Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger LystrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Et af de nyeste skud på stammen i Nye er 'Sneglehusene' - tegnet af Bjarke Ingels' tegnestue BIG. På nuværende tidspunkt er lejlighederne 'Svinget' ved at blive bygget færdige. De er tegnet af C. F. Møller Architects. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Nye er ikke gået i stå, men køberne holder igen

Nu ved jeg ikke, om du læser Århus Stiftstidende, men hvis du i løbet af de seneste uger har bladret igennem avisen, har du måske lagt mærke til, at der har været mange annoncer for Nye mellem spalterne. Faktisk var det en borger fra Lystrup, som gjorde mig opmærksom på det, og da jeg kiggede i en række aviser fra tilfældigt udvalgte dage, kunne jeg jo godt se, at han havde ret.

Det er vist ingen hemmelighed, at verden er rimelig meget ude af balance for tiden, og at befolkningens købekraft bliver påvirket af den høje inflation og de stigende priser på alt fra smør og benzin til varme og elektricitet.

Derfor kom jeg til at tænke på, om avisannoncerne mon skyldes, at idémanden bag Nye, Jørn Tækker, har svært ved at komme af med de mange nybyggede boliger. Og om byggeriet i Nye i det hele taget er gået i stå?

Det er det ikke, lyder det fra Jørn Tækker. Faktisk kører det, som det skal, men der er ingen tvivl om, at markedsforholdene ligesom alle andre steder også påvirker salget af boliger i Nye. Og at det handler om timing, når det skal besluttes, hvornår det næste byggeprojekt skal sættes i gang.

Pling-plong så har klokkerne ringet ind til valg. Og jeg ved ikke med dig, men jeg føler, at politikerne har ført valgkamp længe. Ikke desto mindre blev valgkampen først skudt officielt i gang onsdag i denne uge, da statsminister Mette Frederiksen trykkede på den berygtede og metaforiske valgknap.

Nu følger en periode (hvad end den føles lang eller kort) med tv-debatter, valgplakater, vælgermøder og debatter. I Lystrup skal vælgerne til stemmeurnerne i Lystruphallen, når ”demokratiets festdag” atter rammer.

Det er tre år siden, at der sidst var folketingsvalg, og siden har en af de helt store stemmeslugere i Lystrup forladt politik. En anden har skiftet parti, mens andre højdespringere nåede hele vejen til Folketinget og kan genvælges. Du får fem facts fra det seneste folketingsvalg i Lystrup.

Og til allersidst får du et kort nyhedsoverblik.

Have a good one!

P.S.

LystrupLIV er blevet et betalingsmedie, og hvis du ikke allerede er abonnent, vil vi gerne have dig med på holdet. 

Som abonnent kan du forvente at modtage et til to nyhedsbreve om ugen, hvor vi går i dybden med historier om og fra Lystrup, Elsted, Elev og Nye.

Lyder det som noget for dig, kan du for 39 kroner om måneden blive fuldgyldig abonnent lige her.

Hvis du hellere vil se os lidt an, kan du fortsætte med at modtage nyhedsbrevet gratis og følge med i, hvad vi skriver om. 

Billede af Mette Marie Birch Breuning
Billede af skribentens underskrift Mette Marie Birch Breuning Journalist
Ifølge Jørn Tækker, bygherre og idémand bag Nye, er det en dum idé at sætte nyt byggeri i gang i løbet af efteråret. Fotos: Mette Marie Birch Breuning

Er Nye gået i stå? Nej, siger Jørn Tækker, men køberne hænger ikke på træerne, så flere boliger må udlejes

Der er fortsat gang i byggeriet i Nye, hvor boligerne i 'Svinget' forventes at stå færdige om en måned. Men derefter går der sandsynligvis noget tid, inden det næste byggeri bliver sat i gang. Sådan lyder det fra bygherre og idémand Jørn Tækker, som kalder det "dumt" at sætte nye projekter i gang i efteråret. 

