Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger LystrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

I dagens nyhedsbrev har LystrupLIV taget pulsen på en række lokale udviklingsprojekter. Fotos: Mette Marie Birch Breuning, Tækker Group, Kjaer & Richter, Christensen & Co., Lytt Architecture

Seks projekter du skal holde øje med i 2023

Hvis du har fået for vane at spejde efter nyt byggeri, når du kører forbi Nye i din bil eller på din cykel, så er det ikke så mærkeligt. Byen, der som bekendt bliver bygget helt fra bunden, er nemlig under konstant udvikling, og med jævne mellemrum skyder der nye bygninger frem.

En købmandsforretning, en daginstitution, nye lejligheder og så videre. Men det er ikke kun Nye, der står i udviklingens tegn. Det gør postnummer 8520 også, hvor der er flere byggerier og projekter undervejs.

For var det egentlig ikke noget med, at idrætscentret i Lystrup skulle udvides? Og hvad med området omkring bydelscentret ved Lystrup Centervej? Skal det blive ved med at se ud, som det gør, eller er der forandring på vej? Og skulle spejderne i Lystrup ikke også have et nyt hus, efter at det gamle brændte hele to gange i sommeren 2020?

Jo, det står bestemt heller ikke stille i Lystrup, Elsted og Elev, og i dagens nyhedsbrev kan du blive klogere på seks lokale projekter, det er værd at holde øje med i 2023.

Jeg har taget pulsen på byggeplanerne, og mens det første spadestik venter lige om hjørnet nogle steder, skal man i andre tilfælde bruge et lidt længere lys for at kunne se en ende på det.

Har jeg misset noget? Måske kender du til andre projekter, jeg bør kaste lys over? I så fald er du velkommen til at tippe mig på membr@lystrupliv.dk.

Vi bevæger os fra kommende bygninger til de mere eksisterende af slagsen. For i Ild Pizzas lokaler ved bydelscentret har lyset været slukket og døren låst i knap fem måneder. Da der i slutningen af august sidste år udbrød brand i naborestauranten Delicious Food, gik det nemlig også udover pizzeriaet.

Skaderne har det taget lang tid at udbedre, og hvis du hungrer efter pizza, skal du væbne dig med tålmodighed lidt endnu.

Har du mod på lidt mere læsestof, får du et kort nyhedsoverblik allernederst. Om nye kunstudstillinger og en vildfaren bilist, der hele to gange fik forvildet sig ind på letbaneskinnerne.

God læselyst og tak fordi du læser med.

Billede af Mette Marie Birch Breuning
Billede af skribentens underskrift Mette Marie Birch Breuning Journalist
Moderniseringen af Lystrup Idrætscenter er blevet forsinket af høje materialepriser, men byggeriet går meget snart i gang. Foto: Jens Thaysen

Hvordan udvikler Lystrup og omegn sig i 2023? Her er seks ting, du skal holde øje med

Der er som sædvanlig knald på i Nye med opførslen af nye lejligheder og rækkehuse, nye lokaler til købmandsforretningen og planerne om en pink vandrekirke. Men også i postnummer 8520 er der projekter undervejs.

Hvordan går det for eksempel med udvidelsen og moderniseringen af idrætscentret? Får spejderne nogensinde et nyt hus? Og hvad skal der ske med det gamle fritidshjem Elstedgård, som bare står og forfalder?

Det kan du blive klogere på i artiklen, hvor jeg har taget pulsen på seks af de igangværende projekter i lokalområdet.

År 2023 er så småt skudt i gang, og der står flere udviklingsprojekter på den lokale dagsorden. I løbet af året skal der nemlig træffes beslutninger, som kan få betydning for livet i Lystrup, Elsted, Elev og Nye.

Bliver skolebyggeriet i Nye sat i gang i år? Er idéen om en bymidte ved Lystrup Centervej helt død, eller bliver der arbejdet med et nyt projekt i kulissen? Og er det i år, at idrætscentret udvider med blandt andet en ny springhal?

