På Høvej 35 lige syd for Elev ligger der en stor sandfarvet bygning med en historie, der rækker langt tilbage i tiden. Den har ikke altid set ud, som den gør nu, men ejendommen har været ramme om flere forskellige institutioner. Først var det en højskole, derefter et mødre- og spædbørnshjem, og fra 1951 til 1984 var det et børnehjem – eller nærmere bestemt et såkaldt "ventetidshjem".

Elev Børnehjem var et af de 10 ventetidshjem, som blev oprettet på tværs af landet, fordi der var pladsmangel på institutionerne under den daværende åndssvageforsorg, blandt andet på Sølund i Skanderborg.

En af dem, som havde sin daglige gang på børnehjemmet, er Dorthe Messell. Fra 1969 til 1984 arbejdede hun – med undtagelse af enkelte perioder – som barneplejerske på stedet. Hun begyndte som bare 19-årig og husker, at der var stor forskel på, hvor udfordrede børnene var.

- De var alle sammen udviklingshæmmede, og nogle havde også større fysiske men. Mange af dem havde Downs syndrom, men der var også børn med andre lidelser, som for eksempel spastiske lammelser, siger hun.

Hensigten med ventetidshjemmene var, at børnene skulle bo der, indtil der blev plads til dem på "åndssvageanstalterne", som det hed dengang. Som udgangspunkt var Elev Børnehjem beregnet til børn i alderen to til syv år, men mange af dem endte med at bo der, til de var voksne.

- De var der, til de var 17 år eller ældre, for der var ikke plads til dem andre steder. De kom fra hele landet men primært fra Jylland. Holdningen dengang var, at havde du født et barn med et handicap, så skynd dig at få det anbragt og få et nyt barn. Man skulle endelig ikke have barnet hjemme, det var for stor en belastning, siger Dorthe Messell.

Der var plads til 26 børn under 18 år på børnehjemmet i Elev. Stedet hørte under Jysk Børneforsorg og Statens Åndssvageforsorg. Mens nogle af børnene indimellem fik besøg af deres familier, havde andre ingen kontakt til deres forældre og søskende.

- For nogle af børnene betød det ingenting, og for andre betød det en hel del. Mange af dem, som kunne tale, var meget glade for at snakke om deres far og mor og vise billeder af dem, siger Dorthe Messell.

En gang om året var der forældredag på børnehjemmet, og hun husker særligt en episode, hvor en dreng spyttede efter sine forældres bil, da de kørte hjem uden at tage ham med:

- Han blev så skuffet. Det var ubærligt at se på.

Ifølge ph.d. og historiker Finn Andersen, som har forsket i ventetidshjemmene, kom mange af børnene fra mindre bemidlede familier, hvor forældrene ikke havde råd eller overskud til at tage sig af dem.

- De demografiske undersøgelser viser, at forældrene kom fra de laveste socialgrupper og derfor ikke havde råd til for eksempel at tage over Storebælt for at besøge deres barn. I stedet fik børnene måske et postkort til jul, sagde han i 2017 til DR.

Men ifølge Dorthe Messell kom børnene på Elev Børnehjem fra meget forskellige hjem på tværs af indkomstniveauer.

Børnehjemmet var opdelt i to bygninger og tre afdelinger. I stueplan var der blandt andet fællesrum, spisestue, køkken, vaskeri og kontorer, og toiletterne stod på en lang række uden skillevægge imellem. Børnenes værelser fandtes på 1. og 2. sal, og mens de i begyndelsen sov på to store sovesale, blev flere af dem med tiden tildelt værelser med to-tre senge på hvert.

Det skyldtes ifølge Dorthe Messell, at der i begyndelsen af 1970'erne var en opbrydning inden for åndssvageforsorgen, hvor man i højere grad begyndte at "menneskeliggøre" børnene. Det betød blandt andet også, at de begyndte i skole.

- Da jeg startede på børnehjemmet, gik ingen af dem i skole, men senere kom der undervisningspligt - også for børnehjemmets børn - og så begyndte de på Stensagerskolen, husker hun.

