Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger LystrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Fra januar til december 2021 blev der begået 26 indbrud i Lystrup, Elsted og Elev. Ifølge vicepolitiinspektør Camilla Nielsen vender tyvene ofte tilbage til veje, hvor de tidligere har haft heldet med sig. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Færre har ubudne gæster – se hvor indbruddene bliver begået

Det sker jævnligt, at jeg ser opslag på Facebook, som handler om indbrud. Ikke fordi folk har haft indbrud, men fordi folk forsøger at forebygge indbrud.

Nogle skriver, at deres naboer skal være opmærksomme, fordi de har set ukendte biler køre langsomt gennem nabolaget. Andre har oplevet, at der bliver banket på deres dør, men at der ikke er nogen udenfor, når de åbner.

Inden for postnummer 8520 er i alt 1.061 borgere tilmeldt Nabohjælp, og det går også den rigtige vej med antallet af indbrud. Der er færre og færre, der får besøg af tyven, og det er der ifølge vicepolitiinspektør Camilla Nielsen flere årsager til.

Blandt andet de sociale medier spiller en afgørende rolle, og så er en stor del af kriminaliteten flyttet over på internettet. Alligevel er der stadig nogle, der er uheldige, og frem til december var der anmeldt 26 indbrud i private boliger i Lystrup, Elsted og Elev.

kortet i artiklen nedenfor kan du se, om tyvene har været forbi din vej i løbet af de seneste år.

Hvis du gerne vil undgå indbrud, kan du dykke ned i rådene fra Det Kriminalpræventive Råd. Der er nemlig masser af ting, du selv kan gøre.

Til sidst i dagens nyhedsbrev skal vi forbi noget helt andet. Lige uden for Elev ligger der en stor sø i den gamle grusgrav, og ifølge Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola rummer området et stort og uforløst potentiale. Det eneste problem er, at det tit flyder med skrald.

Stod det til dem, blev der opsat skraldespande og bænke og anlagt en sti rundt om søen. Det er kommunen ikke afvisende overfor, men badning i søen frarådes. Læs mere om det og se billeder af den flotte sø.

Jeg håber, at du er kommet godt og coronafrit ind i det nye år.

Billede af Mette Marie Birch Breuning
Billede af skribentens underskrift Mette Marie Birch Breuning Journalist
I 2018 var der ni indbrud på Hyldehaven i Lystrup. Det er den vej i postnummer 8520, hvor der siden 2015 er blevet begået flest indbrud, men de seneste år har der ikke været mange ubudne gæster. Arkivfoto: Jens Thaysen

Er din vej på listen? Se hvor der er blevet begået indbrud de seneste år

Vi er lige trådt ind i et helt nyt år, og hvis indbrudsstatistikken fortsætter sin hidtidige udvikling, vil der blive begået færre indbrud i Lystrup, Elsted og Elev i år end tidligere.

Frem til december var tyvene ifølge Østjyllands Politi på spil 26 steder i postnummer 8520. I 2019, før coronapandemi, nedlukninger og hjemmearbejde, lå det årlige antal indbrud på 47.

Ifølge vicepolitiinspektør Camilla Nielsen skyldes det flere ting. En større del af kriminaliteten bliver begået på nettet, og så er folk blevet gode til at advare hinanden.

Tyvene har det dog med at vende tilbage til de samme steder, og derfor har nogle veje i Lystrup været særligt udsat.

På kortet i artiklen kan du se, om der har været indbrud på din vej.

Det går den rigtige vej med antallet af indbrud i 8520, og det er der ifølge vicepolitiinspektør Camilla Nielsen flere årsager til. Nogle steder går det dog stadig galt. Se hvor på kortet i artiklen.

Ferier samt jule- og nytårstid er højsæson for indbrud i private hjem. Og selvom omikronsmitten og coronapandemien har givet mange en anderledes jul end normalt, har nogle som sædvanligt været væk hjemmefra i flere dage for at fejre højtiden med deres familier.

Med hensyn til både juleindbrud og indbrud resten af året går det dog den rigtige vej i Aarhus Kommune – også inden for postnummer 8520.

