Netto vil udvide ud på parkeringspladsen på Lyshøjen. Foto: Emil Fibiger

Netto får den store tur

Hvis du handler i Netto i Lystrup, så kan du se frem til at få en større og helt opdateret butik med flere varer i 2026 🛒

Dagligvarekæden har i længere tid gerne villet bygge til, og nu kan planen føres ud i livet.

Butikken bliver større, end lokalplanen i området siger, at den må være. Men det har Aarhus Kommune sagt ok til.

LystrupLIV har taget et kig på byggetilladelsen. Og vi har talt med udviklingschefen i Netto. Han kan fortælle lidt om planen, nu hvor tilladelsen er hjemme.

Vi skal også en tur til Nye. Jørn Tækker og Tækker Group for første gang har solgt et byggefelt til et privat ejendomsselskab.

Investoren vil opføre rækkehuse. Du kan se mere om hvem, hvad og hvor i dagens nyhedsbrev.

Vi fortsætter videre til Koldkilde og Elevvej, hvor cykelstien gennem skoven ind til Lisbjerg som bekendt har lidt lange udsigter🚵

Byrådspolitikeren Jakob Søgaard Clausen har bedt forvaltningen undersøge muligheden for to tiltag, der hurtigere kan gøre det mere sikkert at færdes på strækningen.

Nu har han fået svar. Det er den tredje historie i nyhedsbrevet, hvor vi også bringer en omtale af noget, der sker i Lystrup senere på måneden🎶

Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi vil levere de vigtige og spændende lokalhistorier til dig gennem hele 2026. Du kan som altid sende ideer og undringer til os emfi@jfm.dk eller via Spørg Os på vores hjemmeside.

God læselyst🍵

Billede af Emil Fibiger
Billede af skribentens underskrift Emil Fibiger Journalist
Pladserne, som bilerne holder på, forsvinder, når Netto bygger til og laver nyt indgangsparti. Foto: Emil Fibiger

Nu kan Netto i Lystrup udvide: Her er planen

Aarhus Kommune har givet Netto dispensation og tilladelse til at udvide forretningen i Lystrup. Kæden har et håb om, hvornår den nye butik står klar.

Aarhus Kommune har givet Netto dispensation og tilladelse til at udvide forretningen i Lystrup. Kæden har et håb om, hvornår den nye butik står klar.

Der er godt nyt til dem, der savner plads og varesortiment i Netto Lystrup.

Dagligvarekæden har nemlig fået det forventede ja til at udvide butikken med en tilbygning på 200 kvadratmeter.

Aarhus Kommune udstedte byggetilladelsen allerede i december, og i øjeblikket bliver den nærlæst af Netto og udlejeren på Lyshøjen 1 Cibus SG Nordic ApS.

- Sammen med dem og entreprenøren, der skal bygge, er vi ved at se det hele igennem og fastsætte, hvad Aarhus Kommune giver lov til, siger udviklingschef Carsten Hadsbjerg, Salling Group, til LystrupLIV og fortsætter:

- Det skal også fastsættes, hvad udvidelsen kommer til at koste. Og så håber og tror vi på, at vi kan komme i gang lige før sommerferien og åbne den nye butik inden ultimo oktober eller november. Det er planen lige nu.

Opdaterer butikken til 2026

Udviklingschefen lover, at kunderne kommer til at opleve en helt ny butik, når tilbygningen står færdig.

Her ses en model fra byggesagen. Den røde linje markerer overgangen til tilbygningen. Højholt Rådgivende Ingeniør ApS

- Vi starter forfra og fikser det hele. Vi får malet, vi får lavet nye elinstallationer og kassesluser og alt, hvad der måtte være, således at det bliver en opdateret version 2026-butik, siger Carsten Hadsbjerg.

De ekstra kvadratmeter skaber plads til 200 flere varenumre: primært grøntsager, frugt og nemme færdigretter (convenience-varer).

Tilladelsen har krævet en dispensation fra lokalplanen for Lyshøjen 1.

