”Dæmoner fra fortiden kaster skygger over Lystrup”.

Sådan lød overskriften på en artikel i Århus Stiftstidende i 1990. I artiklen beskriver journalisterne, hvordan byen har et såkaldt ”image-problem”, fordi 1980’ernes uroligheder med vold, våben, rockere og kriminalitet hænger ved.

Siden er der heldigvis sket en del. I dag er Lystrup frem for alt en rolig og naturrig forstad til Aarhus, og mod de 8.000 indbyggere, som boede i byen i 1990, bor der i dag knap 11.000 indbyggere inden for postnummer 8520.

Der er sket meget, men én ting har holdt ved. Lystrups kaldenavn Gun City. Og mens nogle mener, at det er en del af Lystrups historie, synes andre, at navnet bør afskaffes helt, fordi det er med til at holde en negativ historie om Lystrup i live.

Men hvordan er det ikke så flatterende navn egentlig opstået, og hvorfor har det hængt ved i så mange år? Og har Lystrup nogensinde været Gun City?

LystrupLIV har været i gemmerne for at søge svar på, hvordan kaldenavnet blev til. Lad os se, om vi kan løse mysteriet.

Vi begynder fortællingen ved at spole tiden cirka 35 år tilbage. I slutningen af 1980’erne holdt rockergruppen Demons til i Lystrup. Foran huset ”Rio” på hjørnet af Munkhøj og Møgelgårdsvej stod de store motorcykler, og inde i huset havde medlemmerne med deres rygmærker deres mødested.

Demons havde et anstrengt forhold til rockergruppen Nordstjernen, som havde hjemme i Brabrand, og i løbet af 1987 og 1988 skød de to grupperinger flere gange på hinanden. For det meste fandt skyderierne sted andre steder end i Lystrup.

Som et led i rockeropgørene i Aarhus ransagede politiet flere gange Demons’ hus i Lystrup, hvor der blev fundet store våbensamlinger. Politiet fandt blandt andet maskinpistoler, jagtvåben og revolvere.

Spørger man Marianne Vasard Nielsen og Bente Hintze fra Lystrup-Elsted-Elev Lokalhistoriske Samling, kan man ikke finde belæg for brugen af kaldenavnet Gun City i arkivet. Der dukker simpelthen ikke noget op. De mener, at navnet opstod i forbindelse med rockeropgørene i slutningen af 1980’erne.

- Det opstod i forbindelse med den uro, der var på det tidspunkt, hvor Demons havde en eller anden slåskamp med nogle andre. Det er helt sikkert i forbindelse med nogle af de episoder, der blev skrevet om i aviserne, siger Marianne Vasard Nielsen.

Foruden Nordstjernen lå Demons også i konflikt med rockergruppen Indians og var blandt andet involveret i et skyderi på diskoteket Mona Lisa i midtbyen i Aarhus. I 1988 blev præsidenten for Demons desuden slået i hovedet med en jernkæde foran retten i Aarhus.

Men selvom Demons holdt til i Lystrup, følte Bente Hintze, som har boet i Lystrup i mange år, sig aldrig utryg i byen.

- Da Demons holdt til ved Møgelgårdsvej, skulle vi altid den vej for at komme ind til byen og hjem igen, men de gjorde os aldrig noget, husker hun.

Sideløbende med rockergruppernes opgør i Aarhus og Demons involvering i konflikten fandt politiet også våbenarsenaler andre steder i Lystrup. Blandt andet hos en 25-årig mand, som ikke selv var medlem af rockergruppen, men havde forbindelse til den.

Selvom både Bente Hintze og Marianne Vasard Nielsen altid har følt, at Lystrup har været et sikkert og trygt sted at leve og færdes, husker særligt Marianne Vasard Nielsen, at nogle forældre snakkede med deres børn om at undgå det kriminelle miljø i lokalområdet.

- Vi havde drenge i teenagealderen dengang, men vi havde en aftale om, at det ikke var motorcykelklubber med rygmærker, de skulle interessere sig for, siger Marianne Vasard Nielsen.