Den nuværende verdenssituation kan nemlig også mærkes i Nye, og de høje priser, inflationen og krigen i Ukraine betyder blandt andet, at køberne er tilbageholdne. Derfor bliver det ifølge Jørn Tækker nødvendigt at udleje nogle af de boliger, han egentlig helst ville sælge. 

Men han er optimistisk og forventer ikke, at det får store konsekvenser i det lange løb.

Også i Nye kan den nuværende verdenssituation med høj inflation, stigende priser og krig i Ukraine mærkes. Boligmarkedet er bremset op, og bygherre og idémand Jørn Tækker må udleje flere af de boliger, han egentlig ønsker at sælge. Men det gør ham ikke noget.

Det er ikke fordi, håndværkerne er gået hjem, og maskinerne er sat i bero. Nej, der er stadig gang i byggeriet i Nye, hvor boligerne i ’Svinget’ forventes at stå færdige om en måneds tid.

Det er ellers ikke meget aktivitet, der er på boligmarkedet for tiden. Alt er blevet dyrere, inflationen er tårnhøj, og krigen i Ukraine raser stadig. Det får en lang række potentielle købere til at holde vejret og vente på bedre og mere stabile tider, og det mærker de også i Nye.

- Renten er i øjeblikket meget høj, og derfor er der ikke ret mange førstegangskøbere. Folk har svært ved at finansiere en ny bolig, og venter med at sætte deres boliger til salg. Så der er selvfølgelig en opbremsning på ejermarkedet, fordi folk lige trækker vejret og genovervejer, om de skal flytte eller blive boende, siger Jørn Tækker, bygherre og idémand bag Nye.

Det ville være dumt at sætte noget nyt i gang i løbet af efteråret. Jeg ville være ked af at opføre 50 boliger, hvis de er 20 procent dyrere at bygge, fordi entreprenøren synes, at gulvbrædderne er for dyre. Så jeg skal selvfølgelig ramme en interessant prismæssig sammenhæng.

Jørn Tækker, bygherre og idémand bag Nye

Han har en intention om, at halvdelen af de private boliger, som opføres i Nye, skal sælges, mens resten skal være udlejningsboliger. Men de nuværende markedsforhold taget i betragtning bliver det nødvendigt at justere på den plan.

- Jeg kommer til at leje flere af boligerne ud, end jeg havde regnet med. Men det er fint. Så må jeg se, om jeg sælger dem, efterhånden som de bliver tomme, eller om jeg beholder dem som udlejningsboliger, siger Jørn Tækker.

Kører som det skal

Foruden ’Svinget’, som altså snart er færdigbygget, er Jørn Tækker og Tækker Group i gang med at tegne på tre store projekter i Nye. Og han forventer ikke, at de bliver voldsomt berørte af den nuværende verdenssituation.

- Selvfølgelig skal vi lytte til markedsforholdene, men jeg er rimelig optimistisk. Vi har et andet produkt end så mange andre byudviklingsprojekter, og jeg fornemmer, at det kører, som det skal, siger han.

Den første etape af Nye består af 650 boliger, dagligvarebutikken Nyma og daginstitutionen Løvstikken. Der bor på nuværende tidspunkt omkring 160 familier i Nye, hvoraf de første flyttede ind i sommeren 2018. Køber man en bolig i Nye, ejer man ikke en matrikel, men derimod en sokkelgrund. Alt areal derudover er fælles. Tanken er, at der skal være fokus på fællesskab og bæredygtighed.

’Svinget’, som er tegnet af C.F. Møller Architects, ligger i forlængelse af ’Sneglehusene’. De har netop vundet Aarhus Kommunes arkitekturpris og er tegnet af Bjarke Ingels’ tegnestue BIG. De består af både ejer- og lejelejligheder og rækkehuse.

