Vibeke er bekymret for skolevej: - En eller anden dag går det grueligt galt
Vibeke Krøldrup Havtorn frygter, at en alvorlig ulykke er på vej i krydset ved Elsted Skole. Aarhus Kommune erkender problemerne og vil se på en opstramning, men der er endnu ingen tidsplan.
Vibeke Krøldrup Havtorn er ofte vidne til farlige situationer i krydset hvor Elstedvej møder Lystrupvej tæt ved Elsted Skole.
Hun færdes der hver dag, enten på cykel, når hun ikke er på barsel og cykler til arbejde i Nye, eller når hun afleverer og henter sin ældste søn i vuggestue.
Gennem de seneste år har hun set cyklister bremse hårdt op, børn blive presset ud på kørebanen og bilister foretage katastrofeopbremsninger. Derfor har hun flere gange henvendt sig til Aarhus Kommune, fordi hun frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, før en alvorlig ulykke sker.
- En eller anden dag går det grueligt galt. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Vibeke Krøldrup Havtorn og fortsætter:
- Jeg har set så mange situationer, hvor jeg har tænkt: Hvis bilen havde været halvanden meter længere fremme, var den ikke nået at bremse.
Ifølge Vibeke Krøldrup Havtorn opstår mange af situationerne, når cyklister mødes i krydset fra retninger, de ikke forventer. Samtidig oplever hun, at nogle bilister skærer hjørnet, når de svinger fra Lystrupvej ind på Elstedvej.
Det betyder ifølge hende, at både cyklister og bilister flere gange har måttet bremse hårdt op for at undgå at ramme hinanden. I nogle tilfælde bliver en cyklist presset ud mod Lystrupvej, fordi der ikke er plads til at undvige.
– Det er i det tilfælde den usikre cyklist, der ryger ud på vejen. De andre når at bremse eller sætte foden ned, men den mindste reagerer bare, og så er det, det kan gå rigtig galt, siger Vibeke Krøldrup Havtorn.
Problemet begynder længere nede ad vejen
Ifølge Vibeke Krøldrup Havtorn begynder problemerne allerede længere nede ad Elstedvej.
På Elstedvej op mod skolen er der kun et sted, hvor cyklister får hjælp til at krydse vejen i form af et helleanlæg med fodgængerfelt.
Samtidig er cykelstien på den side af Elstedvej meget smal.
Både Vibeke Krøldrup Havtorn og andre forældre, som LystrupLIV har talt med, oplever, at mange børn og forældre bliver på den vestlige side af Lystrupvej, fordi de synes, det er svært at krydse vejen ved Elstedvej og Lille Elstedvej – særligt i myldretiden.
Det betyder, at de cykler mod færdselsretningen det sidste stykke op ad Elstedvej frem mod skolen.
- Jeg kan godt forstå, man tænker, det er farligt at krydse Lystrupvej. Men i stedet flytter man problemet og skaber farlige situationer i fodgængerfeltet, siger Vibeke Krøldrup Havtorn.
Lokale genkender problemet
For at undersøge, om andre delte hendes oplevelse, lavede Vibeke Krøldrup Havtorn et opslag i den lokale Facebook-gruppe "8520 Lystrup". Her bad hun borgere fortælle, hvis de havde oplevet farlige situationer i krydset.
Opslaget udløste en lang række kommentarer fra lokale, som beskrev lignende oplevelser.
Flere fortalte, at de havde oplevet børn cykle mod færdselsretningen, hårde opbremsninger eller andre farlige situationer i krydset, mens enkelte pegede på, at en del af problemet skyldes manglende overholdelse af færdselsreglerne.
– Det fortæller mig, at jeg ikke er den eneste, der oplever problemet, siger Vibeke Krøldrup Havtorn.
Vibeke Krøldrup Havtorn peger selv på flere mulige løsninger, blandt andet flere muligheder for sikkert at krydse vejen i form af helleanlæg eller lignede, tydeligere afmærkning af cykelstier og eventuelt et samarbejde mellem skole og kommune om at guide børnene ad den sikreste rute.
Men først og fremmest efterlyser hun, at kommunen ser forholdene med egne øjne.
– Jeg synes ærligt talt, at man burde sende nogle folk ud, der har forstand på trafiksikkerhed, og se på, hvad der sker herude, siger Vibeke Krøldrup Havtorn.
Kommunen: Trafiksikkerheden kan forbedres
Hos Aarhus Kommune er man bekendt med udfordringerne i krydset. Faktisk arbejder kommunen allerede med planer om at forbedre afmærkningen.
– Vi vurderer, at trafiksikkerheden i krydset kan forbedres. Derfor indgår krydset i vores planer om en opstramning, der skal skabe mere overskuelige og sikre forhold for alle trafikanter, siger Hannah Winge, mobilitetsplanlægger i Aarhus Kommune.
Kommunen undersøger i øjeblikket mulighederne for at forbedre afmærkningen og opstramme cykelmarkeringerne, så det bliver tydeligere for både bilister og cyklister, hvordan de skal placere sig og færdes gennem krydset.
Der er dog endnu ingen tidsplan for, hvornår arbejdet kan gennemføres.
Også på Elsted Skole er man opmærksom på udfordringerne.
– Vi er bekendt med, at morgentrafikken er tæt omkring skolen. Vi modtager indimellem henvendelser vedrørende bekymrende hændelser i morgentrafikken, siger skoleleder Kristian Spang.
Han fortæller, at skolen har en trafikkoordinator, som ofte er til stede i morgentrafikken, og at skolen løbende vejleder elever og forældre om færdselsregler og sikker skolevej.
- Her er det generelle billede dog, at børn og voksne medvirker til at skabe en tryg skolevej, blandt andet ved at respektere vores dygtige skolepatrulje, siger Kristian Spang.
