775 skrev under - men kun to skrev til kommunen: Lidl fylder ikke meget i høringssvar
Lidl drømmer om at få en butik på Møgelgårdsvej og har med et banner ud til vejen opfordret lokale handlende til at vise opbakning i høringsfasen til den nye kommuneplan. LystrupLIV har taget et kig på høringssvarene, der er kommet ind.
Hen over sommeren har Lidl på et stort blåt banner takket for opbakningen i en underskriftsindsamling, der gav 775 støtteerklæringer.
Dagligvarekæden, som drømmer om at åbne butik på Møgelgårdsvej, beder også om yderligere hjælp.
Hvis du stadig ønsker en Lidl i Lystrup, så indgiv dit høringssvar til kommuneplanen. Scan QR koden med din telefon", står der på banneret på hjørnet af Møgelgårdsvej og Sønderskovvej.
Lidl har brug for hjælpen, fordi det nuværende kommuneplanforslag ikke åbner for en dagligvarebutik på ønskeplaceringen.
Nu er høringsfasen forbi, og spørgsmålet er så, om det blafrende banner har fået mange Lystrupborgere til at sætte sig til tasterne og kræve plads til Lidl?
LystrupLIV har foretaget en søgning i de indkomne høringssvar, og svaret er nej.
Brugsen skal have konkurrence
Kun et af i alt 779 høringssvar kommer fra en privatperson, som nævner Lidl i Lystrup.
"Lystrup mangler flere små specialbutikker - og der er behov for konkurrence til SuperBrugsen. Etablering af butikker som Rema 1000 og Lidl vil kunne styrke fællesskabet og skabe liv i byen", skriver den lokale borger Susanne Dein Espersen i indlægget til kommunens planafdeling.
Derfor er kommuneplanen vigtig
- Kommuneplanen ligger en overordnet ramme for, hvordan Lystrup skal udvikle sig som by.
- Planen, der har været i høring, udlægger området, hvor Lidl gerne vil ligge, til fortsat at være et lokalcenter.
- Her må der max. være 3000 kvm butiksareal, og det levner kun plads til Netto, som allerede ligger i området, og en ny Rema 1000, som vil åbne på den gamle Aldi-matrikel.
- Hvis Lidl skal have plads også, så skal området ændres til et bycenter med 4000 kvm. butiksareal.
- Men bycentret ligger ved Lystrup Centervej, hvor SuperBrugsen vil udvide.
- Kommunen planlægger ikke at flytte bycentret, og dermed har Lidl lige nu ikke en mulighed for at åbne på Møgelgårdsvej som ønsket.
Hun mangler et bytorv i Lystrup og et samlingspunkt, som ikke er baseret på idræt eller er afhængig af SuperBrugsen.
Området ved brugsen er ikke egnet til udvidelse, skriver hun og støtter derfor forslaget fra Ejendomsselskabet Gryskjær om at flytte Lystrups bymidte til letbanestationen, Sønderskovvej og Møgelgårdsvej. Det er et forslag, Lidl kan se sig selv i. LystrupLIV bragte en historie om forslaget i juli - du finder den her.
Vil være et tiltrængt løft
En anden lokal borger, Julie Banck-Skødt, nævner ikke Lidl i sit høringssvar, men hun støtter også forslaget om udvikling i området, hvor dagligvarekæden vil ligge.
"Det lokalplansforslag, der er lavet for området Sønderskovvej og Letbanen, er en kærkommen ambitiøs udviklingsplan, som vil give byen det tiltrængte og nødvendige løft for, at vi kan være en tiltrækningskraft for både yngre, kommende og ældre generationer," skriver hun i sit høringssvar.
Men det er så også det, der kan søges frem.
Lidl er ikke skuffet
LystrupLIV har spurgt projektchef i Lidl Kristian Hellesøe, hvad han ligger i, at så få har fulgt opfordringen på det blå banner.
- Jeg tolker det som, at det kræver noget, at nogen skal indgive høringssvar til kommunen. Det er lidt mere omfattende. Jeg forholder mere til, at der har været underskriftsindsamling, hvor der er 775, der har støttet op om, at bymidten skal rykkes, og at en kommende Lidl skal placeres i området ved Sønderskovvej og Møgelgårdsvej for at understøtte den fortsatte udvikling i lokalområdet, svarer Kristian Hellesøe.
Han henviser også til støtte, som han har set i debatter i lokale grupper på Facebook, og fortsætter:
- Det er ikke sådan, jeg havde forventet, der ville være 775 mennesker, der lavede høringssvar. For os var det lige så meget for at vise, at vi stadig har interesse i det derude, og at vi stadig er der og kæmper for, at det kan lade sig gøre.
Er du skuffet over det?
- Nej, overhovedet ikke. Helt ærligt. Jeg havde ikke forventet noget. Folk kører jo forbi. De skal jo næsten stille sig op og læse det og scanne koden, for så at komme ind på kommunens høringsportal og skrive navn og lave et skriv. Jeg kan bare sige, folk allerede har meldt ind, svarer han.
Fortsætter kampen
Kristian Hellesøe har selv indsendt høringssvar på vegne af Lidl Danmark.
Forslaget går på at ændre den nuværende bymidte ved SuperBrugsen til lokalcenter, mens det eksisterende lokalcenter syd for letbanen omdannes til ny bymidte.
Hvad gør I herfra?
- Vi har skrevet vores ønske. Det er der et par andre, der også har gjort, og så håber vi, at kommune og måske også politikere tager det her op. Der er kommunalvalg rundt om hjørnet. Det kunne være spændende, hvis borgere spørger "hvad vil I gøre i forhold til udvikling herude i Lystrup", svarer Kristian Hellesøe.
Er der ellers nogle kampagner på vej? Nu har I jo prøvet med nogle forskellige ting.
- Det må tiden vise. Bottom line er, at vi ikke har givet op. Vi tænker hele tiden på, hvordan vi kan presse på med den her dagsorden derude, svarer Kristian Hellesøe.
Oven på høringsfasen, hvor også fællesrådet i Lystrup har indsendt et svar, skal embedsværket i Aarhus Kommune tykke sig igennem de mange input og foretage eventuelle ændringer i kommuneplanforslaget, inden det skal til ny behandling i byrådet.