- Indbrudstallene er faldende, og i 2021 har der været færre indbrud end i 2019, som var et helt almindeligt år, siger Camilla Nielsen, som er vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi.

I 2021 var der indtil begyndelsen af december registreret 26 indbrud i private boliger i Lystrup, Elsted og Elev. Det viser tal fra Østjyllands Politi, som LystrupLIV har fået aktindsigt i.

Det har en effekt, at man advarer hinanden på de sociale medier. Det hjælper også, hvis man tager kontakt til dem, der kører rundt, og spørger, hvad deres ærinde er. Indbrudstyve bryder sig ikke om at blive konfronteret og set.

Camilla Nielsen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi

Øverst på listen ligger Engelstoft i Elev med tre indbrud, mens der er registreret to indbrud i boliger på blandt andet Hasselhaven og Hindbærhaven i Lystrup.

Det skal dog siges, at der er tale om store veje med mange boliger, hvilket også kan afspejle sig i tallene.

Hvor går det galt?

Ifølge Camilla Nielsen var 2020 et ekstraordinært år, hvor der blev begået meget få indbrud, fordi en stor del af østjyderne arbejdede hjemmefra under nedlukningerne.

Udviklingen i antallet af indbrud i private boliger i postnummer 8520 kan du se her:

Derudover har en stor del af kriminaliteten flyttet sig, forklarer Camilla Nielsen:

- Rigtig meget kriminalitet er rykket over på internettet. Det er IT-båret økonomisk kriminalitet, hvor der bliver svindlet, for eksempel ved at folk ikke modtager deres vare, at den samme telefon bliver solgt til 25 mennesker, eller man bliver narret til at udlevere sine bankoplysninger.

Men selvom antallet af indbrud generelt er nedadgående, går det sommetider galt.

På kortet nedenfor kan du se, om din vej er på listen over de steder, hvor der er blevet begået indbrud fra 2015 til 2021.

Gentagelsessager

I 2018 var særligt én vej i Lystrup plaget af indbrud. Hele ni gange i løbet af året havde beboerne på Hyldehaven i Lystrup ubudne gæster.

Også Elstedhøj, Rugmarken og Kastanjehaven har i løbet af de seneste år oplevet flere indbrud på samme år.

- En statistik kan se ærgerlig ud, fordi tyvene nogle gange vender tilbage til det samme gerningssted. De ved, at folk køber nye ting, når de har haft indbrud. Det kan også være, at de har haft held med at begå indbrud på en bestemt vej, og derfor vender tilbage til et andet hus på samme vej, siger Camilla Nielsen.

På de lokale Facebook-grupper for Lystrup, Elsted, Elev og Nye er der indimellem opslag om biler, der kører langsomt i boligområder, folk der banker på dørene, men ikke er der, når man åbner, eller personer som virker ukendte i området.

Og ifølge Camilla Nielsen udgør de sociale medier en vigtig hjælp til at forebygge indbrud:

- Det har en effekt, at man advarer hinanden på de sociale medier. Det hjælper også, hvis man tager kontakt til dem, der kører rundt, og spørger, hvad deres ærinde er. Indbrudstyve bryder sig ikke om at blive konfronteret og set.

Forestil dig, at du er tyv

Sigtelsesprocenten for indbrud ligger på cirka 15 procent i Østjyllands Politikreds. Siden år 2018 er den steget med et par procenter, men at den ikke er højere, skyldes ifølge Camilla Nielsen, at tyvene stort set aldrig efterlader sig spor.

- Det er også sjældent, at der er vidner, som kan hjælpe os på vej. Typisk tager et indbrud ikke ret lang tid. Tyvene er meget hurtige og målrettet i forhold til, hvad de går efter, siger hun.

Vil man undgå indbrud, er der flere gode råd. Dem kan du læse mere om her.

Spørger man Camilla Nielsen er det en god idé at sætte sig i tyvens sted. Simpelthen at forestille sig, at man er tyv og vil begå indbrud i sit eget hjem:

- Gå en tur rundt om huset eller lejligheden og se, hvor man kan komme uset og nemt ind. Så tror jeg hurtigt, man vil finde ud af, hvor man skal sætte ind henne. Det kan være, at man får lidt en ’aha-oplevelse’.

