Middagsbordet er dækket op med vinglas, servietter og blomster i sognegården i Elsted, og fra en af bjælkerne i loftet hænger et stort ukrainsk flag. Forårssolens stråler skinner ind gennem vinduerne, mens duften fra køkkenet breder sig.

Bag den velduftende mad står en gruppe ukrainske kvinder, der de seneste seks søndage har deltaget i en netværksgruppe for ukrainske flygtninge. Idéen har sognepræst Iben Nordestgaard fået fra en kollega i Tyskland.

- Jeg har været udlandspræst i Berlin, og en af mine tyske kollegaer har oprettet en netværksgruppe der. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle hjælpe, så jeg åbnede lokalerne i sognegården. Der er krig i kvindernes hjemland, og det udvikler sig dag for dag. Her har de nogen at tale med om det, der sker, siger hun.

Hvad der præcist bliver talt om, kan Iben Nordestgaard ikke vide, for det hele foregår på ukrainsk. Hun står for at købe ind til madlavningen, men det er kvinderne selv, der kokkererer, dækker bord og rydder op, mens børnene spiller klaver, tegner eller andet.

- Jeg tror ikke nødvendigvis, at kvinderne ville have talt med hinanden i Ukraine, men her er de i samme båd. Det betyder meget at kunne tale frit. Nogle af dem kan godt tale engelsk, men de lader ikke hjertet tale. Det gør de kun på deres modersmål, og det, tror jeg, er uhyre vigtigt, siger Iben Nordestgaard.

En af dem, som har været i netværksgruppen flere gange, er Alla Kharchenko. Hun kom til Danmark fra Kharkiv den 11. marts. Med sig har hun sine to børn, og familien har siden da boet hos et ægtepar i Hornslet.

- For mange af os er det vigtigt at kunne mødes, fordi det er psykisk svært at komme til et andet land, hvor man ikke kender den måde, folk lever på, ikke kan sproget eller kender til traditionerne. Derfor er det godt, når vi kan mødes med nogle af vores ukrainske ”naboer”, siger hun.

Hun forklarer, at det primært er ukrainere, som bor i Lystrup eller Elsted, som kommer i netværksgruppen, men at hun og hendes veninde fra Ukraine, som også bor i Hornslet, hørte om tilbuddet fra en ven til en af værtsfamilierne.

Den første gang dukkede der omkring 11 ukrainske flygtninge op til netværksmødet. Siden er antallet steget, og nu er der cirka 30 deltagende per gang.

- Jeg får mange gode informationer af at komme her. For eksempel kender de andre til steder, hvor man kan tage hen gratis, til begivenheder for ukrainere, eller hvordan man får hjælp fra kommunen. Så jeg får mange gode råd. Vi taler selvfølgelig også om situationen derhjemme hver gang, siger Alla Kharchenko.

I Kharkiv boede Alla Kharchenko og familien i en lejlighed, og selvom hun aldrig havde troet, at krigen ville bryde ud, besluttede familien sig for at søge væk fra byen, da missilerne slog ned bare 500 meter fra deres hjem.

- Jeg skal først og fremmest tage mig af mine børn, og jeg ønsker ikke, at de får psykiske traumer af at lytte til bomber hver dag. I begyndelsen tænkte jeg, at vi måske ville være væk i en uges tid. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det ville blive så længe. Jeg efterlod endda noget mad i køleskabet, siger hun.

Da det gik op for hende, at hun og børnene måtte flygte ud af landet, var der en ting, der var helt afgørende for hende.

- Jeg tænkte, at vi skulle til et land, hvor folk taler engelsk, for ellers ville det blive meget svært. Hos vores værtsfamilie taler vi engelsk, og vi kan forstå hinanden. Nogle gange diskuterer vi også komplicerede ting, og det er vigtigt for mig, siger Alla Kharchenko.

Hun har en navnesøster i netværksgruppen i Elsted, som også har taget den lange tur fra Ukraine til Danmark. I begyndelsen af april ankom Alla Dmytrenko til Danmark. Hun kommer fra den nu særligt hærgede by Mariupol, og i Lystrup er hun blevet indkvarteret hos en lokal familie.