- Jeg har mange udlejningsboliger, og jeg kan godt lide, at boligerne er blandet. Så det har ikke den store indflydelse på det, jeg laver, at flere af boligerne må lejes ud. Jeg synes, at vi har et ret stabilt forretningsben. Vi kan tåle at sælge lidt flere, end vi plejer, og at leje lidt flere ud end vi plejer, siger Jørn Tækker.

Higen efter byggetilladelse

Men det er ikke kun købernes tilbageholdenhed, der påvirker boligmarkedet. Det gør de stigende materialepriser også, og selvom Jørn Tækker med egne ord ”higer” efter at få den næste byggetilladelse, handler det også om timing, når man skal vurdere, hvornår det næste byggeprojekt skal igangsættes.

- Det ville være dumt at sætte noget nyt i gang i løbet af efteråret. Jeg ville være ked af at opføre 50 boliger, hvis de er 20 procent dyrere at bygge, fordi entreprenøren synes, at gulvbrædderne er for dyre. Så jeg skal selvfølgelig ramme en interessant prismæssig sammenhæng, siger han.

Han vurderer heller ikke, at det får betydning for den generelle tidsplan for Nye:

- Når vi er færdige med ’Svinget’, har jeg ikke flere byggetilladelser, så jeg kan ikke starte et nyt byggeri i morgen. Den næste tilladelse forventer vi at få i første kvartal næste år. Så ser vi på markedet, udbyder det og ser, om prisen passer. Gør den det, går vi i gang med byggeriet.

Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at der på det seneste har været mange annoncer for Nye i Århus Stiftstidende. Skyldes det, at I har sværere ved at afsætte boligerne end tidligere?

- Jeg tror, det er et udtryk for, at vi har flere boliger på markedet, end vi nogensinde har haft. Alle, der har boliger færdige nu, har en interesse i at gøre opmærksom på, at de er fortræffelige at bo i, fordi folk helt forståeligt er mere forsigtige. Det er et forsøg på at blive lidt mere synlige, siger Jørn Tækker.

Der er 14 opstillingsberettigede partier til dette års folketingsvalg. De nyeste skud på stammen er Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg og Lars Løkkes nye parti Moderaterne. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fem tankevækkende facts fra det seneste folketingsvalg i Lystrup og omegn

Så skete det. Lige til klippetid har statsminister Mette Frederiksen (S) udskrevet valg til Folketinget, og valgkampen er officielt skudt i gang, med alt hvad det indebærer af valgplakater, vælgermøder og TV-debatter.

I Lystrup var der ved folketingsvalget i 2019 omkring 8.300 stemmeberettigede borgere, og mens du måske godt vidste, at Socialdemokratiet blev det største parti blandt Lystrup-vælgerne, vidste du måske ikke, at en af de helt store stemmeslugere i Lystrup sidenhen har forladt politik. Eller at en anden relativt populær kandidat har skiftet parti.

I artiklen får du fem tankevækkende facts fra det seneste folketingsvalg i Lystrup og omegn.

Onsdag den 5. oktober udskrev statsminister Mette Frederiksen (S) folketingsvalg til afholdelse den 1. november. LystrupLIV har set på, hvordan stemmerne i Lystrup fordelte sig ved det seneste valg i 2019. Du får fem nedslag i artiklen.

Det kan være, at du føler, at valget har været i gang længe. I hvert fald har politikerne haft god tid til at varme op og stille sig klar i startboksene, og onsdag den 5. oktober skete så det, de alle har ventet på. Statsminister Mette Frederiksen har udskrevet folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 1. november.

Ligesom for alle andre århusianere har borgerne i Lystrup, Elsted, Elev og Nye mulighed for at stemme enten på partierne eller personligt på de kandidater, som er opstillet i Østjylland. Medmindre de har lyst til at stemme blankt.

