En gammel administrationsbygning får den helt store tur på Flinthøj. Den nye ejer flytter ind til sommer. På grundene neden for bygningen tages der også fat. Foto: Emil Fibiger

Virksomhed i Lystrup får ny base på Flinthøj

Et godt stykke ude ad Møgelgårdsvej i den østlige del af Lystrup ligger sidevejen Flinthøj.

Her var der i mange år en tekstilvirksomhed, som gjorde sig i salg af gardiner, sengetøj og håndklæder.

Den tid er forbi. De senere år har faciliteterne været lejet ud til virksomheder og personer, som har brug for lagerplads.

Nu sker der noget nyt. Ejendommen har fået ny ejer. Det er en landsdækkende virksomhed, som er i Lystrup i forvejen, men som har brug for meget mere plads. Det får virksomheden på Flinthøj, hvor den også har købt to hidtil ubrugte stykker jord.

I dagens nyhedsbrev kan du læse et interview med firmaets afdelingsleder i Lystrup og få at vide, hvad der er i støbeskeen.

Dagens anden historie er en ubehagelig sag. Sidste år blev tre unge kvinder overfaldet i deres hjem i Lystrup. Det skete midt om natten, da de sov. En ung, lokal mand blev anholdt og sigtet i juli. I den her uge kørte sagen i retten, og den blev afsluttet med domsafsigelse fredag. Du kan læse reportager fra alle tre retsdage i nyhedsbrevet. Vi bringer dem i samarbejde med Stiften.

Lørdag og søndag er der fart over feltet i Lystrup Idrætscenter. 700 børn samles for at spille bold ⛹️Det er en mindre, lokal klub, der arrangerer det meget store stævne. Hvordan bærer de sig ad med det? Og hvorfor kaster de sig ud i det år efter år? Det kan du få svar på i interviewet med formanden.

Og hvad sker der ellers i lokalområdet? Ja, på torsdag kan du f.eks. gå til foredrag i Lystrup Kirke om kærligheden mellem billedhuggeren Anne Marie Brodersen og komponisten Carl Nielsen. Det står cand.mag. Ida-Marie Vorre for. Og på fredag står den på "koncert og karry" på Egå Mølle. Henrik Felter leverer musikken ved arrangementet, som kræver billet og pladsreservation.

God lørdag☕

Billede af Emil Fibiger
Billede af skribentens underskrift Emil Fibiger Journalist
- Vi får åbnet op og gravet op og lagt belægning på det hele, siger afdelingsleder Jane Søballe. Der er brug for en stor oplagspladser til de mange stilladsdele, som virksomheden baserer forretningen på. Foto: Emil Fibiger

Landsdækkende firma får ny base i Lystrup: Har købt stor ejendom og flytter til sommer

Stilladsvirksomheden går fra at bo til leje i Lystrup til at eje. Den nye adresse ligger i erhvervskvarteret. Der renoveres, bygges til og udvides med stor oplagsplads.

Stilladsvirksomheden går fra at bo til leje i Lystrup til at eje. Den nye adresse ligger i erhvervskvarteret. Der renoveres, bygges til og udvides med stor oplagsplads.

Flinthøj 8 bliver ny base for Dansk Stillads Service.

Den landsdækkende virksomhed med afdeling i Lystrup har købt bygninger, som engang husede tekstilvirksomheden Hugo Kragh i den østlige del af byens erhvervskvarter.

Ejendommen strækker sig ned over ubebyggede, sydvendte arealer, som nu graves op og omdannes til oplagsplads.

Gravearbejdet er sat på vinterpause, da afdelingsleder i Lystrup Jane Søballe viser LystrupLIV rundt på grunden.

- Det står lidt stille på grund af frosten i jorden. Vi regnede med at kunne flytte herhen midt i maj. Den hed faktisk først uge 16. Det er så blevet udskudt. Men vi skal være herhenne 20/6, siger Jane Søballe.

Er vokset ud af rammerne

På dagen ophører lejekontrakten på den nuværende lokation i Lystrup på hjørnet af Lægårdsvej og Mølbakvej.

Dansk Stillads Service har haft oplagsplads og kontor på hjørnet siden ankomsten til byen i 2019. Dengang blev en afdeling under Muehlhan A/S og Stjerne Stilladser opkøbt.

Pladsen er blevet trang på Mølbakvej 12. Derfor bliver der omrokeret med stilladserne, der hele tiden kommer ind og sendes ud igen. De ansatte ser frem til at få mere plads på den nye lokation. Foto: Emil Fibiger

Siden er forretningen og behovene vokset, fortæller Jane Søballe.

