Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger LystrupLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Der er blevet talt stemmesedler i bunkevis, blandt andet på rådhuset i Aarhus. Onsdag aften var de personlige stemmer klar. Hvilke lokale kandidater fra Lystrup og omegn er valgt ind i byrådet? Vi ser nærmere på tallene. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Valget er ovre: Sådan fordelte stemmerne sig ved Lystrups eneste valgsted

Krydserne er sat, kommunalvalget er overstået, konstitueringerne er på plads i landets kommuner, og nu skal valgplakaterne pilles ned fra lygtepælene og træerne.

I Aarhus Kommune er den nuværende borgmester Jacob Bundsgaard (S) blevet genvalgt, og puslespillet om de fem rådmandsposter skal lægges.

Valgets store tabere både på landsplan og i Aarhus Kommune blev Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre, som alle gik tilbage. Men hvordan gik det med valget i Lystrup, Elsted, Elev og Nye?

Inden krydset skulle sættes talte jeg med en række af de lokale kandidater. Jeg spurgte dem, hvilken problematik de mener, det er vigtigst at få løst i Lystrup og omegn, og hvordan det bør gøres.

Men hvilke af de lokale kandidater er blevet valgt ind i byrådet og får dermed mulighed for at kæmpe for deres mærkesager de næste fire år? Og hvem blev de helt store stemmeslugere i Lystrup?

Det ser jeg nærmere på i dagens nyhedsbrev, hvor jeg også har talt med nogle af dem, der kan se frem til fire år i demokratiets tjeneste.

Jeg dykker også ned i de mere generelle tal fra valgstedet i Lystruphallen. For hvordan har dine medborgere og naboer stemt? Hvilke partier fik flest stemmer ved valgstedet i Lystrup, og hvilke er gået tilbage siden det forrige valg i 2017?

Alle de mange spørgsmål får du svar på i artiklerne nedenfor, men en ting kan jeg allerede nu afsløre. I Lystrup var folk gode til at få stemt. Stemmeprocenten endte på 71,2 procent, mens den på landsplan ligger på 67,2 procent. Det er godt gået, synes jeg!

Jeg håber, at du havde en rigtig god valgdag, og at du har lyst til at læse med i de lidt valg-nørdede artikler nedenfor.

Rigtig god læselyst!

Billede af Mette Marie Birch Breuning
Billede af skribentens underskrift Mette Marie Birch Breuning Journalist
Der blev sat krydser hele dagen i tirsdags, da der var kommunal- og regionsrådsvalg. I Lystrup var stemmeprocenten højere end på landsplan og kommuneplan. Foto: Kim Haugaard/Jysk Fynske Medier

De to største partier i Lystrup er røde - Venstre er røget ned på en fjerdeplads

De to største partier i Lystrup er Socialdemokratiet og SF. Det står klart efter tirsdagens kommunalvalg.

Både SF og Det Konservative Folkeparti har overhalet Venstre, som nu ligger på en fjerdeplads på listen over antal stemmer. Samtidig kunne noget tyde på, at Nye Borgerlige har nuppet en stor del af Dansk Folkepartis vælgere.

Vi dykker ned i tallene og ser på, hvordan du og dine naboer i Lystrup, Elsted, Elev og Nye stemte ved valget.

SF og Det Konservative Folkeparti har overhalet Venstre i Lystrup. Partierne fik henholdsvis anden- og tredjeflest stemmer ved det lokale valgsted i Lystruphallen. Både Socialdemokratiet, DF og Venstre gik tilbage.

Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre fik smæk, Det Konservative Folkeparti og SF gik frem, og Nye Borgerlige havde medvind i sejlene.

I meget grove træk var det sådan stemmerne fordelte sig i Lystrup ved dette års kommunalvalg. I postnummer 8520 var der kun et enkelt valgsted, og tirsdag strømmede borgerne fra Lystrup, Elsted, Elev og Nye til stemmeurnerne i Lystruphallen.

8.880 borgere havde mulighed for at stemme, og der blev afgivet i alt 6.253 gyldige stemmer. Stemmeprocenten endte altså på knap 71,5 procent. Noget højere end de 68,2 procent, som blev gennemsnittet på tværs af kommunen. Og højere end landsgennemsnittet som ifølge DR endte på 67,2 procent.

Men hvor mange stemmer fik de forskellige partier i Lystrup? Hvilke partier fik de største vælgerlussinger, og hvad med de helt små partier, som for eksempel Veganerpartiet og Kommunisterne?

Vi dykker ned i de lokale tal.

SF og Konservative overhaler Venstre

Ligesom i 2017 blev størstedelen af krydserne i Lystrup sat ud for kandidater fra Socialdemokratiet. Men selvom Jacob Bundsgaard (S) beholder borgmesterposten på rådhuset, fik partiet et historisk dårligt kommunalvalg. Det gælder også i Lystrup.

