Naturguide: Mangler du inspiration til feriedage i det fri? Så læs med her
Sommeren er i fuld gang, skolernes sommerferie er over halvvejs, og hvis du er løbet tør for idéer til aktiviteter og sjove udflugter, så frygt ej!
Der er nemlig hjælp at hente i denne artikel, hvor LystrupLIV har talt med naturfacilitator i Aarhus Kommune Anne Brøchner. Hun kommer med sine anbefalinger til naturoplevelser i det nordlige Aarhus, og de spænder vidt.
Anne Brøchner nævner blandt andet den smukke vandrute langs vandet fra Den Permanente Badeanstalt til Vosnæs Pynt, en helt ny skov nord for Tilst, som er inspireret af det japanske fænomen ’skovbadning’, og det gamle udsigtstårn i Todbjerg. Hun kommer også med råd og vejledninger til, hvilke spiselige planter du kan finde i naturen.
Dyk ned i artiklen og bliv inspireret til din næste naturudflugt i Aarhus Nord.
Flosklen lyder: ”Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning”. Og hvad enten man er enig eller uenig i det, er der masser af grønne og blå områder i det nordlige Aarhus, som er et besøg værd.
Nogle af stederne kender du måske allerede. Turen rundt om Egå Engsø, den gode badestrand ved Bellevue i Risskov og stierne i Lisbjerg Skov og Skårupgård Skov. Men hvad kan man egentlig lave de forskellige steder, og er der skjulte perler, som mange slet ikke kender til?
LystrupLIV har allieret sig med naturfacilitator i Aarhus Kommune Anne Brøchner. I listen herunder får du hendes bud på naturoplevelser i det nordlige Aarhus. Hvor er der gode vandreruter? Hvor kan man overnatte i shelter? Hvad kan man samle i naturen om sommeren og hvorhenne?
Lad os dykke ned i det.
Vandretur til Vosnæs Pynt
Har man mod på en lidt længere travetur, kan man begive sig ud på vandreruten Molsruten. Den fulde sti går fra Aarhus til Grenå, men vil man nøjes med en del af turen, kan man vandre fra Den Permanente Badeanstalt ved Riis Skov til Vosnæs Pynt, som ligger i Kalø Vig.
- Det er en klassisk tur fra badeanstalten hele vejen langs kysten til Vosnæs Pynt. Turen er en del af Molsruten, og den er markeret som ’fjernvandrevej E1’. Ruten fortsætter hele vejen til Grenå, og den er enormt flot.
- Man følger kysten det meste af vejen, hvor man går langs stranden, og nogle steder bevæger man sig ind i skoven. Man ender ved Vosnæs Pynt, som er en enormt smuk kyststrækning, hvor skoven vælter sig ud over skrænterne, siger Anne Brøchner.
Vosnæs Pynt er også et yndet udflugtssted for lystfiskere, og man kan fiske på hele strækket rundt om pynten. Bunden veksler mellem sten, tangbuske og sand, og stedet er mest kendt for, at man kan fange havørreder.
Skæring Hede
Anne Brøchners anden anbefaling kredser om Skæring Hede – også kendt som Mindelunden. Området ligger ud mod kysten syd for Kaløvig Badehotel.
Skæring hede er et tidligere skydeområde, og terrænet består af skov- og hedearealer. Tæt ved vandet er der opsat en mindesten (deraf navnet Mindelunden) for fem danske modstandsfolk, som blev henrettet under 2. verdenskrig. Der er også plantet et egetræ til minde om hver af de fem.
- Skæring Hede er et rigtig interessant område, og det er Aarhus Kommunes eneste hedeområde, hvor der er en virkelig spændende flora og fauna. Så hvis man er interesseret i sådan noget, er det et rigtig godt sted at tage hen.
- Lige nedenfor Skæring Hede er der et godt vandområde – generelt er strandene i det område meget børnevenlige – men der er også gode muligheder for at gå på rejejagt, hvis man har mod på det. Så kan man tage en rejehov og se, om man kan finde rejer. Dem kan man koge eller stege på et trangia (stormkøkken red.) og se, om man kan få noget ud af det, siger Anne Brøchner.
