Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger LystrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Aldi, som lejer sig ind i dele af den aflange, blå bygning på Sønderskovvej, har opkøbt hele ejendommen, og Marco Pizza åbner ikke igen. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Marco Pizza lukker, og bilisterne skal lære at køre rigtigt i rundkørslen

Hvis der er en ting, som Lystrup ikke går ned på, er det pizzeriaer. Faktisk er det nok den type mad, der går mest igen blandt restauranterne og caféerne i byen.

Men desværre får Lystrup fremover et pizzeria mindre. For siden der i september sidste år opstod brand i Marco Pizza på Sønderskovvej, har lokalerne stået tomme, og nu står det så klart, at pizzeriaet ikke genåbner.

I stedet for er den lange, lyseblå ejendom blevet opkøbt af Aldi, som indtil nu har lejet sig ind i dele af bygningens lokaler. Butikskæden har ikke selv planer om at udvide, men de tidligere pizzerialokaler kommer ikke til at stå tomme. Når brandskaderne er repareret, kommer der liv i dem igen.

Liv er der til gengæld lige rigeligt af i den store motorvejsrundkørsel ved myldretid. Faktisk så meget at der ofte opstår kø på vejene omkring rundkørslen. Ja, du er sikkert også selv træt af at holde i kø op og ned ad Lystrupvej og Sønderskovvej.

Vejdirektoratet og Aarhus Kommune synes i hvert fald, at der skal gøres noget ved trængslen, og derfor har direktoratet sat gang i et større analysearbejde. Allerede nu viser det sig, at bilisterne selv kan være med til at løse det altovervejende problem. For der er én ting, mange af os skal blive bedre til, når vi kører i rundkørslen.

Øvelse gør som bekendt mester, og hvis du øver dig, kan du snart vinde over din familie og dine venner i en omgang af "Lystrup Spillet". Mads Fløe, som bor i Lystrup og er formand for den lokale brætspilscafé, har nemlig sat sig for at udvikle Lystrups helt eget kortspil.

Det er cirka 10 år siden, han lavede sit første brætspil, og siden er flere kommet til. Han håber, at "Lystrup Spillet" kan få folks øjne op for spilverden, og at det kan sætte fokus på alle de positive ting ved byen.

Det var alt fra mig i denne omgang. Husk, at min indbakke på membr@lystrupliv.dk altid er åben for kommentarer og idéer.

Tak fordi du læser med.

Billede af Mette Marie Birch Breuning
Billede af skribentens underskrift Mette Marie Birch Breuning Journalist
I september sidste år opstod der brand i pizzeriaet Marco Pizza på Sønderskovvej i Lystrup. Politiet vurderede allerede dengang, at branden var påsat. Skaderne på lokalerne er endnu ikke repareret. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Ikke mere Marco Pizza i Lystrup: Aldi overtager bygningen, og genbrugsbutikken udvider

I september sidste år opstod der brand i pizzeriaet Marco Pizza på Sønderskovvej i Lystrup, og mere end et halvt år senere er det nu sikkert, at pizzeriaet ikke genåbner. Bygningen er nemlig blevet opkøbt af Aldi, som hidtil har lejet sig ind i dele af ejendommens lokaler, ligesom Lystrup Genbrug også har forretning i ejendommen.

Aldi har ikke planer om at udvide butikken men vil derimod udleje de tidligere pizzerialokaler til Lystrup Genbrug, som har behov for mere plads. Og det er genbrugsbutikken glad for. Ifølge bestyrelsesformanden får den blandt andet mulighed for at lave en bedre og større udstilling af varerne.

Østjyllands Politi vurderede i efteråret, at branden i pizzeriaet var påsat. LystrupLIV har ikke kunnet få be- eller afkræftet, om den eller de ansvarlige gerningsmænd er fundet, da det endnu ikke har været muligt at få en kommentar fra politiet.

Den tidligere indehaver af Marco Pizza, Rima Ahmad Alrich, mindes den gode kreds af kunder, han har haft i byen.