I Lystrup, Elsted og Elev er i alt 1.061 borgere tilmeldt Nabohjælp. Som nabohjælper forebygger man indbrud ved at holde øje med naboernes boliger, for eksempel i forbindelse med rejser. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Sådan undgår du at få besøg af tyven

Der er intet så irriterende og skræmmende som at komme hjem til et hus eller en lejlighed, hvor der har været ubudne gæster på besøg.

Selvom antallet af indbrud i postnummer 8520 er faldende, er der stadig nogle, som kommer hjem til en ubehagelig overraskelse, og der er flere ting, man selv kan gøre for at forebygge indbrud.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er det altafgørende for tyvene, at de kan foretage indbruddet hurtigt og uden at blive set. Derfor er lave hække, belysning og robuste vinduer et godt middel mod indbrud.

Og så er det også en god idé at låse haveredskaber, stiger og værktøj inde.

Læs hvorfor i artiklen og få seks gode råd til at undgå indbrud.

Selvom statistikken siger, at der bliver begået færre indbrud end tidligere inden for postnummer 8520, er nogle stadig uheldige og får besøg af tyven. Du får seks gode råd til at undgå indbrud.

Det er en både skræmmende, irriterende og utryg oplevelse at komme hjem til et hus eller en lejlighed, som er endevendt, fordi der har været ubudne gæster.

Særligt hvis det, der er blevet stjålet, er uerstatteligt.

Både på landsplan og i Lystrup, Elsted og Elev går det den rigtige vej med antallet af indbrud i private boliger, men der er stadig nogen, der får besøg af tyvene.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd, som arbejder for at forebygge og nedbringe mængden af kriminalitet, kan man gøre flere ting for at undgå indbrud.

Du får seks gode råd lige her.

Hav sikre døre, vinduer og låse

Det allervigtigste for indbrudstyvene er, at de kan foretage indbruddet hurtigt. For at det kan lade sig gøre, skal de kunne komme ind og ud af boligen på kort tid.

Derfor kan det virke afskrækkende, hvis døre, vinduer og låse er så robuste, at de er vanskelige at bryde ind gennem. Det tager nemlig længere tid, og så er risikoen for at blive opdaget større.

Sørg derfor for, at vinduer og døre er indbrudssikre og låsene svære at få op.

Opret et netværk af ’nabohjælpere’

I alt 1.061 borgere i Lystrup, Elsted og Elev er tilmeldt Nabohjælp, og ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan nabohjælpen forhindre op mod hver fjerde indbrud.

Som nabohjælper hjælper man hinanden med at holde øje. Hvis du skal ud at rejse, kan din nabo for eksempel parkere sin bil i din indkørsel, tømme din postkasse og smide sit skrald i din skraldespand.

Ved hjælp af klistermærker på døre, vinduer og postkasser kan man sende et signal om, at der bliver holdt øje, hvilket kan afskrække tyven fra at begå indbrud.

Hav ikke for høje hække og hegn

Lige så vigtigt det er for indbrudstyvene at kunne foretage indbruddet hurtigt, lige så vigtigt er det for dem, at de ikke bliver set.

Derfor er det en god idé at sikre, at der ikke er hække, hegn, stakitter eller anden beplantning, som tyvene kan gemme sig bag.

Sørg for at klippe hækken ned i en højde, så man kan se over den og ind i huset.

Sørg for, at der er lys ved boligen

Hvis der er lys udenfor din bolig, er det sværere for indbrudstyven at gemme sig, og det kan også virke afskrækkende. Men lad ikke belysningen udendørs stå tændt alene, da det tydeliggør, at der ikke er nogen hjemme.

Timerindstillet lys inde og ude er et godt supplement til de andre råd. Hvis lyset indendørs styrer sig selv, er det svært for tyven at vurdere, om der er nogle hjemme.

Du kan også bruge timerfunktioner til at lade radioen eller tv’et stå tændt.

Lås haveredskaber inde

Mange tyve finder redskaber til at begå indbrud i værksteder eller i redskabsskure ved huset.

Derfor er det en god idé at låse dit værktøj og dine haveredskaber inde. Det samme gælder for stiger, som tyven kan bruge til at komme op på 1. sal og bryde ind.

