En dag i erhvervslivets tegn: - Der er ikke ret mange, der fortæller de unge, hvor mange spændende jobs der findes i vores lokalsamfund
Har du lyst til at lære virksomhederne i Lystrup bedre at kende? Og er du for eksempel interesseret i, hvordan corona har haft betydning for det lokale erhvervsliv?
Så kan du tage med, når Erhverv Lystrup inviterer til Vækst- og Vidensdag torsdag 16. september.
Eftermiddagen er spækket med virksomhedsbesøg, oplæg og debatter for alle, mens formiddagen står i ungdommens tegn, når de lokale 8. klasser skal på besøg hos erhvervslivet.
- Det bliver lidt forkrampet og angstfuldt sidst i folkeskolen, når man ikke rigtig ved, hvad man skal vælge. Det kunne være interessant at vende rundt på det. ’What you can see, you can be’. Kom ud at se og oplev, siger Tine Windfeld, som er formand for Erhverv Lystrup.
Hvis man er bare en lille smule kendt i Lystrup, ved man, at der ligger et stort industriområde i den sydøstlige del af byen. Man ved måske også, at store virksomheder som Elopak, Terma og ID Hair har hjemme i byen.
For anden gang inviterer foreningen Erhverv Lystrup, som består af omkring 80 virksomheder, til Vækst- og Vidensdag torsdag 16. september. Formålet med dagen er at sætte fokus på alle de ting, det lokale erhvervsliv har at byde på.
- Vores erfaring fortæller os, at der er mange, der er stolte af de lokale virksomheder. Sidste gang var der mange helt almindelige borgere, der rigtig gerne ville ud at se virksomhederne. Det var vi overrasket over, siger Tine Windfeld, som er formand for Erhverv Lystrup.
Tine Windfeld, formand for Erhverv LystrupDet bliver lidt forkrampet og angstfuldt sidst i folkeskolen, når man ikke rigtig ved, hvad man skal vælge. Det kunne være interessant at vende rundt på det. ’What you can see, you can be’.
Foruden de Lystrupborgere, som er interesseret i at besøge virksomheder og lære det lokale erhvervsliv bedre at kende, lægger dagen også op til, at virksomhederne kan netværke med hinanden.
- Jeg tror, at en stor del af erhvervslivet kunne få glæde af at samarbejde. Det kunne være, at de havde nogle ting, de kunne udvikle sammen, hvis de kendte og mødte hinanden. Men det gør de ikke, hvis de bare sidder i hver sin butik, siger næstformand i Erhverv Lystrup, Bente Binderup.
Se, oplev og mærk efter
For to år siden, da den første Vækst- og Vidensdag blev afholdt, var der stor opbakning, forklarer Tine Windfeld. I år er dagen delt op i to dele.
Formiddagen står i ungdommens tegn, da Erhverv Lystrup ønsker at gøre eleverne fra 8. klasse på både Lystrup og Elsted Skole opmærksomme på de jobmuligheder, der findes i lokalområdet. Særligt da de unge har ret til at komme i erhvervspraktik.
- Der er ikke ret mange, der fortæller de unge, hvor mange spændende jobs der findes i vores lokalsamfund, siger Tine Windfeld og forklarer, at foreningen ønsker at vende rundt på tingene.
I stedet for at fokusere på uddannelsesvalg som det første, ønsker den at få de unge til at tænke over, hvad de interesserer sig for, og hvad de kunne tænke sig at arbejde med. Først derefter bør de vælge uddannelse, mener Tine Windfeld:
- Det bliver lidt forkrampet og angstfuldt sidst i folkeskolen, når man ikke rigtig ved, hvad man skal vælge. Det kunne være interessant at vende rundt på det. ’What you can see, you can be’. Kom ud at se og oplev. Mærk hvad der interesserer dig, og så kigger vi på uddannelse senere.
I løbet af formiddagen skal eleverne på forskellige virksomhedsbesøg, og så holder medejer af Ild Pizza Younes Deaibes oplæg.
Løsninger i fællesskab
Ifølge Erhverv Lystrup er der omkring 350 virksomheder i Lystrup og omegn. Næsten 5.500 personer er beskæftiget i området, og der er cirka 7.000 personer i den erhvervsaktive alder.
Hvad skal der ske på Vækst- og Vidensdagen?
- Rundvisning på kontorfællesskabet Officelab og besøg hos nogle af de mange virksomheder, der har kontor der.
- Bustur i Lystrup med virksomhedsbesøg - Flemming Larsen fra fællesrådet og tidligere lokalpolitiker Hans Schiøtt er guider.
- Aftenbuffet leveret af MIB.
- Foredrag om tiden efter corona ved fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
Du kan tilmelde dig på Erhverv Lystrups hjemmeside.
I løbet af den anden halvdel af Vækst- og Vidensdagen er der fuldt program for både erhvervsfolk, der ønsker at netværke, og alle de borgere, der er interesseret at i høre om de lokale virksomheder. Det koster 200 kroner at deltage i det samlede program, som blandt andet byder på virksomhedsbesøg, foredrag og middag.
- Vi har erfaret, at nogle handler langt væk, fordi de ikke er klar over, at ressourcerne findes tæt på. Jo bedre vi kender hinanden, jo mere kan vi løse i fællesskab, siger Tine Windfeld og Bente Binderup supplerer:
- Man kan få baggrundshistorien om den virksomhed, man har gået og kigget på i mange år, og få en bedre fornemmelse af hvad det er for et firma. Det er sommetider ret interessant, og man synes måske, at man får en bedre tilknytning til dem, hvis man ved, hvordan de er opstået.
Formanden for det lokale fællesråd, Flemming Larsen, og tidligere lokalpolitiker Hans Schiøtt deltager også. De holder oplæg om områdets historie.
Håbet er, at opbakningen er stor nok til, at Vækst- og Vidensdagen kan blive et tilbagevendende event hvert år.