Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger LystrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Sådan har det set ud ved Lystrup-Elsted Beboerhus siden 2020, hvor spejdernes hus blev totalskadet og revet ned efter to påsatte brande. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Efter to brande: Nyt spejderhus er på vej

Jeg har desværre aldrig gået til spejder. Jeg gad ellers godt have lært at binde knob, tænde bål og sove under tarp. Men hvis du spørger mine forældre, var jeg slet ikke interesseret i den slags som barn. Nej, jeg ville meget hellere spille musik, synge og gå til dans.

I Lystrup, Elsted, Elev og Nye er der til gengæld masser af børn, der elsker at gå til spejder. Men de seneste tre år har KFUM-spejderne i Lystrup holdt til i midlertidige lokaler ved siden af Lystrup-Elsted Beboerhus, efter at deres spejderhus blev totalskadet som følge af to påsatte brande i sommeren 2020.

Det er gået meget fint, for man må jo som bekendt arbejde med det, man har. Men det ville være løgn at sige, at den lokale spejderforening ikke glæder sig til at få et spritnyt og moderne spejderhus. Og der går ikke så længe endnu.

Hvis alt går som planlagt og håbet, kan byggeriet nemlig gå i gang på den anden side af sommerferien, og der bliver tale om et noget anderledes spejderhus end det tidligere. Det kommer heller ikke ligefrem til at ligne beboerhuset, selvom det skal ligge i forlængelse af det.

Jeg har taget en snak med bestyrelsesformanden for den lokale spejderforening, og i artiklen kan du desuden se de foreløbige visualiseringer af den nye bygning.

Fra én bygningsløs grund til en anden. Vi bevæger os længere mod syd og zoomer ind på den ubebyggede grund langs Lystrupvej lige syd for letbaneoverskæringen.

For et par uger siden fik jeg en henvendelse fra en læser, som undrede sig over, hvorfor grunden står tom, og hvad der mon skal ske på den? Og det kan jeg sådan set godt forstå, for urørte grunde er et sjældent syn i Aarhus Kommune, hvor der hele tiden popper nye boligområder op.

Det er Boligforeningen Ringgården, som ejer arealet, og jeg har spurgt direktør Martin Hersom Bien, hvad der skal ske med grunden. Til sidst får du et kort nyhedsoverblik.

Husk, at du altid er velkommen til at kontakte mig på membr@lystrupliv.dk, hvis du har kommentarer eller forslag til historier.

Tak fordi du læser med og god weekend.

Billede af Mette Marie Birch Breuning
Billede af skribentens underskrift Mette Marie Birch Breuning Journalist
Fotoet til venstre er spejdernes hus i november 2020 et par måneder efter branden. Billedet til højre er taget cirka et år efter. Sådan ser området stadig ud i dag, men det bliver der snart lavet om på. Fotos: Google Street View, Mette Marie Birch Breuning

De lokale spejdere får snart et nyt hus: Sådan kommer det til at se ud

Det er snart tre år siden, at KFUM-spejdernes hus ved beboerhuset brændte ned, og ifølge bestyrelsesformand Christoffer Nielsen forventes det, at byggeriet af det nye og moderne spejderhus kan sættes i gang efter sommerferien i år.

De lokale spejdere har manglet et permanent tilholdssted, siden deres bygning var udsat for hele to påsatte brande i sommeren 2020. Designet og udformningen af det nye hus er sket i et samarbejde mellem spejderforeningen, Aarhus Kommune og ingeniørvirksomheden Søren Jensen.

Der bliver tale om et moderne træhus i to etager med store og lyse rum, små gruppelokaler og store vindues- og dørpartier, der skal skabe åbenhed og direkte adgang til naturen omkring huset.

Aarhus Kommune har afsat 12,6 millioner kroner til genopbygningen, og pengene skal findes i kommunens interne forsikringsordning.

KFUM-spejderne i Lystrup har stået uden permanent tag over hovedet siden 2020, hvor deres hus var udsat for hele to påsatte brande. Men nu sker der snart noget. Forventningen er, at byggeriet af spejdernes nye hus går i gang efter sommerferien.

I snart tre år har de lokale KFUM-spejdere i Lystrup manglet permanent tag over hovedet. De har holdt til i barakkerne ved Lystrup-Elsted Beboerhus, efter at deres spejderhus i sommeren 2020 blev ødelagt af to påsatte brande.

