Fra førstesalen i Tove og Preben Jensens hus i det sydlige Elev kan man se ud over de mange marker og skove, der strækker sig ind mod Aarhus.

Meget har ændret sig, siden de flyttede til området i begyndelsen af 1970’erne, men én ting har været et irritationsmoment for parret i en lang række år, nemlig støjen fra den nærliggende skydebane.

- Jeg sætter mig ikke i haven med en kop kaffe, når de skyder derovre. Så bliver jeg hellere inden døre. Støjen afhænger meget af vindretningen, og så er det jo ikke kontinuerlig støj men høje brag. Det går gennem marv og ben, siger Tove Jensen.

Hun har indtryk af, at der er delte meninger om skydebanen i lokalområdet. Det kan man også se på den lokale Facebook-gruppe, hvor nogle giver udtryk for, at de er generet af skyderiet, mens andre ikke er det.

Som området med årene er blevet mere og mere bebygget, har ægteparret haft en forventning og forhåbning om, at skydebanen skulle flytte eller lukke.

- Det er en aktivitet, der støjer så meget, at den bør ligge et sted, hvor der ikke er så tæt bebyggelse som her. Her er det for mange mennesker, det går udover, siger Preben Jensen og foreslår området ved forbrændingen i Lisbjerg som mulig placering.

Men skydebanen, hvor Århus Flugtskytte Klub har hjemme, bliver liggende, hvor den gør. I år 2000 blev anlægget gjort permanent, og klubbens lejekontrakt med kommunen er netop blevet forlænget til 2033.

Selvom klubben kun må skyde en til to gange om ugen og i udvalgte weekender, mener Tove og Preben Jensen stadig, at banen bør flyttes.

- Der er blevet udbygget så meget, og så må man også tage hensyn. Det er som om, at kommunen vil det hele, men det dur bare ikke, siger Tove Jensen.

I de weekender, hvor der afholdes stævner på banen, forsøger ægteparret så vidt muligt at tage væk. De er glade for at bo i Elev, og nyder også, at der er kommet flere beboere til området. De ser også frem til det kommende skolebyggeri.

- Det giver en mere naturlig støj og noget liv til området, siger Preben Jensen.

I Nye bor Lisbeth Grønborg med sin familie. Hun mener heller ikke, at skydebanens placering er ideel. Særligt ikke i forhold til den kommende skole i Nye.

- Det går ikke så godt hånd i hånd at have en skydeklub, et tæt bebygget område og en skole dør om dør, siger hun.

Hun har egentlig en oplevelse af, at beboerne og skydeklubben sameksisterer fint. Principielt mener hun også, at der skal være plads til alle. Især fordi skydebanen har ligget i området så længe – også længe inden der blev bygget ud i Elev og Nye.

- Men det er problematisk, at der kommer en skole tæt på. Vi er også mange, som bruger det grønne område omkring søen ved skydebanen, og det er også lidt et dårligt match, siger hun.

Da Lisbeth Grønborg flyttede til Nye, vidste hun ikke, at der lå en skydebane i området, og derfor blev hun overrasket, da hun hørte bragene. Hun håber, at det også fremover bliver meldt tydeligt ud, hvornår der skydes.

- Principielt synes jeg ikke, at man kan bede klubben om at finde et andet sted, når den var her først. Og jeg går ud fra, at folkene bag skolebyggeriet har været fuldt orienteret om, at den kommer til at ligge tæt på en skydeklub. Men ideelt set blev den flyttet, siger hun.

Hun anerkender, at det er svært at finde en placering, hvor støjen ikke kommer til at genere naboerne. Skal banen på et tidspunkt flytte, håber hun, at der bliver taget hensyn til skydeklubbens ønsker og behov. Ellers håber hun, at de begrænsede skydetider fortsætter:

- Jeg synes ikke, at børn og skydeklub går hånd i hånd. Jeg tror aldrig, at man ville planlægge at bygge en skole og en skydeklub side om side, men nu lå skydeklubben her først, og så bliver det sådan. Alle har ret til at være her.

