Der er givet dispensation til opstilling af en gittermast i Lystrup. Foto: Anders Kynde

42 meter høj kæmpe rykker tættere på Lystrup

De kan sikre, at du og din familie har netværk, når I skal ringe, sms'e eller streame serier. Men de rager voldsomt højt op og kan være rigtig svære at finde en placering til.

Sådan er det med telemaster eller mobilmaster. En 42 meter høj en af slagsen har i flere år haft retning mod den nordøstlige del af Lystrup.

Den har stået stille i en periode, men nu er masten rykket et skridt tættere på byen. I slutningen af januar har Aarhus Kommune nemlig givet en dispensation, der gør det muligt at have masten stående på den ønskede placering❎

Det kan du læse mere om i dagens nyhedsbrev. LystrupLIV har fået fat på Aarhus Kommunes afgørelse, som måske skal en tur omkring et klagenævn.

Du kan også komme en tur tilbage i tiden og få historien om Lystrup Farvers forretning: bygningen med spiret. Den kommer til at stå tom, hvis ikke der bliver fundet en køber, inden farvehandler Jens Christian Jensen lukker til sommer.

Vi fortæller historien om den specielle bygning og de forretningsindehavere, som har fyldt den med liv gennem mere end 100 år. En af dem bar hat og røg cerut🚬

Dagens tredje historie handler om Elev Skole. Den kommer også til at stå tom. Men kun i en periode. Nu kan vi fortælle, hvornår landsbyskolen skal genåbne som specialskole. Behovet for den er så stort, at der bliver åbnet et midlertidigt tilbud allerede fra marts. Det ligger i en naboby.

Hvis du mangler musik og sang til vinteren, så kan du tage til koncert i Lystrup Kirke i næste weekend. Først skal katten slås af tønden. Det sker mindst to steder lokalt.

Elev-Nye Borgerforening holder fastelavnsdag i dag, lørdag, fra klokken 10. Elsted Kirke har et arrangement søndag klokken 14 med fastelavnsgudstjeneste, tøndeslagning og fastelavnsboller.

Du kan som altid sende os din historieidé, bekymring eller undring. Skriv til os på emfi@jfm.dk eller gå ind på Spørg Os på vores hjemmeside.

God lørdag☕

Billede af Emil Fibiger
Billede af skribentens underskrift Emil Fibiger Journalist
Her ses det grønne område, hvor en 42 meter høj ønskes placeret. En del grundejere har udsigt i den retning. Foto: Mette Marie Birch Breuning

42 meter høj telemast rykker tættere på Lystrup: Kommune giver ok til placering ved byskov

Teknik og Miljø har givet en dispensation til teleselskabet, som vil opføre en stor gittermast på et areal med byggeforbud. Afgørelsen kan blive sendt i klagenævn.

Teknik og Miljø har givet en dispensation til teleselskabet, som vil opføre en stor gittermast på et areal med byggeforbud. Afgørelsen kan blive sendt i klagenævn.

Den 42 meter høje telemast, som har haft retning mod Lystrup i flere år, er nu kommet et skridt nærmere byen.

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har givet en dispensation, så masten kan opføres i udkanten af skovområdet ved Asmusgårdsvej i den nordvestlige del af Lystrup.

Der gælder et generelt forbud mod bebyggelse på den ansøgte placering, men det forbud undtager Aarhus Kommune ansøgeren TDC Net for.

Masten vil nemlig ikke blive en barriere for dyrelivet og ej heller påvirke skoven væsentligt. Det vurderer forvaltningen, der bl.a. lægger vægt på, at skovområdet i forvejen ligger i et boligområde i en by. Den landskabelige påvirkning vurderes minimeret.

Derfor kan TDC få lov

Det spiller ind, at gitterkonstruktion ikke er et massivt element, der tager ind- og udsyn til og fra skoven.

Gittermastens placering ligger inden for skovbyggelinjen og ud mod Asmusgårdsvej. Kort/grafik: Leif Nørmark Sørensen

Og så er der den tungtvejende, samfundsmæssige interesse: Masten skal sikre ordentligt mobilnetværk i lokalområdet i fremtiden - både inde og ude. Ifølge ansøgningen har TDC dårlig dækning og kapacitet i dag.

Dispensationen blev givet i slutningen af januar.

