags fritidsjob, mens hun studerede jura på universitetet i Aalborg.

I dag holdes der selskaber og arrangementer i møllen. Der er plads til cirka 50 spisende gæster, og man kan vælge at leje møllen og stå for det hele selv - eller lade Karoline Eike stå for sammensætningen af festen med blandt andet mad, og drikke, oprydning, pyntning og tjenere.

Der holdes også events i møllen - lige fra aftener med banko og mad til julemarkeder og som tidligere på sommeren et loppemarked for børn.

Karoline Eike er 35 år og uddannet jurist. Hun har i mange år arbejdet som virksomhedsjurist, men for nu arbejder hun fuldtid med sit eventselskab Eike Events. Hun har dog planer om at vende tilbage til jurafaget på et tidspunkt - ved siden af arbejdet med Egå Mølle.

Karoline Eike bor med sin mand og deres to sammenbragte børn på Møllenborg Slot i Trige Skov.

Egå Mølle er ikke fredet, og det undrer Karoline, men undervejs i renoveringen skulle det vise sig at være en fordel. Det har nemlig givet hende friere hænder til at træffe beslutninger omkring renoveringen af møllen.

– Jeg ved ikke, om jeg havde fået lov til at lave de ændringer, hvis den havde været fredet. Men det var det, der reddede den. Nu er den tør og fungerer, siger hun.

Hun understreger, at hun hele vejen har forsøgt at træffe valg, der både fungerer i praksis – og passer ind i møllens historie.

– Jeg har virkelig gjort mig umage med at bevare sjælen i stedet. Det skulle ligne noget, der kunne have været der altid, siger hun.

Der er dækket op til fest i Egå Mølle, hvor der er plads til op til 50 gæster. Privatfoto

Selv om bygningen ikke er officielt bevaringsværdig, er det tydeligt, at Karoline Eike tænker på den som noget, der skal holdes i live – også på den lange bane.

– Jeg drømmer om, at den her mølle stadig står her om 50 år. Sund og stærk – og fuld af liv, siger hun.

Håndværker stjal stolene

Under renoveringen af Egå Mølles i efteråret sidste år - og kort før genåbningen - skete der også noget, der satte stedet på landkortet.

En håndværker, der havde været med til renoveringen, stjal 49 af møllens 50 stole for at sælge dem videre.

- Jeg havde ikke engang nået at tage dem i brug selv, for møllen var jo ikke åben på det tidspunkt, siger Karoline Eike.

Det var en historie, der også nåede TV2’s landsdækkende nyhedsside.

- På forsiden var simpelthen historien om mine stjålne stole, lige ved siden af to historier med Trump og Zelensky. Det var ret uvirkeligt, siger hun.

Sammen med en veninde, havde Karoline Eike samlet 49 stole kort før den store åbning af Egå Mølle. Få dage senere blev de stjålet af en håndværker, Karoline havde hyret til at hjælpe med renoveringen af møllen. Privatfoto

Stolene kom igen efter få dage med god hjælp fra en ukendt kvinde.

Hun var i færd med at købe nogle stole online, og synes de lignede Karolines stole fra møllen.

- Så blev jeg ringet op, og det viste sig, at det var mine stole, siger Karoline Eike, der en uges tid efter tyveriet havde sine stole igen.

Hun var særligt rørt over den opbakning, hun mødte undervejs.

– Jeg fik tilbud om at låne stole fra alle mulige – også folk, jeg slet ikke kendte. En skrev, at jeg kunne låne 50 stole fra hans firma, og andre tilbød at komme og aflevere dem selv. Det var virkelig rørende, siger hun.

– Det her viste mig, hvor meget vi står sammen, når det gælder. Det glemmer jeg ikke lige foreløbig.

Selv om det var en hård oplevelse, kom der også noget godt ud af det.

- Jeg havde helst været det foruden, men skal man sige noget positivt, så gjorde omtalen også, at rigtig mange fik øjnene op for, at møllen findes, siger Karoline Eike.