Der er gang i flere udviklingsprojekter i Lystrup, Elsted, Elev og Nye, og det er sandsynligt, at der popper nye byggerier op i løbet af år 2023.

I artiklen får du indblik i seks igangværende projekter og svar på, hvor i processen de står lige nu, og om det bliver i år, de færdiggøres.

Lad os dykke ned i det.

Får Lystrup et nyt og større idrætscenter?

Det nye idrætscenter får blandt andet en ny springhal til gymnastikforeningen. Den del forventes at stå klar til efteråret. Visualisering: Arkitema Architects

Det blev desværre ikke i år 2022, at byggeriet af det nye idrætscenter i Lystrup blev igangsat. Det var ellers Lauge Dehns håb, da LystrupLIV talte med ham i maj.

Han er formand for Andelsforeningen Lystrup Idrætscenter, som i samarbejde med Lystrup Idrætsforening står bag udvidelsen og moderniseringen af byens idrætscenter.

Planen for udvidelsen er af flere omgange skredet, senest på grund af de høje materialepriser på blandt andet træ, jern og stål samt de høje renter. Men 2023 bliver med al sandsynlighed året, hvor den første spade kan stikkes i jorden, lyder det fra Lauge Dehn.

- Totalentreprisekontrakten blev underskrevet torsdag den 5. januar. Jeg regner med, at vi kan sætte i gang enten i januar måned eller i begyndelsen af februar måned, skriver han i en mail til LystrupLIV.

Byggeriet er opdelt i to, og ifølge Lauge Dehn er det planen, at den første del af centret står klar til brug i løbet af efteråret.

- Jeg forventer, at den nye springhal står klar til efterårssæsonen 2023, og at resten er klar senest sommeren 2024, måske før, skriver han.

Planerne for det nye idrætscenter omfatter blandt andet en helt ny gymnastikhal med springgrave, et fitnesscenter, en café og en ny ankomstbygning. De nye faciliteter skal desuden afhjælpe gymnastikforeningens pladsproblemer.

Det forventes, at projektet kommer til at koste omkring 31,5 millioner kroner.

Bliver spejdernes nye hus til noget?

Den gamle Elsted Skole brændte hele to gange i sommeren 2020, og spejdernes lokaler blev totalskadet. Nu er der planer om at bygge en helt ny vinge til beboerhuset. Foto: Mette Marie Birch Breuning

KFUM-spejderne i Lystrup venter fortsat på deres nye hus, efter at deres lokaler i sommeren 2020 var udsat for hele to brande.

Bygningen, som lå ved den gamle Elsted Skole og var en del af Lystrup-Elsted Beboerhus, var efter den anden brand så beskadiget, at den ikke stod til at redde, og siden har spejderne og Aarhus Kommune i samarbejde arbejdet på at få opført et helt nyt hus, som foruden spejderne kan bruges af områdets borgere.

Egentlig var planen, at det nye hus skulle stå klar i løbet af foråret 2023, men også de planer er af flere årsager blevet forsinket. Ifølge Sune Monrad, som er leder for KFUM-spejderne i Lystrup, forventes det, at byggeriet kan sættes i gang til maj.

- Projekteringen er i gang, så der arbejdes på detaljerne til byggeriet. Det seneste, vi har hørt, er forventet opstart på byggepladsen i maj, og herefter pågår byggeriet i cirka et år, hvis alt går vel, skriver han i en mail.

I april 2021 afsatte et enigt byråd 12,6 millioner kroner til genopførelsen og reparationen af den gamle Elsted Skole. Det er blandt andet kommunens interne forsikringsordning, der dækker genopbygningen.

Ifølge kommunen er der endnu ikke givet en endelig byggetilladelse til byggeriet – den og en række andre ting skal på plads, inden spaden kan stikkes i jorden.

- Vi glæder os fortsat rigtig meget til det nye hus, og specielt til at de går i gang med at bygge på grunden, skriver Sune Monrad.

