Det er sjovere at snøre spadsereskoen og gå på opdagelse i naturen end at stå i en oversvømmet dagligstue med gummistøvler på.

Med planerne for en ny engsø ved Hede Enge får du naturoplevelsen og slipper for oversvømmelsen, og nu er det nye rekreative område og værn mod monsterregn et skridt tættere på at blive en realitet.

For siden byrådet sidste år afsatte en pulje på 75 millioner kroner til at realisere klimavenlige naturprojekter, har Teknik og Miljø for alvor sporet sig ind på idéen om at skabe en ny og vandfattig engsø omkranset af stier i et nyt naturområde. Derfor skulle byrådspolitikerne onsdag den 14. september drøfte et forslag, der kan pumpe op mod 21 millioner kroner i projektet.

- Vi ønsker at arbejde videre med planerne for Hede Enge på grund af projektets størrelse og synergi-effekter. Vi vil gerne løfte kvaliteten af naturen og skabe et rekreativt område, men samtidig skal det også være et værn, der beskytter byen mod oversvømmelser, siger Lars Eg Hoppe, der er projektleder i Aarhus Kommune for planerne om Hede Enge.

En sådan skanse mod elementernes rasen kunne husejerne langs Egåen i Risskov og i den sydlige del af Lystrup med fordel have brugt den 26. august 2012. På få timer hamrede næsten en hel måneds nedbør ned over området med en lukket Djurslandsmotorvej og oversvømmede kældre i Lystrup og Risskov som konsekvens.

Dengang var Egå Engsø med til at forebygge yderligere oversvømmelser, men der er ingen garantier for, at den kunstigt anlagte sø også kan kapere fremtidens mere ekstreme vejrtilfælde. Det er derfor, forvaltningen ser en fidus i at etablere en langt mere vandfattig engsø på den modsatte side af Lystrupvej, ved Hede Enge, der kan sluge de ekstra vandmasser.

Men én ting er, om politikerne afsætter penge til projektet. Noget andet er, om de lokale lodsejere er lorne ved ideen. Aarhus Kommune ejer nemlig kun knap halvdelen af området ved Hede Enge. Resten tilhører private.

Teknik og Miljø ville sagtens kunne skabe et rekreativt område på kommunens egen jord, men skal det hele gå op i en højere enhed, skal man nå til enighed med grundejerne i området. For uden dele af de private lodsejeres jord, bliver projektet ved Hede Enge en halvhjertet omgang klimatilpasning.

- Dybest set er økonomien i projektet ikke det vigtigste. Det står og falder med lodsejerne. Vi kan have alle penge i verden, men er borgerne ikke åbne for idéen, bliver det svært at lave klimatilpasningen kun på den kommunale jord. Skal hele projektet realiseres, er det den gode vilje, der skal frem, siger Lars Eg Hoppe og understreger, at man ikke ønsker at tromle de lokales ønsker for at fuldføre projektet.

I stedet venter et langt arbejde med at stemme dørklokker og gå i dialog med lodsejerne.

- Det er frivilligt, om de vil gå med eller ej, og vi kan ikke tvinge noget igennem. Derfor er vi nødt til at opsøge lodsejerne og høre deres ønsker. Måske kan man købe noget af deres jord og give dem noget andet. Man kunne også indgå aftaler om at kompensere dem, når deres jord eksempelvis blev oversvømmet én gang hvert tiende år, foreslår Lars Eg Hoppe.

En af dem, som ejer en del af jorden ved Hede Enge, er Alexia Trolle. Hun synes som udgangspunkt, at idéen om et nyt rekreativt område er god, men ligesom mange andre af beboerne på Egå Mosevej driver hun og familien opstaldning af heste ved ejendommen. Derfor er både adgangen til engen og mængden af jord afgørende for dem.

- Det er essentielt for os, at vi har mulighed for at ride i området, fordi vi har opstaldere her. Derudover ligger en del af vores hestefolde på engen, og vi vil selvfølgelig være kede af, hvis vi får taget for meget af vores jord, fordi det vil begrænse, hvor mange heste vi har plads til, siger hun.

Hun vil gerne indgå en dialog med kommunen om planerne, og er heller ikke afvisende overfor at afgive jord mod at få tildelt noget andet i stedet for.

