Med mere end 5.000 medlemmer er Lystrup Svømning kommunens største idrætsforening: Og der er plads til flere i vandet
Det er snart et år siden, at Lystrup Svømning slog dørene op til det nye svømmecenter Momentet, og med sine mere end 5.000 medlemmer er foreningen den største i Aarhus Kommune og den næststørste svømmeforening i Danmark.
Det skyldes ifølge direktør Camilla Jørgensen blandt andet, at klubben har alsidige tilbud, og så er det særegent, at så stor en svømmeklub ikke har et eneste elitehold. Der er i omegnen af 80-100 timelønnede ansatte i Lystrup Svømning, for klubben kan ikke drives udelukkende af frivillige. Men frivillighed er en del af klubbens DNA, og derfor er det et krav, at de ansatte også lægger ulønnede timer i foreningen.
Spørger man Camilla Jørgensen, har Momentet overvejende fået rosende ord med på vejen, men der har også været startvanskeligheder. Blandt andet med skabene i omklædningsrummene.
Mere om det i artiklen hvor du også kan blive klogere på medlemstallene i de andre afdelinger i Lystrup Idrætsforening og Elev-Nye Idrætsforening.
Alle skal lære at svømme.
Det dogme har ifølge Camilla Jørgensen fulgt svømmeverdenen- og foreningerne i mange år. Hun er direktør i Lystrup Svømning - en forening som, foruden det nye svømme- og aktivitetscenter Momentet, kan bryste sig af at være Aarhus Kommunes største idrætsforening og Danmarks næststørste svømmeforening.
Nye tal fra Idrætssamvirket Aarhus viser, at Lystrup Svømning har 5.304 medlemmer, og at foreningen med længder er den største idrætsafdeling i kommunen. På andenpladsen ligger Lyseng Svømning med 1.793 medlemmer.
Og det er da heller ikke et medlemstal, der er opstået over natten. Da Camilla Jørgensen i 2002 blev formand for bestyrelsen i Lystrup Svømning, havde foreningen omkring 1.200 medlemmer, og med årene er det tal steget støt.
- En af grundene til, at vi bliver ved med at være store, er, at vores tilbud er meget alsidige og anderledes. Det er meget atypisk, at vi ikke har en eneste konkurrencesvømmer, men det er et bevidst valg. Der ligger stærke klubber omkring Lystrup, som har konkurrencesvømning, men vores tilbud findes ikke andre steder, siger Camilla Jørgensen.
220 hold om ugen
De mange forskellige tilbud betyder også, at folk i nogle tilfælde kommer helt fra Hørning, Skanderborg, Rønde og Ugelbølle for at svømme i Lystrup.
Lystrup Svømning er en selvstændig afdeling under Lystrup Idrætsforening. I sommeren 2022 kunne foreningen slå dørene op til det spritnye svømme- og aktivitetscenter Momentet, som er bygget i forlængelse af svømmehallen på Lystrup Skole. Inden da var klubben ved at nå den maksimale medlemskapacitet, men i dag ser det anderledes ud.
- Vi har 220 hold om ugen, og vi kan godt rumme flere medlemmer. Der er stadig plads på mange af holdene, siger Camilla Jørgensen.
Og det er ikke kun i Lystrup, at den lokale svømmeklub har oplevet fremgang efter coronapandemien. Faktisk er det en af de sportsgrene, som er gået mest frem i antal medlemmer i hele Danmark.
Fra 2021 til 2022 fik Lystrup Svømning 459 nye medlemmer fordelt på foreningens forskellige hold. Det var dermed den forening i Aarhus, der oplevede størst fremgang.
Og der er også meget at vælge imellem. Foruden de klassiske svømmehold er der blandt andet aquayoga- og pilates, vandpolo, babysvømning, seniormotion og svømning for personer med særlige behov eller funktionsnedsættelser.
- Fundamentet har hele tiden været, at Momentet skulle være for borgerne. Derfor var det oplagt at få et varmtvandsbassin, så seniorer, småbørn og andre, som har svært ved at trives i et almindeligt bassin, også kan komme i svømmehallen, siger Camilla Jørgensen.
En del af DNA'et
Da Lystrup Svømning er en forening, er der regler for, hvor ofte svømmehallen må have åbent for offentligheden. Langt størstedelen af tiden er der foreningsaktiviteter i bassinet, men størrelsen på foreningen betyder også, at den ikke udelukkende er drevet af frivillige.
- Momentet er et foreningshus, men det er oftest sådan – når klubberne bliver store nok – at man er nødt til at have nogle ansatte, fordi det bliver for tungt at drive frivilligt. Men frivilligheden ligger stadig i vores DNA, og man kan ikke være ansat uden at have en skriftlig kontrakt om, at man også er frivillig. Så alle, der får løn, laver noget ulønnet ved siden af, siger Camilla Jørgensen.
Der er mellem 80 og 100 timeansatte og en håndfuld administrative medarbejdere i Lystrup Svømning.
Og selvom langt de fleste har uddelt roser til byens nye svømmecenter, har der også været startvanskeligheder. Særligt omkring skabene i de nye omklædningsrum.
- Nogle gange vil de ikke åbne, og så kan folk ikke komme ind til deres ting. Vi bruger meget tid på at få det løst. Der har også været problemer med ventilationen og temperaturen i bruserne, siger hun og forklarer, at foreningen ikke blot kan ringe efter en håndværker, da det i nogle tilfælde hører under byggegarantien.
- Det kan være svært at forklare folk, for de vil selvfølgelig gerne have det løst nu. Vi forsøger virkelig at gøre noget ved det, men hvis vi begynder at give folk 10 svømmeture gratis eller lignende, så deler vi reelt ud af foreningens penge, og så bliver det i sidste ende dyrere for folk at komme her.