I det hele taget blev forholdene ifølge Dorthe Messell forbedret med tiden, hvor også graden af frihed og selvbestemmelse blev større. Derudover blev organiseringen lavet om, så personalet hver især blev primære omsorgspersoner for nogle af børnene, og de faste rammer blev løsnet lidt:

- Da jeg begyndte derude, var det fast, at alle børn skulle i bad om lørdagen. Og det var ikke nogen fornøjelse for dem. Det blev lavet om, så vi hver især var primære personer for nogle af børnene, og så skulle vi hver især sørge for, at de kom i bad, fik børstet tænder og klippet negle. Vi kunne tilrettelægge det sådan, at de kunne sidde i badekarret og lege lidt, så det ikke bare blev skrig, skrål og sæbe i øjnene. Det gjorde en stor forskel.

Dorthe Messell husker Elev Børnehjem som en god arbejdsplads, og hun har stadig kontakt til nogle af sine tidligere kollegaer. Hun mindes, at børnenes trivsel var i fokus, og at alle gjorde, hvad de kunne for at give dem så godt et liv som muligt.

- Op gennem 1970’erne fik børnene faktisk et rigtig dejligt liv. Bortset fra at nogle af dem har måtte undvære familien. Der var da nogle arme små stakler, og man gjorde jo sit bedste, men man kan aldrig nogensinde erstatte en familie, siger hun.

Foruden en årlig lejrtur og udflugter til Aarhus og Botanisk Have, var der også et stort fokus på natur og udeliv på børnehjemmet. På den store grund holdt de blandt andet æsler, får og heste.

- Vi havde en vogn, som vi kunne spænde æslerne for, og så gik vi ture op ad Høvej til Elev og tilbage igen. På et tidspunkt havde æslet fået et føl, og på en af vores ture kunne æslet høre føllet, der stod ved børnehjemmet og kaldte på det. Så vi måtte trække det der æsel til elev, og på vej tilbage måtte vi løbe, griner Dorthe Messell.

Det var forstanderparret Svend Carlsen og Erna Carlsen, der oprettede ventetidshjemmet i Elev i 1951. Svend Carlsen var uddannet diakon, og parret anså børnene som en del af deres familie.

Forholdene på de danske ventetidshjem var meget forskellige, og mens forstanderparret i Elev var modstandere af tvang og vold, blev der andre steder gjort brug af blandt andet fastspændinger.

Børnene på Elev Børnehjem var i høj grad en del af lokalsamfundet. For eksempel deltog de i arrangementer med borgerforeningen og menighedsrådet for at samle penge ind til en bus til børnehjemmet. Derudover blev der også afholdt julefester og konfirmationsforberedelse i samarbejde med kirken.

En gang om året inviterede en af naboerne til børnehjemmet også børnene til hjemmebagte boller og saftevand, husker Dorthe Messell.

- Det var en dejlig lille institution, hvor alle kendte alle, og børnene kendte personalet fra andre afdelinger. Så på den måde var det godt. Det var jo deres hjem, siger hun.

I 1976 overgik Elev Børnehjem fra at være et ventetidshjem til en institution under åndssvageforsorgen, og i 1980 blev Statens Åndssvageforsorg nedlagt, og alle ventetidshjem ophørte med at eksistere. Fire år senere flyttede Elev Børnehjem til Brabrand, hvor det skiftede navn til Birkebakken. Det eksisterer stadig i dag, og er en døgninstitution for børn og unge med betydelige og varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

Bygningen på Høvej huser i dag Elev Kollegiet, som ligesom Birkebakken fortsat drives af Jysk Børneforsorg. Elev Kollegiet er et bo- og opholdssted for unge mellem 17 og 30 år, der er i blandt andet bo- og jobtræning.

”Vores kat Buller er løbet væk hjemmefra, og vi har ikke set ham i fire dag. Han er sort med en hvid plet på forreste pote. Skriv endelig en privatbesked, hvis I ser ham”.

”Min datter har fået stjålet sin cykel fra letbanestationen i løbet af i dag. Det er en hvid damecykel med lyserød kurv. Hvis I har set den, så send en besked”.

”Vi har 14 store fliser til overs, som vi ikke skal bruge. De kan afhentes gratis hos os”.