For fire år siden fik partiet 40,2 procent af stemmerne i Lystrup. I år røg det tal helt ned på 31,1 procent. Et fald på 9,1 procentpoint.

I byrådet mistede Socialdemokratiet hele tre mandater.

Også Venstre fik et dårligt valg. I Lystrup fik partiet 825 stemmer mod 1.189 stemmer i 2017, og i byrådet gik partiet tilbage fra seks til fire mandater.

Men mens valget formentlig skabte bekymrede panderynker hos landets to største partier, kunne kandidaterne fra SF og Det Konservative Folkeparti juble. I Lystrup lykkedes det nemlig begge partier at overhale Venstre. De to største partier i Lystrup tilhører nu rød blok, mens Det Konservative Folkeparti fik tredjeflest stemmer.

SF gik 8 procentpoint frem i forhold til sidste valg og endte med i alt 1.061 stemmer.

Det Konservative Folkeparti fik 894 stemmer og en fremgang på 9,4 procentpoint. Partiet havde et ekstraordinært godt valg både i Aarhus Kommune og på landsplan.

Har vælgerne flyttet sig?

Et af de helt store spørgsmål ved dette års kommunalvalg var, om Nye Borgerlige ville få plads i byrådet, og om partiet ville stjæle vælgere fra Dansk Folkeparti.

Og fra næste år bliver Nye Borgerlige en del af byrådet med et enkelt mandat, mens Dansk Folkeparti gik et mandat tilbage, og derfor også kun har et enkelt sæde i byrådet.

I Lystrup kunne noget tyde på, at Nye Borgerlige nuppede nogle af Dansk Folkepartis vælgere. I hvert fald fik Nye Borgerlige 283 stemmer, mens Dansk Folkeparti gik 5,2 procentpoint tilbage og modtog 266 stemmer.

I 2017 fik Dansk Folkeparti 9,4 procent af stemmerne i Lystrup, men i år endte det tal på 4,2 procent.

Ved valget var der også kandidater fra nyere og mindre partier. Veganerpartiet modtog 13 stemmer fra borgerne i Lystrup, mens partiet Trivsel og Reel Borgerinddragelse fik 26 stemmer. Partiets spidskandidat Dorthe Borgkvist sidder lige nu i byrådet som løsgænger.

Ni personer i Lystrup stemte på Kommunisterne, mens partiet De Grønne fik 20 stemmer. Egalitært Folkeparti fik det laveste antal stemmer i Lystrup med kun et enkelt kryds.

Der blev afgivet 88 blanke og fire ugyldige stemmer.

Dansk Folkepartis Jakob Søgaard Clausen er en af de kandidater fra Lystrup, som de kommende fire år skal sidde i byrådet i Aarhus. Foto: Jens Thaysen

Her er de lokale kandidater, som er blevet stemt ind i byrådet

Inden kommunalvalget talte LystrupLIV med nogle af de kandidater, som bor indenfor postnummer 8520, i nærområdet eller har kendskab til Lystrup, Elsted, Elev og Nye.

For hvilken problematik i Lystrup og omegn ville de se nærmere på, hvis de blev valgt ind i byrådet?

Onsdag eftermiddag blev navnene på de fremtidige byrødder offentliggjort på rådhuset i Aarhus, og der er flere kandidater fra Lystrup og omegn iblandt.

Læs deres reaktioner på valget, og hvad du kan forvente dig af dem, i artiklen.

Flere lokale politikere fra Lystrup og omegn er blevet valgt til byrådet i Aarhus. LystrupLIV fangede reaktionerne fra nogle af dem, da de personlige stemmer blev offentliggjort onsdag eftermiddag på rådhuset.

Inden kommunalvalget talte LystrupLIV med en række af de lokale byrådskandidater i Lystrup og omegn. For hvad mener de, at der bør gøres i Lystrup, Elsted, Elev og Nye? Hvilke problematikker er de vigtigste, og hvordan skal de løses?

På mange af de lokale politikeres dagsorden stod bedre cykelstier, mere borgerinddragelse og en stærkere bymidte i Lystrup. Den artikel kan du læse her.

Onsdag eftermiddag blev det på rådhuset i Aarhus offentliggjort, hvem der skal sidde i byrådet de næste fire år. LystrupLIV fangede reaktionerne fra nogle af kandidaterne fra Lystrup og omegn.

En kandidat som kender området

En af de lokale kandidater fra Lystrup, som er blevet stemt ind i byrådet, er Jakob Søgaard Clausen fra Dansk Folkeparti. Han fik 1.458 personlige stemmer, heraf 96 fra valgstedet i Lystrup.