Siden har planerne om opførslen af et spritnyt spejderhus taget form, og nu går der ikke længe, inden byggeriet kan sættes i gang. Ifølge bestyrelsesformand for KFUM-spejderne i Lystrup Christoffer Nielsen kan spaden formentlig sættes i jorden efter sommerferien.

- Det forventes, at byggeriet tager 11 til 12 måneder, så det nye hus står klar efter sommeren 2024. Vi har haft meget fokus på, at huset også skal kunne bruges af andre foreninger. Det skal ikke kun være spejdernes hus, men et hus til gavn for foreningslivet i hele byen, siger han.

Vi har været interesseret i at få et spejderhus, der var mere brugbart til spejderaktiviteter. Før var der en masse små rum og lange gange, fordi det var en gammel skole. I det nye kommer der større og mere åbne lokaler og små grupperum.

Christoffer Nielsen, bestyrelsesformand i KFUM-spejderne i Lystrup

Udformningen af den nye bygning er sket i et samarbejde mellem spejderforeningen, Aarhus Kommune og den rådgivende ingeniørvirksomhed Søren Jensen. Og ifølge Christoffer Nielsen har den proces været god.

- Kommunen har været lydhør overfor de ønsker, vi har haft som spejdergruppe. De havde nogle idéer til, hvordan man kunne bygge huset op, men jeg og en anden forælder blev enige om, at det nok ikke var det, spejderne ønskede. Så vi lavede et andet oplæg til kommunen, og det er det projekt, man er gået videre med, siger han.

Brugbart til spejderaktiviteter

Det nye spejderhus skal placeres samme sted som den tidligere spejderbygning – i forlængelse af Lystrup-Elsted Beboerhus. Modsat det eksisterende byggeri bliver huset opført i træ og i en anden arkitektonisk stil.

Foruden facaden, som blandt andet består af trælameller, bliver brugerne budt velkommen af store vinduespartier på begge sider af bygningen, som skaber en transparent og åben bygning.

Planen er, at man på begge sider af det nye spejderhus kan gå igennem de store glasdøre. På den måde får man skabt både transparens og åbenhed. Visualisering: Christoffer Nielsen og Christian Pihlmark
Siden disse visualiseringer blev lavet, er mængden af trælameller på gavlen reduceret en smule, ligesom vinduernes størrelse nogle steder er mindsket. Visualisering: Christoffer Nielsen og Christian Pihlmark

- Vi har været interesseret i at få et spejderhus, der var mere brugbart til spejderaktiviteter. Før var der en masse små rum og lange gange, fordi det var en gammel skole. I det nye kommer der større og mere åbne lokaler og små grupperum, så man kan trække sig lidt tilbage. I midten er der en stor trappe, som forbinder førstesalen og stuen, siger Christoffer Nielsen.

Mens den ene del af huset er forbeholdt spejderaktiviteter og udstyr, er det planen, at den anden sal bliver en såkaldt multisal, som kan lejes ud til forskellige foreninger og aktiviteter. Der bliver desuden opsat to tekøkkener i huset.

- Vi har lavet et gennemkig med vinduer og døre på begge sider af den store sal, så man kan gå igennem huset og på en måde trække udeområdet ind i bygningen. Indeklimaet skulle også blive markant bedre end i det gamle hus, siger Christoffer Nielsen.

Klar opgradering

Det var i juni 2020, at Lystrup-Elsted Beboerhus brændte hele to gange inden for tre uger. Den del af bygningen, hvor spejderne havde hjemme, var efter den anden brand så beskadiget, at den ikke stod til at redde.

Dele af beboerhuset tog også skade i branden, og det er Aarhus Kommune, der ejer bygningen. I april 2021 besluttede et enigt byråd at afsætte 12,6 millioner kroner til genopførelse og reparation af den gamle skole, og det er kommunens interne forsikringsordning, der dækker genopbygningen.

Det nye spejderhus bliver bygget i forlængelse af Lystrup-Elsted Beboerhus. Bagved bygningen ligger der en have med bålhytte og andre faciliteter, som spejderne benytter. Visualisering: Christoffer Nielsen og Christian Pihlmark

- Det er en klar opgradering i forhold til de midlertidige lokaler. Spejderne får det til at fungere, fordi det er det, der er muligt, men når det er midlertidige faciliteter, gider man måske heller ikke at gøre sig så umage med dem. Vi har vedligeholdt dem en del indvendigt, og der vil også komme en periode i det nye hus, hvor spejderne lige skal falde på plads, siger Christoffer Nielsen.