Søbakke Skovbadeskov
Et af de nyere naturområder i det nordlige Aarhus findes nord for Tilst. Aarhus Kommune har i samarbejde med Toyota Danmark og Growing Trees Network Global opført den helt nye skov Søbakke Skovbadeskov. Planen er, at skoven med tiden skal bestå af 30.000 træer.
- Den er designet efter japanske principper for skovbadning, og det er en meget ung skov, så der er ikke store træer. Men det er sjovt at se, hvordan en skov ser ud, når den lige er blevet plantet, og man skal sanse naturen på en anden måde, siger Anne Brøchner.
Skovbadningskonceptet kaldes shinrin-yoku på japansk, og det lægger op til, at man bruger skoven til terapi og mindfulness. Skoven er den første af sin slags i Danmark, og skovbadning refererer ikke til at bade i skovens vandløb eller søer, men derimod at ”bade i sanseindtrykkene fra skoven”.
Området skal skabe sammenhæng mellem de andre naturarealer i området, blandt andet Geding Sø og Kasted Mose.
Geding-Kasted Mose
I forlængelse af den nye skovbadeskov nævner Anne Brøchner også Geding-Kasted Mose, som ligger nord for Tilst. Området ligger cirka 15 minutter i bil fra Lystrup.
- Det er også et fantastisk smukt naturområde, siger hun.
Moseområdet er omkring 30 hektar stort, og det ligger i den vestlige ende af Egådalen. Store dele af arealet ligger hen som græssede enge, mens andre dele er opdyrket. Mosen er mere eller mindre oversvømmet om vinteren.
Geding-Kasted Mose er særlig kendt for de mange nattergale, som særligt kan høres i forsommeren. Derudover lever der også pungmejser, rådyr og ræve i mosen, og så har Aarhus Kommune sat vildheste, gallowaykvæg og vandbøfler ud, som skal afgræsse området til gavn for biodiversiteten.
Der er både stier og gangbroer i området, så der er gode vandremuligheder.
Den gamle Lisbjerg Skov
Lisbjerg Skov kender de fleste sikkert til, men foruden Tarzanbanen og vagttårnet er en stor del af skoven udlagt som ’stilleskov’. Og netop den del af skoven kan noget helt specielt, mener Anne Brøchner:
- I den gamle del af Lisbjerg Skov er området udnævnt til at være stilleskov. Det vil sige, at Aarhus Kommune har valgt ikke at sætte aktiviteter op, som for eksempel discgolf eller andet. Det er naturoplevelsen, der er i fokus, og det spiller sammen med, at visse steder i Lisbjerg Skov er udnævnt som urørt skov, hvor man lader skoven passe sig selv.
- Der er fokus på en stille naturoplevelse, ro og fordybelse. Området egner sig godt til lange traveture eller til at opleve skovens dyreliv. I den gamle del af skoven er der også et shelter, som er enormt flot, og som man kan booke.
Der findes desuden en app, som hedder Natureventyr, som henvender sig til børn i alderen fire til ni år. Gennem fortællinger skal den gøre det nemmere at få børnene med ud i naturen, og et af eventyrene knytter sig til Lisbjerg Skov. Der er 10 natureventyr fordelt ud over Aarhus Kommune.
Brendstrup Skov og Mollerup Skov
På grænsen mellem det vestlige og nordlige Aarhus ligger Brendstrup Skov, som ifølge Anne Brøchner også er et besøg værd.
- I den lidt mindre afdeling er der Brendstrup Skov, hvor der også er et rigtig hyggeligt shelter, som ligger ved skovbrynet, siger hun og understreger, at man skal huske at booke det på www.friluftslivaarhus.dk.
Der er desuden stier i hele skoven, og da skoven er tæt beplantet med træer, kan det være svært at udforske området fra andre steder end stierne. En del af skoven er desuden udlagt som hundeskov, men arealet er ikke indhegnet. Skoven ligger op ad Marienlystparken, og det kan derfor være svært at se, hvornår skoven slutter, og parken begynder.