Flytter der en pink vandrekirke ind i Nye?

Vandrekirken (som i dag er hvid) kan komme til at se ud som på billedet. Planen er, at den skal indvies til april. Visualisering: Tækker Group

Det er nok de færreste af os, der forbinder en kirke med farven pink. Ikke desto mindre er det den planlagte farve til den vandrekirke, som flytter til Nye i løbet af år 2023.

Også her er der tale om en forsinkelse af de oprindelige planer, for kirken skulle have været flyttet i august 2022. Ifølge Lehn Bang-Mortensen, som er formand for menighedsrådet i Elev Sogn, skyldes det en forsinkelse i nedbrydningstilladelsen.

Den nuværende plan er, at den flytbare kirke skal indvies til april.

- Den løse plan for genindvielsen er, at dåbsfadet og kanden, som Elev menighedsråd hentede i Hvinningdal vandrekirke, da den blev lukket ned i maj 2022, føres i procession fra Elev Kirke ned til vandrekirken i Nye, skriver han.

Foruden at lægge vægge til kirkelige handlinger skal den pink kirke også være et slags ’fællesskabshus’ for beboerne i Nye med plads til koncerter, udstillinger og fællesmøder.

Det er bygherre Jørn Tækker, der ejer vandrekirken. Den er bygget i træ og bliver flyttet fra Hvinningdal ved Silkeborg, hvorefter den bliver malet pink. Den skal placeres foran købmandsforretningen Nyma midt i den nye by.

Får bymidten i Lystrup den tiltrængte ’makeover’?

Der var præsenteret et forslag til et nyt centrum i Lystrup, men det er nu sparket til hjørne. Nogle af aktørerne i projektgruppen arbejder dog videre på at finde en løsning for området omkring Lystrup Centervej. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Det foreslåede bymidteprojekt, som blandt andet rummede et nyt hus i seks etager, et strøg på tværs af Lystrup Centervej og et torv, er som bekendt blevet skudt til hjørne. Det kan du læse mere om her.

Det skyldes, at boligministeriet ikke vil godkende den nødvendige nedrivning af to almene boligopgange i Elstedhøj. Men planerne for en tydeligere og mere spændende bymidte i Lystrup ligger ikke stille.

En gruppe af aktørerne bag det fremlagte projektforslag arbejder på en alternativ plan, så området ved Lystrup Centervej kan få en tiltrængt ’makeover’. Det forklarer Tina Axelsen, informationschef i Boligforeningen Århus Omegn, som ejer Elstedhøj:

- Århus Omegn vil i samarbejde med Coop se på en alternativ løsning af Lystrup midte, men det forventes ikke at have et omfang, som det aflyste projekt. Før vi har haft mødet, kan jeg ikke komme det nærmere. Jeg forventer, at mødet holdes i løbet af januar 2023.

Kommunen har sat en lokalplanproces for området i gang, men ifølge Tina Axelsen er det ikke sikkert, at det nye projekt kræver en lokalplan. Om projektet kan realiseres i løbet af i år, vides endnu ikke.

- Når vi sammen med Coop har kigget nærmere på en mulig løsning, skal den drøftes med planafdelingen i kommunen. Måske har en mulig løsning ikke et omfang, der vil udløse lokalplan, skriver hun til LystrupLIV.

Bliver Elstedgård revet ned?

Den gamle Elstedgård, som har huset både et fritidshjem og den lokale SFO, skal rives ned i løbet af 2023. Grunden skal sælges til en privat investor. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Det er snart fire år siden, at Lystrup Skoles SFO flyttede fra Elstedgård på grund af en større rotteplage, og siden har bygningen stået tom.

Det tidligere fritidshjem ligger omkranset af træer med en lille sø i baghaven, og har de almene boliger i Elstedhøj som nærmeste nabo. Det er da også Boligforeningen Århus Omegn, der ejer gården, men boligforeningen må ikke selv bygge på grunden og har derfor planer om at sælge den til en privat investor.