Ved folketingsvalget i 2019 var der 8.363 stemmeberettigede borgere i Lystrup, Elsted, Elev og Nye. Det blev til 7.389 gyldige stemmer, hvoraf kun 38 var blanke. I listen nedenfor får du fem facts fra det seneste valg.

For hvordan kommer det mon til at gå Dansk Folkeparti ved valget i år? Hvem var de helt store stemmeslugere sidst, og genopstiller de? Og hvad med dem, som har skiftet parti? Lad os dykke ned i det.

Stemmesluger har forladt politik efter sexismesag

Tidligere formand for Radikale Venstre Morten Østergaard. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kun den nuværende finansminister Nicolai Wammen (S) og formanden for Venstre Jakob Ellemann-Jensen fik flere stemmer fra Lystrupborgerne ved det seneste folketingsvalg end radikales Morten Østergaard.

Den tidligere formand for Radikale Venstre indkasserede intet mindre end 339 stemmer i Lystrup og omegn og blev i hele Aarhus Nord-kredsen den politiker, som fik næstflest stemmer. Helt præcis 3.097 satte kryds ved hans navn.

Siden er meget sket. I oktober 2020 forlod Morten Østergaard formandsposten i Radikale Venstre efter en sexismesag, og i juni sidste år udtrådte han af Folketinget og forlod politik for at tiltræde en ny stilling som klimarådgiver.

Men selvom vælgerne i Lystrup, Elsted, Elev og Nye ikke kan sætte kryds foran Morten Østergaards navn denne gang, er der flere radikale muligheder. Partiet har otte østjyske kandidater, heriblandt Andreas Steenberg, Katrine Robsøe og Susan Kronborg, som alle tre sidder i Folketinget i dag.

DF var femtestørst i Lystrup – men hvad nu?

Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ved folketingsvalget i 2019 blev Dansk Folkeparti det femtestørste parti i Lystrup. Partiet fik 477 stemmer ved det eneste valgsted i Lystruphallen. Ved valget fire år tidligere i 2015 fik partiet 1.258 stemmer i Lystrup.

Spørgsmålet er, om den negative udvikling forfølger DF og får stemmetallet til at falde yderligere ved dette års valg. Taget det stormvejr i betragtning, som partiet har været i, kunne noget tyde på det. Som følge af intern splid og det tumultariske formandsvalg, hvor Morten Messerschmidt endte med en sejr, har DF oplevet en decideret medlemsflugt. Flere medlemmer har forladt partiet og er enten blevet løsgængere eller har meldt sig ind i Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne.

I Aarhus Kommune forlod byrådsmedlem Jakob Søgaard Clausen, som bor i Lystrup, DF i august. Han er nu løsgænger, og med hans exit mistede DF sin eneste plads i byrådet. Ved folketingsvalget i 2019 stillede han desuden også op.

Spørgsmålet er, hvor de Lystrup-vælgere, som ikke længere har tænkt sig at stemme DF, ender med at sætte deres kryds. Måske hos Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Lars Løkkes nye parti Moderaterne?

Socialdemokratiske stemmeslugere i Lystrup sidder i Folketinget – og opstiller igen

Finansminister og tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Nicolai Wammen, Jens Joel og Camilla Fabricius. Det var nogle af de helt store socialdemokratiske stemmeslugere i Lystrup ved det seneste folketingsvalg.

Den nuværende finansminister og tidligere Aarhus-borgmester fik intet mindre end 601 personlige stemmer, mens Jens Joel fik 218 og den tidligere byrådspolitiker i Aarhus Camilla Fabricius fik 133 stemmer.

De tre sidder alle i Folketinget i dag, og de genopstiller alle sammen i Østjylland. Med sig på listen over kandidater har de blandt andet de tre folketingsmedlemmer Leif Lahn Jensen, Daniel Toft Jakobsen og Malte Larsen.

Ved valget i 2019 blev Nicolai Wammen den helt store vinder i Aarhus Nord-kredsen med 3.237 stemmer, mens Jens Joel endte på fjerdepladsen med 1.194 stemmer.

