Mens alle andre rejser ud, vender Mathilde Nissen og familien hjem til Elev i sommerferien
Mathilde og Ulrik Nissen valgte i foråret 2020 at sælge deres parcelhus i Elev og flytte til Mathildes hjemland Frankrig. Det er nu to år siden, at de sammen med deres tre børn Gabriel, Lucas og Anna rykkede til det sydfranske, og i sommerferien skal de for andet år i træk bytte hus med en lokal Elev-familie.
Familien og vennerne i og omkring Elev kalder på både forældrene og børnene, og selvom de flyttede fra Elev, fordi der skulle ske noget nyt, glæder de sig til at bruge tre uger af sommeren i det lokalsamfund, som de har forladt. Og så skal de have en masse pålægschokolade med tilbage til Frankrig.
Men det er også en ambivalent følelse at være i Elev, for det tager tid at slå rødder et nyt sted, og når familien er i Danmark, falder de tilbage til deres gamle hverdag. Men livet i Frankrig venter igen på den anden side af besøget, og de har ikke planer om at flytte igen foreløbigt.
Vi hader og elsker den, og vi elsker at hade den: Den danske sommer. Solskin, strand og jordbær med fløde eller skybrud og 16 grader. Det kan gå begge veje, og det kan meget hurtigt ændre sig fra det ene til det andet.
Men for Mathilde og Ulrik Nissen og parrets tre børn Gabriel, Lucas og Anna kommer det sig ikke så nøje. For to år siden flyttede de fra Elev til Sydfrankrig, og for andet år i træk har de besluttet at bytte hus med en lokal Elev-familie i tre uger i sommerferien.
- Det, der er rart ved at bytte hus, er først og fremmest, at det er billigt, og så ved vi, at det er en familie fra Elev, der kommer og bor i vores hus. Det er ikke nogen, vi kender, men vi har fælles bekendte, så vi er helt trygge ved det, siger Mathilde Nissen.
Mathilde NissenNår vi er i Elev, ryger vi tilbage til vores gamle hverdag. Børnene går rundt til deres venner og forbi SFO’en. Så det er også lidt svært. På en måde er det virkelig rart og nemt, men vi ved også godt, at vi skal tilbage til vores hverdag i Frankrig, og selvom jeg er meget glad for at være her, er det stadig noget vi arbejder på.
Hun kommer oprindeligt fra Frankrig, og en måned efter coronapandemien brød ud i foråret 2020, flyttede hun og familien til Lavaur øst for Toulouse i det sydlige Frankrig. Året forinden havde de rejst rundt som digitale nomader i Asien, for efter 13 år i Danmark var det blevet tid til at se noget nyt.
- Vi lejede vores hus ud, men da pandemien brød ud, var vi nødt til at vende hjem. Så besluttede vi os for at flytte til Frankrig. Jeg savnede mit hjemland, og det var et godt tidspunkt i forhold til børnenes alder, fortæller Mathilde Nissen.
Mod det gode vejr
Det er nu to år siden, at parcelhuset blev skiftet ud med et orangerødt hus og swimmingpool i haven, og selvom det har været udfordrende at flytte midt i en verdensomspændende pandemi, har Mathilde og Ulrik Nissen ikke fortrudt deres valg.
- Vi kunne virkelig godt lide at bo i Elev, hvor børnene kunne gå og cykle frit, men hverdagen var måske blevet lidt for kedelig for os. Vi synes, at børnene skulle opleve og se noget andet også. Vi endte i Lavaur, fordi vi kendte byen, men her er også rigtig godt vejr, og det har også haft betydning. Vi ville ikke flytte til Nordfrankrig, siger Mathilde Nissen.
Selvom det danske sommervejr er mere eller mindre utilregneligt, skal familien altså bo i Elev i tre uger over sommeren, og det er der en særlig grund til.
Foruden at de skal besøge deres danske familie, har de primært valgt at have base i Elev af hensyn til børnene. Og det er 12-årige Gabriel glad for.
- Jeg savner Danmark, fordi jeg er vant til at bo der. Jeg har mange venner i Elev, og jeg kender dem bedre end mine venner her, så jeg kan godt lide at besøge dem, siger han og understreger, at det var dejligt at bo side om side med vennerne i Elev.
Det er da heller ikke kun børnene, der ser frem til at besøge deres venner i Danmark. Faktisk vil Matilde Nissen ikke betegne de tre uger i Danmark som ferie, men nærmere som et langt besøg.
- Vi vælger at bo i Elev, fordi vi godt ved, at det er vigtigt for børnene, men det er også for min mands og min skyld. Jeg glæder mig helt sindssygt til at se vores venner. Det er dem, vi savner mest her i Frankrig, siger hun.
Pålægschokolade og remoulade
Derfor har familien heller ikke lagt de store planer for ugerne i Danmark, og de skal ikke ”lege turister”, som Mathilde Nissen forklarer. En tur til stranden og Aarhus midtby kan det nok blive til, men ellers står den på legeaftaler, lange snakke og middagsaftaler.
At bruge tre uger et sted, hvor man tidligere har boet og haft sin hverdag, er også forbundet med en ambivalent følelse, forklarer hun:
- Når vi er i Elev, ryger vi tilbage til vores gamle hverdag. Børnene går rundt til deres venner og forbi SFO’en. Så det er også lidt svært. På en måde er det virkelig rart og nemt, men vi ved også godt, at vi skal tilbage til vores hverdag i Frankrig, og selvom jeg er meget glad for at være her, er det stadig noget vi arbejder på.
Det tager tid at slå rødder i et helt nyt land, og familien har ikke planer om at flytte tilbage til Elev eller Danmark. Heller ikke selvom det lokale fællesskab, som familien var en del af, var meget stærkt.
- Jeg var superglad for vores venner og dem, vi boede med i Elev, men jeg kunne mærke, at jeg trængte til noget nyt. Det var for meget af det samme, siger Mathilde Nissen, siger Mathilde Nissen.
På den kulinariske scene er der flere ting, som familien savner fra Danmark.
- Vi køber altid pålægschokolade med hjem, for det kan man ikke få i Frankrig, siger 10-årige Lucas.
- Ja, det er rigtigt. Det kommer vi altid hjem med en masse af, vi skal bare sørge for, at det ikke smelter i bilen på vej herned. Jeg glæder mig også til at få frikadeller, for man kan ikke købe grisefars på den måde i Frankrig, griner Mathilde Nissen.
- Og jeg glæder mig til at få hotdogs og fiskefrikadeller igen. Og remoulade, siger Lucas.