Byrådet har talt: Helhedsplan skal binde Lystrup bedre sammen
Selvom det nye byråd kun har været i gang i et par uger, har det allerede vedtaget en beslutning, som potentielt kan få stor betydning for borgerne i Lystrup og omegn.
Byrådet har nemlig besluttet, at der skal udarbejdes en helhedsplan for Lystrup. Området trænger til en langsigtet plan for udviklingen, så byen kan blive forskønnet og komme til at hænge endnu bedre sammen.
Men hvad er en helhedsplan egentlig? Hvad indebærer den? Hvad får man ud af at lave sådan en? Og får helhedsplanen betydning for det arbejde, der allerede er sat i gang for at skabe en stærkere bymidte i Lystrup?
Dyk ned i artiklen.
Det har i flere år været et ønske hos både fællesrådet og de lokale borgere i Lystrup, at der bliver udarbejdet en helhedsplan for området. Og nu ser det ønske endelig ud til at gå i opfyldelse.
Byrådet i Aarhus Kommune har nemlig besluttet, at der skal laves en helhedsplan for Lystrup. Formålet er at sikre, at området kommer til at hænge bedre sammen, at byrummet bliver optimeret, og at potentialet i oplandsbyen kan udnyttes bedst muligt.
Forslaget blev oprindeligt stillet af SF i marts sidste år, og ved byrådsmødet onsdag den 19. januar blev det vedtaget.
- Vi synes, at vores oprindelige forslag er blevet imødekommet i store træk, men selvfølgelig er det også blevet vejet op mod de ressourcehensyn, der er i forvaltningen. Der er et stærkt fællesråd og lokalsamfund, som rigtig gerne vil spille med i processerne, sagde Thomas Medom (SF) ved byrådsbehandlingen.
Ifølge forslaget bør der også laves en samlet plan for hele Aarhus Nord, og hvordan de mange oplandsbyer spiller sammen.
Hvad er en helhedsplan?
Udarbejdelsen af helhedsplaner har været bredt diskuteret, fordi mange lokalsamfund i Aarhus Kommune ønsker at få lavet helhedsplaner, og det er en ressourcekrævende proces. Men hvad er en helhedsplan egentlig, og hvad får man ud af sådan en?
Planen beskriver rammerne og visionerne for, hvordan et område skal udvikles. Den fastlægger alt fra arkitektur, infrastruktur, beboersammensætning og grønne områder og sætter de overordnede fysiske rammer for udviklingen.
Håbet med helhedsplanen for Lystrup er, at byen får en strategi for den fremtidige byudvikling, så den på sigt kommer til at hænge bedre sammen og bliver et endnu bedre sted at bo og leve.
- Det kan også være med til at skabe værdi for borgerne. Cirkuspladsen på hjørnet af Lystrupvej og Lystrup Centervej bidrager ikke med ret meget til byen. Det er bare et asfalteret område, sagde Mette Skautrup (K), som selv har boet i Lystrup, til onsdagens byrådsmøde.
Hun håber, at det er et af de områder, som bliver optimeret ved hjælp af en ny helhedsplan.
I efterårets budgetforlig blev forligspartierne enige om, at arbejdet med helhedsplaner skal styrkes, så der fremadrettet arbejdes med 10-12 planer samtidig og gennemføres fire hvert år.
- Der er ved at gå lidt inflation i helhedsplaner som et vidundermiddel. Jeg tror, at de kan meget, men økonomien på området halter i Teknik og Miljø. Hvis vi skal lave flere helhedsplaner, skal vi prioritere midler til det, sagde Jakob Søgaard Clausen (DF).
’Projekt bymidte’
Hvis der skal bygges nyt, eller eksisterende byggeri skal omdannes, udarbejdes der en lokalplan. Har man en helhedsplan for et område, skal lokalplanerne læne sig op ad den, og er altså en slags konkretisering af helhedsplanen.
Som LystrupLIV tidligere har beskrevet, er der gang i et større projekt ved bydelscentret omkring Lystrup Centervej. Aarhus Kommune ønsker, at Lystrup får et stærkere centrum, og er derfor i gang med at lave en stor, ny lokalplan for området. Kommunen har også modtaget et konkret projektforslag med idéer til bygninger, grønne områder og et strøg. Den artikel kan du læse eller genlæse her.
Helhedsplan vs. lokalplan?
En helhedsplan udstikker rammerne og visionerne for udviklingen af et område:
- En helhedsplan beskriver alt fra arkitektur, infrastruktur, vejforløb og grønne områder.
- Helhedsplanen sætter de overordnede fysiske rammer for udviklingen, udpeger strategier og skitserer de træk, der skal sætte udviklingen i gang.
- Helhedsplanen kan blive konkretiseret i flere lokalplaner, som gør det muligt at bygge nyt eller omdanne eksisterende byggeri.
Lokalplanen kan blandt andet fastlægge:
- Hvad området og bygningerne i området skal bruges til.
- Hvor og hvordan bygninger og veje skal ligge og bygges.
- Hvor stor bebyggelsesprocenten er for området.
- Hvordan huse og bygninger skal se ud i forhold til materialer, farver, vinduer, tagtyper og så videre.
Beslutningen om, at der skal laves en helhedsplan, kommer ikke til at spænde ben for arbejdet med bymidten. Det har været afgørende for flere af byrådspolitikerne og magistratsafdelingen for Teknik og Miljø, at det arbejde afsluttes, inden helhedsplanen udarbejdes.
- Det er vigtigt, at der kommer flere helhedsplaner, men vi er enige i, at den mest optimale løsning er, at det sker efter, at lokalplanen for Lystrup bymidte er færdig. Så arbejdet med det ikke sættes i stå og først genoptages senere, lød det onsdag fra Thure Hastrup (Ø) i byrådssalen.
Udviklingen må ikke bremses
Byrådsmedlemmerne kom med flere eksempler på konkrete tiltag, som kunne indgå i den fremtidige helhedsplan. De kredsede om alt fra grønne områder til bedre cykelstier fra Elev til Lisbjerg og et biblioteks- og kulturhus.
Til trods for deres forbehold bakkede Dansk Folkeparti også op. Jakob Søgaard Clausen, som selv bor i Lystrup, understregede dog vigtigheden af, at udviklingen ikke går i stå, imens man venter på helhedsplanen:
- Hvis vi for eksempel på et tidspunkt investerer mere i cykelstier, så frygter jeg, at der bliver sagt, at vi ikke kan lave en ny cykelsti mellem Elev og Lisbjerg, fordi der er en helhedsplan i horisonten.
Ifølge rådmand for teknik og miljø, Steen Stavnsbo (K), er det netop hensigten, at udviklingen i Lystrup skal fortsætte, mens planen bliver udarbejdet. Helhedsplanen må ikke "bremse" de gode tiltag, sagde han.
Planen skal dermed først udarbejdes, når bymidte-projektet er færdigt. Teknik og Miljø er desuden i gang med at lave en analyse af de forskellige byer i Aarhus Nord, og den skal også være færdig, inden arbejdet med den nye helhedsplan kan begynde.
Jeg vil gerne høre, hvilke ønsker du har til den fremtidige helhedsplan. Måske ønsker du, at der bliver etableret et bedre stisystem mellem Lystrup og Elev? Eller måske synes du, at der skal gøres plads til flere kulturinstitutioner? Send en mail på membr@lystrupliv.dk, hvis du har input.