I september sidste år brændte Marco Pizza i Lystrup, og nu står det klart, at pizzeriaet ikke genåbner. I stedet har Aldi overtaget hele den lange bygning på Sønderskovvej, og dagligvarekæden er i dialog med Lystrup Genbrug, som gerne vil overtage lokalerne og udvide forretningen.

Det var voldsomme scener, der udspillede sig i september sidste år, da der midt om natten udbrød brand i Marco Pizza på Sønderskovvej. Siden har pizzeriaet holdt lukket, og bygningen, som fik omfattende skader under branden, har stået tom.

Her lidt over et halvt år senere står det klart, at Marco Pizza ikke genåbner. Ejendommen er nemlig blevet opkøbt af Aldi, som indtil nu har lejet sig ind i den anden ende af den lange bygning på Sønderskovvej.

- Vi havde en god dialog med udlejer, men han er ved at være oppe i årene og ville gerne af med bygningen. Vi var lidt bekymret for, hvis der skulle komme en køber, som havde helt andre planer for bygningen, så det gav mening, at vi købte den. Hvis der skulle dukke en mulighed op på den ene eller anden måde, er det altid nemmere, når man er herre i eget hus, siger Kim Mogensen, som er lokal udviklingschef i Aldi.

Lige nu er der plader for vinduerne i pizzerialokalet efter branden, og det bliver selvfølgelig udbedret. Samtidig skal lokalet lægges sammen med genbrugsforretningen, og vi venter på svar fra Aarhus Kommune om, hvorvidt det kræver en byggetilladelse.

Kim Mogensen, lokal udviklingschef i Aldi

Lige nu har dagligvareforretningen ikke planer om at udvide butikken. Ifølge Kim Mogensen skal Aldi bruge et væsentligt større areal end det, de har nu, for at udvide. Samtidig skal dagligvarekæden leve op til Aarhus Kommunes detailhandelsrammer, som udpeger, hvor det er tilladt at placere nye dagligvareforretninger.

- Vi vil gerne have en større og mere præsentabel butik i Lystrup for vores kunder, men det er ikke muligt på den nuværende grund, og det er også svært at finde andre steder. Så lige nu har vi ikke konkrete planer, siger han.

Mere plads til genbrugen

Med opkøbet af hele den blå, aflange bygning på Sønderskovvej er Aldi samtidig gået i dialog med Lystrup Genbrug. Genbrugsbutikken har et ønske om at udvide deres forretning, og Aldi har tilbudt, at de kan leje det tidligere pizzerialokale.

- Lige nu er der plader for vinduerne efter branden, og det bliver selvfølgelig udbedret. Samtidig skal lokalet lægges sammen med genbrugsforretningen, og vi venter på svar fra Aarhus Kommune om, hvorvidt det kræver en byggetilladelse. I så fald kan det tage lidt tid, men vi håber, at det er på plads inden sommerferien, siger Kim Mogensen.

Marco Pizza har indtil nu holdt til i den ene ende af ejendommen, genbrugsbutikken i midten og Aldi i den anden ende. Nu har dagligvarekæden opkøbt hele bygningen. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Hos Lystrup Genbrug er de glade for, at de får mulighed for at udvide forretningen. De ekstra kvadratmeter skal bruges til at forbedre butikkens udstilling af varer. Sortimentet, som består af tøj, bøger og forskellige nips-genstande, forbliver det samme.

- Vi har lidt pladsmangel i vores nuværende lokaler. Nu får vi lidt mere vinduesplads, så vi kan lave en bedre udstilling og præsentere vores varer bedre, siger Kristian Bork Sørensen, bestyrelsesformand i Lystrup Genbrug.

De tidligere pizzerialokaler er 73 kvadratmeter store, og selvom den ekstra udgift til husleje ikke kan tjene sig ind lige med det samme, vurderer Kristian Bork Sørensen og resten af Lystrup Genbrug, at salget på sigt vil kunne dække de ekstra lejeomkostninger. Overskuddet fra butikken går til Kirkens Korshær og Lystrup Sognestøtte.

- Vi mener, at det er realistisk, at vi kan tjene den merudgift ind allerede det første år, siger han.