Hvad er din umiddelbare reaktion på dit endelige valgresultat?

- Jeg er selvfølgelig meget glad. Vi har taget hul på et generationsskifte i Dansk Folkeparti, og det har jeg valgt, at jeg gerne vil stå i spidsen for. Det synes vælgerne er en god idé, og det har de heldigvis leveret på.

Hvad kan borgerne i Lystrup og omegn forvente af dig som byrådskandidat de næste fire år?

- De kommer til at få et lokalt byrådsmedlem, som bor i området og kender området, og som naturligt kommer til at have en lokal interesse for at få udviklet Lystrup og omegn. Uanset hvor man har sat krydset, er det godt med en lokal stemme.

Dansk Folkeparti har generelt haft et rigtig dårligt valg. Hvad tænker du om det?

- Det var forventeligt, og det viser noget om, at vi er slået tilbage til start. Men vi er stadig på spillepladen, og vi kommer til at kæmpe videre de kommende fire år - både i Aarhus og på landsplan. Men det er klart, at vi har lidt, vi skal have set på internt.

Lokale mærkesager

Også Venstres Gert Bjerregaard blev genvalgt til byrådet i Aarhus. Han bor i det nordlige Aarhus, og har flere mærkesager i og omkring Lystrup. Han fik 2.207 stemmer, hvoraf 197 krydser blev sat i Lystrup.

Hvad kan borgerne i Lystrup og omegn forvente af dig som byrådskandidat de næste fire år?

- Jeg har haft mærkesager, jeg er gået til valg på, og dem kommer jeg også til at forfølge i den periode, vi går ind i. I et tæt samarbejde med borgerne i Lystrup vil jeg vurdere, at vi vil kunne få nogle af mine mærkesager gennemført. Herunder en cykelsti gennem Lisbjerg Skov.

Gert Bjerregaard har blandt andet slået på tromme for, at privatiseringen af en lang række veje i blandt andet Lystrup skulle stoppes. Venstre er dog forblevet en del af det brede forlig.

Kan du forstå, hvis der er nogle vælgere i Lystrup, der er skuffet over, at Venstre ikke har trukket sig fra forliget?

- Det kan jeg godt forstå. Flere partier var ved at skifte holdning, og det var min forhåbning, at vi kunne bruge valgkampen til at få flyttet det. Partierne vælger ikke at ville gå ud af forliget sammen med Venstre, og derfor bliver vi, fordi det er nemmest at påvirke indefra. Vi fik skrevet fire pinde ind i teksten, hvor jeg vurderer, at man kan genoptage hver enkelt sag, og at man også kan få support fra kommunen nu.

Socialpolitisk fokus

Det Konservative Folkeparti har haft et rigtig godt kommunalvalg. En af de kandidater, som er blevet valgt ind i byrådet for partiet, har tidligere boet i Lystrup og kender området godt. Det er Mette Skautrup. Hun fik 1.182 stemmer, og 143 af dem kom fra Lystrup.

Hvad kan borgerne i Lystrup og omegn forvente af dig som byrådskandidat de næste fire år?

- De kan stadigvæk forvente, at jeg vil have fokus på, hvordan vi sikrer et godt opland og et godt byliv i Lystrup. Der er mange gode kvaliteter i Lystrup, og hvordan jeg kan støtte det bedst, kommer de til at se. Jeg sidder stadigvæk i menighedsrådet derude, og der arbejder jeg meget med diakonien, som har en stort plads i mit hjerte. Og det er jo socialpolitik, når vi kommer til det.

Det Konservative Folkeparti har haft et rigtig godt valg ikke kun i Aarhus, men generelt. Hvad tænker du om det?

- Jeg tror, det er fordi, vi har været ordentlige. Vi har ført en god kampagne og sagt, hvad vi mener. Jeg tror på, at jeg taler til rigtig mange ved, at man kan vælge den borgerlige vinkel på mange ting, men stadigvæk have den sociale stemme.

Andre stemmeslugere i Lystrup?

Også SF's Liv Gro Jensen, som bor i Hjortshøj, blev genvalgt til byrådet i Aarhus. 162 vælgere i Lystrup havde sat kryds ved hendes navn, mens det tal endte på 3.925 på tværs af kommunen.

Foruden hende blev også den nuværende rådmand for Børn & Unge, Thomas Medom (SF), genvalgt. Med 374 stemmer var han den SF'er, der fik flest stemmer i Lystrup.

Stort set alle de kandidater, der indkasserede flest stemmer ved valgstedet i Lystrup, har fået en plads i byrådet. Det gælder blandt andet borgmester Jacob Bundsgaard (S), som fik 791 stemmer, Venstres spidskandidat Christian Budde, som fik 158 stemmer, og Enhedslistens Laura Bryhl med 78 stemmer.