Annonce
Huset, som Mads Kjeldsen og hans familie bor i, er bygget i træ. De kunne selv vælge, om de ville købe huset med eller uden køkken, men derudover var stort set alt bestemt på forhånd. Foto: Mette Marie Birch Breuning
LystrupLIV

Mads Kjeldsen var en af de første, der flyttede til Nye: - I starten havde vi havudsigt tre steder, men vi vidste godt, at det nok var midlertidigt

Det er lidt over tre år siden, at Mads Kjeldsen og hans familie flyttede til Nye. Den første vinter var der bælgmørkt, og familien boede på en byggeplads. Men processen har været spændende, og fællesskabet har fyldt meget fra begyndelsen.

I begyndelsen var det bare en bakketop med udsigt til byen, havet, havnen og Egå Engsø. Nu er det en by under konstant opbygning med byskilt, købmand og inden længe en stor daginstitution.

En af dem, der har boet i Nye siden den spæde start, er Mads Kjeldsen. For lidt over tre år siden flyttede han og familien som nogle af de allerførste til området.

- Vi var fem familier, som kendte hinanden rigtig godt, der købte huse herude samtidig. Det var også derfor, at jeg turde at flytte herud. Det var på en eller anden måde lidt et sats, men vi tænkte: Worst case, så bor vi på en pløjemark udenfor Aarhus, men i det mindste bor vi sammen, siger Mads Kjeldsen.

I starten var det meget nemt at lære de andre at kende, for vi stod ligesom alle ude ved sandkassen med vores børn og frøs, og så kunne vi lige så godt snakke sammen. Det fungerede meget godt.

Mads Kjeldsen, beboer i Nye

Efter mange år i lejligheder i henholdsvis Aarhus og København lå det ikke i hans planer, at han skulle flytte væk fra byen. Den første gang han besøgte Nye, eller det vil sige, det der senere hen er blevet til Nye, var han heller ikke imponeret.

- Vi kørte herud og kiggede på marken, og så tænkte jeg: Her skal jeg i hvert fald overhovedet ikke bo. Det er helt sikkert, fortæller Mads Kjeldsen.

Plantefællesskab og højtidsudvalg

Men førstehåndsindtrykket blev hurtigt erstattet af tanken om luft, grønne områder og legepladser til børnene. Og så selvfølgelig fællesskabet med vennerne, som også ville flytte med.

Familien valgte derfor at reservere et af de huse, som skulle bygges i Nye, og det hus bor de i den dag i dag. Det er et rækkehus i to etager med terrasse både foran og bagved. Rækkehuset ligger i et af fem længehuse, og de grønne arealer omkring byggeriet er fælles.

- Jeg synes virkelig, at husene er fede. Vi er helt vildt glade for det. Det er nogle lyse, dejlige huse, og de har truffet nogle gode beslutninger rundt omkring, siger Mads Kjeldsen.

Og netop fællesskabet, både med vennerne og de nye naboer, har betydet meget for familiens valg om at flytte til Nye, forklarer Mads Kjeldsen:

- I starten var det meget nemt at lære de andre at kende, for vi stod ligesom alle ude ved sandkassen med vores børn og frøs, og så kunne vi lige så godt snakke sammen. Det fungerede meget godt.

Familiens rækkehus er en del af fem længehuse, som man kan se øverst til venstre på billedet. Mellem bygningerne er der et stort, grønt fællesområde med en sø til opsamling af regnvand. Foto: Silas Bang

Sidenhen er der dannet fællesskaber blandt beboerne. Blandt andet et plantefællesskab, som står for de fælles drivhuse, og et højtidsudvalg, som arrangerer sommerfester, jul, fastelavn og så videre.

Hvad skal det koste?

De første beboere flyttede ind i Nye i sommeren 2018. Forud for det havde byggeriet af første etape været i gang i knap to år. Den første etape består af 650 boliger, en daginstitution og en dagligvareforretning.

På nuværende tidspunkt er byggeriet Sneglehusene ved at blive opført. Det indeholder både ejer- og lejeboliger, og planen er, at de skal være klar til indflytning 1. december i år.

En stor del af rækkehusene og lejlighederne i Sneglehusene er allerede solgt eller reserveret. Priserne og størrelserne på boligerne er vidt forskellige, og mens et rækkehus på 50 kvadratmeter koster omkring 1,8 millioner kroner, koster en 155 kvadratmeter stor lejlighed 5,3 millioner kroner.

Den månedlige husleje for lejelejlighederne- og rækkehusene i Sneglehusene ligger mellem 6.400 og 13.600 kroner.

På Solsikkevænget i Nye, som også er en del af første etape, er der også opført lejelejligheder. Langt de fleste af disse er allerede udlejede, og huslejen ligger mellem 7.800 og 13.000 kroner om måneden.

Planen er, at der skal være plads til mellem 10.000 og 15.000 beboere i Nye på tværs af alle aldre. Ifølge Mads Kjeldsen var de første tilflyttere en lidt homogen gruppe.

- Vi lignede hinanden lidt for meget. Det var jeg lidt overrasket over. Og vi var alle flyttet herud fra Aarhus eller København, så det er fint at få det blødt lidt op, siger han med et grin.

Out of area

Det forventes, at Nye er fuldt udbygget om 40-50 år, og for Mads Kjeldsen og de første tilflyttere har det været meget svært at forestille sig, hvordan byen kommer til at se ud.