- Jeg kom med bussen fra Polen til Danmark, og der var en frivillig, som hjalp os med at komme ud til de forskellige familier. Jeg er meget glad og taknemmelig for, at jeg endte med at komme til Danmark, siger hun.

Rusland har den seneste tid angrebet Mariupol kraftigt, og både ukrainske styrker og civile har forskanset sig på et stålværk i byen. Store dele af byen ligger i ruiner, og for Alla Dmytrenko er situationen ubærlig.

- Jeg læser ikke så mange nyheder, for det er for trist, og jeg spiser ikke særlig meget, fordi jeg er stresset, siger hun.

Hun bruger tiden på at lære både dansk og engelsk, og på sigt vil hun gerne være sygeplejerske. Hos værtsfamilien hjælper hun til med både have- og husarbejde, og så mødes hun med andre ukrainske flygtninge til netværksgruppen hver søndag.

- Vi taler om, hvordan vi falder til i Danmark, hvor man kan tage hen og sådan nogle ting. Jeg kan godt lide at komme her og tale med både ukrainere og danskere, siger Alla Dmytrenko.

Ifølge sognepræst Iben Nordestgaard er det kun passende, at folkekirken træder til og faciliterer et fællesskab blandt de ukrainske flygtninge. Planen er, at netværksgruppen fortsætter til juni, men initiativet bliver muligvis forlænget.

- Vi har et socialt ansvar. Kirken er jo dig og mig og alle de folk, der betaler kirkeskat, og jeg tror, at folk forventer, at det ikke bare er ord i kirken, men at der også ligger en eller anden form for handling bag, siger hun.

Aftensmaden er så småt ved at være klar, og ifølge Alla Kharchenko er dansk mad ret anderledes end ukrainsk mad. Særligt en ting har undret hende:

- Jeg har aldrig smagt kartofler med sukker før, som I spiser til jul. Og så har jeg altså heller aldrig set kartofler på glas. Vi har agurker og mange andre grøntsager på glas, men ikke kartofler.

Hver morgen når 39-årige Nadia Klyshyna er stået op og har spist sin morgenmad, går turen fra parcelhuset i Lystrup til Jægergårdsgade i midtbyen. Dagene går med at skrælle kartofler, brygge kaffe, bage kage og servere mad for de mange gæster hos det socialøkonomiske køkken Skraldecaféen.

Arbejdet er ganske frivilligt, og selvom det ikke er mere end halvanden måned siden, at Nadia Klyshyna ankom til Danmark fra det krigshærgede Ukraine, har hun allerede opbygget et netværk – både i Lystrup og hos Skraldecaféen.

- I begyndelsen turde jeg ikke helt sige ja til at være frivillig, fordi jeg var bekymret for, at jeg ville være i vejen, når jeg ikke forstår sproget, siger hun.

Alligevel tog hun udfordringen op, og nu har hun fået skabt en hverdag hos Skraldecaféen, hvor de frivillige laver og serverer mad lavet af overskudsmadvarer.

Men det har konsekvenser at flygte fra en krig, og der er nogle ting, man slet ikke kan flygte fra. Som for eksempel helikoptere eller høje lyde. Og når hun bliver konfronteret med det, bringer det minder frem, som ikke er så fjerne endda:

- Selv nu er jeg bange for helikoptere. Jeg stopper ligesom bare op, når jeg ser dem, og tænker: Hvorfor gemmer folk sig ikke?

Det var en dag som enhver anden, og Nadia Klyshyna stod i sin have i den ukrainske by Bila Tserkva, som ligger godt 80 kilometer syd for hovedstaden Kyiv.

Huset havde hun og familien næsten lige købt, og tankerne kredsede derfor om indretning og havearbejde. Som hun stod der, fik hun øje på to store helikoptere, der fløj kun 100-150 meter over jorden.

- Jeg gik i panik. Det første, jeg tænkte, var: Hvor er min søn? Vi skal gemme os. Jeg tænkte, at russerne ville bombe os. Det var så uhyggeligt, at jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg stod bare og kiggede på dem, siger hun.

På kort tid fik hun pakket det mest nødvendige, blandt andet noget tape som i tilfælde af en ulykke kunne bruges til at stoppe blødninger. Med sin 13-årige søn tog hun ud til sin søster for at fortælle, at de ville forlade landet, og at de gerne ville have hende og niecen med. Men søsteren ville ikke med, og det samme gjaldt for deres mor.