Overvej overvågning og alarmer

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan det være en idé at overveje kameraovervågning, hvis du har haft indbrud før og føler dig utryg, er utryg ved at være hjemme om natten, bor i et indbrudsplaget område, har mange værdier, rejser meget eller har langt til dine naboer.

Det kan tilkalde dig, dine naboer eller alarmcentralen, når tyven er brudt ind og hjælpe i efterforskningen.

Der er også mange danskere, der har tyverialarmer, men dokumentationen for, at de virker, mangler ifølge Det Kriminalpræventive Råd stadig. Nogle indbrudstyve vælger huse med alarmer fra, andre lader sig ikke afskrække.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd, https://dkr.dk/indbrud/indbrud-i-din-bolig

Elev Grusgrav blev oversvømmet i begyndelsen af 1970'erne. På bunden ligger der blandt andet en gammel Ford Taunus og en badebro. Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola bader i søen året rundt. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Kommunen fraråder badning i gammel grusgrav: Men vil kigge nærmere på forslag om at gøre området mere attraktivt

Inde bag træerne ved siden af Århus Flugtskytte Klub gemmer der sig en stor sø. Den ligger i den gamle grusgrav, og området rummer et stort potentiale.

Det mener i hvert fald Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola. Desværre oplever de alt for ofte, at det flyder med skrald langs bredderne. Hvis de kunne bestemme, skulle der sættes skraldespande og bænke op og laves en sti rundt om søen.

Om naturen i området skal gøres mere tilgængelig, vil kommunen gerne undersøge. Men det frarådes at bade i den gamle grusgrav, fordi vandet kan blive meget koldt.

Dyk ned i forslagene og se billeder af den smukke sø.

Der er potentiale til at skabe et stort, rekreativt område ved den gamle grusgrav i Elev, mener Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola. Aarhus Kommune vil gerne se nærmere på mulighederne, men fraråder, at der bades i søen i den gamle grusgrav.

Det er en ganske almindelig grusvej, som fører ind til skydebanen vest for Elev. I det frostfulde og klare vintervejr er den blå himmel den eneste kontrast til jordens grå og brune farver.

Men hvis man går et lille stykke ind ad grusvejen og drejer til højre, får man øje på en stor sø. Den ligger i en gammel grusgrav, og vinden har kun lige fat i overfladen af det spejlblanke vand. Søen er omkranset af træer, som skaber læ, og det eneste, der fylder, er stilhed.

Her kommer Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola året rundt for at bade.

- Da vi flyttede til Nye, fortalte vores naboer om søen. En dag var jeg ude at cykle med min datter, og pludselig så vi den her kæmpestore, lækre skovsø. Jeg havde tænkt, at der var en sø, men i en helt anden størrelse, fortæller Lisbeth Grønborg.

Man snakker jo meget om, at vi skal udnytte den natur, vi har i Danmark, og nogle gange behøver man ikke at tage ret langt væk for at opleve den.

Thomas Ogola

De to vinterbadere mener, at naturområdet har et stort og uforløst potentiale. For selvom mange ved, at det er der, bliver det ikke brugt lige så meget, som det kunne.

Stillestående og koldt vand

På bunden af grusgraven, som blev oversvømmet i begyndelsen af 1970’erne, ligger der flere interessante ting. Blandt andet skelettet fra en gammel Puch Maxi med pedaler og to gamle Ford-biler. Derfor bliver søen også indimellem benyttet af dykkere.

Ifølge Bettina Lerche, som er biolog ved Aarhus Kommune, egner søen i den gamle grusgrav sig ikke som badesø. Den er meget dyb, og vandet er stillestående. Derfor kan det være meget koldt lige under overfladen, hvilket kan føre til ulykker.

Det blå og grønne område ligger ved siden af Århus Flugtskytte Klubs skydebane, men Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola mener godt, at området kan deles. Den gule streg er grusvejen ind til skydebanen, det blå felt er søen. Kort: Google My Maps

- Kommunen har på den baggrund ingen interesse i, at grusgraven anvendes til badning. Vi vil snarest beslutte, om der skal opsættes et eller flere skilte, som fraråder badning og dykning i grusgraven, skriver hun i et skriftligt svar til LystrupLIV.