Den siger nemlig, at ingen enkelt butik må være større end 1.000 kvadratmeter. Netto kommer til at overstige rammen med 200 kvadratmeter.

Derfor er der givet dispensation

Teknik og Miljø har dispenseret ud fra, at standardstørrelsen i lokalplaner i dag er hævet til 1200 kvm.

Netto-grunden får et nyt parkeringsområde. Nogle af de nuværende 48 pladser forsvinder, men antallet øges med 15 styk samlet set. Tegning: Højholt Rådgivende Ingeniører ApS

Dertil kommer, at området er udpeget som et lokalcenter i nye kommuneplan. Dermed kan flere arealer udlægges til detailhandel. Og endelig fremhæver forvaltningen, at den nuværende lokalplan trods alt tillader op til 1350 kvm. butiksareal samlet set på området - dog ikke for en enkelt butik.

Tilladelsen er givet uden en ny naboorientering.

Hvad angår parkering, så fjernes nogle pladser, mens nye etableres. Der bliver 67 styk i alt, herunder to til handicappede. I dag er der 48.

P-pladserne skal være etableret inden den nye åbning.

Jørn Tækker har taget en privat investor ind i Nye, så der kan blive bygget flere boliger i bydelen, der til august har en nybygget skole. Fotos: Emil Fibiger og Kim Haugaard

Tækker har solgt byggefelt i Nye: Køberen vil opføre rækkehuse

Tækker Group har for første gang taget et andet privat ejendomsselskab ind i Nye. Salget af en byggegrund handler om at sætte turbo på udvikling i bydelen, hvor en stor skole står klar til august.

Tækker Group har for første gang taget et andet privat ejendomsselskab ind i Nye. Salget af en byggegrund handler om at sætte turbo på udvikling i bydelen, hvor en stor skole står klar til august.

Jørn Tækker og Tækker Group har for første gang lukket en anden privat aktør ind i Nye.

Det er sket med salget af et byggefelt til Risskov-ejendomsselskabet Thye og Abildgaard 1 Aps.

Arealet på 1918 kvadratmeter med navnet Kantarelvænget 4 ligger ved siden af Solsikkevænget ud mod Nye Høvej og Høvej. Pris: 22 mio. kr.

Direktør Morten Thye bekræfter handlen til Stiften og fortæller, at der skal udvikles et projekt med rækkehuse inden for lokalplanens rammer.

- Vi har valgt at købe os ind, fordi vi tror 100 procent på tankerne og visionerne for Nye. Fra den kommende skole til bofællesskaber og strukturen - vi tror på, at Nye bliver fremtidens by, siger Morten Thye.

Flere investorer på vej

LystrupLIV fortalte allerede i oktober, at Tækker Group vil tage nogle legekammerater ind i Nye.

Det er byggefeltet i højre side indrammet med rødt, som Thye & Abildgaard har købt og skal udvikle rækkehuse på. Foto: Skråfoto.dk

Planen er at sælge 10.000 etagemeter byggeret til en indtil videre unavngivet investorgruppe og samtidig give forkøbsret på yderligere 20.000 etagemeter.

De store arealer ligger i lokalplanområdet for etape to i Nye, mens det aktuelle salg til Thye & Abildgaard ligger i etape et.

Skruer op for tempoet

Men det hele sker med samme sigte: Der skal turbo på byggeri og bosætning i Nye, hvor Ravnbakkeskolen åbner til august.

- Vi vil gerne have større hastighed på antallet af boliger, så vi kan få flere til at flytte til Nye. Skolen står snart færdig, så fremadrettet vil vi kigge efter investorer til at bygge boliger, mens vi også selv bygger parallelt, gentager Jørn Tækker i en ny kommentar.

Tækker har allerede sat gang i nyt byggeri to steder i nye. Her ses de kommende boliger i Solsikkekernen. Visualisering: Tækker Group

Han er sikker på, at Thye & Abildgaard vil bygge i en ordentlig kvalitet og tror på, at identitet og sammenhæng i Nye ikke går tabt, når nye aktører kommer til. Det er nemlig stadig Tækker Group, der råder over alt uden for selve soklerne - også på det netop solgte byggefelt.