- Der indgås inden for kort tid en aftale med mægler. Det har taget tid at få myndighedskravene på plads, skriver Tina Axelsen, informationschef i Århus Omegn.

I sommeren 2022 gav boligforeningen overfor LystrupLIV udtryk for, at man ikke var langt fra et salg, og at man ville lægge to betingelser ind i salgsaftalen. At gården skal rives ned inden for 14 dage efter overtagelsen, og at køber højst må bygge i to etager.

Derfor går der sandsynligvis ikke længe, før den gamle gård bliver revet ned. Præcis, hvad der bliver opført på grunden efter salget, ved Tina Axelsen dog ikke:

- Det bedste bud vil være tæt/lav-bebyggelse med en udnyttelse af grunden på 40 til 60 procent.

Hvornår går skolebyggeriet og næste etape af Nye i gang?

Håndværkerne, som skal bygge den nye folkeskole i Nye, kan først komme i gang med byggeriet i begyndelsen af 2024. Visualisering: Kjaer & Richter, Christensen & Co., Lytt Architecture

Det var planen, at den reviderede helhedsplan for Nye, Helhedsplan 2.0, skulle behandles og godkendes i byrådet i november efter en længere høringsperiode og bearbejdning af de mange høringssvar.

Men som mange af de andre projekter blev også den proces forsinket, og det forventes, at helhedsplanen skal vedtages endeligt på byrådet den 18. januar.

Det betyder også, at arbejdet med de to lokalplaner for henholdsvis skolebyggeriet i Nye og den næste etape af byen kan fortsætte. Før byggeriet af den nye folkeskole og den kommende bydel kan gå i gang, skal lokalplanerne vedtages.

Og selvom lokalplanen sandsynligvis bliver godkendt i år, går der lidt tid, inden håndværkerne kan gå i gang.

- Byggeriet af skolen kan ikke påbegyndes i år. Lokalplanen forventes godkendt og offentliggjort den 11. oktober 2023, som Teknik & Miljøs tidsplan for lokalplanen er nu. Herefter skal der gives en byggetilladelse, og først når vi har den, kan vi gå i gang med byggeriet, skriver Birgitte Andreasen, projektleder for skole- og aktivitetsbyggeriet, til LystrupLIV.

Hun forventer, at det første spadestik til den nye folkeskole kan tages i begyndelsen af 2024. Allerede til sommer bliver der grundet pladsmangel opsat midlertidige pavilloner til undervisningen på Elev Skole. Mere om det her.

Ild Pizza ligger ved bydelscentret på Lystrup Centervej. De seneste fem måneder har restauranten holdt lukket på grund af omfangsrige røgskader. Foto: Google Street View

Pizzeria i Lystrup ramt af røgskader: Holder lukket på femte måned

Det har været fem lange måneder for Ild Pizza i Lystrup. Pizzeriaet har holdt lukket siden slutningen af august sidste år, da der udbrød brand i naborestauranten Delicious Food ved bydelscentret i Lystrup. 

Massive røgskader fra branden har nemlig betydet, at der også skal laves udbedringer og ændringer på pizzeriaets lokaler. Præcis hvornår dørene igen kan slås op for de pizza-hungrende kunder, kan ejer og direktør Anders Grønborg ikke sige, men han forventer, at der går et par måneder endnu.

I mellemtiden har kæden midlertidigt lukket sine restauranter i Horsens, Herning og Kolding som følge af høje priser på el og fødevarer.

Det gik også ud over Ild Pizza, da der i slutningen af august udbrød brand i naborestauranten Delicious Food. I mellemtiden har kæden midlertidigt lukket tre restauranter som følge af høje priser, men direktør Anders Grønborg forventer at kunne genåbne restauranten i Lystrup om et par måneder.