Der er nærmest ingen grænser for, hvad de lokale facebookgrupper for borgerne i Lystrup, Elsted, Elev og Nye bliver brugt til. Mere end 12.000 personer er medlemmer af de to grupper ”8520 Lystrup” og ”Elev-Nye Borgerforening”, hvilket i sig selv er imponerende, når der bor omkring 11.000 mennesker i postnummer 8520.

Mens nogle bruger grupperne til at efterlyse katte og stjålne cykler, søger andre gode råd til legepladser, boliger eller genbrugsforretninger. Men hvordan sikrer man egentlig, at 12.000 mennesker kan enes på Facebook, og at det ikke flyder over med salgsopslag, mudderkast og brokkerier?

Det ved Jens Pallesen lidt om. Han er nemlig administrator for både Lystrup-gruppen og gruppen for beboere i Elev og Nye.

- Jeg kommer fra Elev, jeg har boet i Lystrup, og i dag bor jeg i Nye. Jeg vil gerne gøre en forskel for området og være med til at skabe liv og aktivitet. Og så synes jeg også, at det er en slags borgerpligt at hjælpe til med at moderere lidt, så det hele foregår på en god og ordentlig måde, siger han.

De to grupper er mere eller mindre selvstyrende, men hvor det er den lokale borgerforening, der står bag gruppen for beboere i Elev og Nye, er gruppen for Lystrup-borgere oprettet af private. Jens Pallesen sidder ikke alene på administratorposten, den deler han med flere andre.

- Vi har sat nogle regler op, så grupperne kan lidt køre af sig selv, men nogle gange skal man lige ind og sørge for, at tingene ikke kører af sporet. Jeg bruger nok 30 minutter om ugen på det, siger han.

Det er ikke sådan, at Jens Pallesen læser alle opslag igennem for at se, om der er noget, der skal modereres. Han reagerer først og fremmest på anmeldelser fra andre medlemmer. Det sker sommetider, at administratorerne må slette kommentarer og opslag eller i meget sjældne tilfælde udelukke medlemmer fra grupperne.

- Vi stopper det med det samme, hvis der er nogen, der direkte navngiver folk eller erhvervsdrivende, de er utilfredse med, for vi vil ikke have injurierende anklager mod navngivne personer. Lokale erhvervsdrivende må gerne slå gode tilbud op, men andre salgsopslag sletter vi også med det samme, siger Jens Pallesen.

Overordnet har han indtryk af, at grupperne fungerer godt, og at de primært bliver benyttet til at søge hjælp og inspiration:

- I forbindelse med de ukrainske flygtninge har det været utroligt, hvordan folk har hjulpet. Det har været rart at se.

I en stor by som Lystrup, hvor der er mange indbyggere, håber Jens Pallesen også, at grupperne kan forstærke følelsen af kendskab og fællesskab. Det kan måske i sidste ende resultere i, at folk bliver mindre tilbøjelige til at tale grimt til hinanden eller ”kaste med mudder”.

At grupperne i høj grad bliver brugt til at søge og tilbyde hjælp, kommer ikke bag på Malene Charlotte Larsen, som er lektor i sociale medier på Aalborg Universitet.

Foruden det lavpraktiske i, at borgerne gennem facebookgrupperne kan komme i kontakt med deres nabolag, giver de også mulighed for at hjælpe og være med til at binde lokalsamfundet sammen. Noget som mange er interesseret i.

- I forhold til, hvordan de sociale medier ellers er udskældt for at skabe had og splittelse, er de lokale grupper en slags nicheområde, hvor man har mulighed for at dyrke fællesskabet og det positive, siger hun.

Hun forklarer, at gennemsnitsalderen over de seneste 10 år er steget på Facebook, og at alt fra pensionister til børnefamilier er faste brugere af mediet. Samtidig er de lokale grupper ikke særligt interessante for Facebook kommercielt, så hvor man på sin startside bliver ramt af reklamer, er de lokale grupper ofte holdt fri af dem.