- Hun sagde, at hjemmet og byen var hendes sted, og ingen skulle komme med bomber og våben. Hun ville blive, fortæller Nadia Klyshyna.

Hun endte derfor med at flygte med sin søn og sin niece.

I de efterfølgende dage var Nadia Klyshyna og de to børn på flere bus- og togrejser. Nogle afbrudt af luftangreb og andre af lange venteperioder. Da hun og børnene langt om længe nåede til Polen, kunne hun kun tænke på at komme så langt væk fra krigen som overhovedet muligt.

Familien fik plads på en bus mod Danmark, og krigen i Ukraine er blevet udskiftet med et ganske almindeligt parcelhus i Lystrup, hvor hun og de to børn bor ved en dansk kvinde.

- Jeg kan slet ikke finde ordene til at beskrive, hvor taknemmelig jeg er. Vi bor hos en kvinde, der hedder Kirsten, og hun er fantastisk. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes så venlige mennesker. Hun er 83 år gammel, og hun har rejst jorden rundt med sin mand som missionær for kirken. De har blandt andet undervist børn og hjulpet med at bygge huse, siger Nadia Klyshyna.

Foruden sit frivillige arbejde på Skraldecaféen kommer hende og børnene også i den lokale netværksgruppe for ukrainske flygtninge i Elsted. Hendes søn er desuden begyndt i skole sammen med andre ukrainske børn.

Tilbage i Ukraine er Nadia Klyshynas familie stadig. De har kontakt hver dag, men frygten for, at der skal ske dem noget, fylder mere end noget andet:

- Når jeg ringer til dem, og de ikke tager den, går mit hjerte i millioner af stykker. Jeg ringer, ringer og ringer, og når de tager den, kan jeg endelig ånde lettet op. En gang sagde min mor: Nadia, jeg elsker dig så meget, men jeg var i bad, og du har ringet 25 gange.

Selvom Nadia Klyshyna arbejder frivilligt hos Skraldecaféen, har hun fået besked på, at hun skal finde et job i Aarhus Kommune. Ellers risikerer hun at skulle flytte til en anden kommune.

I Ukraine arbejdede hun med redigering af billeder og tekster, og med hjælp fra sine venner har hun nu fået lavet et CV. Hun er fortrøstningsfuld i forhold til at finde et job:

- Jeg vil gerne finde et job, hvor jeg for eksempel skal arbejde om eftermiddagen, så jeg også har mulighed for at være i Skraldecaféen.

Og selvom hun og børnene er glade for at bo i Lystrup – fordi der er et stort netværk af ukrainske kvinder, og de synes godt om byen og deres vært – ønsker Nadia Klyshyna at flytte tættere på midtbyen. Både fordi det er tættere på Skraldecaféen, og fordi det er her, hun vurderer, at hun kan få arbejde.

- Så kan vi tage til Lystrup hver uge, når vi skal i netværksgruppe med de andre ukrainske kvinder eller besøge Kirsten, siger hun.

Nadia Klyshyna er ulykkelig, bange og vred over det, der foregår i hendes hjemland, og hun havde aldrig forestillet sig, at der ville udbryde krig i Ukraine i hendes levetid. Og med uforudsigeligheden for øje er hun blevet mere optaget af at leve i nuet end af at planlægge fremtiden.

- Jeg tænker faktisk ikke så meget på tiden efter krigen. I Ukraine havde jeg lige købt et stort hus, og jeg havde alle mulige tanker om fremtiden, men alt det, jeg havde tænkt, og alle mine ønsker blev ødelagt på et sekund. Så nu har jeg besluttet mig for, at jeg vil tage et problem og en dag ad gangen, siger hun.

Skraldecaféen ligger i Jægergårdsgade 168, og Nadia Klyshyna og de andre frivillige er taknemmelige for enhver donation. Man er også altid velkommen til at kigge forbi.

Folkeskolerne i Aarhus får midler til ekstra toiletrengøring. Det skriver Børn og Unge i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Det sker efter perioder med svigtende og mangelfuld rengøring grundet leverandørskifte og problemer med at rekruttere nok personale. I den forbindelse har der også været historier om, at elever på flere skoler slet ikke benytter toiletterne, fordi de synes, at de er for uhumske.