Hos Århus Flugtskytte Klub kan formand John Pfeiffer godt forstå naboerne. Men det er ikke muligt for klubben, som på nuværende tidspunkt kun skyder om lørdagen, at skrue yderligere ned for aktiviteten.

- Det gør selvfølgelig indtryk på os, at der er nogen, der føler sig generet af det. Det ville vi helst være foruden. Vi skyder tre timer i sommerperioden og fem timer uden for sommerperioden, og så har vi lukket tre måneder om året. Så vi er virkelig trukket i bund på den del, siger han.

For at tage hensyn til naboerne har Aarhus Kommune valgt at begrænse Århus Flugtskytte Klubs skydetider.

Har Aarhus Kommune et forslag til en ny lokalitet, er skydeklubben indstillet på at flytte. Særligt hvis det betyder, at de får bedre faciliteter og mere skydetid, siger John Pfeiffer:

- Da banen flyttede til Elev, var der knap så mange beboere herude, og byen kommer hele tiden tættere på. Hvis kommunen finder en lokation, som er mere optimal, indgår vi gerne konstruktivt og positivt i et arbejde på at få flyttet banen.

Aarhus Kommune har tidligere oplyst til LystrupLIV, at skydebanen overholder alle gældende krav. Klubben må støje maksimalt 68 dB ved den mest støjfølsomme bolig i nærområdet. Den grænseværdi er fastsat i skydebanens miljøgodkendelse og vil også blive overholdt ved den nye skole.

- Hverken skolen, idrætsanlægget eller de nyankomne boliger i helhedsplanområdet vil blive påvirket af støjen fra skydebanen over grænseværdien. Det betyder ikke, at støjen fra skydebanen ikke kan høres ved skolen, men langt hovedparten af skydningen ligger udenfor normal skoletid, siger Søren Gornitzka, byplanlægger og projektleder i Aarhus Kommune.

Derfor er der heller ikke behov for yderligere støjdæmpende tiltag i form af volde eller støjskærme ved hverken skolen eller andet kommende byggeri i Nye:

- Det bedste, man kan gøre, er at sikre den nødvendige afstand mellem støjkilden og byggeriet, og den afstand er til stede.

Spørgsmålet om at flytte eksisterende skydebaner er desuden flere gange blevet lukket, da det ikke svært at finde plads til nye skydebaner i en tæt beboet kommune som Aarhus.

- Der er andre skydebaner, som er endnu mere problematiske, og som ligger klos op ad nogle boligområder. Derfor har man overvejet at lave fælles anlæg, men der er ikke konkrete planer for det endnu. Det er en konflikt mellem byudvikling og skytteforeninger, som man gerne vil understøtte i Aarhus Kommune, siger Søren Gornitzka.

Ifølge John Pfeiffer vil man formentlig godt kunne lave yderligere støjdæmpende tiltag ved banen i Elev, men det er "voldsomt dyrt".

- Vi har ikke pengekassen til at bygge store inddækninger, som dæmper støjen, siger John Pfeiffer og opfordrer borgerne til at kontakte klubben, hvis de føler sig generet af støjen.

Hos Tove og Preben Jensen håber de, at skyderiet kan undgås i fremtiden, men uanset hvad bliver de boende, hvor de gør.

- Det er et fantastisk sted at bo, så vi fortsætter også med at bo her, selvom skydeklubben fortsætter, siger Preben Jensen.

Der har tidligere hersket tvivl om, hvorvidt skydebanen ifølge en gammel lokalplan skulle lukke. Det har LystrupLIV set nærmere på, og den har artikel kan du læse her.

Der er sket meget, siden Jens Christian Jensen kom til Lystrup for lidt over 50 år siden. Både i byen og i farvebranchen.