Ifølge en artikel fra Århus Stiftstidende blev Demons officielt opløst i 1988. Rockergruppen havde altså kun hjemme i Lystrup i et par år, men efterfølgende holdt nogle af de tidligere medlemmer stadig til i byen. Det fik Socialforvaltningens områdekontor i Risskov til at frygte, at de unge i Lystrup blev påvirket af det kriminelle miljø.

En af bekymringerne var, at der var en grønjakkebevægelse undervejs – altså en gruppering af unge mennesker med mere eller mindre racistiske overbevisninger. Det husker Marianne Vasard Nielsen også:

- De var ikke ret gamle. Men jeg tror, det var nogle unge mennesker, som tog militærlignende jakker på og barberede håret af, og som heller ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Selvom rockerkonflikten forsvandt fra Lystrup, opstod der gennem 1990’erne en hærværksbølge i byen, og ifølge en artikel fra Århus Stiftstidende var politiet opmærksomme på grønjakkerne. Samtidig kunne det også tyde på, at racismen gjorde sit indtog.

Bycentret, beboerhuset og skolen var gennem en årrække udsat for hærværk, og det hele kulminerede med op til flere racistisk motiverede skyderier og ødelæggelser på det tyrkiskejede pizzeria Efesos.

Ifølge en artikel fra Århus Stiftstidende blev ruderne til pizzeriaet en af gangene smadret med en pumpgun, og der blev efterladt en seddel med skriften: ”Rejs hjem i sorte svin, vi kommer igen”.

Hærværket og racismen mod pizzeriaet fik blandt andet borgerne i Lystrup til at samles til en stor antiracisme-demonstration, hvor der blev holdt taler og købt pizza i bakkevis.

Om hærværket i 1990'erne var med til at holde live i fortællingen om Gun City, vides ikke.

Marianne Vasard Nielsen mener under alle omstændigheder, at navnet Gun City er beklageligt og forkert.

- Da der begyndte at være nogen, der kaldte det Gun City, kiggede vi os om, men vi så det altså ikke. Det var ikke noget, som almindelige mennesker talte om. Vi burde være kendt for noget helt andet. Vi har nogle fantastiske kirker, udmærket institutioner, skoler som fungerer godt og engagerede mennesker i både fællesrådet og foreningerne. Så det er nogle helt andre ting, man bør lægge mærke til, siger hun.

Og det er Bente Hintze enig i:

- Det kaldenavn skal vi ikke bruge mere. For det er ikke sådan herude, som det lyder.

Hvis vi antager, at navnet Gun City opstod tilbage i 80’erne og 90’erne, er det altså mere end 35 år siden, at det så dagens lys. Og selvom Lystrup ikke er mere præget af kriminalitet og hærværk end andre steder i dag, holder navnet alligevel ved.

Men tager man et kig på Århus Stiftstidendes arkiv, kunne det tyde på, at navnet primært bliver brugt i folkemunde. Søger man på Gun City dukker der nemlig kun en enkelt artikel op om Lystrup.

Marianne Vasard Nielsen har da også indtryk af, at navnet i overvejende grad bruges af folk, der ikke selv bor i Lystrup eller færdes i området.

- Det var ligesom aldrig noget, der slog an i selve byen. Dem der brugte det, var nogen, der troede, at de vidste noget om Lystrup, siger hun.

Ifølge Line Sandst, ph.d. i socioonomastik og adjunkt i dansk sprog ved Aalborg Universitet, er navne svære at slippe af med, når først de er etableret.

- Jo mere navnet breder sig, og jo mere velkendt det er, desto sværere er det at skifte navn. Firmaer, nationer og kommuner har måske prøvet at ændre navn, og det kan man sagtens i de officielle dokumenter, men så fremgår der et andet navn på for eksempel kort. Du kan ikke styre sprogbrugerne, så hvis de synes, at et navn er særlig godt, vil de blive ved med at bruge det, forklarer hun i et skriftligt svar til LystrupLIV.