Østjyllands Politi kunne efter de to brande oplyse, at de efterforskede dem som påsatte. Det er ikke lykkedes politiet at finde frem til den eller de ansvarlige gerningsmænd, og de ved heller ikke, om det er de samme personer, der står bag begge brande. Efterforskningen betragtes som afsluttet.

Ingen store ændringer

Undervejs i processen for at få opført et nyt spejderhus er lederne i foreningen ifølge Christoffer Nielsen blevet spurgt til råds, og deres ønsker til det nye hus er blevet inddraget i udformningen.

- De er blevet forelagt tegningerne og er kommet med ændringsforslag, som vi selvfølgelig har arbejdet ind i projektet. Så er det Søren Jensen, der projekterer det færdigt, og kommunen der skal beslutte, om økonomien kan hænge sammen, siger han.

Hvad skete der?

  • Den 7. juni 2020 udbrød der brand på den gamle Elsted Skole, som i dag rummer et beboerhus, en legestue til dagplejebørn, et musikstudie, en teatersal og lokaler til områdets KFUM-spejdere
  • Knap tre uger senere den 26. juni var der igen ild i bygningen, og denne gang var branden kraftigere end første gang
  • Efter den anden brand var dele af den gamle skole så beskadiget, at murværket ikke stod til at redde
  • Lokalerne, som blev brugt af spejderne, brændte helt ned, mens et mødelokale og et musikrum i kælderen også blev totalskadet
  • Det er Sport & Fritid i Aarhus Kommune, der ejer bygningen, som skal genopbygges og renoveres
  • Østjyllands Politi har efterforsket de to brande som påsatte, men det er ikke lykkedes at finde frem til, hvem der står bag

På nuværende tidspunkt forventer han dog ikke, at der bliver lavet store ændringer i projektet, da spejderforeningen løbende har afholdt møder med kommunen.

Foruden den nye bygning skal der ifølge Christoffer Nielsen også laves ændringer på udearealerne omkring huset. Det bliver dog et senere og separat stykke arbejde.

- Der, hvor barakkerne ligger, vil vi gerne lave et aktivt udeområde med for eksempel en bålhytte eller et madpakkehus, så skolerne og SFO’erne kan bruge det. Vi vil også gerne have noget mere natur ind i pladsen, så det ikke bare bliver en parkeringsplads, siger han.

Foruden en lille indkørsel og en af letbanens teknikskabe bliver grunden ikke benyttet. Foto: Mette Marie Birch Breuning

En læser spørger: Hvad skal der ske på den tomme grund ved letbaneskinnerne?

Har du også undret dig over, at der syd for letbaneskinnerne ved Lystrupvej ligger en hel tom og ubebygget grund? Så er du ikke den eneste.

Grunden, hvorpå der tidligere har ligget et ledvogterhus, blev i forbindelse med udvidelsen af letbaneskinnerne eksproprieret, og siden har Boligforeningen Ringgården, som også ejer Lystruplund, overtaget den.

Og selvom det fortsat er uvist, hvad der skal ske med arealet, har boligforeningen ifølge direktør Martin Hersom Bien et ønske om at opføre seks til otte boliger på stedet. Og de kommer med al sandsynlighed ikke
til at ligne det eksisterende byggeri i området.

Det hele afhænger dog af Aarhus Kommune og de planmæssige forhold for området.

Det er stadig uvist, hvad der skal ske med det ubebyggede areal på Lystrupvej syd for letbaneoverskæringen. Men Boligforeningen Ringgården, som ejer området, har et ønske om at opføre nye boliger på grunden.

Det er efterhånden en sjældenhed at finde uberørte og ubebyggede grunde i Aarhus Kommune. Sådan en ligger der imidlertid i Lystrup, lige syd for letbaneskinnerne ved Lystrupvej.

Arealet er omkranset af hække og anden bevoksning, og selvom der er en mere eller mindre primitiv vej ind til området, ser det ikke ud til, at grunden bliver benyttet til noget som helst. Og det gør den sådan set heller ikke.

