Det er en ganske almindelig grusvej, som fører ind til skydebanen vest for Elev. I det frostfulde og klare vintervejr er den blå himmel den eneste kontrast til jordens grå og brune farver.
Men hvis man går et lille stykke ind ad grusvejen og drejer til højre, får man øje på en stor sø. Den ligger i en gammel grusgrav, og vinden har kun lige fat i overfladen af det spejlblanke vand. Søen er omkranset af træer, som skaber læ, og det eneste, der fylder, er stilhed.
Her kommer Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola året rundt for at bade.
- Da vi flyttede til Nye, fortalte vores naboer om søen. En dag var jeg ude at cykle med min datter, og pludselig så vi den her kæmpestore, lækre skovsø. Jeg havde tænkt, at der var en sø, men i en helt anden størrelse, fortæller Lisbeth Grønborg.
Thomas OgolaMan snakker jo meget om, at vi skal udnytte den natur, vi har i Danmark, og nogle gange behøver man ikke at tage ret langt væk for at opleve den.
De to vinterbadere mener, at naturområdet har et stort og uforløst potentiale. For selvom mange ved, at det er der, bliver det ikke brugt lige så meget, som det kunne.
Stillestående og koldt vand
På bunden af grusgraven, som blev oversvømmet i begyndelsen af 1970’erne, ligger der flere interessante ting. Blandt andet skelettet fra en gammel Puch Maxi med pedaler og to gamle Ford-biler. Derfor bliver søen også indimellem benyttet af dykkere.
Ifølge Bettina Lerche, som er biolog ved Aarhus Kommune, egner søen i den gamle grusgrav sig ikke som badesø. Den er meget dyb, og vandet er stillestående. Derfor kan det være meget koldt lige under overfladen, hvilket kan føre til ulykker.
- Kommunen har på den baggrund ingen interesse i, at grusgraven anvendes til badning. Vi vil snarest beslutte, om der skal opsættes et eller flere skilte, som fraråder badning og dykning i grusgraven, skriver hun i et skriftligt svar til LystrupLIV.
Da søen ikke er en badesø, bliver der heller ikke foretaget kontrol med vandkvaliteten, som man gør det ved badestrande og svømmebade. Men selvom badning frarådes, vil kommunen gerne se på – i samarbejde med de lokale borgere – om naturområdet kan gøres mere tilgængeligt.
- Om andre faciliteter kan være relevante, vil indgå i vores fremtidige overvejelser om anvendelsen af området. Vi modtager gerne forslag fra lokalrådet med konkrete ønsker til, hvordan tilgængeligheden kan udvikles, skriver hun.
Skrald i naturen
Både Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola er vant til at vinterbade, og de ved godt, at det ikke officielt anbefales at bade i grusgrave. En offentlig badesø er heller ikke deres primære ønske, men de har mange andre idéer til, hvad man kunne gøre.
De foreslår blandt andet, at der bliver opsat skraldespande, borde og bænke, og at der anlægges en sti rundt om søen. Håbet er, at området kan blive brugt og respekteret af flere.
Vær opmærksom ved badning
- Flere tidligere kridt- og grusgrave i Danmark er blevet til søer. Blandt andet Lynghøjsøerne i Roskilde hvor kommunen har anlagt en badestrand.
- Men vandet i tidligere kridt- og grusgrave er ofte meget stillestående, og derfor er der ikke særlig meget cirkulation i det.
- Derfor kan vandet føles varmt på overfladen, men være meget koldt lige under overfladen.
- Det kan komme som en overraskelse, og kan i værste fald føre til ulykker.
- Husk altid de fem baderåd: Lær at svømme, gå aldrig alene i vandet, læs vinden og vandet, lær stranden at kende og slip ikke børnene af syne.
- Hvis man kunne gøre naturen tilgængelig for alle og sørge for, at stedet bliver respekteret, ville det være supergodt. Man snakker jo meget om, at vi skal udnytte den natur, vi har i Danmark, og nogle gange behøver man ikke at tage ret langt væk for at opleve den, siger Thomas Ogola og forklarer, at det ofte flyder med skrald i naturen:
- Sidste gang jeg var her, samlede jeg en masse skrald, fordi der var nogen, der havde holdt fest her. Det var så træls, og det ødelægger området.
Den nærmeste nabo til søen og det grønne område er Århus Flugtskytte Klub, hvor der på enkelte ugedage skydes. Men ifølge Lisbeth Grønborg kan skydebanen og et større rekreativt område godt sameksistere:
- Det handler om at få åbnet op, så området også kan udnyttes på andre måder. Som det er nu, kan det godt kombineres, så længe der er nogle klare forholdsregler og aftaler.
Flere hensyn
Kommunens biolog Bettina Lerche mener også godt, at området kan have flere funktioner på en gang. En del af naturen omkring den gamle grusgrav er dog beskyttet, og derfor er der flere hensyn at tage.
- En øget tilgængelighed må naturligvis ikke ske på bekostning af sikkerheden. Sameksistens afhænger af, hvor stort området er, hvor stort et areal de konkrete aktiviteter kræver og hvordan de enkelte aktiviteter påvirker, udenfor det areal de anvender, skriver hun.
Thomas Ogola og Lisbeth Grønborg har selv overvejet at tage fat i kommunen og lokalbefolkningen for at høre om mulighederne og tilslutningen til et større, rekreativt område.
- Man har sådan en skøn natur, og det ville være fantastisk for befolkningen i området, hvis man kunne bruge den, afslutter Thomas Ogola.
LystrupLIV er et nyhedsbrevsmedie, som ugentligt udkommer med artikler om Lystrup, Elsted, Elev og Nye direkte i din indbakke. Du kan tilmelde dig her.