- Vi bor til leje i dag, og det er blevet alt for lille, så vi har længe kigget efter en grund, og alle grunde herude er solgt. Og så lige pludselig bød den her sig til.

Købet er sket af to omgange: først de ubebyggede grunde og siden ejendommen med kontor, lager og haller.

Indtegningen med blåt viser ejendommen, som Dansk Stillads Service har købt i to omgange til en samlet værdi af 19 mio. kr. Købene skete i 2024 og 2025. Foto: Geodatastyrelsen, Klimadatastyrelsen

Alt sammen ligger i forlængelse af hinanden for enden af Flinthøj og dækker over Flinthøj 6-10, hvor forretningsmanden Hugo Kragh havde tekstilvirksomhed i eget navn i mange år.

Hugo Kragh står der på skiltet til Flinthøj 6-10, hvor der har været lagerudlejning de senere år. Den aflange blå bygning bliver totalrenoveret. Der er 2473 kvm. bebyggelse i alt. Foto: Emil Fibiger

Sønnen Gregers Kragh har i de senere år lejet haller og rum ud som lagerplads.

Forventningsglæde i borgestuen

Dansk Stillads Service har overtaget med lejer i en af to haller. Virksomheden tager ikke bare fat på jordstykkerne uden for. Den aflange kontorbygning på grunden bliver totalrenoveret og indrettet med administration, omklædningsrum og "borgestue".

- Det kalder vi området til montørerne. Det er der, vi mødes om morgenen og uddeler arbejde, forklarer Jane Søballe.

- Vi skal bruge administrationsbygningen plus en hal, siger Jane Søballe. Ejendommen har også en Hal 2 og nogle depotrum. De er overtaget med lejere. Foto: Emil Fibiger

Afdelingens 24 montører ser frem til flytningen - ikke mindst på grund af den nye oplagsplads.

- De glæder sig helt vildt til at få mere plads og mere reel plads. For vores plads på Mølbakvej er kun halvt belagt med asfalt. Resten er grus, siger Jane Søballe.

Hvad er jeres fremtidsplan i Lystrup nu, hvor I får den nye base?

- Det er stadig det samme. Vi skal fortsætte vores gode samarbejde med eksisterende kunder, og vi er altid opmærksomme på nye samarbejder i byggeri og industri, svarer Jane Søballe.

Dansk Stillads Service

Er et familieejet aktieselskab etableret i 1992 på baggrund af en fusion mellem ABC Stilladser, Albrico Stilladser og Centrum Stilladser.

Baserer forretningen på opsætning, servicering og nedtagning af stilladser til byggebranchen og industrien.

Har hovedkvarter i Hvidovre. Afdelingen i Lystrup dækker Jylland og Fyn.

Ejes af Søren Born Frost, Troels Kæmpegaard Byberg, Thomas Lønbirk og Johnnie Lønbirk med sidstnævnte som administrerende direktør.

Er medejer af Hejs.dk, der udlejer person- og materialehejse, transportplatforme og løftegrej til byggepladser.

danskstillads.dk
Mens gravemaskinen holder stille, bliver de gamle vægge, gulve og lofter i personalebygningen banket ned. Der kommer en lille overetage med udsigt. Foto: Emil Fibiger
Én ung mand har begået to overfald på i alt tre kvinder i deres hjem på villaveje i Lystrup. Fredag fik han sin dom. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Ung mand dømt for overfald på sovende kvinder i Lystrup

En 18-årig mand blev fredag formiddag dømt for to overfald, hvor han sneg sig ind på tre unge og sovende kvinder i Lystrup. Før den sidste episode skrev han med kunstig intelligens om den bedste måde at begå røveri på adressen.

En 18-årig mand blev fredag formiddag dømt for to overfald, hvor han sneg sig ind på tre unge og sovende kvinder i Lystrup. Før den sidste episode skrev han med kunstig intelligens om den bedste måde at begå røveri på adressen.

- Så er sagen slut. Tak for i dag.

Med de ord forlod retsformanden retssal 13 fredag klokken 10.53.

Derefter spændte et par transportbetjente et stramt fikseringsbælte fast om livet på den spinkle 18-årige mand fra Lystrup, som netop havde fået sin dom.

Han stirrede tomt ud i luften. Med halvt åben mund. Som så ofte før under sagen, som begyndte i mandags og kørte i Retten i Aarhus.

Den 18-årige blev dømt i fuldt omfang. Dømt for to uhyggelige natlige overfald på tre helt unge sovende kvinder i marts og juni sidste år. Det første overfald omtalte LystrupLIV dengang med afsæt i politiets døgnrapport.