Både Lystrup, Elsted og Elev Skole får del i den 3,5 millioner kroner store pulje, som bliver udbetalt som et engangsbeløb. Ifølge Katja Uth, som er skoleleder på Lystrup Skole, har de også haft udfordringer med rengøringen, efter det nye selskab overtog opgaven.

- Vi har generelt haft udfordringer med rengøringen. Der er ikke blevet gjort grundigt nok rent, der er ikke fejet, hvor der skulle fejes og sådan nogle ting. Men vi kan også se, at selskabet har taget nogle ting til sig, og at de forsøger at forbedre det, siger hun.

Hun er derfor glad for, at der nu er afsat midler til en ekstra toiletrengøring dagligt:

- I en tid, hvor vi ikke har rengøringsskiftet helt på plads, og vi derfor ikke er på hundrede procent, tænker jeg, at det er en god løsning.

Før i tiden var det skolerne selv, der stod for rengøringen, men i dag udliciteres opgaven til private selskaber. Flere af skolerne i Aarhus Kommune fik nye rengøringsfirmaer i efteråret sidste år, og herefter har nogle skoler haft problemer med standarden.

Også på Elsted Skole har man savnet stabilitet i rengøringen, siger konstitueret skoleleder Kristian Spang:

- Den ene dag er et klasselokale måske sprunget over, den næste er der skraldespande, som ikke er tømt. Så det drejer sig ikke specifikt om toiletterne, og vi oplever ikke, at vi har elever, som ikke ønsker at bruge toiletterne.

Han mener ikke, at de ekstra midler kan stå alene. Derfor er det også positivt, at både skolerne og forvaltningen helt overordnet har fokus på den manglende rengøring:

- Vi har brug for en stabil rengøring, for det er en væsentlig del af, at skolen er et rart sted at være for vores elever.

Økonomi- og administrationschef i Børn og Unge Nikolaj Harbjerg vurderer, at midlerne til den ekstra rengøring vil få betydning for elevernes lyst til at bruge toiletterne.

- Samtidig kan vi konstatere, at det går støt fremad med tilfredsheden i rengøringen i skolens øvrige arealer. Så vi arbejder målrettet for at løse de udfordringer, der har været, udtaler han i pressemeddelelsen.

Men ifølge Jens Mathiasen, som er skoleleder og næstformand i skolelederforeningen i Aarhus, er det ikke kun kvaliteten af rengøringen, der har betydning for, om eleverne vil benytte toiletterne. På Elev Skole har de i tre-fire år haft ekstra rengøring af toiletterne, men det har ikke forbedret trivselsmålingerne, når det kommer til toiletterne.

- Eleverne bliver ved med at tale om, at toiletterne er ulækre. Selv om de er helt ny-rengjorte, så er holdningen, at de stadig er klamme. Så der er også noget forudindtagethed i det blandt eleverne, som vi skal arbejde på at ændre, siger han til Århus Stiftstidende.

Det kan skoleleder på Lystrup Skole Katja Uth også genkende.

Jens Mathiasen anerkender dog elevernes pointe om, at rengøringen er mangelfuld. Derfor er han også glad for, at der nu bliver investeret i yderligere toiletrengøring.

- Samtidig med at der skal gøres ordentligt rent, forsøger vi også at gøre dem bevidste om, hvordan man går på toilettet, når man er mange om at dele, siger Jens Mathiasen til avisen.

På Lystrup Skole fik de enkelte klasser under coronapandemien tildelt hver deres toilet, og efter pandemien har eleverne haft et ønske om, at den ordning skulle fortsætte. Katja Uth vurderer, at eleverne helst vil deles med færrest muligt om toiletterne.

- Så er eleverne en slags ”familie” på 22 mennesker, der deler et toilet, men så er det ”deres” toilet. Jeg mener faktisk, at alle klasser er kørt videre med det, og jeg tror, at der er en eller anden psykologisk tryghed i det, siger hun.

De skoler, som allerede har indført middagsrengøring med deres leverandører, får også en andel af de 3,5 millioner kroner. Det forventes, at ordningen er på plads fra maj, og den kører foreløbigt i et år.