Der er ikke noget at sige til, hvis beboerne i og omkring Lystrup føler, at udvalget af restauranter og spisesteder er skrumpet lidt på det seneste. For da der i slutningen af august udbrød brand i restauranten Delicious Food ved bydelscentret på Lystrup Centervej, blev også naboerne hos Ild Pizza ramt.

De massive røgskader har betydet, at Ild Pizza på nuværende tidspunkt holder lukket på femte måned.

- Der har været omfattende røgskader, og der er en del, der skal laves om. Specielt når der arbejdes med fødevarer, tages der ingen chancer, siger Anders Grønborg, ejer og direktør for pizzakæden, i et skriftligt svar til LystrupLIV.

Vi er jo heldigvis forsikret. Det er mest kunderne, det er gået ud over, da de har måttet køre til afdelingen på Lystrupvej.

Anders Grønborg, ejer og direktør i Ild Pizza

Og der er altså omfangsrige skader på pizzeriaets lokaler, som skal udbedres, inden dørene igen kan slås op. Der er tale om en forsikringssag, som ifølge Anders Grønborg er ved at være løst, men præcis hvor meget skaderne har kostet, ved han ikke.

- Det har vi ikke regnet på, men vi er jo heldigvis forsikret. Det er mest kunderne, det er gået ud over, da de har måttet køre til afdelingen på Lystrupvej, skriver han og henviser til Ild Pizzas restaurant i Risskov.

Lokalerne fuldstændig ”svedet af”

Foruden Ild Pizza holder naborestauranten Delicious Food også fortsat lukket efter branden. Det har ikke været muligt at fastslå brandårsagen, og Østjyllands Politi valgte kort tid efter branden at indstille efterforskningen.

Ejeren af restauranten, Sadam Amani, sagde efterfølgende til LystrupLIV, at han vil genåbne restauranten, når skaderne på lokalerne er udbedret

- Alle maskinerne, møblerne, væggene og gulvene var ødelagte. Jeg har kastet al min energi i den butik. Jeg har haft den i tre år, og jeg har været på arbejde hver evig eneste dag. Jeg har selv sat butikken i stand fra a til z. Det var et forfærdeligt syn, sagde han.

Det er da heller ikke så underligt, at branden hos Delicious Food også har påvirket Ild Pizzas lokaler.

Ifølge Østjyllands Brandvæsen var lokalerne ”helt svedet af”. Ilden gik ud af sig selv grundet mangel på ilt, men røgen nåede altså at ødelægge lokalerne.

Foruden at Ild Pizzas restaurant i Lystrup er midlertidigt lukket, har kæden lukket de tre pizzeriaer i henholdsvis Herning, Horsens og Kolding i en begrænset periode. Det skyldes ifølge Anders Grønborg de høje priser på både råvarer, brænde, gas og el.

Pizzaer over Putin

Samtidig har salget af pizzaer, der er blevet langet over disket, været svigtende i en periode. Men der er altså tale om en midlertidig pause, for ifølge Anders Grønborg skal de høje priser som følge af krigen i Ukraine ikke spænde ben for kæden. Det er "pizzaer over Putin", som han siger.

Det er da også planen, at restauranten i Lystrup skal genåbne, så snart lokalerne er klar til det, og forsikringssagerne er i orden. Det bliver altså ikke en af de afdelinger, der holder lukket, indtil fødevare- og energipriserne finder tilbage til et fornuftigt leje.

- Restauranten i Lystrup var lukket, da vi besluttede at holde pause i de andre butikker. Lige nu afventer vi situationen, men jeg tror ikke nødvendigvis, at der ville have været holdt pause i Lystrup, hvis butikken ikke var brændt. De steder, hvor vi holder lukket, ligger også geografisk lidt væk fra Aarhus. Det har også spillet ind, skriver Anders Grønborg og fortsætter:

- Jeg håber at kunne åbne igen i Lystrup i løbet af et par måneder, og i den forbindelse søger vi en lokal manager.