Overrasket over opbakningen

Da Karoline Eike genåbnede Egå Mølle i september sidste år, havde hun håbet på nogle hundrede besøgende til sine arrangementer og måske et par håndfulde selskaber.

– Det er gået meget bedre, end jeg turde håbe på. Især her i foråret har vi haft konfirmationer hver eneste weekend, siger hun.

Også de åbne arrangementer har trukket folk til. Et lille julemarked med fire boder og æbleskiver tiltrak over 700 gæster.

– Jeg havde regnet med et par hundrede, hvis det gik godt. Jeg blev blæst bagover, siger hun.

Den treetagers mølle rummer anretterkøkken i bunden, selskabslokale (på billedet) og et lokale i toppen. Privatfoto

For et par uger siden var der børneloppemarked, i slutningen af august kommer et møllemarked, og til jul åbner hun igen dørene med gløgg og gran.

Selvom hun havde regnet med at lave eksklusive selskaber med alt inklusive, har hun hurtigt tilpasset sig.

– Det viser sig, at folk gerne vil holde deres egen fest. Så nu kan man også leje møllen uden personale og mad – ligesom et gammeldags forsamlingshus, bare i en mølle, siger hun.

Der er stadig mulighed for gourmetmad og gode vine, men det hele er sat i system med personale, pakker og fleksible løsninger. Og vigtigst: en hyggelig stemning.

– Jeg vil gerne have, at det føles som at være hjemme hos møllemutter, siger hun og smiler.

Et anderledes forsamlingshus

Selvom Egå Mølle nu summer af liv, er Karoline Eike langt fra færdig.

Hun planlægger flere åbne arrangementer – blandt andet møllemarked i august og julemarked til vinter – og vil samtidig udvide muligheden for, at gæster selv kan leje møllen og sætte deres eget præg på festen.

- Det er fedt, at møllen kan fungere som en form for anderledes forsamlingshus, hvor rammerne bare er helt specielle, siger hun.

Karoline Eike har altid elsket at holde og arrangere fester, og hun har arbejdet flere gange med det i løbet af sit voksenliv. Privatfoto

Drømmen er, at Egå Mølle bliver ved med at være et sted, folk samles – både til store livsbegivenheder og hyggelige søndage med kaffe og kage.

– Jeg bliver så glad, hver gang jeg kører forbi og ser, den stå der. Jeg tror seriøst, den kan holde i 100 år mere, nu hvor den er sund igen, siger hun og fortsætter:

– Det betyder virkelig meget for mig, at jeg har været med til at give møllen et nyt kapitel. At den står stærkt nu – og at den bliver brugt.

Efter 33 år med butik i Lystrup, siger Inger-Lis Andersen nu farvel og tak. Arkivfoto: Mette Marie Birch Breuning

Tøjbutik i Lystrup lukker efter 33 år - og andre ting, du skal vide

Her får du ugens nyhedsoverblik fra Lystrup.

Der er nyt om alt fra butikslukning og stjålne stenskulpturer til fællesskab og idræt i lokalområdet.

Cotton Look lukker efter 33 år

Efter 33 år drejer Inger-Lis Andersen nøglen om og lukker sin tøjbutik Cotton Look. Arkivfoto: Mette Marie Birch Breuning

Nu er det slut. 

Efter 33 år med butik i Lystrups bymidte lukker Inger-Lis Andersen sin tøjbutik Cotton Look, der har placering i butikscentret ved SuperBrugsen.

I februar 2023 meldte hun ud, at Inger-Lis Andersen ville lukke, da Coop havde købt hendes lokaler – men hun fik lov at blive, mens planerne for området hang i luften. Selvom der endnu ikke er trukket en konkret beslutning fra Coops side i forhold til, hvad der skal ske med lokalerne, så har Inger-Lis Andersen besluttet at lukke butikken.

Ophørsudsalget er begyndt, og der er procenter at spare på det bedste. 