Påsat brand

Relativt hurtigt efter, at pizzeriaet sidste år brændte, vurderede Østjyllands Politi, at branden var påsat. LystrupLIV har ikke kunnet få nærmere information om efterforskningen, eller få be- eller afkræftet om den eller de ansvarlige gerningsmænd er fundet, da politiet endnu ikke har haft mulighed for at give en kommentar.

Sådan så Marco Pizza ud dagen efter branden den 6. september 2021. Ilden havde ødelagt facaden, og der var desuden skader indvendigt i køkkenet. Pizzeriaet har holdt lukket siden branden. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Aldis opkøb af ejendommen og udvidelsen af genbrugsbutikken betyder samtidig et endegyldigt farvel til Marco Pizza på grunden. Den tidligere indehaver af pizzeriaet Rima Ahmad Alrich husker tilbage på mere end 20 gode år i byen.

- Det har været en god forretning med en god kundekreds, og der har aldrig været problemer. Vi har været i Lystrup siden 2001. Vi ville gerne åbne en ny butik, men det har vi ikke mulighed for lige nu, siger han.

For nuværende har han ikke planer om at åbne et nyt pizzeria hverken i Lystrup eller andre steder:

- Jeg skal lige samle kræfterne igen. Men hvis vi skal åbne et nyt pizzeria, skal vi starte fra bunden.

Ifølge den digitale tinglysning har Aldi betalt 10,2 millioner kroner for hele ejendommen.

Der opstår ofte køer og tæt trafik ved fordelerringen ved Djurslandmotorvejen lige syd for Lystrup. Ifølge Vejdirektoratet er problemet, at bilisterne ikke bruger det inderste spor. Foto: Jens Thaysen

Nu skal bilisterne altså lære at bruge begge spor i motorvejsrundkørslen: Ny analyse skal komme trængslen til livs

Der skal findes en løsning på, at der ofte dannes kø og trafikpropper ved den store motorvejsrundkørsel ved Lystrup. Det mener Vejdirektoratet og Aarhus Kommune, som i samarbejde har indledt et større analysearbejde for at finde ud af, hvordan man kan komme trængslen til livs.

Ifølge afdelingsleder ved Vejdirektoratet Niels Agerholm er den primære udfordring, at bilisterne ikke bruger det inderste spor i rundkørslen, hvilket gør, at den fulde kapacitet ikke bliver udnyttet. Derfor fokuserer analysen på at få bilisterne til at bruge begge spor.

Direkte afkørsler til og fra motorvejen fra Lystrupvej og Sønderskovvej vil ifølge afdelingslederen kun flytte problemerne ned på motorvejen, og så er det en bekostelig affære.

Der opstår ofte kø og trafikpropper ved den store motorvejsrundkørsel ved Lystrup, og nu igangsætter Vejdirektoratet et analysearbejde, som skal afhjælpe trængslen. Første skridt bliver formentlig at få bilisterne til at bruge begge spor.

Forestil dig følgende: Du kommer kørende langs en hovedvej, som ender ud i en stor tosporet rundkørsel. Trafikken er tung, og bilerne kører tæt. Egentlig skal du først ud ad tredje afkørsel i rundkørslen, men i stedet for at tage den inderste bane, kører du ud i den yderste, i frygt for at du bliver lukket inde, og ikke kan nå at komme ud, inden du skal dreje af.

Lyder det som et realistisk scenarie? Det kunne noget tyde på.

For ved den store motorvejsrundkørsel ved Lystrup, også kaldet fordelerringen, bliver der ofte skabt kø på både Lystrupvej, Sønderskovvej og ned ad ramperne til Djurslandmotorvejen, fordi bilisterne ikke bruger begge spor.

Der er ingen tvivl om, at der er en kapacitetsbegrænsning på tosporede rundkørsler, som man ikke har på samme måde ved signalanlæg, men den øvre kapacitetsgrænse ser vi ikke i rundkørslen ved Lystrup, fordi den ikke bliver brugt ordentligt.