Da søen ikke er en badesø, bliver der heller ikke foretaget kontrol med vandkvaliteten, som man gør det ved badestrande og svømmebade. Men selvom badning frarådes, vil kommunen gerne se på – i samarbejde med de lokale borgere – om naturområdet kan gøres mere tilgængeligt.

- Om andre faciliteter kan være relevante, vil indgå i vores fremtidige overvejelser om anvendelsen af området. Vi modtager gerne forslag fra lokalrådet med konkrete ønsker til, hvordan tilgængeligheden kan udvikles, skriver hun.

Skrald i naturen

Både Lisbeth Grønborg og Thomas Ogola er vant til at vinterbade, og de ved godt, at det ikke officielt anbefales at bade i grusgrave. En offentlig badesø er heller ikke deres primære ønske, men de har mange andre idéer til, hvad man kunne gøre.

De foreslår blandt andet, at der bliver opsat skraldespande, borde og bænke, og at der anlægges en sti rundt om søen. Håbet er, at området kan blive brugt og respekteret af flere.

Vær opmærksom ved badning

  • Flere tidligere kridt- og grusgrave i Danmark er blevet til søer. Blandt andet Lynghøjsøerne i Roskilde hvor kommunen har anlagt en badestrand.
  • Men vandet i tidligere kridt- og grusgrave er ofte meget stillestående, og derfor er der ikke særlig meget cirkulation i det.
  • Derfor kan vandet føles varmt på overfladen, men være meget koldt lige under overfladen.
  • Det kan komme som en overraskelse, og kan i værste fald føre til ulykker.
  • Husk altid de fem baderåd: Lær at svømme, gå aldrig alene i vandet, læs vinden og vandet, lær stranden at kende og slip ikke børnene af syne.

- Hvis man kunne gøre naturen tilgængelig for alle og sørge for, at stedet bliver respekteret, ville det være supergodt. Man snakker jo meget om, at vi skal udnytte den natur, vi har i Danmark, og nogle gange behøver man ikke at tage ret langt væk for at opleve den, siger Thomas Ogola og forklarer, at det ofte flyder med skrald i naturen:

- Sidste gang jeg var her, samlede jeg en masse skrald, fordi der var nogen, der havde holdt fest her. Det var så træls, og det ødelægger området.

Den nærmeste nabo til søen og det grønne område er Århus Flugtskytte Klub, hvor der på enkelte ugedage skydes. Men ifølge Lisbeth Grønborg kan skydebanen og et større rekreativt område godt sameksistere:

- Det handler om at få åbnet op, så området også kan udnyttes på andre måder. Som det er nu, kan det godt kombineres, så længe der er nogle klare forholdsregler og aftaler.

Flere hensyn

Kommunens biolog Bettina Lerche mener også godt, at området kan have flere funktioner på en gang. En del af naturen omkring den gamle grusgrav er dog beskyttet, og derfor er der flere hensyn at tage.

- En øget tilgængelighed må naturligvis ikke ske på bekostning af sikkerheden. Sameksistens afhænger af, hvor stort området er, hvor stort et areal de konkrete aktiviteter kræver og hvordan de enkelte aktiviteter påvirker, udenfor det areal de anvender, skriver hun.

Thomas Ogola bor i Søften, men besøger ofte området vest for Elev. Lisbeth Grønborg bor i Nye, og er glad for, at der er et stort naturområde tæt på hendes hjem. Foto: Mette Marie Birch Breuning
Der ligger skov hele vejen rundt om søen. Langs den ene bred er der et stykke, som minder om en lille strand. Foto: Mette Marie Birch Breuning

Thomas Ogola og Lisbeth Grønborg har selv overvejet at tage fat i kommunen og lokalbefolkningen for at høre om mulighederne og tilslutningen til et større, rekreativt område.

- Man har sådan en skøn natur, og det ville være fantastisk for befolkningen i området, hvis man kunne bruge den, afslutter Thomas Ogola.

LystrupLIV er et nyhedsbrevsmedie, som ugentligt udkommer med artikler om Lystrup, Elsted, Elev og Nye direkte i din indbakke. Du kan tilmelde dig her.