- Det kunne godt være en løsning, men hvor kan kommunen give os jord? Det skal være noget, som ligger lige omkring vores matrikel, ellers kan vi ikke bruge det. Jeg kan ikke bruge nyt jord i Viby til noget. Hvis vi brugte jorden til at dyrke noget, var det lige meget, men vi bruger den jo til vores heste, siger hun.

Alexia Trolle og familien ejer omkring otte hektar jord ved Hede Enge, og hun kan endnu ikke sige, hvor stor en del de er villige til at opgive. Det afhænger af planerne for området, og de betingelser der vil komme til at gælde.

- Det er svært at sige. Vi ejer også noget jord, hvor der er plantet granskov, og hvis den bliver fældet, kan vi se rensningsanlægget. Det er vi for eksempel ikke interesseret i, siger hun.

At engen sandsynligvis bliver et velbesøgt naturområde, har hun som udgangspunkt ikke noget imod, for allerede i dag bliver den benyttet flittigt af både hundeluftere og ryttere. Hun håber dog, at roen i området bliver bevaret:

- Ved engsøen er der mange cyklister og knallerter, og der er et andet tempo og en dejlig ro ved den her eng. Det ville være ærgerligt, hvis det forsvandt.

Familien har endnu ikke modtaget materiale eller information om projektet ved Hede Enge fra kommunen, men Alexia Trolle håber, at lodsejerne bliver inddraget i den kommende proces, så de i fællesskab kan finde frem til de bedst mulige løsninger.

- Jeg forholder mig til det, når jeg har noget konkret, men det er da dejligt, at kommunen ikke fra starten siger, at de vil ”æde” vores jord. Det er første skridt, at de allerede nu prøver at gå lidt i dialog med os, siger hun.

Uanset om man når til enighed om en løsning, der gør både lodsejere og forvaltning glade, forventer projektleder Lars Eg Hoppe, at der kommer et projekt ved Hede Enge, hvis politikerne afsætter midlerne til det. Ved byrådsmødet onsdag den 14. september blev projektet sendt i Teknisk Udvalg, hvor det skal belyses nærmere.

- Selv hvis vi kun kan bruge de kommunale arealer, vil jeg mene, at der som minimum kommer et projekt, hvor vi ser nærmere på, hvordan vi giver naturen på arealet et løft. Der er noget at tage fat på, men vi skal hele tiden have for øje, at projektets potentiale er mere end dobbelt så stort, hvis vi kan få lodsejerne med på idéen, siger han, der godt kunne se et projekt stå klar til brug i 2028.

”Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser”. Man får næsten lyst til at citere Kim Larsen, når man tænker på den tid, vi snart går ind i. Før man ved af det, er det blevet vinter, og huen og vanterne skal findes frem.

Julestemningen skal også findes frem, og i år kommer det muligvis til at kræve en ekstra indsats af os alle sammen. For flere butikker og strøgforeninger landet over har meldt ud, af de enten dropper eller skruer ned for de traditionsrige julelys, fordi energipriserne for øjeblikket er tårnhøje.

Det samme gælder i Lystrup, hvor bydelscentret på Lystrup Centervej normalt er indhyllet i julebelysning.

- Julelysene plejer at blive sat op i slutningen af oktober, og hele centret plejer at være dækket af julelys, det har været en fast tradition i mange år. Men i år har vi i centerforeningen besluttet, at det er et forkert signal at sende. Vi følger de større varehuse, fordi vi står i en situation, hvor energipriserne er meget høje, siger Heinz Andersen, butikschef i Profil Optik i Lystrup og bestyrelsesmedlem i Lystrup Centret.

Centerforeningen består af stort set alle forretningerne ved bydelscentret, og selvom det ærgrer butiksindehaverne, at de og resten af byen må undvære julelysene i år, er det en fælles beslutning.

I Aarhus har Salling meldt ud, at de dropper den traditionsrige lysudsmykning på storcentret i gågaden, mens strøgforeningen vil skrue ned for antallet af timer, hvor julebelysningen er tændt. Og i København kommer julelysene heller ikke til at pryde det historiske hotel D’Angleterre som sædvanligt.