- Det er os, der syr mellemrummene sammen, har Jørn Tækker tidligere sagt om konceptet i Nye.

Bygger flere steder

Selvom Thye & Abildgaard er den første private medspiller i Nye, så er Boligkontoret Århus som bekendt også på vej med et projekt: 65 almene familieboliger.

Tækker selv har sat gang i byggeriet af 155 boliger på to felter i Nye. I alt er der åbnet for byggeri af op mod 1500 boliger i etape et og to. Indtil videre er 255 opført og beboet.

Jakob Søgaard Clausen har fået undersøgt muligheden for at fremskynde en del af cykelstien på Elevvej. Den ventes nemlig tidligst at kunne anlægges i 2028. Arkivfoto: Emma Ahlgreen, Jens Thaysen.

Kan man lave den ene del af forsinket cykelsti nu? Her er svaret i sagen, der frustrerer politiker

Et lokalt byrådsmedlem har bedt Teknik og Miljø undersøge om cykelstien på Koldkilde og Elevvej kan deles op i to etaper, så trafikanterne hurtigere kan få sikre forhold. Han har også spurgt om muligheden for cykelvenlige vejstriber som en midlertidig løsning. Her er svarene.

Et lokalt byrådsmedlem har bedt Teknik og Miljø undersøge om cykelstien på Koldkilde og Elevvej kan deles op i to etaper, så trafikanterne hurtigere kan få sikre forhold. Han har også spurgt om muligheden for cykelvenlige vejstriber som en midlertidig løsning. Her er svarene.

Det meget tidskrævende cykelstiprojekt gennem fredskov fra Elev til Lisbjerg kan ikke deles op i to etaper.

Det er svaret, som Teknik og Miljø har givet på spørgsmålet fra den lokale byrådspolitiker Jakob Søgaard Clausen (DD).

Han havde håbet, at den nordlige del af stien på åbent land kunne anlægges i en første etape, mens den sydlige del i skoven undergår en langstrakt proces med fuld miljøvurdering.

Men nej, den går ikke, skriver forvaltningen i et svar.

- Det er ulovligt for os at gøre det, siger Jakob Søgaard Clausen om etapeopdelingen og fortsætter:

- I hvert fald hvis besvarelsen står til troende, og det er vi nødt til at lægge til grund. Det betyder, at der ikke er nogen anden vej frem end at lade hele projektet køre gennem VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet) og de andre ting. Det er konklusionen på notatet fra forvaltningen, desværre.

Nej til cykelvenlige striber

Han har også fået svar på et andet spørgsmål.

Det handler om muligheden for at lave 2-1-opmærkning på strækningen, indtil cykelstien kan anlægges. Med kun et kørespor midt på vejen kan der skabes mere plads til cyklister og fodgængere på den smalle, mørke landevej.

Forvaltningens svar

  • Koldkilde/Elevvej-projektet ventes at kræve en fuld miljøkonsekvensvurdering (MKV, tidligere VVM).
  • Anlæggelsen vil tidligst kunne ske i 2028-2029.
  • Man må ikke opdele projektet med henblik på at undgå krav om MKV-undersøgelsen på dele af strækningen og komme hurtigere i gang.
  • Man må heller ikke gennemføre et projekt, som forudsætter et andet, uden at vurdere påvirkningen fra begge to.
  • Der henvises til gældende retspraksis, miljøvurderingsloven og Miljøstyrelsens vejledning om forbud mod opdeling af projekter.

Men oversigtsforholdene på strækningen er ikke tilstrækkelige til kun at have et kørespor, skriver forvaltningen.

På dele af strækningen er udsynet godt nok. Men tiltaget vil også kræve en hastighedsnedsættelse, som politiet formentlig ikke vil godkende. Flere korte stræk med 2-1-afmærkning kan desuden forvirre både bilister og cyklister, lyder vurderingen.