Fra kristendemokrat til konservativ

Tidligere formand for Kristendemokraterne og medlem af Det Konservative Folkeparti Isabella Arendt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den tidligere formand for Kristendemokraterne, 29-årige Isabella Arendt, fik 134 stemmer fra valgstedet i Lystrup ved valget i 2019.

Udover hende var otte andre kandidater opstillet for partiet i Østjylland, men størstedelen af dem fik ikke en eneste stemme. Imens sikrede Isabella Arendt, at partiet fik 108 flere stemmer fra Lystrupborgerne end ved folketingsvalget i 2015.

I dag har hun forladt Kristendemokraterne og formandsposten til fordel for Det Konservative Folkeparti. Det gjorde hun i juni, og hun er også folketingskandidat for partiet i Østjylland. Hvis du vil stemme på hende, bliver det altså en stemme til Det Konservative Folkeparti.

På nuværende tidspunkt er Kristendemokraterne repræsenteret i Folketinget af Jens Rohde, som skiftede fra Radikale Venstre sidste år. Han stiller ikke op ved det kommende valg, da han har valgt at stoppe i politik, men Kristendemokraterne har otte opstillede kandidater i Østjylland, herunder spidskandidaten Henrik Hjortshøj.

Et hak i tuden til både højre og venstre

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen. Venstre gik frem i Lystrup ved folketingsvalget i 2019. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2022

Fem partier oplevede tilbagegang i Lystrup ved det seneste folketingsvalg, og det var både røde og blå partier, der fik et hak i tuden. Størst var tilbagegangen hos Dansk Folkeparti, som fik 781 færre stemmer end i 2015.

Dernæst var det Liberal Alliance, det gik udover. Partiet endte med et stemmetal på 132 mod 484 ved folketingsvalget i 2015. Længere mod venstre gik det hårdest udover Alternativet. I 2015 satte 383 vælgere kryds ud for partiet, men i 2019 var det tal faldet til 209. Også Socialdemokratiet og Enhedslisten gik tilbage.

Omvendt gik det strygende for både Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstre. Som tidligere nævnt indkasserede Jakob Ellemann-Jensen næstflest stemmer fra borgerne i Lystrup, Elsted, Elev og Nye. 375 kryds blev det til.

Men ligesom i resten af Aarhus blev Socialdemokratiet det største parti i Lystrup med et forspring på 441 stemmer ned til Venstre.

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på, kan du tage Jysk Fynske Mediers kandidattest her.

Det skal du også vide: Gratis prøvetimer til stor motionsuge, ulovligt skilt ved Tintin-slot og penge til grønne åndehuller

Her får du et kort nyhedsoverblik.

Gratis prøvetimer til Danmarks Motionsuge

Foto: Lystrup Svømning

For andet år i træk løber Danmarks Motionsuge af stablen i uge 41. Formålet er at give danskerne mulighed for at opleve forskellige former for bevægelse og det fællesskab, som foreningslivet har at byde på.

I den forbindelse inviterer blandt andet Lystrup Svømning og Lystrup IF Basket børn og voksne til gratis prøvetimer. Børn i alderen 5-15 år kan få en gratis prøvetime i basketball, og Lystrup Svømning slår dørene op til blandt andet aquapilates, vandpolo, stationstræning under vand og svømning for seniorer.

Svømmeforeningens arrangementer kan findes her, og alle begivenheder i forbindelse med Danmarks Motionsuge kan findes her. Ugen kulminerer fredag den 14. oktober med skolernes- og arbejdspladsernes motionsdag.

Allerede søndag den 9. oktober fra klokken 10.00 til 16.00 skyder Lystrup Svømning motionsugen i gang med Den Store Svømmedag. Her kan alle svømme gratis, og der er ingen krav til alder eller færdighed.