Hun understreger, at det oftest er folk, som kender stederne, der finder på deres navne. Som mennesker finder vi det, der er mest karakteristisk ved et sted og navngiver efter det. På samme vis opstår kaldenavne:

- Måske knytter der sig en historie til et sted, og så bliver det det særligt karakteristiske, som gør, at vi finder på et navn, vi begynder at bruge. Det opstår som regel i en lille kreds af folk, men kan så brede sig til flere og flere mennesker.

Stod det til Marianne Vasard Nielsen og Bente Hintze blev Lystrup ’rebrandet’ som noget andet end Gun City.

- Hvis du går på Facebook, så er der altid nogen, der skriver om Gun City. Jeg reagerer ikke en gang på det, og jeg gider ikke at modsige det, fordi jeg mener, det er en total misforståelse. Det er både anstrengende og svært at argumentere imod det. Man kan bare sige, at det er noget sludder, siger Marianne Vasard Nielsen.

Faktisk har Lystrup en ’venskabsby’, der også er kendt som Gun City. Op gennem 1990’erne fik Hørning nemlig også kaldenavnet Gun City, da byen var præget af kriminalitet, og gruppen ACAP, All Cops are Bastards, hærgede i byen.

Så hvis man er træt af Lystrups kaldenavn, kan man søge trøst i, at også Hørning er kendt som pistolernes by.

I dag er Lystrup frem for alt en forstad med et rigt foreningsliv, gode naturområder og et livligt børne- og ungdomsliv.

Men rockerne er ikke forsvundet helt fra Lystrup. Hells Angels holder til i industrikvarteret i Lystrup, og senest i december sidste år blev der fundet kokain, skunk og doping i klubhuset, hvor en 41-årig mand blev anholdt.

Hvornår stødte du på begrebet Gun City første gang? Og hvor hørte du det henne? Er der noget jeg har misset i historien om Gun City? Så send mig endelig en mail på membr@lystrupliv.dk.

Hvorfor i alverden står der en kampvogn der?

Det spørgsmål har du måske stillet dig selv på en af dine køreture langs Møgelgårdsvej i Lystrup. På en lille bakketop står der nemlig noget, der ligner en militær tank, og særligt i disse tider med Ruslands invasion af Ukraine leder den tankerne hen på krig.

Faktisk er det ikke en tank, men derimod en ”pansret mandskabsvogn”, som ikke indeholder en kanon eller andre våben. Det forklarer Michael Nørup, som er administrerende direktør i virksomheden Composhield, der ejer vognen.

Og at det ikke er en kampvogn, som bruges til angreb, men derimod en vogn som har til formål at beskytte dem, der sidder i den, er faktisk ret essentielt. Lystrup-virksomheden Composhield producerer nemlig forsvarspanser til køretøjer for EU, FN og NATO-allierede.

- Vi laver beskyttelsesteknologi primært til køretøjer. I stedet for stål er det lavet af komposit, som man kan sætte på køretøjerne. Det betyder, at hvis man kører på en vejsidebombe, bliver beskudt eller kører over en mine, så overlever man. Det er det, der er idéen bag, siger Michael Nørup.

Panseret, der er et slags beskyttelsesskjold til bilerne, er altså lavet af komposit. Et blandingsprodukt som gør resultatet både lettere og mere modstandsdygtigt. Det kan potentielt ende i konflikt- eller krigszoner, hvis Danmark eller en af vores allierede ender med at deltage. Det skete blandt andet i krigen i Afghanistan.

- Det, man skyder med i dag, er så grimt, at stål og jern ikke dur mere, fordi køretøjerne bliver for tunge og ikke kan bevæge sig rundt. Og der er behov for, at alle køretøjer, som er en del af en konflikt, er beskyttet. Det er alt fra almindelige patruljekøretøjer til lastbiler, forklarer Michael Nørup.

Composhield har ligget i Lystrup i omkring 12 år. På adressen på Møgelgårdsvej har virksomheden både kontor og produktion, og langt størsteparten af kunderne er enten EU eller NATO-medlemslande.