Blandt andet derfor fungerer de godt til formålet, siger Malene Charlotte Larsen:

- Man kan godt synes, at det hele bliver meget kommercielt, men det er lidt som om, at ”det gamle internet” er tilbage i de her grupper. På de nye platforme som for eksempel Tiktok er det hele meget globalt, og algoritmerne præger det indhold, vi får. Her har man sit eget lille lukkede rum, og det kan være meget vigtigt for et lokalsamfund.

Men grupperne kræver også en god moderation, så de ikke flyder over med salgsopslag og uhensigtsmæssige kommentarer. Derfor er administratorjobbet lidt som et frivilligt arbejde, siger Malene Charlotte Larsen:

- Som administrator er man med til at skabe kulturen på gruppen, og man er også med til at sikre, om gruppen bliver succesfuld eller ej. Hvis ikke man moderer den godt nok, så gider folk ikke at være der, og så kan der opstå parallelgrupper. Det er en slags frivilligt arbejde, hvor man giver noget til lokalsamfundet.

Frivilligt arbejde kan det ifølge Jens Pallesen godt betegnes som, selvom det måske kun drejer sig om en halv times tid hver uge. Jobbet som administrator fører også en del magt med sig, noget som Jens Pallesen egentlig ikke havde tænkt over, da han gik til opgaven.

- Men jeg kan da godt se, at der kan være meget magt i det, hvis man sletter kommentarer eller udelukker folk. Så længe man finder en god balance, synes jeg ikke, at jeg har et problem med det, siger han og fortsætter:

- Vi har nogle definerede regler, og hvis man bryder dem, kan man risikere at blive modereret. Men vi skal altid være påpasselige, når der kommer anmeldelser. Vi skal finde hoved og hale i det og være afbalanceret, så vi ikke bare hopper med på en galej.

Det er tre år siden, at det traditionsrige Lystrupløb fandt sted sidst, og efter to års ufrivillig coronapause er det igen blevet tid til at sende energiske løbere ud på ruterne i og omkring Lystrup.

Den 18. maj lyder startskuddet til løb nummer 40, og bag arrangementet står Lystrup IF Løb & Motion, som glæder sig til at fejre jubilæet med deltagerne.

- Det opstod under Lystrup Festuge for mange år siden. I den forbindelse lavede man Lystrupløbet som en begivenhed. Det handler om at udbrede løb og bevægelse, siger Jan Madsen fra Lystrup IF Løb & Motion, som har været med til at arrangere løbet de sidste 20 år.

Der har tidligere været op mod 600 deltagere, men de sidste par gange har der været cirka 300 tilmeldte. Ruterne plejer at begynde og slutte ved pladsen foran Lystrup Kirke, men i år er start- og målområdet flyttet til fodboldbanerne i den østlige del af byen.

- Det giver god mening at samarbejde med fodboldafdelingen, da de har gode forhold til at afvikle et løb, der er mulighed for omklædning, og deltagerne kan komme i tørvejr i tilfælde af regn. Desuden har vi også mulighed for at tilbyde mad og drikke, siger Jan Madsen.

De mange løbere bliver sendt afsted klokken 18.00 fra fodboldklubbens klubhus efter en fælles opvarmning. Der er to ruter at vælge imellem, en på fem kilometer og en på 10 kilometer. Børn under 15 år må kun tilmelde sig som enten løbende eller gående på den fem kilometer lange rute, og man kan også vælge at gå den korte rute.

- Det er noget nyt, vi har valgt at indføre set i lyset af, at det er blevet så populært at gå under coronapandemien, siger Jan Madsen.

For at markere 40-års jubilæet vil idrætsforeningens gymnastikafdeling holde opvisninger både inden og efter løbet. De første hold laver opvisning fra klokken 17.30, og de sidste hold runder dagen af med opvisninger to timer senere.

Ligesom de tidligere år er der præmier til det største forhåndstilmeldte hold og de hurtigste mænd og kvinder på de to distancer. Desuden får alle børn, som løber ruten på fem kilometer, en medalje.

- Jeg har et håb om, at vi ender på et sted mellem 300 og 400 deltagere. Jeg håber ikke, at folk har glemt, at der er noget, der hedder Lystrupløbet, siger Jan Madsen.

Der bliver også mulighed for at købe mad- og drikkevarer på pladsen, ligesom alle løbere får uddelt vand og frugt.