I 1988 flyttede han sin forretning fra de første lokaler længere oppe ad Lystrupvej til bygningen på hjørnet af Bygaden og Lystrupvej, hvor den har hjemme i dag.

Her har han i årenes løb blandet utallige malerbøtter fra bunden, men spørger man ham, er farvebranchen uddøende:

- Da jeg kom til Lystrup, malede alle selv. Det er der ingen, der gør i dag. Farvehandlere er en uddøende race. Det hele sker på maskine, og der er ingen fagskole længere.

Men det er nu ikke derfor, at Jens Christian Jensen har valgt, at tiden er inde til at gå på pension. Den 76-årige farvehandler skal nyde sit otium med sin hustru i huset i Ebeltoft, og den ikoniske bygning i Lystrup er derfor sat til salg.

Det var egentlig ikke fordi, Jens Christian Jensen havde et valg. Han overtog tjansen som bydreng i en farvehandler fra sin skolekammerat, og to år efter besluttede hans far, at han skulle i lære som farvehandler.

- Der var ingen, der spurgte mig. Sådan var det bare. Slut. Så det har jeg været siden 1966, siger han.

Og selv om valget blev truffet for ham, har han ikke været utilfreds. Tværtimod. Udover forretningen i Lystrup har han drevet en lang række farvebutikker i det østjyske, blandt andet i Tilst, Højbjerg, Tranbjerg, Odder og Aarhus Nord.

Nu har han kun butikken i Lystrup tilbage, og selv om der er færre, der selv maler i dag, og de fleste vil have hvide vægge, har Jens Christian Jensen nydt at følge med i udviklingen:

- Det har da været sjovt. Tidligere kom vi meget tæt på vores kunder, fordi man valgte en farvehandler, og så kom man der. Det er det, jeg synes, er sjovt. Jeg har været her så længe, at jeg nu har fat i tredje generation af kunderne. Det giver da en vis tilfredsstillelse.

For omkring 10 år siden havde Jens Christian Jensen 14 kolleger i Aarhus-området. I dag er der to farvehandlere tilbage i samme kæde i området.

- Det har sgu været dyrt at være farvehandler en gang imellem, men det har også været sjovt. Vi har haft opture, og vi har haft nedture, fortæller han.

En af nedturene ramte forholdsvist hurtigt efter, at Jens Christian Jensen flyttede til Lystrup.

- Der var vi fem centimeter fra at gå på røven, husker han.

Men forretningen overlevede, og selvom det kostede, og den negative egenkapital på et tidspunkt var helt oppe på 1,5 mio. kroner, ville han ikke være oplevelsen foruden. I den proces lærte Jens Christian Jensen meget om sig selv, og hvad han kunne klare.

Noget andet, han er taknemmelig for at have lært, er nødvendigheden af at holde ferie. De første 30 år af sin tid som farvehandler i Lystrup boede han selv i byen, og selv om arbejdet altid har fyldt meget, blev balancen mellem arbejde og fritid i perioder lidt skæv.

- Da vi boede tæt på butikken, havde jeg aldrig fri. Hvis folk skulle have noget lørdag eftermiddag eller søndag formiddag, så kom de. Og på et tidspunkt blev det for meget, siger han og fortsætter:

- Det var også nemt lige at gå ned og ordne det, som jeg ikke havde nået. Og når først jeg kom herned, og der var ro, så havde jeg hurtigt brugt to timer på noget, som jeg teoretisk set godt kunne have ventet med til dagen efter.

I dag holder Jens Christian Jensen en ugentlig fridag, og så har han 14 dages ferie om året. Det lyder måske ikke af meget, men som han siger:

- Jeg kan ikke savne noget, jeg ikke har haft. Så det har vi haft det fint med.

På den lokale Facebookgruppe for Lystrup har reaktionerne på, at Jens Christian Jensen skal på pension, været mange. Flere borgere mindes de mange gode råd, de har fået hos den lokale farvehandler.