Det sker efter, at klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde i sidste uge kunne fortælle, at lyset på offentlige bygninger bliver slukket og temperaturen i offentlige bygninger sænket til 19 grader som konsekvens af energikrisen.

Men selvom Lystrup Centret udgør en lille aktør i det store billede, er det ifølge Heinz Andersen vigtigt at statuere et eksempel.

- Alting bliver jo dyrere, og vi vil gerne sende det rigtige signal til vores kunder og til lokalområdet. Det kan være, at det inspirerer andre til at gøre det samme, så vi hver især gør vores. Det plejer at være centerforeningens udgift, som i summen er finansieret ved, at de enkelte forretninger betaler et årligt gebyr for at være med i foreningen, siger Heinz Andersen.

Hvor meget julebelysningen plejer at koste, ved han ikke med sikkerhed, men ifølge ham er det vigtigt, at alle bidrager, hvor de kan.

- Hvis det ”bare” var de store varehuse, som gjorde det, og alle vi andre satte lys op som normalt, ville deres indsats nok ikke gøre den store forskel. Jeg synes, det er vigtigt, at selv vi i det her lillebitte center er med, og jeg håber også, at nogle af de andre små centerforeninger rundt omkring i landet gør det samme. Mange bække små gør en stor å.

Julelys bliver der altså ikke noget af ved bydelscentret i år, men det betyder ikke, at julen er helt aflyst. I stedet vil centerforeningen nemlig pynte op på andre og mere energi- og økonomivenlige måder.

- Vi har snakket om, hvad vi kunne gøre, for vi vil jo gerne have, at det ser lidt julet ud. Vi planlægger at sætte nogle juletræer op ud for hver enkelt af butikkerne. Så vil vi pynte dem med glimmer, så vi har lidt at se på. Vi satser på at skabe lidt julestemning uden lysene, siger Heinz Andersen.

”Hold op, hvor ser jeg egentlig åndssvag ud”.

Den tanke strejfer mig mere end en gang, mens jeg laver chassé-trin, cha-cha-cha, og drejer rundt med hænderne over hovedet på skaterbanen i skolegården på Elsted Skole. På hovedet har jeg et par store hørebøffer, og fra dem strømmer George Ezras radiohit ”Green Green Grass” ind i min ørekanal.

Tager jeg hovedtelefonerne af, er der stille, med undtagelse af enkelte råb eller grin fra de 10-12 kvinder, jeg danser rundt imellem.

Og hvad tænker de egentlig ikke om os? Altså de mennesker, som går forbi på cykelstien og ser en flok kvinder danse rundt i total stilhed, mens de synger og udbryder ”wuhu” og ”yeehaa”.

Men så kommer jeg i tanke om de ord, som Rikke Mosbergs stemme gentager for mig, mens jeg farer rundt: ”Man kan ikke gøre det forkert.”

Jeg er taget til en af Rikke Mosbergs timer i Silent Groove. I al sin enkelthed går det ud på at tage et par hovedtelefoner på, danse og sætte kroppen fri. Det eneste, man kan høre, er den fælles musik og Rikke Mosbergs vejledning i simple dansetrin.

Så dem følger jeg – selvom nogle helt sikkert vil mene, at jeg ser åndssvag ud.

Men før timen går i gang, må jeg altså lige have lidt vejledning. For hvad er det egentlig, jeg skal? Kan jeg mon finde ud af de der dansetrin? Kan man virkelig ikke gøre det forkert, og hvordan fungerer de der hørebøffer?

Men det er faktisk ganske simpelt, forklarer Rikke Mosberg:

- Idéen med groove-konceptet er, at alle kan danse. Det handler om at finde en danseglæde og en tryghed i, at man ikke kan gøre det forkert. Når man får høretelefonerne på, går man lynhurtigt i boble.

Ja ja, tænker jeg. Det kan hun jo sagtens sige med fire års erfaring som instruktør i dans og silent-dans. Men lad os nu lige se, om jeg overhovedet kan komme ind i den der omtalte boble.

Timen går i gang, og vi starter med opvarmning til sangen ”I am perfect as I am”. Så er tonen ligesom slået an, tænker jeg. Fedt. Lidt simple trin og kig på fugleflokkene på den lyseblå himmel, inden mørket falder på.