Skovbyggelinje

  • Mastens placering ligger inden for skovbyggelinjen.
  • Linjen markerer en beskyttelseszone på 300 meter omkring alle offentlige skove og private skove over 20 ha. Loven om naturbeskyttelse foreskriver den.
  • Formålet er at sikre skovene som landskabselementer med ind- og udsyn. Samt at sikre skovbrynene levesteder og spredningskorridorer for planter og dyr.
  • Zonerne måles fra skovbrynet. Inden for dem gælder et generelt forbud mod bebyggelse.
  • Der kan gives dispensation. Man tager afsæt i en vurdering af omgivelser, det ansøgtes karakter og påvirkningen på Natura 2000.
Aarhus Kommune

Den skal udnyttes inden for tre år, og den kommer med tre øvrige betingelser: masten skal udføres som beskrevet i ansøgningen, den skal kunne bruges af flere operatører, og den skal nedtages senest et år efter eventuelt endt brug.

Flere kan bruge masten

Af ansøgningen til Aarhus Kommune fremgår det, at anlægget dimensioneres, så det kan bære to andre operatører. Hi3G, kendt som teleselskabet 3, vil gerne være den ene af de to. Telenor og Nordlys' netværk TT har også fået tilbuddet.

Sådan kan en telemast se ud. Den her er 48 meter høj, så den er lidt højere, end den som TDC vil rejse i Lystrup. Arkivfoto: Anders Kynde

Den 42 meter høje konstruktion med monterede antenner vil være meget synlig fra flere steder i Lystrup. Men, men, men. Den bliver ikke rejst lige med det samme.

For afgørelsen om dispensationen kan blive påklaget og sendt en tur i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Fire uger til at klage

En række naturorganisationer har fået sagen tilsendt med en frist på fire uger til at reagere. Lokale foreninger med en væsentlig interesse i sagen kan også klage.

Aarhus Kommune vil vente med at give TDC Net en byggetilladelse, indtil dispensationen er kommet hele vejen igennem systemet.

Det er teleingeniøren KM Telecom SA, som har ansøgt om og fået dispensationen på vegne af TDC Net A/S.

Der har været forretning i huset på Lystrupvej 238, siden det blev opført for 114 år siden. Foto: Emil Fibiger, jfm

Fra købmand med petroleumslampe til farvehandel: Her er historien om huset med spiret

Lystrup Farver lukker til sommer, siger indehaver Jens Christian Jensen. Det kan være slutningen på en mere end 100 år lang historie med forretning på stedet. Kom med LystrupLIV en tur tilbage i historien og frem til i dag.

Lystrup Farver lukker til sommer, siger indehaver Jens Christian Jensen. Det kan være slutningen på en mere end 100 år lang historie med forretning på stedet. Kom med LystrupLIV en tur tilbage i historien og frem til i dag.

Lystrup Farver har sidste åbningsdag 30. juni.

Indehaver Jens Christian Jensen offentliggjorde nyheden i LystrupLIV i sidste uge.

Hvis en ny forretning ikke kommer til og overtager den karakteristiske bygning, så er det slutningen på en mere end 100 år lang periode med forretningsliv på stedet.

Kender du historien om bygningen?

Ellers ridser LystrupLIV den op for dig her. Kom med en tur tilbage til tidligere tiders købmænd og med helt frem til i dag, hvor bygningen er til salg.

Den første købmand

Lystrupvej 238 blev opført i 1911 og var i sine første mange år en købmand.

Det viser Lystrup-Elsted-Elev-Nye Lokalhistoriske Samlings research.

Den første ejer hed Niels Bertelsen. Han gjorde sig i "Kolonial, Manufaktur og Isenkramforretning, Lager af kul, koks og cement". Regninger med købmandens navn og telefonnummer er dateret fra 1912 til og med 1915. De er blevet fundet i en skunk i huset, mens Jens Christian Jensen har haft Lystrup Farver, skriver lokalarkivet.

- Ja, det er rigtigt, bekræfter farvehandleren til LystrupLIV og fortæller:

- Det var da, vi fik efterisoleret og havde en tømrer derinde. Han fandt det helt inde i skunken. Så vi må gå ud fra, at købmanden har været her.

I sogneprotokollen står der, at sognerådet i maj 1917 bevilligede Købmand N. Bertelsen petroleum til oplysning af sin butik.

Røgen bølgede i butikken

I Stiftens eget arkiv er der umiddelbart ikke noget at finde om forretningen eller Niels Bertelsen. Der er til gengæld en del om William Pedersen, som købte butikken i 1950.