Vi ser en mulighed for at bygge i omegnen af seks til otte mindre boliger på grunden. På den måde kan man lettere få adgang til en mindre bolig i Lystruplund og i lokalområdet, hvis den, man sidder i, er blevet for stor.

Martin Hersom Bien, direktør i Boligforeningen Ringgården

Foruden en teknikboks, som Aarhus Letbane med jævne mellemrum besøger, står området urørt hen. Det er det almene boligselskab Boligforeningen Ringgården, som blandt andet ejer Lystruplund, der har overtaget grunden.

- Grunden blev eksproprieret i forbindelse med udvidelsen af letbanesporene for år tilbage, og efterfølgende har vi overtaget grunden fra Aarhus Letbane, siger direktør i boligselskabet Martin Hersom Bien.

Før eksproprieringen lå der på grunden et ledvogterhus, som blev opført i 1928. Men det måtte altså lade livet, da der skulle tilføres ekstra spor til Lystrup Station. Siden har den 1.439 kvadratmeter store grund stået tom, og spørgsmålet har siden været, hvad der skulle ske med den?

En knopskydning

Det er også det, der har undret en af LystrupLIVs læsere. For det er altså flere år siden, at huset blev revet ned, og der er stadig ikke sket noget. Men det er der ifølge Martin Hersom Bien en god grund til.

Selvom boligselskabet per 1. april i år har overtaget grunden, står det fortsat ikke som tinglyst ejer af grunden. Og før det sker, kan kommunen ikke sige noget om, hvad der må og kan opføres på stedet.

Det gule felt markerer det ubebyggede areal, som Boligforeningen Ringgården ejer. Til venstre for den løber Lystrupvej, og det store boligkompleks ved siden af og nedenfor grunden er foreningens afdeling Lystruplund. Kort: Google My Maps

Men spørger man Martin Hersom Bien, er der en god grund til, at Boligforeningen Ringgården har overtaget arealet.

- Grunden ligger lige op ad Lystruplund, som vi ejer. Der har vi 113 boliger, og størstedelen af dem er ret store. Vi ser en mulighed for at bygge i omegnen af seks til otte mindre boliger på grunden. På den måde kan man lettere få adgang til en mindre bolig i Lystruplund og i lokalområdet, hvis den, man sidder i, er blevet for stor, siger han og fortsætter:

- Det er tænkt som en knopskydning af Lystruplund.

Alt det afhænger dog af, hvilke planrammer der gælder for grunden, og det er fortsat uvist. Letbanen skal nemlig fortsat have adgang til deres teknikboks, og viser det sig, at der skal udarbejdes en hel ny lokalplan for området, kan det blive en langvarig proces at få opført nye boliger.

Et anderledes byggeri

Får boligforeningen lov til at bygge nyt, forestiller Martin Hersom Bien sig dog ikke, at det kommer til at ligne det eksisterende byggeri i Lystruplund.

- Vi har ikke turde at tegne på det endnu, men tiden er løbet fra den måde, som Lystruplund er bygget på. Vi vil gerne bygge så bæredygtigt som muligt, og der er også øgede krav til CO2-udledningen for byggeri. Det kigger vi på med stor alvor, så jeg er ret sikker på, at det ikke kommer til at ligne Lystruplund, siger han.

Han forestiller sig, at der skal bygges i mere bæredygtige materialer, men understreger samtidig, at den arkitektoniske kvalitet og helhed skal bevares, så det nye byggeri passer ind i området.

Uanset hvad kommer der til at gå noget tid, inden der er afklaring, og et eventuelt nyt byggeri kan sættes i gang. Om man i mellemtiden kan skabe en midlertidig løsning på grunden, er Martin Hersom Bien ikke afvisende overfor.

- Jeg er stor tilhænger af midlertidighed, hvis der går lang tid, så det kan godt være en mulighed. Jeg bor selv i Lystrup og kommer jævnligt forbi, og jeg har ikke indtryk af, at arealet bliver brugt af andre end Aarhus Letbane, siger han.

Få det korte nyhedsoverblik i artiklen. Foto: Jens Thaysen

Det skal du også vide: Traditionsrigt motionsløb, crowdfunding for mikrobryggeri, passagerrekord på letbanen og velgørende cykelløb

Her får du et kort nyhedsoverblik.

ㅤㅤㅤㅤㅤ

Er du klar til Lystrupløbet?