Vi danser videre, og et par fodfejl sikrer, at jeg kommer helt ud af takt. Ikke ligefrem til et 10-tal i "Vild med Dans". Men skidt pyt, man kan jo som bekendt ikke gøre det forkert.

Som jeg hvirvler rundt på gulvet, glemmer jeg helt, at jeg skal tage billeder og optage video. Jeg afbryder dansen og får taget et par skud.

Men så strømmer Smyles’ version af Kate Bushs ”Running up that hill” ind i mine ører, og med min nyfundne fascination for science fiction-serien "Stranger Things", hvor det netop er et bærende nummer, er jeg tilbage på gulvet. På en måde på vej ind i boblen.

Indimellem og omkring mig danser Eva Lorelai Rønde. Det tog hende to år at tage sig mod til at deltage i Silent Groove. Nu danser hun fire gange om ugen.

- For to år siden havde Rikke en prøvetime, og så sprang jeg ud i det. Det var under corona, og det var det, der fik mig over dørtærsklen. Vi var så låst fast af corona, og så var der den her fantastiske mulighed, hvor man kunne være sammen på en sikker måde og have det fedt, siger hun.

For hende er det vigtigste, at hun kan give sig hen til musikken.

- Jeg var selvbevidst i det allerførste nummer, første gang jeg prøvede det. Men lige pludselig opdagede jeg, at jeg var gået ind i den her boble og havde givet mig hen til det og ikke tænkte på, hvad der var rigtigt eller forkert, eller om folk kiggede på mig, siger Eva Lorelai Rønde.

Tilbage på gulvet er mørket faldet på, de kulørte lamper lyser kanten af skaterbanen op, og lysene på siderne af hovedtelefonerne blinker og sætter stemningen på dansegulvet.

Vi bevæger os over i noget mere klassisk dans med nummeret ”Sway”. Som en, der som barn dansede discodans og hip-hop, er det ikke umiddelbart min force. En, to, cha-cha-cha, tæller jeg i hovedet og kommer rundt i hjørnerne på gulvet.

- Der er mange, der siger, at de ikke kan danse. Men det kan vi alle sammen. Det handler jo egentlig bare om at gøre et eller andet til musik. Så danser man. Det behøver ikke at se super-cool ud, siger Rikke Mosberg.

Hun underviser både i Lystrup og i Hjortshøj, og det foregår både indendørs og udendørs – med og uden hørebøffer. Det er anden sæson i træk, hun underviser i Lystrup, og der går 76 kvinder på tværs af holdene, men mænd er også velkomne.

- Det er bare vigtigt for mig, at dem, der kommer her, oplever at have et frikvarter, hvor man lader op og i bogstavelig forstand er i sin krop. Vi er så dårlige til at dyrke omsorg for os selv, men når man er her, skal man føle sig rigtig, og man skal have kærlighed og omsorg for sig selv, siger Rikke Mosberg.

Tempoet bliver sat ned på dansegulvet, og det passer mig ganske fint. For selvom mørket er faldet på, har jeg fået det varmt. Trinnene bevæger sig over i noget mere valset, og som en anden amatør-ballerina drejer jeg rundt på tæerne med armene ud til siderne.

Den får måske lige en enkelt gang for meget til den ene side, og jeg bliver lidt rundtosset. Så den får en tur til den anden side også for at udligne.

- Vi er på en ret høj træningsintensitet. Hvis man kommer, og man ikke har danset i et stykke tid, så er man også øm, når man vågner næste morgen. Man kan selv bestemme, hvor meget man vil lægge i det, så alle kan være med, siger Rikke Mosberg.

At Silent Groove skal være en slags frikvarter, passer godt sammen med, at det foregår i skolegården på Elsted Skole. Og selvom det godt kan være, at det kræver et par dansegange mere, før jeg finder helt ind i den famøse boble, er det ikke kun omgivelserne, der minder mig om følelsen af frikvarter.

Jeg er nok mere danseglad end de fleste, men da jeg står og svajer til aftenens sidste nummer, tænker jeg: Hvis ikke det her er et frisk pust livsenergi, så ved jeg snart ikke.