Ild Pizzas omsætning i Lystrup ligger cirka i midten sammenlignet med kædens andre restauranter. Delicious Food skriver på deres hjemmeside, at restauranten åbner igen den 31. marts.

Foto: Jens Thaysen

Det skal du også vide: Bilist kørte på letbaneskinnerne to dage i træk, og de lokale kirker inviterer til to nye kunstudstillinger

Her får du et kort nyhedsoverblik.

Bilist blokerede letbaneskinnerne to dage i træk

Foto: Henrik Lund

I weekenden gik det galt hele to gange, da den samme bilist i den samme bil både lørdag og søndag aften kørte ind på letbaneskinnerne ved Lystrup Station. Det skriver Århus Stiftstidende

Lørdag aften omkring klokken 20.30 kørte bilisten ind på letbaneskinnerne fra overkørslen ved Lystrupvej. Føreren, som var en kvinde, fortsatte derefter kørslen i godt 100 meter, indtil bilen endte med at sidde fast på tværs af skinnerne lige inden perronerne.

Dagen efter gik det galt igen, da den samme kvindelige bilist besluttede sig for at hente sin bil. Politiet havde ellers placeret den i rabatten mellem letbaneskinnerne, og planen var at fjerne den mandag formiddag, men det ville kvinden altså ikke vente på. 

Da hun forsøgte at få den fri, kom hun igen i karambolage med skinnerne, og både lørdag og søndag aften måtte Aarhus Letbane derfor aflyse afgange mellem Lystrup og Lisbjerg.

Den kvindelige bilist kom ikke til skade som følge af kørslen, men hun blev til gengæld sigtet for spirituskørsel.

- Bilisten er begge gange blevet sigtet for spirituskørsel, da betjente på stedet havde mistanke om, at hun var påvirket. Hun er samtidig sigtet for mangel på agtpågivenhed, da hun tydeligvis ikke har været opmærksom i trafikken, sagde kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi Jakob Christiansen mandag til Århus Stiftstidende.

Broderi-kunst udstilles i Elsted

Foto: Maja Landgren Germundsson

Søndag den 22. januar slår Elsted Sognegård dørene op til en ny udstilling. Det er kunstneren Maja Landgren Germundsson, som udstiller sine værker, der består af utraditionelle materialer og genstande broderet med tråd og garn.

Udstillingens overskrift er "Det smukke i det værdiløse og kasserede", da Maja Landgren Germundsson bruger genstande, der er kasseret eller sendt til skrot. Hver eneste værk er blevet til i en langsommelig proces, og består af tusindvis af sting lavet i enten hånden eller ved hjælp af maskinbroderi. 

Maja Lundgren Germundsson har en professionsbachelor i Tekstil og Formidling, og har i mange år undervist som billedskolelærer ved Favrskov Kommunes billedskole. 

Ferniseringen finder sted søndag den 22. januar fra klokken 12.15 til klokken 14.30, og udstillingen kan ses frem til den 19. april på hverdage mellem klokken 10.00 og 15.00.

Landskabsmalerier i Lystrup Kirke

Foto: Alice Kops

Også Lystrup Kirke kan snart byde indenfor til en ny kunstudstilling. Søndag den 15. januar klokken 12.30 er der fernisering på en række landskabsmalerier lavet af den lokale Lystrup-kunstner Alice Kops. 

Alice Kops er uddannet fra Århus Kunstakademi og bruger som udgangspunkt naturen som inspirationskilde. Derudover er også oplevelser og indtryk fra hverdagen inkorporeret i hendes værker, ofte som elementer man ikke observerer ved første øjekast.

Alice Kops benytter forskellige teknikker, men arbejder med akryl og olie på lærred. Foruden maleriet har hun tidligere beskæftiget sig med både keramik og bronzestøbning.

Udstillingen, som har fået navnet "Daggry, kan efterfølgende ses i mødesalen indenfor kirkekontorets åbningstid og ved alle offentlige arrangementer i kirken og sognehuset. 

Malerierne udstilles til og med søndag den 5. marts.