Den unge mand stirrede på de sovende ofre. Han blev dømt for at sætte sig på den ene og slå hende i hovedet og på kroppen med en hardballpistol. For at læne sig ind over en anden, som lå trygt i sin seng, og for at skære en tredje med et dybt snit i hånden.

To tilfælde af grov vold. To tilfælde af ulovlig indtrængen. Brud på kniv- og våbenloven. Og derudover for hærværk og en dødstrussel mod sin tidligere efterskoleforstander i december 2024.

Behandling på ubestemt tid

Men den 18-årige skal ikke ind og ruske tremmer. Det er han for syg til, kom det frem, da dommen blev afsagt fredag formiddag.

På grund af flere psykiatriske diagnoser besluttede retten, som også anklagemyndigheden gik efter, at idømme den 18-årige en behandlingsdom.

Det blev den 18-årige mand fra Lystrup dømt for

  1. For hærværk og trusler, da han i december 2024 var med til at kyle en sten gennem ruden på en bil hos hans daværende efterskoleforstander. Efterfølgende efterlod han en ubrugt brandbombe og en seddel med teksten "DØ SVIN" ved bilen. Det skete på en adresse i Brejning sydøst for Vejle. 
  2. For grov vold, ulovlig indtrængen og brud på våbenloven, da han natten til 29. marts listede sig ind i et hus i Lystrup. Han var maskeret, da han gik ind på værelset til en 19-årig kvinde. Han stirrede på hende i mørket, før han overfaldt hende og slog hende flere gange i hovedet og på kroppen med en hardballpistol.
  3. For grov vold, ulovlig indtrængen og brud på knivloven, da han natten til 29. juni gik ind i et andet hus i Lystrup. Her fandt han to sovende veninder på 19 og 20 år på et værelse. Han gik hen og skar den ene kvinde i hånden med en dolk, hvorefter kvinderne vågnede, og gerningsmanden løb væk.

Han skal derfor nu undergive sig behandling på en psykiatrisk afdeling, mens Danmarks Fængsler (det tidligere Kriminalforsorgen) fører tilsyn med ham og i samarbejde med en læge vurderer, hvornår han er rask nok til at komme ud i samfundet igen.

Retten fastsatte ingen slutdato for foranstaltningen.

Og den 18-årige havde ingen reaktion. Blot stirren.

Chattede om røveri

Før dommen fredag formiddag havde anklager Lene Zebis og forsvarer Lasse Frandsen gennemgået sagen, og under deres procedurer kom en række nye informationer frem.

Blandt andet oplyste anklageren, at den 18-årige havde søgt rådgivning hos kunstig intelligens, før han begik det andet og sidste grove overfald i Lystrup.

I minutterne før han klokken 3.50 natten til 29. juni sneg sig ind til de to sovende studenter for at glo på dem og skære den ene i hånden med sin medbragte dolk, havde han skrevet med ChatGPT:

"Hvad er bedst til at begå røveri? Det er en privat bolig."

"Er der en hjemmeside, hvor man kan skaffe tegninger over en privat bolig?"

"Find så meget som muligt om den her bolig: [Adressen på huset med de sovende kvinder]."

Tidligere er det også kommet frem, at den 18-årige efter overgrebet googlede "indbrud i Lystrup" og blandt andet læste om lokale indbrud på LystrupLIV.

Har nægtet sig skyldig

Anklager Lene Zebis argumenterede for, at den unge mand skulle dømmes i fuldt omfang, og hun mente også, at en behandlingsdom var den rette straf.

- Volden er begået mod et værgeløst offer, som ligger i sin seng og derfor ikke har mulighed for at forsvare sig, sagde hun om det første overfald, hvor han først stod i døråbningen og stirrede på en 19-årig kvinde, hvorefter han overfaldt hende og slog hende med sin hardballpistol.

Kvinden troede, hun skulle dø, sagde hun, da hun tidligere på ugen afgav vidneforklaring.

Sagen igennem har den 18-årige mand fra Lystrup nægtet sig skyldig i at have sneget sig ind til kvinderne og udsat dem for vold. Han har forklaret, at han var meget fuld på gerningstidspunktet, og at han ikke huskede, hvad han havde lavet - men at det faktuelt godt kunne have været ham.