Butikken har været en del af bybilledet siden 90’erne og startede, som LystrupLIV tidligere har fortalt, med 6.000 par strømper på tilbud. Siden er det blevet til tre årtier med tøj, kunder og en butik, mange har kaldt deres sociale holdepunkt.

- Jeg kan godt lide at gå ture, se håndbold og læse. Jeg vil også gerne kunne hjælpe mine børn mere, og så har jeg fem børnebørn, som ofte besøger mig. Så jeg er ikke bange for at komme til at kede mig, har Inger-Lis Andersen tidligere sagt til LystrupLIV.

Ved du noget? Stenskulpturer stjålet fra beboerhuset i Elsted

To stenskulpturer er henover natten forsvundet fra parkeringspladsen ved Elsted-Lystrup Beboerhus. Foto: Arne Flarup

To meget tunge stenskulpturer er hen over natten i denne uge blevet stjålet fra parkeringspladsen ved Elsted-Lystrup Beboerhus. Det oplyser beboerhuset, der nu håber, nogen har set eller hørt noget.

Stenene skulle bruges i en større kunstinstallation, som skal opføres i den kommende park bag beboerhuset og hen mod det nye spejderhus. 

Skulpturen er lavet af gamle trappetrin fra byens første skole.

Har du set noget, eller ved du, hvor stenene er, kan du kontakte beboerhuset på info@beboerhus.com eller telefon 29 63 89 47.

Idrætsfestival skyder ny sæson i gang

Sådan kan det - måske - se ud, når Lystrup Idrætsforening inviterer til idrætsfestival. Arkivfoto: Henrik Skov

Lørdag 6. september inviterer Lystrup Idrætsforening til idrætsfestival for hele byen – og markerer samtidig starten på en ny sæson i de 14 lokale idrætsafdelinger.

Festivalen løber fra klokken 12 til 18 ved Lystrup Idrætscenter, Momentet og Æblehaven og byder på masser af aktiviteter, leg og samvær. Her kan både børn, unge og voksne prøve kræfter med foreningens forskellige idrætstilbud.

Arrangementet er også en del af Festugens projekt Hele Aarhus Fejrer.

Dagen rundes af med fællessang og koncert med duoen Shooting Blanks. Der vil være mulighed for at købe mad og drikke.

Programmet opdateres løbende på foreningens hjemmeside.

Sangcafé for demensramte og deres pårørende i Lystrup Kirke

Musik og fællesskab er i centrum, når Lystrup Kirke i efteråret inviterer til sangcafé for demensramte og pårørende. Foto: Lystrup Kirke

Lystrup Kirke inviterer til tre eftermiddage med sang og samvær – særligt for hjemmeboende med demens og deres pårørende.

Musikken kan noget særligt. Den skaber ro, fællesskab og kontakt – også når hukommelsen svigter. Og selvom man har demens, kan evnen til at synge og nyde musik være velbevaret, fortæller sognepræst Hans Boas, der står bag initiativet.

Mange steder bliver der gjort en stor indsats for at give demensramte et godt liv, men der er også brug for at hjælpe de pårørende.

– Derfor er det vores håb, at sangcafeerne kan få en netværksskabende betydning for de pårørende, som virkelig ved, hvor stor en opgave, det er at være der for sin demensramte ægtefælle. I sangcafeerne kan de få mulighed for at møde andre, der står i den samme situation, siger sognepræst Hans Boas og fortsætter:

– Vi får besøg af dygtige musikmennesker, der har stor erfaring med, hvordan musikken og sangen kan nå ind til menneskers hjerter.

Sangcaféerne finder sted i kirken mandag 1. september, 6. oktober og 3. november – alle dage foregår det fra klokken 14.00 til 15.30. 

Der vil være kaffe og brød, og frivillige fra kirken skaber hyggelige rammer omkring arrangementet.

Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding til Hans Boas på hhmb@km.dk eller 23 20 23 92.

Projektet er støttet af Aarhus Kommunes MSO-pulje.