Hvorfor tror du, at det lige er det, folk husker?

- Det er svært at sige, men jeg tror, at folk har fået tillid til det, jeg siger. Nok også fordi jeg ikke pakker mine meninger ind. Hvis der er noget, jeg ikke synes, er rigtigt, eller noget, jeg mener, man bør gøre på en bestemt måde, så siger jeg det, siger Jens Christian Jensen.

Hos ham er der ingen ”købetvang”, men han har det bedst, når han ved, at kunderne har fået den rette vejledning med sig.

Selv om han snart skal skifte hverdagen som selvstændig ud med en pensionisttilværelse, har han planer om at søge deltidsjob hos enten Silvan eller Bauhaus. Farverne kan han altså ikke lægge helt på hylden:

- Jeg er sikker på, at der er mange af mine gamle kunder, som følger med, hvis jeg får et deltidsarbejde et sted. Der er også kunder, som har boet i Lystrup tidligere, der kommer langvejsfra og handler hos mig.

Bygningen, som farvehandlen ligger i, er fra 1911 og har tidligere huset en købmandsforretning. Ejendommen er sat til salg for 8 mio. kroner og er 785 kvadratmeter stor. Der er mulighed for at indrette førstesalen som lejlighed, og så er 90 kvadratmeter af bygningen udlejet til cykelhandleren ved siden af.

- Jeg vil da gerne have, at bygningen får lov til at blive stående. Jeg synes, den er pæn, og at den hører til i bybilledet. Men det er min opfattelse, at de fleste af dem, som har kigget på den, er interesseret i at vælte den og bygge lejligheder, siger Jens Christian Jensen.

Han ved ikke, hvornår forretningen bliver solgt, og han har heller ikke sat en tidshorisont for, hvornår han vil gå på pension.

- Jeg vil ikke sige med hundrede procents sikkerhed, at jeg fortsætter, indtil den er solgt. Men jeg vil være ked af at have den til at stå tom, siger han.

Lørdag den 26. februar drog en stor gruppe børn fra Elev og Nye ud på det traditionsrige soldateroptog i anledning af fastelavn. Soldaterne gik fra dør til dør, hvor de sang og indsamlede penge.

Efter nogle år i pandemiens tegn blev traditionen genfødt, og der blev slået rekord på flere fronter. Hele 47 børn gik med i optoget, og ruten var særligt lang i år, da soldaterne, eller "de fredsbevarende styrker" som de blev døbt, både skulle forbi boligerne i Elev og Nye.

Traditionen om fastelavnssoldaterne stammer fra Østjylland. Soldaterne besøger husstandene i området, hvor de synger en sang, indsamler penge og slutter af med en takkesang. Pengene går til en stor fastelavnsfest for områdets børn.

I Todbjerg-Mejlby kan traditionen spores tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, men den stammer muligvis helt tilbage fra midten af 1800-tallet, hvor den opstod under inspiration af Treårskrigen mod Tyskland.

I år var børnene fra Elev og Nye fordelt på fire hold, som gik forskellige ruter. De fik samlet i alt 14.000 kroner ind, hvilket også var rekord. Soldaterne modtog hver en kuvert med 100 kroner i, og resten af pengene gik til at betale aftenens fest, hvor 80-100 børn fra 1. til 7. klasse deltog.

Under optoget var børnene klædt i den traditionelle soldateruniform med hvide skjorter, røde bånd og røde soldaterhuer. Desuden havde hvert hold en fane bestående af et dannebrogsflag.

Som traditionen foreskriver begyndte aftenens fest med indmarch, og derefter var der DJ, dansegulv, diskokugle, pølsehorn, fastelavnsboller og pizzaer.

Der blev desuden udleveret medaljer til soldaterne, som fik forskellige medaljer afhængig af, hvor mange år de har gået med i optoget.

Det hold, som gik ruten ved Stokbrovej, indsamlede flest penge - ligesom det har været tilfældet tidligere år.