Fældet af DNA

Rettens dommere fandt det dog fuldt ud bevist, at han var manden bag de mareridtsagtige overfald. Særligt fordi hans DNA var blevet fundet på pistoldelen, han havde tabt hos den første unge kvinde, og fordi der var fundet DNA fra den kvinde, han havde skåret i hånden, på en kniv, som efterfølgende blev fundet hjemme hos den 18-årige.

Begge overfald skete på adresser i den østlige del af Lystrup, hvor også den 18-årige boede med sin familie på gerningstidspunktet.

Af hensyn til ofrene har vi valgt ikke at nævne vejenes navne.

Den unge mand valgte efter dommen fredag formiddag at tage sig betænkningstid for at overveje, om han vil anke dommen.

Reportagerne fra mandag og tirsdag kan du læse her:
Tiltalt for uhyggelige overfald på sovende unge kvinder: "Han blev bare ved med at stå og kigge".

"Han står i min fodende," sagde ung kvinde om uhyggelig overfaldsmand: Faren mødte ham på stien.

Basketball fylder haller og skole i Lystrup i weekenden. Her ses billeder fra tidligere udgaver af det store stævne. Foto: Lystrup Lions Basketball

Lille klub samler 700 børn i Lystrup: - Det er bare foreningsliv, når det er allerbedst

Lystrup Lions er ikke en stor basketballklub, men den formår alligevel at samle 700 spillere fra hele landet til et årligt stævne. Det løber af stablen i weekenden.

Lystrup Lions er ikke en stor basketballklub, men den formår alligevel at samle 700 spillere fra hele landet til et årligt stævne. Det løber af stablen i weekenden.

Selv en lille klub kan løfte et stort stævne.

Det beviser Lystrup Lions Basketball igen i weekenden.

700 spillere i aldersgruppen U9-U13 er samlet til Lystrup Cup lørdag og søndag i det lokale idrætscenter. De blev indkvarteret fredag. 500 af dem overnatter i byen og spiser på skolen.

De repræsenterer hele 73 hold og 19 klubber.

- Mange af klubberne kommer fra København og rundt omkring København. De kommer hvert år. Jeg tænker, det er fordi, vi har fokus på god stemning og bredde. Det er ikke så meget, hvem der bliver nummer et, men mere den gode oplevelse. Det kan vi mærke, at folk reagerer godt på, siger klubformand Mathias Bach.

Frivillige løfter det

Løverne i Lystrup følger en gennemtestet opskrift. Det er 32. år, at klubben holder stævnet. Det sker i samarbejde med basketballforbundet og DGI.

Selv stiller Lystrup Lions med cirka 40 spillere.

Cuppen har overlevet coronapandemien. Den trækker 1000 mennesker til Lystrup inklusiv forældre og trænere, anslår klubben. Indkvarteringen foregik allerede fredag. Foto: Lystrup Lions Basketball

- Vi har nærmest flere frivillige, end vi har spillere. Så det er ret vildt for os at kunne stable så stort et event på benene hvert år. Det er kun takket være en kæmpe opbakning fra nuværende og tidligere forældre og spillere. Folk, der kommer tilbage år efter år og bidrager. Det er bare foreningsliv, når det er allerbedst, siger Mathias Bach.

De stævneansvarlige begynder planlægningen næsten et år i forvejen. Deres indsats lønner sig. For løverne tjener penge på værtskabet, og pengene går til at give spillere og trænere i Lystrup aktiviteter igennem sæsonen og gode forhold.

En klar opfordring

Cuppen har også stor betydning for fællesskabet.

- Det giver os en fælles stolthed, at det kan lade sig gøre at lave et event, som folk har lyst til at komme til og komme tilbage til. Det giver en kæmpe glæde og energi i klubben at være sammen om det, siger Mathias Bach.

Lystrup Lions Basketball

Basketafdelingen i Lystrup Idrætsforening blev stiftet i 1988.

Den har hold i børne-, ungdoms- og voksenrækkerne - samlet set under 100 medlemmer, ifølge formanden.

Det store tilløbsstykke i sæsonen er stævnet Lystrup Cup, som afholdes hvert år i februar måned.

Stævnet er baseret på frivillig arbejdskraft fra både spillere og forældre.

Det afholdes for 32. gang.

Hvis man som familie eller nysgerrig borger vil mærke energien og se en masse bolde suse ned i kurven, så er man velkommen i idrætscentret både lørdag og søndag. Den sidste finale ventes fløjtet af klokken 16 søndag.

- Hallerne er fyldt med glade børn. Der er gang i kampe hele tiden og mange kampe på samme tid. Så kom ned og se, hvad basketballkampe er, når det er allersjovest og mærk den gode energi, opfordrer Mathias Bach.