Konceptet med 2-1-afmærkning, der ses her, har til formål at sænke hastigheder og skabe bedre plads til cyklister og gående. Men det kommer ikke på Elevvej. Arkivfoto: Stig Atzen

- Forvaltningen afviser det på grund af det sikkerhedsmæssige og siger, at man også har drøftet det med politiet, som heller ikke ser nogen fidus i det. Det frustrerende fra mit synspunkt er, at der er udsigt til, at ingenting kommer til at ske, og at der går en del år, før projektet kan realiseres, siger Jakob Søgaard Clausen.

Opgiver ikke stien

Han bemærker også, at de afsatte anlægsmidler, 11,4 mio. kr., måske ikke rækker. Forvaltningen skriver nemlig, at den fulde miljøvurdering og eventuelle tilpasninger kan betyde, at cykelstiprojektet ikke vil kunne gennemføres inden for rammen.

Den gule streg markerer den planlagte dobbeltsidede cykelsti på Elevvej og Koldekilde. Den røde markerer den eksisterende cykelsti fra Larsmindevej til Lisbjerg. Kort: Aarhus Kommune

Kommer den cykelsti overhovedet?

- Ja, det gør den, hvis der fortsat er politisk vilje. For der bliver ikke sagt, at man ikke kan lave en cykelsti. Der bliver bare en længere proces, og det bliver sandsynligvis dyrere. Så det kræver, at der er flertal for stadig at lave cyklestien og finde midler til resten, hvis det bliver nødvendigt. Det er den garanti, man kan give, svarer Jakob Søgaard Clausen og fortsætter:

- For mit vedkommende er der fuld opmærksomhed på det, og det er mit indtryk, at flere andre og store partier har den samme opfattelse.

Det er tilstedeværelse af flagermus, odder og stor vandsalamander i skovområde. Cykelstien kan have indvirkninger på miljøet. Derfor skal den igennem en lang miljøproces. Arkivfoto: Emma Ahlgreen Haa

Kommunens embedsværk skal i første halvår levere en ny plan for realisering af cykelstiprojekter. Danmarksdemokraten vil obs på, at Koldkilde-Elevvej indgår og prioriteres.

- For det er en vedtaget cykelsti. Den har været i byrådet, og det er vedtaget, at vi skal have den, siger byrådspolitikeren, der også vil holde hånd i hanke med cykelstien i sit øvrige politiske udvalgsarbejde.

Nærværk kalder trioen deres musikalske samarbejde. Pressefoto: Annika Standke

Nordjysk trio spreder musikalsk varme i Lystrup

Musikforening får besøg af en gammel kending, som denne gang medbringer to andre musikere.

Musikforening får besøg af en gammel kending, som denne gang medbringer to andre musikere.

Januar er mørk og kold uden for.

Men inden døre i Elsted-Lystrup Beboerhus bliver der spredt musikalsk varme, når Lystrup Musikforening byder på årets første koncert fredag 23. januar.

Det er nordjyden Henrik Mølbjerg, der lægger vejen forbi. Han spillede også Lystrup i 2024.

Nu vender han tilbage i konstellationen Nærværk. Det er en trio med Lasse Schurmann på percussion og Dominic Gale på bas. Henrik Mølbjerg leverer vokal og guitarspil

Afsættet er hans egne sange, der er blevet beskrevet som country/folk-inspirerede med dansk og engelsk lyrik. Der suppleres med covers, heriblandt Kim Larsens pianomand og Sebastian Du er ikke alene.

"Mølbjerg & Nærværk ønsker at skabe et nærværende åndehul, som udover at tilbyde en original og anderledes musikoplevelse også taler til smilet, rummeligheden og nærværet - og i det hele taget giver publikum noget vedkommende med hjem – nemlig varmen og eftertanken", lyder det om trioen i en pressemeddelelse fra Lystrup Musikforening.

Koncerten foregår klokken 20. Der er 115 pladser og en billetpris på 175 kr.