"Kolonial. William Pedersen. Isenkram" står der på skiltet over døren. Lystrup-Elsted-Elev-Nye Lokalhistoriske Samling har digitaliseret fotoet, som kan være fra omkring Pedersens start i 1950.

William kom fra Grenåegnen og havde haft forretning i Glatved, inden han kom til Lystrup. Han gik gerne tur med hat på hovedet og cerut i munden, og i forretningen bølgede røgen også. Her opholdt han sig fra tidligt til sent, og han gav sig tid til at snakke med kunderne.

Ifølge lokalarkivets kilder indførte William Pedersen selvbetjening og var således en fremsynet mand. Han overlod forretningen til næste generation efter næsten 30 år som ejer.

Med hiv og sving fik William Pedersen en dispensation, så han kunne udvide butikken. Artiklen er fra Stiftens arkiv. Dato: 02-10-1978.

Fra købmand til farvehandel

Det var 1. oktober 1978, at sønnen Svend Pedersen og hans kone Kirsten Pedersen formelt overtog ejerskabet af "Centra-markedet".

Svend Pedersen overtog "et moderne supermarked" fra sin far. Dato: 02-10-78.

Parret fortsatte driften i en årrække. I 1988 stoppede de og solgte ejendommen til Jens Christian Jensen, som har drevet farvehandel i huset lige siden.

Stiften bragte en omtale af Lystrup Farvers flytning til købmanden. Dato: 11-04.88. 

Købet skete med aftale om, at lejeren på første sal kunne blive boende. Det var manden med hat og cerut: William Pedersen.

- Aftalen var, at jeg først kunne få lejligheden, når den gamle købmand var død. Han skulle have lov til at blive boende til sin død, men han flyttede så alligevel. Han fandt noget andet, siger Jens Christian Jensen til LystrupLIV.

Alle kom forbi butikken

Han havde haft sin farvehandel et sted andet på Lystrupvej indtil da. Men pladsen var trang, og ejendommen med nummer 238 havde hele pakken: en god beliggenhed og plads til parkering.

William Pedersen døde i 1989. I nekrologen beskrives han som en købmand af den gamle type. Han var på hat og cerut med alle.  Dato: 05-04-1989.

Det var ikke spiret på taget, der fangede ham.

- Spiret var da pænt, men mere var det sgutte. Det er først nu i de senere år, man er begyndt at kigge på den slags. Før i tiden var det spørgsmålet om at få den rigtige placering. Placering, placering, placering, siger Jens Christian Jensen.

I dag ligger butikken ikke ud til et knudepunkt på samme måde som før.

- Nu har vi det nye center ved brugsen og Sønderskovvej. Før i tiden skulle det hele igennem her. Det var hovedfærdselsåren. Det er det ikke mere. Du kan køre op af Sønderskovvej. Lystrup er delt i to halvdele, siger Jens Christian Jensen.

Banken i sidebygningen

Lystrupvej 238 har også sidebygningen, hvor Mosquito Cykel Center bor til leje. Fløjen blev bygget til Provinsbanken og har stadig en bankboks i kælderen.

Jens Christian Jensen har drevet forretning i huset i tæt på 40 år. Her ses han på kontoret i baglokalet. Foto: Emil Fibiger

Banken flyttede over på den anden side af gaden, og Jens Christian Jensen havde salg af tæpperuller og gulvbelægning i bygningen til at begynde med. Men de seneste ti år eller mere har den været udlejet til cykelforretning og -værksted.

Hovedbygningen med erhverv i stuen er perfekt til en mindre virksomhed og til kontor, skriver ejendomsmægleren i dag i salgsopstillingen.

Men efter fire-fem år på markedet og tre forskellige ejendomsmæglere er der stadig ikke fundet en køber.

Den dur stadig

Jens Christian Jensen gætter på, at butikken bliver lavet om til boliger i fremtiden, for detailhandlen i Lystrup er uddøende, mener han. Men den 114 år gamle bygning dur skam stadig, hvis nogen har mod på at føre historien videre.

Sådan ser forretningen ud i dag. Selvom bygningen er gammel, så fejler den ifølge Jens Christian Jensen ikke noget. Foto: Emil Fibiger

Er den stadig egnet som forretning?

- Selvfølgelig er den det. Den har lokalerne, parkeringspladserne og synligheden. Synligheden betyder utrolig meget, svarer Jens Christian Jensen og siger også, at bygningen er i god stand.

