Hos ID Hair i Lystrup kan du lade din elbil på solenergi
Syv ladestandere til elbiler. Så mange fik virksomheden ID Hair opsat i maj sidste år, fordi medarbejderne og virksomheden selv gerne ville køre i el- og hybridbiler.
Men hvorfor skulle ladestanderne stå tomme, når virksomheden ikke selv brugte dem?
Det kunne Kasper Christensen, som er marketingschef hos ID Hair, og de andre medarbejdere ikke se meningen i, og derfor har de gjort deres ladestandere offentligt tilgængelige for de elbilister, der måtte komme forbi.
Og de bliver i høj grad brugt. Særligt lige efter arbejdstid og op til weekenden er der tryk på elkablerne.
Egentlig opstod initiativet ud fra ID Hairs eget behov. Flere og flere medarbejdere havde et ønske om at køre i enten hybrid- eller elbil, og derfor besluttede virksomheden sig for at opstille syv ladestandere til elbiler ved deres kontor på Lægårdsvej.
- Vi regnede os frem til, at fire standere ville stille vores eget behov, men vi kunne lige så godt tage hele rækken af parkeringspladser og opsætte syv. Og så kunne vi ret hurtigt regne ud, at de bare ville stå tomme på mange tidspunkter af døgnet, fortæller Kasper Christensen, som er marketingchef i ID Hair.
Derfor har ladestanderne siden begyndelsen været offentligt tilgængelige for de lokale borgere i Lystrup og de elbilister, der ellers måtte komme forbi.
Kasper Christensen, marketingchef i ID HairDa vi meldte det ud, væltede det ind med kommentarer, så der er åbenbart et behov for det. Vi ligger i et industrikvarter, og det er ikke et område, hvor udbyderne selv vil sætte noget op, så derfor bliver vi nødt til at se på mulighederne for at udlåne ladere.
Tre af laderne kan bruges hele døgnet rundt, mens de sidste fire er reserveret til medarbejderne og ID Hairs gæster i tidsrummet 8-16.
- Det koster ikke noget for os at gøre laderne tilgængelige for andre, så vi skulle ikke tænke ret meget over det, inden vi fik dem etableret, siger Kasper Christensen.
Chip og ladekabel
Muligheden for at lade sin elbil hos ID Hair har eksisteret siden maj sidste år, og ifølge Aarhus Kommunes kort over ladestandere er der ikke andre offentligt tilgængelige standere i Lystrup, Elsted, Elev og Nye.
Ladestanderne kommer fra operatøren Clever, og det eneste, det kræver, er, at man husker sit ladekabel. Har man et abonnement ved en anden operatør, kan man stadigvæk godt bruge laderne og betale via sin egen operatørs app.
- Her til morgen kunne jeg se, at en af bilerne havde holdt natten over. Så kommer ejeren og henter den i formiddag, og så er den klar til at køre igen. Det er det, der er hele meningen med det, siger Kasper Christensen, som kalder det ”sund fornuft”, at ladestanderne også kan bruges af offentligheden.
Virksomheden tjener ikke noget på ladestanderne, men får strømmen refunderet af udbyderen. Omkostningerne er lave, og det har kostet cirka 100.000 kroner at få sat dem op.
Der er tale om destinationsladere, som ikke lader lige så hurtigt som lynladere, men giver mulighed for at få tanket ekstra kilometer på strømkontoen. Det er særligt praktisk for de elbilister, som ikke har mulighed for at lade derhjemme.
- I samme ombæring smed vi solceller på taget, så når solen ellers gider at skinne, så får man bæredygtig strøm på. Vi synes godt, at vi kan mærke, at bilen kører lidt bedre, når den har fået lidt solstrøm på, siger Kasper Christensen.
Lokale brugere
Der er dagligt to til tre bilister, der lader deres elbil hos ID Hair. Tidspunktet lige efter arbejdstid er særligt populært, og fredag eftermiddag er der også tryk på elkablerne.
De tre ladere, som er tilgængelige hele døgnet rundt, kan man finde på Clevers app. Her kan man se, om de er tilgængelige, og derudover har ID Hair også reklameret med tilbuddet på de sociale medier.
- Da vi meldte det ud, væltede det ind med kommentarer, så der er åbenbart et behov for det. Vi ligger i et industrikvarter, og det er ikke et område, hvor udbyderne selv vil sætte noget op. Derfor bliver vi nødt til at se på mulighederne for at udlåne ladere, siger Kasper Christensen og fortsætter:
- Vi ser tit, at folk parkerer bilen i laderen og går op ad vejen til et møde ved en anden virksomhed. Det er lige præcis sådan, det skal fungere.
Ifølge marketingchefen har tilbagemeldingerne kun været positive, og det er ofte lokale borgere, som gør brug af tilbuddet, fordi de ikke kan lade deres bil ved deres bolig. Han mener også, at virksomheder og firmaer har en forpligtelse til at bidrage til den grønne omstilling.
- Så jeg vil stærkt opfordre andre til at gøre det. Virksomhederne behøver ikke at stille deres ladere til rådighed for offentligheden i løbet af dagen, hvis de selv skal bruge dem, men de kan åbne for dem om eftermiddagen, når medarbejderne tager hjem fra arbejde, siger Kasper Christensen.
Lynhurtig strøm
Ifølge Kasper Christensen er det virksomhedens nærhed til Lystrup by, som gør det til en oplagt mulighed at have offentlige ladestandere. Han håber, at initiativet kan inspirere de andre virksomheder i området.
- Vi håber, at det smitter lidt af. Det kunne være godt, hvis der var et fantastisk netværk, og elbilisterne aldrig ville have problemer med at lade. Hvis folk skulle langt væk fra Lystrup for at lade hos os, var det ikke blevet til den succes, det er, siger han.
Siden maj har ID Hair fået udskiftet en enkelt ladestander, men ellers har der ikke været problemer med dem. Det sker også meget sjældent, at brugerne holder på pladserne udenfor de tilladte tider.
Virksomheden har desuden overvejet mulighederne for at opsætte en hurtiglader, hvor bilen kan blive ladet op i løbet af 30 minutter. Det kræver dog langt flere penge og strøm, så det er ikke på tegnebrættet lige nu.
- Vi har talt løst om det, for det er typisk det, som folk har brug for, og der er ingen hurtigladere her i området. Det bliver en investering, og det er vi ikke klar til endnu, men vi kan sagtens se fordelene i det.