Virksomheden er underlagt en lang række regler og må kun sælge til folk, der er godkendt af den danske regering, forklarer Michael Nørup:

- Vi har blandt andet leveret til Tyskland, Spanien, England, Polen og Sydkorea. I sidste instans handler vi næsten direkte med regeringerne i de forskellige lande. Vi skal have et certifikat fra den pågældende regering, og så skal de danske myndigheder acceptere det og overholde EU, FN og NATO-lovgivningerne, før vi kan få en tilladelse og sende vores produkter afsted.

Han understreger, at Composhield ikke er direkte påvirket af krigen i Ukraine. Virksomheden har hverken solgt panser til Ukraine eller Rusland, og det er desuden ikke tilladt at sælge til lande, der er involveret i konflikter.

At flere lande, herunder NATO-medlemslande, har meldt ud, at de vil øge deres forsvarsbudgetter, skaber et større marked for Composhield, men ifølge direktøren vil det først kunne mærkes om flere år. På kort sigt kommer krigen kun dem, som laver ”alt det grimme”, til gode, siger Michael Nørup:

- Danmark har sendt panserværnsraketter til Ukraine, og så skal der købes nye. USA og Polen har sendt våben afsted, og så skal der købes nye. Ja, der bliver også slået en masse køretøjer i stykker, men det er ikke nogen, vi leverer til.

Også det danske forsvarsbudget bliver øget, men ifølge Michael Nørup vil det først være indfaset om 10-14 år. Desuden er det ikke sikkert, at pengene skal bruges på biler.

Der er omkring 30-40 ansatte hos Composhield i Lystrup, som også har en amerikansk partnervirksomhed. I Danmark er der to konkurrenter, som også producerer forsvarspanser, nemlig Scanfiber i Nordjylland og Tencate på Fyn.

- Vi kommer aldrig til at levere til Rusland, blandt andet fordi vi har en amerikansk partnervirksomhed. Desuden vil jeg vove at påstå, at vores eget etiske spillesæt ligger højere end det, vi kan få lov til. Der er simpelthen lande, vi ikke vil levere til, fordi vi ikke synes, det er formålstjenstligt, siger Michael Nørup.

Selvom Composhields varer bliver brugt i krigs- og konfliktzoner, er virksomheden pacifistisk, mener Michael Nørup:

- Det eneste, vi laver, er beskyttelse af mennesker og værdier. Jeg ville gerne lave tyggegummi, hvis ikke der fandtes konflikter. Det, tror jeg bare ikke, kommer til at ske, så indtil da vil jeg hellere redde liv.

Men er I vel afhængige af, at der opstår konflikter og krige, så hvordan kan du kalde jer pacifistiske?

- Nej, vi er ikke afhængige af krig, tværtimod. Et nationalt forsvar er lavet med grundideen om at afskrække en konflikt. Vi sikrer os i fredstid generelt, men hvis de danske soldater eller allierede ender i en konflikt, sikrer vi, at soldaterne i lastbilerne eller patruljerne er bedre beskyttet, end hvis de kørte i en firehjulstrækker eller lastbil, som ikke var beskyttet.

- Hvis nogle mener, at der ville være mere fred, hvis ikke vi lavede det, vi gør, så nej. Måske hvis vi lavede raketter eller missiler, som slår folk ihjel. Hvis ikke vi arbejdede i forsvarsindustrien, ville soldaterne enten blive slået ihjel, eller også ville andre levere det i stedet for.

Heller ikke hvis Ruslands invasion og krigsførelse i Ukraine hypotetisk førte til krig mellem NATO og Rusland, ville det få stor betydning for Lystrup-virksomheden, understreger Michael Nørup. I sådan et tilfælde ville NATO gå ind med tungt krigsmateriel og fly – noget som Composhield ikke producerer panser til.

- På sigt vil det betyde noget, fordi NATO opruster, og måske har nogle køretøjer som ikke er beskyttet. Vi leverer typisk ikke til kampkøretøjer. Jeg plejer at sige, at vi er avancerede Falckreddere. Vi forsøger bare at redde folk, inden det går galt, siger han.