En anden skov, som Anne Brøchner anbefaler, er Mollerup Skov. Den ligger mellem Skejby og Risskov, og en del af skoven er indhegnet til hundeskov. Der er to løberuter i skoven, en shelterplads og en naturlegeplads til børnene.
Midt i Mollerup Skov er der desuden en stor eng, hvor blomster og buske får lov til at vokse vildt. Der står blandt andet et æbletræ, og så er der bærbuske og hybenroser, som kan bruges i madlavningen.
Todbjerg Tårnet
Vi bevæger os længere mod nord til den 103 meter høje Møllebakke udenfor landsbyen Todbjerg. Her står Todbjerg Tårnet, og også det område er på listen over Anne Brøchners anbefalinger til naturoplevelser.
- Ved Todbjerg Tårnet kan man få et flot stop på vejen, hvis man kommer forbi. Der er en virkelig smuk udsigt over området, siger hun.
Tårnet er et gammelt observationstårn, som blev opført i 1927. Fra tårnets top kan man blandt andet kan se mod Helgenæs, Mols Bjerge, Aarhus Bugt og i godt vejr helt til Samsø.
Todbjerg Tårnet kan findes på adressen Lille Todbjerg 9B, 8530 Hjortshøj.
Egå Engsø
Vi skal også lige forbi Egå Engsø, som alle borgere i og omkring Lystrup kender til. Ruten rundt om søen er 5,2 kilometer lang, og den bliver flittigt benyttet af både løbere, gående, cyklister og folk på rulleskøjter.
Men spørger man Anne Brøchner, kan området meget mere end det.
- Området er også et kendt fuglested. Man kan få en ny og anderledes naturoplevelse ved at tage en kikkert med sig op i fugletårnet. Der kan man få sig en snak med en fuglekender og måske lære noget nyt. Der ligger også en fantastisk samling af shelters, hvor der er mulighed for at overnatte lidt flere sammen, og så er der nogle smukke udskårne træskulpturer, siger hun.
Søen bliver også benyttet af lystfiskere, dog fraråder Aarhus Kommune og Fødevarestyrelsen, at man spiser fiskene, da der er fundet mindre forekomster af det giftige stof PFOS i vandprøver fra søen.
Spiselige planter og bær
En ting er at vandre, cykle eller overnatte i naturen, noget helt andet er at samle planter, bær og andre spiselige råvarer i naturen. Og om sommeren er der særligt gode muligheder for at ’sanke’ på strandene, lyder det fra Anne Brøchner:
- På det her tidspunkt af året vil jeg anbefale, at man tager på stranden for at samle gode sager. Der kan man både finde strandarve, strandmælde, strandkål og strandsennep. Det kan man bruge til at lave sommersalater.
Vil man samle planter i skovbunden eller grøften, er sommeren sæson for brændenælde, skovsyre, hyldeblomst og hyldebær.
- Når det bliver sensommer, begynder bærsæsonen, og der kan man på alle stier og alle krat i kommunen finde lækre brombær. Senere på efteråret begynder æblesæsonen, siger Anne Brøchner.
På www.smagpaaaarhus.dk og www.vildmad.dk kan du læse mere om, hvad du kan sanke og finde opskrifter, som du kan bruge råvarerne i.
Hvor kan jeg finde information?
Foruden de mange råd og anbefalinger fra naturfacilitator Anne Brøchner kan du finde en lang række information om de grønne og blå områder i Aarhus Kommune på kommunens hjemmeside.
Under fanen ’Ud i naturen’ kan du blandt andet finde råd og vejledninger til badestrande, stier og ruter, parker og skove, guidede naturture og sejlads og lystfiskeri.
På Smag på Aarhus’ hjemmeside kan du også blive klogere på, hvilke arrangementer der bliver afholdt og finde information om lokale byhaver.
På www.friluftslivaarhus.dk kan du i kortfunktionen finde en oversigt over alt fra bålpladser, shelters, hundeskove, løberuter, rideruter og meget mere. Det fremgår også her, om de forskellige shelters skal bookes, og om de er ledige eller ej.
God tur ud i det blå!