Ejendommen er udbudt til 6,5 mio. kr.

Elev Skole er i gang med sit sidste år som almindelig landsbyskole. Men den røde murstensbygning kommer ikke til at stå tom i fremtiden. Arkivfoto: Emil Fibiger

Elev Skoles forvandling kræver tid: Her er kommunens løsning

Aarhus Kommune vil bruge et år på at gøre bygningerne i Elev klar til brug som specialskole. Men der er behov for skolen allerede nu. Derfor åbner kommunen et midlertidigt tilbud til marts.

Aarhus Kommune vil bruge et år på at gøre bygningerne i Elev klar til brug som specialskole. Men der er behov for skolen allerede nu. Derfor åbner kommunen et midlertidigt tilbud til marts.

Elev Skole skal åbne som specialskole til august 2027.

Det kan man læse i et referat fra et rådmandsmøde i Børn og Unge. Det fremgår også, at der er brug for specialskolen allerede nu.

Seks elever har ventet i lang tid. De har været indskrevet i en anden specialklasse som en nødløsning.

For at tage hånd om problemet opretter Børn og Unge et midlertidigt skoletilbud. Det skal køre, indtil Elev Skole åbner om halvandet år.

Åbner i Hjortshøj til marts

Det midlertidige tilbud får til huse i Hjortshøj i et tidligere dagtilbud med adressen Skovager 4. Her skal to små specialklasser gå.

Skovager 4, som den blå markør peger ned på, består af 768 kvm på en 12.518 kvm stor grund. Den ligger over for daginstitutionen Spiren. Foto: Skråfoto/Dataforsyningen/Klimadatastyrelsen

Den ene klasse med de førnævnte seks elever begynder lige om lidt, 1. marts.

Den anden klasse begynder til august og er også tiltænkt seks elever. De forlader Kaløvigskolen i Studstrup, når skoleåret er omme, og skal begynde i 7. klasse.

Koster næsten tre mio. kr.

Skovager 4 er valgt, fordi den vurderes bedst egnet af de ledige lokationer i Aarhus Ejendomme. En mindre ombygning er dog nødvendig.

Aarhus Kommune forventer, at prisen inklusiv flytning af inventar og sagsbehandling løber op i cirka 450.000 kr. Bygningen sluger yderligere 365.000 kr. til drift. Og selve skoledelen med undervisning koster 1,9 mio. kr. i 2026.

Hvis Elev Skole mod forventningen ikke bliver klar til august 2027, så vil det være muligt at forlænge brugen af Skovager 4.

En større omgang i Elev

Elev Skole skal ombygges for 22,9 mio. kr. i skoleåret 2026/27.

- Vi har et behov, og vi har ikke et ønske om at gøre som andre kommuner, hvor man bare lukker ned for specialtilbud og propper eleverne ind i almene klasser, sagde rådmand Thomas Medom i september til LystrupLIV.Foto: Emil Fibiger

Specialskolen kommer til at gå fra 0. til 10. klasse. Der skal laves faglokaler til de ældste elever. Der skal også laves hjemmerum. Det er klasselokaler med grupperum. Bedre parkeringsforhold står også på opgavelisten for håndværkerne.

Elev Skole får samme målgruppe som Kaløvigskolen. Den er for elever med sociale og følelsesmæssige udfordringer og problemer med indlæring.

En sopran og en pianist lægger vejen forbi Lystrup. Pressefoto: Gunnar Birk Kristiansen

Søndagskoncert i Lystrup: Sopran og pianist gæster kirke

Lystrup Kirke byder på en gratis koncert i næste weekend.

Du kan få en forførende musikoplevelse søndag 22. februar i Lystrup Kirke.

Her optræder sopran Signe Asmussen og pianist Morten Heide med klassiske sange på spansk, tysk og dansk.

Sangene fra Latinamerika og Spanien er livlige og lidenskabelige med inciterende rytmer og farverige klange. Sangene fra det tyske repertoire repræsenterer senromantik, hvor natur, drømme og eventyr ofte står centralt i poesien.

Signe Asmussen bliver beskrevet som en af sin generations mest alsidige, erfarne og karismatiske sangerinder. Siden debutkoncerten fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2001 har hun optrådt som solist sammen med orkestre og ensembler. Pianisten Morten Heide har et bredt repertoire og lægger vægt på formidling.

Koncerten begynder klokken 15. Der er fri entré.