Niels Agerholm, afdelingsleder ved Vejdirektoratet i Aalborg

Derfor har Vejdirektoratet, som er myndighed på den statsejede rundkørsel, i samarbejde med Aarhus Kommune igangsat et større analysearbejde, som skal komme trængslen til livs.

- Der er tilbagestuvning ned ad ramperne til motorvejen og ad kommunevejene rundt om rundkørslen. Det ser ud som om, at folk kun bruger det ene spor i rundkørslen. Det vil sige, at vi ikke bruger den fulde kapacitet, og det er det, vi skal have fundet en løsning på, siger Niels Agerholm, afdelingsleder ved Vejdirektoratet i Aalborg.

Bruges ikke ordentligt

Selvom mange bilister nok ville ønske, at de ikke behøvede at køre igennem motorvejsrundkørslen, er den svær at undgå, hvis man skal til og fra Lystrup. Særligt i myldretiden fungerer den som en slags tragt, hvor trafikken går i stå, og der bliver dannet lange køer.

Og selvom det kan virke som en svær opgave at ”nudge” bilisterne, er det ifølge Niels Agerholm første prioritet at få dem til at benytte begge spor i rundkørslen. Det kan for eksempel gøres ved hjælp af tydeligere afstribning.

- Det kan være, at vi skal se på, hvordan rundkørslen er indrettet med afstribning. Det er vi ved at finde ud af nu, og det kommer vi til at analysere de næste måneder. Vi bliver først klar med en endelig løsning i 2023, siger han.

Der findes ikke særlig mange store motorvejsrundkørsler i Danmark, men ifølge Niels Agerholm er der eksempler på steder, hvor trafikken glider bedre, end den gør ved Lystrup.

Den øvre grænse for, hvor mange biler, der kan lukkes igennem rundkørslen ved Lystrup ad gangen, er langt fra udnyttet, forklarer han:

- Vi har nogle få af den her type rundkørsler blandt andet ved Odense. Generelt er de fornuftige med lidt forskellige resultater. Der er ingen tvivl om, at der er en kapacitetsbegrænsning på tosporede rundkørsler, som man ikke har på samme måde ved signalanlæg, men den øvre kapacitetsgrænse ser vi ikke i rundkørslen ved Lystrup, fordi den ikke bliver brugt ordentligt.

Ikke flere afkørsler

Foruden det tidsmæssige aspekt i, at der opstår køer på de kommunale veje, er Vejdirektoratet særligt optaget af, at det kan føre til farlige og usikre situationer, hvis bilerne ikke kan komme op i rundkørslen fra motorvejsafkørslerne.

- Det skaber en prop på motorvejen og i systemet. Jeg kender ikke det præcise omfang, men potentielt stillestående biler og køer på motorveje er farlige.

Hvorfor laver I så ikke direkte afkørsler til og fra motorvejen fra Lystrupvej og Sønderskovvej, så folk ikke skal op i rundkørslen for at komme på motorvejen?

- Dels vil vi ikke have, at afkørslerne ligger for tæt, for så flytter vi nogle af trængselsproblemerne ned på motorvejen. Og dels er det temmelig dyrt at lave nye afkørsler. Det er ikke der, vi starter med at kigge på løsninger. Vi vil starte med at se på, hvad vi kan gøre med den infrastruktur, vi allerede har, siger Niels Agerholm.

Sikkerhed og fremkommelighed

Ifølge Niels Agerholm er der årligt en trafikvækst på 1,5-2 procent på de danske statsveje. Derfor er det heller ikke muligt at bygge sig ud af trængslen ved at anlægge bredere og større veje:

- Typisk går vi ind og regner på, hvor mange biler, vi tror, der er om 10-12 år, og så bygger vi efter det. Så er der måske kommet flere biler, end vi forventede, men vi forsøger at bruge midlerne fornuftigt, så vi får mest fremkommelighed for pengene.

Forventningen er altså, at trængselsudfordringerne i fordelerringen kan løses ved at designe den bedre med afstribning og ved eventuelt at lave nye svingbaner i afkørslerne.

- Vi har nogle dygtige ingeniører, som giver deres bedste bud på løsninger. Og så skal vi vægte, hvordan vi får sikkerhed og fremkommelighed til at gå op i en højere enhed til en rimelig pris, siger Niels Agerholm.