På dagen svømmes der i samme tidsrum i 30 svømmehaller rundt omkring i landet. Det er 25. gang, at Lystrup Svømning er med. Formålet er at få flest mulige svømmeglade mennesker i bassinerne, og svømmehallerne dyster blandt andet om, hvem der får flest personer i vandet, og hvem der svømmer flest meter i alt.

Lauge Dehn kåret som årets borger

Foto: Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd

Lystrup-Elsted-Elev-Nye Fællesråd har traditionen tro kåret årets borger 2022. Valget er i år faldet på Lauge Dehn, som er formand for Andelsforeningen Lystrup Idrætscenter.

I begrundelsen skriver fællesrådet, at det skyldes "hans mangeårige og betydende indsats og engagement i en række lokale foreninger og organisationer – ikke mindst Lystrup Idrætscenter".

Lauge Dehn har tidligere været formand for kredsbestyrelsen for FDF, han er formand for Grundejerforeningen Hasselhaven og medlem af Lions Club Lystrup. Han sidder desuden i spidsen for arbejdsudvalget for udvidelsen af idrætscentret.

Kåringen af Lauge Dehn markeres ved en reception i Lystrup Idrætscenter lørdag den 8. oktober klokken 11.00.

Ejer af Tintin-slot i Trige Skov har opsat ulovligt skilt

Foto: Jens Thaysen

Midt i Trige Skov er der blevet opført en tro kopi af Tintin-slottet Møllenborg. Manden bag er Simon Møller – medejer af spilfirmaet Kiloo, som står bag det populære Subway Surfers. Han og familien bor på slottet, og de er tilsyneladende ikke særlig interesseret i at få gæster.

På vejen ind til slottet har de opsat et såkaldt "skræmmeskilt", hvor der står: "Privat vej - al uvedkommende færdsel forbudt". Men det er ulovligt. Det skriver Århus Stiftstidende.

Stiften har været i kontakt med Miljøstyrelsen, som forklarer, at den slags skilte er ulovlige, hvis de er i strid med naturbeskyttelsesloven. I den står der, at den private ejer af en skov delvist eller helt kan lukke skoven, hvis det samlede areal er under fem hektar. Trige Skov er 15,2 hektar stor, og det betyder, at man må færdes på stierne i dagstimerne. 

Man skal dog holde sig 150 meter fra private ejendomme. "Skræmmeskiltet" står 450 meter fra slottet, ligesom man på luftfotos kan se, at der er opsat en bom på en af de andre adgangsveje til slottet. Fra bommen er der 387 meter til boligen.

Aarhus Kommune har ansvaret for, at reglerne overholdes, men har ikke taget stilling til den konkrete sag. Simon Møller har ikke ønsket at udtale sig til Århus Stiftstidende.

Nordea-fonden uddeler penge til grønne åndehuller

Foto: Ture Andersen

Har du et ønske om at skabe et nyt naturområde i Lystrup, Elsted, Elev eller Nye i form af en legeplads, en bypark eller noget tredje? Så skal du tage med, når Nordea-fonden onsdag den 12. oktober klokken 16.30-19.00 inviterer til møde i Bylivshuset Domen på havnen i Aarhus.

Her vil fonden orientere om deres 50 millioner kroner store pulje "Her gror vi". Pengene skal gå til initiativer, som har til formål at skabe grønne åndehuller i byen.

Selvejende foreninger og institutioner kan ansøge om midler fra puljen til for eksempel vandlegepladser, byhaver eller lommeparker. Til mødet vil Nordea-fonden hjælpe med idéudvikling, fortælle om puljens formål og forklare ansøgningsprocessen.

Man kan søge om alt fra 200.000 til en million kroner per projekt, og der er ansøgningsfrist henholdsvis den 16. november 2022 og den 23. februar 2023. Der er et begrænset antal pladser til mødet, og du kan tilmelde dig på dette link.