Onsdag den 24. maj er det atter blevet tid til det årlige Lystrupløb, som sidste år kunne fejre 40-års jubilæum. Løbet, som er arrangeret af Lystrup IF Løb og Motion, består af to løberuter på henholdsvis fem eller 10 kilometer samt en rute for gående på fem kilometer.

Tilmelding skal ske senest den 21. maj via dette link, og det koster 100 kroner for voksne og 75 kroner for børn til og med 14 år.

Lystrupløbet har – ligesom sidste år – start- og målområde ved fodboldbanerne, hvor opvarmningen også finder sted. Ruterne er markeret med pile og kridt, og der er toiletter og omklædning i klubhuset. Ligesom tidligere år bliver der uddelt forskellige præmier til de hurtigste løbere blandt både voksne og børn. 

Lystrupløbet er et traditionsrigt lokalt løb, og hvor antallet af deltagere tidligere har ligget på omkring 600, har der de seneste år været cirka 300 tilmeldte.

Lokalt mikrobryggeri i Todbjerg beder om hjælp

Det lokale mikrobryggeri Sjaiber, som holder til på Stengården i Todbjerg, beder nu om hjælp til at få opgraderet produktionen med to nye gærtanke.

I samarbejde med Coop har manden bag bryggeriet, Per Aastrup, iværksat en crowdfunding, hvor der blandt andet er øloplukkere, t-shirts, linoleumstryk og private ølsmagninger på højkant.

Som tak for støtten får man desuden en rabatkode med 15 procents rabat til bryggeriets webshop, samt en værdikupon på en gratis fadøl, der kan indløses i bryggeriets lokaler i Todbjerg på fredage mellem klokken 12.00 og 16.30.

Det lokale mikrobryggeri Sjaiber startede i februar 2021 i Per Aastrups private bolig, og er siden flyttet ind i Todbjergs nye kulturhus Stengården. Interessen for bryggeriet er stigende, og der bliver blandt andet afholdt fredagsbarer.

Du kan læse mere om crowdfundingen her.

Letbanen har slået passagerrekord igen

Letbanen har fået en flyvende start på 2023, viser de nyeste passagertal. Mere end 1,4 millioner passagerer rejste de første tre måneder af året med et af togene, hvilket er det højeste antal for første kvartal nogensinde. Det skriver Århus Stiftstidende

Der er tale om næsten 200.000 flere passagerer end i samme periode sidste år, hvilket er en stigning på 15 procent.

- Vi har en forventning om, at passagertallet vil stige yderligere i 2023, men en stigning i første kvartal på 15 procent i forhold til sidste år, er over al forventning, udtaler Michael Borre, administrerende direktør for Aarhus Letbane.

Mere end 400.000 personer rejste på L1-linjen mellem Grenaa og Aarhus H i løbet af årets første tre måneder. Det er det højeste antal nogensinde på linjen.

Stigningen er sket på trods af en lang række aflysninger på særligt Grenaa-strækningen. Hverken i februar eller marts nåede letbanen målsætningen om at gennemføre mindst 97 procent af afgangene, og i årets første tre måneder nåede letbanen heller ikke målet om, at kun tre procent af afgangene må køre med forsinkelser.

Cykelløb til fordel for Reden

Tirsdag den 23. maj løber Y’s Men’s Club Nordstjernens årlige cykelløb af stablen. Foreningen, som har til formål at støtte primært KFUM og KFUK og andet kirkeligt børne- og ungdomsarbejde, har siden 2003 arrangeret Nordstjerneløbet, som er et lokalt cykelsponsorløb i Lystrup.

Formålet er at samle penge ind til samfundets svageste, og i år går pengene til Reden Aarhus, der er et anonymt være- og rådgivningssted for kvinder, som typisk kæmper med misbrug, psykiske lidelser, prostitution eller hjemløshed.

Cykelløbet starter og slutter på Skavholmvej 4, og det er muligt at tilmelde sig både som privatperson eller som firma. Tilmelding skal ske senest den 8. maj til esterfs8520@gmail.com eller 22 78 65 55.

Ruten er 1,6 kilometer lang, og der tælles omgange. Aftaler om sponsorater for henholdsvis private ryttere og firmaryttere skal sendes til foreningen senest den 16. maj, og du kan finde mere information om tilmelding på foreningens hjemmeside.