Mads Fløe har udviklet "Lystrup Spillet". Et kortspil om Lystrup som går ud på at samle stik inden for forskellige kategorier. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Mads har udviklet Lystrups helt eget kortspil: - I stedet for Gun City burde vi hedde Fun City

Der er nok brætspil og kortspil at vælge imellem, og nu kommer der snart et til. Lystrupborger og formand for den lokale brætspilscafé Mads Fløe har nemlig besluttet at udvikle Lystrups helt eget spil.

Det bliver et kortspil, hvor det handler om at samle stik inden for forskellige kategorier, som er opkaldt efter steder, foreninger og virksomheder i Lystrup. Formålet er at sætte fokus på de mange positive ting i Lystrup og samtidig få folks øjne endnu mere op for spilverden.

For Mads Fløe kan brætspil noget helt specielt, fordi det skaber en tryg ramme, hvor alt andet end selve spillet og reglerne bliver lukket ude. Han udviklede sit første spil for cirka 10 år siden, og siden er flere kommet til.

Mads Fløe har udviklet flere forskellige brætspil og er formand for den lokale brætspilscafé i Lystrup. Nu har han udviklet ”Lystrup Spillet”. Et kortspil som tager udgangspunkt i steder, foreninger og virksomheder. Håbet er, at det bliver hele byens spil.

Listen over spil er uendelig lang, og mens nogle af dem kræver dyb koncentration, kan andre spilles, selv hvis man har fået en øl eller to for meget. Der er Bezzerwizzer, Trivial Pursuit, Partners, Settlers, Ticket to Ride og Matador. For bare at nævne nogle.

Og nu kan der snart tilføjes endnu et spil til listen – nemlig Lystrups helt eget kortspil. Formanden for den lokale brætspilscafé i Lystrup Mads Fløe har nemlig sat sig for at lave et spil om den by, som han bor og lever i. Idéen opstod, da han hørte om brætspillet ”Slaget om Aarhus”, hvori Lystrup bliver nævnt under betegnelsen Gun City.

- Der var nogle, der skrev på Facebook, at de havde spillet det her Aarhus-spil. Uden at have kigget på det kunne jeg regne ud, at det var en klon af Matador, hvilket by-spil ofte er, siger Mads Fløe.

Det fede ved brætspil er, at så snart der kommer et spil på bordet, så behøver man ikke at snakke om, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvad man laver. Når man spiller, er det som om, at alle de sociale regler og ’small-talken’ bliver parkeret et sted, fordi det er reglerne i spillet, man agerer inden for.

Mads Fløe, formand for Lystrup Brætspilscafé og manden bag "Lystrup Spillet"

Han har ikke en direkte aversion mod Matador, men han synes ikke, at spillet er særligt godt, og så ved han, at der er sket meget på brætspilsfronten, siden Matador blev opfundet for omkring 100 år siden. Og dermed tog en idé form.

- Der gik nogle dage, og en aften lå jeg og tænkte over, hvordan man ville kunne lave et spil om Lystrup, og hvad der skulle være med i det. Jeg tænkte, at det skulle være lettilgængeligt, nemt at sætte sig ind i og ikke for dyrt, husker Mads Fløe.

Det fede ved Lystrup

Det krævede ikke mere end en god nattesøvn, før Mads Fløe fik sat projektet i søen. Allerede næste dag havde han besluttet sig for, at ”Lystrup Spillet” skulle være et kortspil med forskellige navne på steder, foreninger og virksomheder.

- Så spurgte jeg folk på den lokale Facebookgruppe, hvilke områder, foreninger og frivillige initiativer, de synes, skulle være med i spillet. Der kom rigtig mange svar, og allerede inden jeg lavede opslaget, vidste jeg godt, at jeg havde låst mig fast på at lave spillet, siger Mads Fløe.

Han er stadig i gang med at udvikle spillet, men har på nuværende tidspunkt lavet en prototype, som han har haft med til brætspilscaféen i Lystrup.