Stier var der ikke nogen af i begyndelsen. I stedet var der store mudderpøle. Bygningen var nærmest hegnet ind, fordi området var en stor byggeplads, og så var der bælgravende mørkt, fordi familien endnu ikke havde nogle genboer.

- Så kom der lige pludselig lidt græs, en sti og nogle lygtepæle, så vi vidste jo godt, at det var midlertidigt. I starten havde vi havudsigt tre steder, men vi vidste godt, at det nok var midlertidigt, og det er også okay, siger Mads Kjeldsen og fortsætter:

- Hvis man ringede efter en taxa i begyndelsen, ringede de tilbage og var sure, fordi de ikke kunne finde adressen. Ingen GPS’er kunne finde os, det var ret specielt.

Rækkehuset har flere hyggelige kroge. Mads Kjeldsen har selv bygget dette sofamøbel ud af genbrugstræ. Foto: Mette Marie Birch Breuning

At områderne omkring familiens bolig i en lang periode har været en byggeplads, og at hele Nye først står færdig om mange år, har Mads Kjeldsen ikke noget imod. Han nyder at følge med i processen og byggeriet:

- Jeg tror, vi havde tænkt, at vi måtte bide tænderne lidt sammen i en periode. Jeg synes ikke, at det er så slemt. Jeg kan godt lide at gå og følge med, selvom der er byggeri lige op og ned ad husene.

Bedre cykelstier

Hvis Mads Kjeldsen kunne forbedre en ting ved Nye, skulle det være cykelmulighederne til og fra byen. Han cykler selv på arbejde og har navngivet de to ruter ’dødsruterne’.

Den ene går gennem Terp, og den anden går gennem skoven ved Lisbjerg. På begge ruter skal man køre langs trafikerede landeveje:

- Det kan godt undre mig – når det har været planlagt i 10 år, og de gerne vil gøre det bæredygtigt og undgå, at folk tager bilen – at de så ikke har haft den del lidt mere med. Jeg ved godt, der er store planer for det, men hvorfor begyndte man ikke at lægge det om for tre år siden?

Håbet er, at familien skal bo i Nye de næste mange år, og at størrelsen på byen stiger i takt med børnenes alder. Og selvom Mads Kjeldsen nyder at følge med i byggeriet, glæder han sig også til, at området får et stærkere præg af by:

- Jeg glæder mig til, at der kommer lidt mere. Når jeg går tur med ungerne om aftenen, er der ligesom kun to-tre muligheder, og det bliver bare lidt sjovere, når det bliver lidt større, siger han.

Få overblik her
LystrupLIV

Priserne på boliger stiger også i postnummer 8520, men der er ikke mere jord at bygge på

LystrupLIV

Mads Kjeldsen var en af de første, der flyttede til Nye: - I starten havde vi havudsigt tre steder, men vi vidste godt, at det nok var midlertidigt

LystrupLIV

Fugtig top og fugtig bund: Præmiebyggeri i Lærkehaven skal repareres for 14 millioner kroner

Nyhedsbrev

Er der nedrivninger og et nyt boligtårn på vej til Lystrup?

LystrupLIV

Lystrup skal have et nyt hjerte – forslag til bymidte rummer både ny dagligvarebutik og et hus i seks etager

LystrupLIV

Almen boligforening støtter nedrivning af egne boliger: - Vi tror på, at det kan styrke attraktiviteten i området

LystrupLIV

Jens Rasmussens opgang risikerer at forsvinde, men han kan godt se behovet for en stærkere bymidte

Der er intet, der er endeligt besluttet endnu, og mange ting kan stadig nå at ændre sig. Det er udgangspunktet for det projektforslag, som en gruppe grundejere og investorer har fremlagt i forbindelse med arbejdet med en stærkere bymidte i Lystrup.

LystrupLIV

Ugens undren: Hvad i alverden foregår der på parkeringspladsen foran vaskehallen?

Store betonfirkanter, som ligner overdimensionerede legoklodser, en stribe ny asfalt og tre træskure på meget høje ben.

LystrupLIV

Grøn helhedsplan for det nordlige Aarhus kan også komme borgerne i Lystrup og omegn til gode

Den bynære natur i det nordlige Aarhus er under pres, og de grønne områder bør forbindes bedre. Det er baggrunden for det udkast, som Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd og Mollerup Golf Club har fremlagt under navnet Vision Mølledalen.

Nyhedsbrev

Et bedre stisystem og kæmpestore legoklodser i beton

LystrupLIV

Høje karakterer til nyt naturprojekt

Nyhedsbrev

Monsterregn og vand i kælderen - ny engsø skal forhindre oversvømmelser

RisskovLIV og LystrupLIV

Nyt værn mod monsterregn: Pengene til ny engsø er måske på plads

RisskovLIV og LystrupLIV

På Egå Mosevej skal beboerne muligvis sælge deres jord til en ny engsø: - Det må ikke begrænse vores adgang til engen

RisskovLIV og LystrupLIV

Udpeget som kritisk vej: Enorm strækning på Lystrupvej risikerer at ligge i vand

RisskovLIV og LystrupLIV

Rigt fugleliv ved Egå Engsø: - Når havørnen kommer, letter alle fuglene undtagen svanerne

LystrupLIV

Hvad skal et centrum i Lystrup indeholde? Her er fire lokales bud