Det består af et sæt kort, hvor hver kort har forskellige billeder og navne på steder, foreninger og virksomheder. Der er ingen spilleplade og ingen spørgsmål, man skal besvare. Det går derimod ud på at samle stik og samle flest point, inden alle kortene er brugt.

Borgerne i Lystrup har været med til at bestemme, hvad der skal stå på kortene i "Lystrup Spillet". På Facebook har Mads Fløe spurgt, hvilke foreninger, steder og virksomheder der skulle nævnes. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Og selvom der ikke er tale om et spil, som nødvendigvis gør dig klogere på Lystrups historie, er der en helt særlig grund til, at det handler om netop Lystrup.

- Jeg er utroligt glad for at bo her, og min familie og jeg kommer til at bo her i mange år fremover. Når folk så gerne ville deltage i debatten om, hvad der skulle med i spillet, får man også sat fokus på de fede ting ved byen. At der var nogen, der skød hinanden herude for 20 år siden, har man sikkert hørt mange gange. Det er et lidt mærkeligt fokus, når der er så mange gode lokale initiativer. I stedet for Gun City burde vi hedde Fun City, siger Mads Fløe og fortsætter:

- Nu har jeg allerede engageret folk gennem Facebook, og så har de måske også lidt større interesse i spillet, når det er færdigt.

Hele byens spil

Men det er ikke kun ønsket om at fremhæve de positive ting ved Lystrup, der har drevet Mads Fløe til at skabe det nye kortspil. Han arbejder deltid på Aarhus Brætspilscafé, og så har han udviklet flere brætspil, hvoraf nogle kan købes i forretningerne.

Han håber, at ”Lystrup Spillet” kan være en invitation til, at folk begynder at spille flere brætspil.

- Mit håb er egentlig, at det ender med, at jeg overhovedet ikke har noget med det at gøre, og at jeg forsvinder lidt i baggrunden. Altså at det bliver byens spil, og det er dem, der bor her, som har været med til at bestemme, hvad det skulle bestå af, siger han.

Selv blev han ”suget” ind i brætspilsverdenen, efter at han havde købt et spil, som ikke faldt i hans smag. Via forskellige grupper på nettet, hvor folk køber, sælger og bytter spil, fik han byttet spillet til et andet, som heller ikke var lige hans kop te.

- Jeg tænkte: Okay. Hvis det her er noget af det bedste inden for brætspil, så må man kunne gøre det bedre. Så begyndte jeg at få en hel masse idéer til, hvordan man kan lave spil, forklarer Mads Fløe, som blandt andet har hentet inspiration fra to forskellige spil til ”Lystrup Spillet”.

Væk med small-talk og sociale regler

I en periode, hvor Mads Fløe blandt andet kæmpede med angst og depression, var fællesskabet omkring brætspil med til at få ham ud ad døren. I det miljø har han mødt mange nye mennesker, som han ellers aldrig var rendt ind i.

For ham kan brætspil noget helt specielt, fordi det skaber en tryg ramme, hvor alt andet end selve spillet og reglerne bliver lukket ude:

- Det fede ved brætspil er, at så snart der kommer et spil på bordet, så behøver man ikke at snakke om, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvad man laver. Når man spiller, er det som om, at alle de sociale regler og ’small-talken’ bliver parkeret et sted, fordi det er reglerne i spillet, man agerer inden for.

Mads Fløe har også oprettet den lokale forening Lystrup Brætspilscafé, som mødes hver tirsdag, og hvor alle kan spille med ganske gratis. "Lystrup Spillet" tager han med løbende, imens han færdigudvikler det.

Han ved endnu ikke helt, hvordan spillet skal finansieres, men han forventer, at han selv skal stå for produktionen, da det er begrænset, hvor mange sæt, der skal printes. Ender spillet med at kunne sælges, vurderer Mads Fløe, at det vil komme til at koste 100-150 kroner.

- Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvorvidt det er lidt for let. Måske skal der lige været et touch af noget andet. Så arbejder jeg videre på det. Hvornår det er færdigt, ved jeg ikke. Det tager den tid, det tager, siger han.